09.04.10.

 

June og Leifs guldbryllup. Ålborg 11 april 2009.

 

Når jeg tager toget nordpå, og kommer til Arden og Skørping, og hører de indstigendes sprog, sker der noget i venstre side af brystkassen. Noget rart. Jeg er kommet hjem. Selv om jeg som dreng kun boede tre år i Ålborg, ikke er født der, og snart har boet et guldbryllups tid i Århus, så er Ålborg stadigt min hjemby. Jeg var derfor glad for, at June og Leif i sin tid fandt tilbage til hjembyen.

 

Men nu er sproget jo ikke den eneste vej til mandens hjerte. Jeg skulle en gang til Ålborg og fortalte en ven, at jeg så ville besøge min søster. Fuld af dyb misundelse sagde han, åh, så skal du have kvindemad. Som siden er blevet et begreb i vore kredse. Kvindemad er ikke bare mad lavet af kvinder. Masser af kvinder kan slet ikke lave kvindemad. Kvindemad er lavet på nøjagtigt samme måde som utallige gange før. Der laves ingen eksperimenter. Man snakker ikke med gæsterne, mens frikadellerne steger. Man skal ikke prøve på at hjælpe dem i køkkenet. Kvindemad er enkel fuldkommenhed efter årtiers erfaring.

 

Sidst jeg tog et smut omkring Vildsundvej, sagde June i telefonen, vi laver ikke noget særligt. Jeg var lige ved at råbe, nej, for pokker. Det blev hakkebøf med bløde løg tyk brun sovs hvide melede kartofler og surt. Som det skulle være. Nøjagtigt som vor mor lavede det.

 

For et par årtier siden pjattede vi med tanken om at åbne en restaurant. Det er nok lidt sent nu. Men klassisk kvindemad er ved at blive højeste mode. Mænd med mundvand ville strømme til. Dette er vore mødres køkken. Et bykøkken, hvor også arbejdere havde fået råd til andet end grød, hvor familierne var stolte, når der var råd til, at mor gik derhjemme, hvor der ikke var køleskabe, og hvor børnene fik serveret først.

 

For nylig havde jeg et par gæster til middag. Jeg havde åbnet fordøren, så dufte strømmede ud. Jeg hørte en af de kommende gæster fable henført om farserede porrer. Jeg havde brugt porrer, men har aldrig lavet dem farserede. Når jeg prøver at lave boller i karry, bliver det noget miskmask. June, dette er et vink med en vognstang.

 

Men vor mor eksperimenterede skam også. Ligesom June. Dette gik ud over Leif, da han i sommeren 1957 skulle præsenteres for svigerfamilien. En dessert af løse ris, sure stikkelsbær og flødeskum. Det var ikke, hvad jeg ville bestille til min fødselsdag. Vi spiste den, for at få det overstået. Så blev Leif spurgt om hans mening. Der var helt stille. Han tøvede. Og tøvede. ”Jeg har smagt det, der var bedre”.

 

Mange år senere havde jeg udenbys venner til middag hos mine forældre. En havde lige fået en fransk kæreste. Vor mor serverede en stærkt forbedret udgave af risdesserten, som blev meget rost.

Senere skulle jeg så spise den franske piges mad. Jeg havde fået et rygte som gastronom. Der skulle ikke meget til den gang. Bare man kunne tre ord på køkkenfransk. Jeg skulle så kommentere hendes mad. Jeg tænkte på Leif i knibe. Og ændrede svaret en smule. ” Jeg har smagt det værre”. I skulle have set den franske piges ansigtsudtryk. Min ven måtte leende forklare, at dette var en særlig jysk måde at rose på. Og så blev det jo til sprogforskning.

 

På 50 år bliver historierne lange, så I får ikke fortsættelsen.

 

 

Da June (Leif siger djun) var blevet fru Frederiksen, fortalte hun om lettelsen ved ikke længere at skulle stave sit navn. Det må vi brødre stadigt. Jeg gjorde det i telefonen i sidste uge. B-U-N-Z-E-L, hvis nogle tilstedeværende ikke skulle vide det. På det seneste er der kommet meget mere halsbrækkende navne til, så navnet næsten lyder gammeldansk.

 

I første halvdel af 1800 tallet lavede man navneforordninger, hvor børn skulle have samme efternavn. I Danmark betød det tusinder af sen-navne. I Tyskland tog flere navn efter den by, de var kommet fra, den Bunzel, der indvandrede i 1902, havde altså en forfader fra en tysk by.

 

Navneforskning er nu blevet højeste mode. Derfor kan man på Danmarks Statistiks hjemmeside under Navne finde følgende oplysninger:

 

I januar 2009 hed 39 Bunzel, en mere end 2008. 20.877 hed Frederiksen, næsten 100 mindre end året før. 278.787 hed Jensen.

 

Efternavnet havde vore forældre jo ingen indflydelse på. Men fornavnene valgte de sgu da selv. Marny, June, Herman og Gustav. Jeg kender ingen anden søskendeflok med så gakket en samling navne. Hvordan fandt de dog på dem? Jeg skulle selvfølgeligt have spurgt dem, mens tid var, men da var navneforskning ikke på mode. Måske ved June en smule mere herom.

 

Det varede 35 år, inden jeg mødte en anden Gustav. Jeg har aldrig mødt en anden Herman, June eller Marny.

 

Vore forældres eneste fornuft i navngivningen var i 1943 ikke at give mig mellemnavnet Adolf, som ellers var en familietradition. Men at døbe en dreng Herman lige før 9 april 1940!! Herman gøringenting. Men drengenavnene var en familietradition. Der er kendte danskere, der har heddet begge dele. Hvor fandt de pigenavnene?

 

Efter 1989 er Gustav blevet skrækkeligt populært. Jeg vender mig ikke om længere. Det har været nr 16 på listen. I januar 2009 hed 5.537 Gustav, næsten 600 mere end året før. 401 hed Herman, 21 mindre. (251 Hermann). June 875/867, de fleste døbt efter krigen. Marny 14/14

Leif 18.014/18.532.

 

50 år er jo ingen rekord, men alligevel godt klaret. Tålmodighed, kærlighed og knofedt. De leve.

12.02.21. 12.04.28. 12.05.11.

 

Til Boj og Søs.

 

Da jeg satte mig til tastaturet for at begynde en fortælling fra 1976, dukkede ordet nostalgi op. Hvad betyder det egentligt? Jeg slog det op. Jeg er på mine gamle dage blevet ordbogssamler. Så jeg slår op dagligt, somme tider i timevis. Jeg vil derfor, for første gang, invitere nogen til at se min ordbogssamling, ca 5000 bind. Næste gang du kommer til Århus, Boj. Vi kan også dele en øl.

 

Skulle Søs være interesseret i ordbøger (eller øl), så tag hende med. Men hun kommer til at høre historier fra 70erne. Måske når vi helt op i 80erne. Plus alle dem, jeg har glemt, og alle dem, Boj har glemt.

 

Ordet nostalgi kom faktisk på mode i dette årti. Omkring 1980 spurgte mine forældre mig om dets betydning. Jeg kunne forklare betydningen, men ikke etymologien. Det optræder i en dansk fremmedordbog i 1820. I 1972 dukker det op i 7. udgave af Nudansk Ordbog. Man kan så spekulere på, hvorfor det kom på mode netop under ungdomsoprøret?

 

Ordets slutning er kendt fra andre fremmedord, og betyder smerte på græsk. Vi kender vel alle det finere ord for S/M, algolagni, vellyst ved smerte. Forstavelsen betyder hjemrejse. Den ordrette betydning er altså hjemve. Ordet er ikke oldgræsk, men en neologisme. Ordbogen bringer den spændende oplysning, at ordet er dannet af en schweitzisk læge i 1678. Jeg ved desværre ikke mere herom lige for øjeblikket.

 

Boj blev jo faktisk cand. psych., da dette var universiteternes avantgarde. Så han kan vel kommentere et forsøg på en forklaring. I 1976 var 2012 en meget fjern fremtid. Men nu er fortidens fjerne fremtid, blevet fortid. Fortidens utrygge fremtid er blevet tryg fortid. (Ellers ingen nostalgi). Det er hyggeligere at tænke på 1976, end det græske valg og euroens fremtid, al qaida , indlandsisen eller tilstanden på plejehjemmene..

 

I en grafitti på et århusiansk busskur stod der (2006), hvad jeg tror, må være det modsatte af nostalgi: ”Glem fortiden. Bevar nutiden. Husk fremtiden”. Men lad os vende tilbage til 1976.

 

Fænø 1976.

 

Sommeren 1976 var pragtfuld. Jeg lånte en cykel for at deltage i en fest på Fyn. Det gik rask fremad til over Lillebæltsbroen, hvor jeg tog et hvil i grøften. Så begyndte det at gå trægt. Det gjorde det også på vejen hjemad. Det var et mas at nå Middelfart. Bojs hjemby. Hvor moren havde en beværtning ved den sydlige strand. Jeg vidste, at Bojs søster, som jeg lige havde lært at kende, ville være hjemme. Så nu havde jeg både fristelser og gode grunde. Jeg fandt frem til beværtningen, jeg husker ikke hvordan. Og blev vel modtaget.

 

Næste dag tog vi (jeg, Pia og hendes kæreste) så en robåd til Fænø. Hvor fyrpasseren var morens kæreste. (Fyret er nedlagt for længe siden). På vejen, om man kan sige så, tømte vi nogle garn, formodentligt ruser, for ål. En snes eller så. Jeg skulle så prøve at flå en ål. Da jeg havde flået en halv, var de to erfarne færdige med resten, og hev grinende det sidste skind af min.

 

Friskopgravede kartofler. Friskplukket persille. Ål stegt med erfaring og smør. Kolde øl og snaps. Benene gik tallerkenen flere gange rundt. Og så roede vi hjem i de sidste røde stråler fra vest over et blikstille Lillebælt.

Næste dag, på vejen op ad Vejlebakken, sagde en knægt til mig: Du har lys på. Da jeg havde smidt cyklen i grøften, var jeg kommet til at slå dynamoen til, hvorfor det gik så trægt. Jeg skulle ikke blot slæbe mit eget læs, men også frembringe fossilfri energi. Jeg slog dynamoen fra, og kom hjem. Men dynamoen havde bragt mig til Fænø, hvor jeg spiste mit livs bedste ål.

 

Julefrokoster.

 

I disse år begyndte vi en tradition med at holde julefrokoster, hvor maden var lavet af deltagerne. Som med skiftende lokaliteter, deltagere og værter fortsætter endnu. Men det er en helt anden, og lang, historie.

 

20 år senere deltog Boj og Søs i en sådan julefrokost hos Niels, en sortsnakker. Boj havde formodentligt medbragt selvfangede fisk, som han plejede. Jeg bænkede mig ved samme bord. Det gjorde Bo også. Den værste sortsnakker, jeg har mødt. Da han nogen tid havde underholdt os (jeg havde hørt det før) med merovingerne og gralskongen, kom jeg til at tænke på mine værtsforpligtelser, og forlod bordet. Uden at vende tilbage. Boj og Søs måtte så fortsætte konversationen på egen hånd. Jeg kan stadigt huske deres ansigtsudtryk. Ved næste julefrokost fandt de andet selskab.

 

Bo bor nu alene i en billig villa i Nordjylland. Kan kun bevæge sig rundt i rullestol. Hvorfor han ikke er kommet til de sidste julefrokoster hos Niels i Vendsyssel. Hvor Boj har deltaget en enkelt gang. Jeg skal hilse fra Niels. Og Erling.

 

Nogle julefrokoster blev arrangeret af SABAE, Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer, hvor Boj var aktiv. Nogle tilhørere vil givetvis tro, at dette er en vittighed. Aktiv arbejdssky.

 

De ved nemlig ikke, hvad arbejde er. Det er der næsten ingen, der gør. Arbejdsmarkedsforskere, beskæftigelsesministre og journalister ved det slet ikke. Slå ordet op i relevante opslagsværker. Jeg har dem alle. Der findes ikke nogen autoriseret definition på arbejde. Kun sniksnak.

 

I første bind af første danske ordbog fra 1797 findes 8 sammensætninger med ordet arbejde. I Nudansk 2010 findes mere end 100, jeg gad ikke tælle. Men nu har ordet arbejdsfri fået en ny betydning. Det er ikke længere blot tid eller indtægt, der kan være arbejdsfri, men også personer.

Et spor af SABAEs virksomhed.

 

I august 1978 holdt jeg et oplæg på en efterskole i Odder, som arbejdssky chefideolog. For den eneste gang i mit liv fik jeg et brugbart og logisk holdbart svar på mit spørgsmål, hvad er arbejde?

En skoledreng svarede med selvfølgelighed: Det er det, vi gør, for at tjene vores penge. Svaret er bæredygtigt. Hvorfor kan eksperter, med længerevarende uddannelser, ikke give et så enkelt svar?

 

Hvad man gør for at tjene penge, er ikke nødvendigvis til gavn for samfundet. Eller for noget overhovedet. Når jeg fortæller folk, at man ikke kan bruge penge til noget som helst, smiler de bare overbærende. Man giver penge videre i samme tilstand, og de kan stadigt gives videre, de er altså ikke brugt. Her ligger problemet og utrygheden 2012 faktisk skjult, men det får vente til en anden gang.

 

Der er 7 milliarder mennesker på kloden. På et år lever disse 60.000 milliarder timer. Hvor mange heraf er arbejdstimer? 10-20.000 milliarder arbejdstimer. Der er altså mange tusinde milliarder timer mere at gøre til arbejde. De kommende trepartsforhandlinger kommer til at handle herom!

Al snak om fritidssamfundet er blevet nostalgi, selv om produktiviteten er vokset og vokser umådeligt. I 70erne skulle jeg have duplikeret denne tale, nu kan den gøres tilgængelig for milliarder med få klik.

 

Det synes nu alment erkendt, at de økologiske og klimatiske problemer og katastrofer menneskene står overfor, er såkaldt menneskeskabte. Medierne søger stadigt krampagtigt at fastholde, at det skulle være menneskenes umådeholdne forbrug og griskhed, der skulle være årsagen. Det er ikke i forbruget, men i arbejdet, at problemerne skabes. I de titusinder af milliarder arbejdstimer.

 

Arbejdet frembringer ikke bare menneskenes forbrug. Arbejdet frembringer også våben. Men i nationaløkonomisk forstand er våbenbrug en del af forbruget. Arbejdspladserne er frembragt af arbejdspladser, der frembringer arbejdspladser, der frembringer arbejdspladser, der frembringer arbejdspaladser.

 

Det forbrugte kan ikke ejes. Ejes kan kun det, der ikke er forbrugt. Hvis ejendommens værdi skal øges, og det skal den, så skal værdien af det ikke forbrugte, som alligevel skal være brugeligt, også øges. I 1973 sagde jeg ja til at undervise i Kapitalen af Marx. Det blev til 7 hold på Århus Universitet, Arkitektskolen og den Sociale Højskole. På et af disse hold var Boj. Så han kan fortælle om merarbejdet og merværdien i denne gåde. Men hvad er de økologiske konsekvenser?

 

Der er heldigvis ikke tid til at uddybe den selvfølgelige konklusion. I arbejdet findes de største trusler mod (næsten) alt levende. Dette har jeg fremført utallige gange. Utallige tilhøreres ansigter har vist lyst til modsigelse. Men ikke en eneste har modsagt.

 

Til en SABAEjulefrokost i 1978, på det nu ophørte værtshus Latineren i Århus, vedtog vi en resolution, det gjorde vi i de tider, foreslået af Boj. Han citerede fra et lystfiskerleksikon, at nogle ørredfiskere, når de rette betingelser var til stede, kunne finde på at melde sig syge fra arbejdet.

 

Den masochistiske, og blindt dumme, arbejdsmoralisme, som SABAE protesterede imod ved sin begyndelse i 1977, er blevet værre og værre, og synes kun at blive værre og værre. Stigende sygefravær møder ikke empati med de syge, men småtskårne, selvsparkende, anklager om pjækkeri.

 

Gid det var så vel, at pjækkeri øges. For hver time, der pjækkes, overlever en art.

 

Ved I, hvorfor jeg vil forbedre verden? Fordi, jeg bor i den.

 

Kapitalen blev ikke bare læst i Århus. Hvorfor brugte historiens hidtil bedst uddannede studentergenerationer timer af deres studietid på at læse en mere end 100 år gammel tekst om den økonomi, de befandt sig midt i? Efter historiens mest forfærdelige handlinger, begået af deres forældre og bedsteforældre? Godt spørgsmål.

 

Vi fandt ingen løsning. Nogle fandt ud af, at ingen løsning var frembragt. Jeg begyndte at spørge, hvad er socialisme? Jeg har endnu ikke fået et blot antydningsvist brugbart svar. Alle svar har med 2-3 sætninger kunnet påvises som vrøvl.

 

Skyldes dette menneskenes dårskab? Arvesynd eller genetik? Eller er opgaven endnu for stor og for svær? Hvordan forvaltes 7 milliarders produktivkraft, hvor den enkeltes hensigt kun er at forskaffe sig flere af de ca 200 forskellige valutaenheder?

 

Det er ikke menneskenes dårskab, der er årsag til den manglende løsning. Det er den manglende løsning, der er årsag til menneskenes dårskab.