Sensommerfesttaler 1-6. 2007-2012.

 

07.08.02. Gustav Bunzel. Sensommerfesttale. (Bogens, Mols, 4/8, tidlig aften, spisning i det fri, sammenskudt, ca 80 gæster)

 

På værtens opfordring - og dermed også på værtens risiko - vil jeg holde en sensommerfesttale. En sådan skal jo ikke være en politisk brandtale. - I gamle dage kunne man så vælge at tale om vejret. Men vejret er nu blevet det mest sprængfarlige politiske emne overhovedet. Der findes som bekendt ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning. Og kloakker der pludseligt er blevet alt for små. - Jeg vil derfor tale om vejret.

 

Den sidste dag i juli fremkom tv-aviserne med en forbløffende oplysning. Den forløbne juli måned havde slået varmerekord!! Skydækket havde været så tæt og lavt, at den normale afkøling om natten ikke fandt sted. Derfor var månedens gennemsnitstemperatur høj. Somme tider er statistiske gennemsnit misvisende. Som Churchill udtrykte det, stol kun på den statistik, du selv har manipuleret.

 

Jeg vil derfor anbefale, at man, hver gang man støder på en statistik, især da produceret af den siddende regering, tænker på, at det er en statistisk kendsgerning, at juli 2007 var rekordvarm.

 

I de samme gamle dage var vittigheder om meteorologer almindelige, de var nærmest til grin. Jeg kan kun huske en, om skoledrengen, der havde svært ved at holde sig til sandheden, hvad læreren så påtalte, hvortil drengen svarede, det gør ikke noget, jeg skal være meteorolog.

 

Men så begyndte fjernsynet at vise satellit-billeder af kontinentale vejrsystemer, der trækker hen over Vesteuropa. Og vittighederne forsvandt, men dog ikke som dug for solen. Måske var vejrudsigter ikke slet så ligetil. Man kan så have det stille håb, at nogle af vittighedsmagerne er kommet på den eftertanke, at det måske er fornuftigst kun at udtale sig - og især da nedsættende - om det, man ved noget om.

 

Jeg tror nok, at det er en af Storm P´s filosofiske vagabonder, der er kommet med den ofte citerede udtalelse ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”

 

MEN ALLE GØR NOGET VED VEJRET. Hævder nogle. Nogle gør mere ved det end andre. Og tusinder af danske kælderejere tror nu på dem. Andre hævder, at vi blot er midt i en mellemistid. Begge parter argumenterer med statistikker. De kan levere dem på bestilling, efter mål og individuelt.

 

Jeg vil her gerne takke den sidste istid for især Mols Bjerge og Den Jydske Højderyg. For nogle år siden besøgte jeg sammen med Niels den nordligste ende af højderyggen. Oppe i Vendsyssel. Det var Niels, der kendte vejen. Landskabet var ren jydsk fryd. Så beskedent storladent som kun det jydske kan.

 

Vi stod på en høj bakke, og så mod vest. Hvor der var en gevaldig slugt i bakken. Det var tydeligt, at slugten kun kunne være frembragt af strømmende vand. Men hvordan var der kommet så meget vand på toppen af en bakke? Danske skolebørn har lært om istiden i knap 150 år. Og kan besvare spørgsmålet. Vandet skal bare være frosset. Og tre kilometer tykt. Der før forklarede rationalistiske præster, at sådanne slugter tydeligvis var spor af syndfloden.

Niels har en nabo. En ældre herre. Rigtig sjov at snakke med i timevis. Han nærer en indædt, men overbærende, foragt for præster, og da især deres forklaringer. Han stillede et jydespørgsmål: hvis vandet er steget så højt, at det når bakketoppen, hvor skal det så løbe hen?

 

For et par hundrede år siden har en genstridig ung bondeknold stået på samme bakketop, og tænkt det samme. Denne slugt er lavet af kraftigt strømmende vand. Hvordan er så meget vand kommet op på toppen af bakken?

 

Svaret kom fra en schweitzer i 1830erne, som havde studeret Alpernes gletschere. Vandet skal bare være is og kilometertykt. Keine Hexerei.

 

Mod nord bliver det koldere, mod syd varmere. Men bevæger man sig langt nok mod syd, begynder det at blive omvendt. Omvendt, omvendt. Man kalder det globalisering.

 

Hvis kloden var tættere på solen, ville der være mere ørken, hvis den var fjernere, mere is.

 

Men Jordens faktiske placering resulterer, blandt så meget andet, i fremkomsten af mig. Dette kunne man godt kalde intelligent design. Men hvad så med alle de andre resultater?

 

En syndflod må forudsætte synder, og dermed syndere. I forhold til julivejret er vi alle syndere. Nogle mere end andre. Og så kan vi begynde kvoteforhandlingerne om syndernes størrelse og forladelse.

 

Derfor kan vi skam da også alle sammen gøre noget. Alle vi forbrugere. Sluk for stand by. Hæng tøjet til tørre i stedet for tørretumbleren. Men hvor kommer forbruget fra? Arbejdet har frembragt forbruget. Og gigantiske arbejdspladser, den såkaldte kapital. Arbejdspladser, der frembringer arbejdspladser.

 

Det er ikke forbruget, der er synden. Men arbejdet. Der er for meget af det, og det er for dårligt. Arbejdet er ganske enkelt den største trussel mod alt levende. Intet skib lukker spildolie ud, der skal en arbejder til. Det er ikke forbrugerne, men arbejderne, der skal forskaffe os bedre vejr.

 

En gang, da den revolutionære bølge var ebbet ud, stod jeg ved en århusiansk bar, på et værtshus, der ikke findes længere. Jeg havde lyst til at indlede en samtale med sidemanden. ”Ved du, hvorfor jeg vil forbedre verden?” Den fornuftige sidemand svarer, nej. ”Fordi, jeg bor i den”, svarer jeg så.

 

Enhver jyde vil erkende, at menneskenes produktivkraft, altså menneskenes evner og naturens muligheder, kan frembringe rigelige livsbetingelser for alle mennesker. Rigelige i enhver af ordets betydninger. Og for alt liv på kloden i øvrigt. Man har så forvaltet disse produktivkræfter på forskellige måder og med forskellige hensigter. Der har de sidste par århundreder været forestillinger om, hvorledes samfundet kunne forvaltes anderledes. Der er ikke udviklet nogen brugbar forestilling herom.

 

Menneskene kan så meget, men de evner endnu ikke en samlet forvaltning af deres evner. Dette skyldes ikke menneskenes dårskab, men simpelthen at opgaven endnu er for stor og for svær.

 

Det er ikke, fordi menneskene er dårer, at de ikke kan løse deres alvorligste problemer, men omvendt, fordi menneskene ikke kan løse deres alvorligste problemer, bliver de dårer. – Godt vejr!

08.07.31.

 

Gustav Bunzel. Sensommerfesttale. 2. (Bogens, Mols, 2/8. tidlig aften, spisning i det fri, sammenskudt, ca 80 gæster)

 

Jeg fik en jydsk opfordring fra værten. ”Du skal ikke føle dig forpligtet, du behøver skam ikke, hvis du ikke vil”. Altså holde tale. Lige som sidste år.

 

Nu har jeg studeret jydsk psykologi i mange år. Hvis han ikke ønskede en tale, så ville han vel slet ikke berøre emnet.

 

Værten har også studeret jydsk psykologi. Noget af det værste for en jyde er at føle sig påtrængende. Som følges af en ubehagelig flovhed, der kan vare mange år. Så hellere tie stille.

Derfor fratog han mig en begrundelse for at tie stille, jeg havde fået en opfordring.

 

Talen er stadig kommunikation, selv når der intet medie er mellem afsender og modtager. Bortset fra luften. Indtil bogtrykkerkunsten var talen den væsentligste massekommunikation, begrænset af talerens stemmekraft, som kunne forstærkes akustisk. Endnu i 1920erne og 30erne måtte politikere være trænede i at tale udendørs på forhåndenværende forhøjninger. Den gang kunne tilhørere faktisk også ofte huske, hvad talerne havde sagt.

 

Så kom højttalerne. Med en højttaler på en lastvogn kunne en landsby eller et bykvarter gøres til ufrivillige tilhørere. Mussolini, Hitler og Stalin havde ikke været mulige uden højttalere. Herefter drejede det sig om kontrollen over mikrofonen. Skal et møde i dag være særligt demokratisk, har man åben mikrofon.

 

Mange, der kan være ganske interessante at samtale med, bliver forbløffende mundlamme foran en mikrofon. De manges opmærksomhed er skrækindjagende. Hvorfor egentligt?

 

En kammerat skulle en gang holde tale, politisk, på en rigtig talerstol, for første gang, han kom op på stolen og hjertehamrende gennem talen, fik bifald, og troede, at nu var det værste overstået. Men han opdagede, at det værste først begyndte. At gå tilbage på pladsen, og blive sig selv igen.

 

Tolkiens hobitter bor i Herredet. Som i min fantasi altid har været Djursland. Hobitterne kan godt lide taler til festerne. Men talerne skal være korte, og man bryder sig kun om at høre det helt og holdent forventelige.

 

En gang var jeg så til en stor fest på Djursland. Snesevis til fælles spisning. Nogle af os var begyndt at lege med ordene til festlige lejligheder. Værten havde sagt velkommen og velbekomme. Og så forventede hobitterne ikke mere tale den dag. Man forventede slet ingen taler, for festen var jo hverken konfirmation, rund fødselsdag, sølvbryllup eller jubilæum. Traditionen med konventionelle festtaler skulle være et særligt dansk fænomen, fortæller de, der forsker i den slags.

 

Så var der en af os, der tog ordet, en inde fra Århus, en student. Jeg sad et stykke derfra. En yngre mand overfor mig begyndte at blive rasende på taleren, så konen måtte tysse på ham. Hobitters fester skal være, som fester plejer at være, ikke forstyrres af det overraskende.

 

Jeg holder selv af festligt samvær, hvor man taler med mange, nogle man ikke har set længe, eller som man ikke har set før. Man bevæger sig fra klynge til klynge, men får langt fra talt med alle.

 

Når en taler så rejser sig, og slår på glasset, ændres situationen. Som vender tilbage, når talen sluttes. Bortset fra, at alle nu har hørt det samme. Man har lyttet sammen.

 

Alle deltagere kan ikke holde tale. Jeg har enkelte gange oplevet, at flere tog ordet, forberedt eller ikke, midt i festen. Som svarede hinanden. Da var de værd at lytte til. Lykkelige retoriske erindringer, hvor venners tale blev modtaget og svaret med latter og alvor.

 

Ikke alle mine retoriske erindringer er lige så lykkelige. Der er ikke altid blevet talt pænt om og til hinanden.

 

Som barn lærer man at tale, så bliver man stadigt bedre til det. Så bliver man voksen, og så gør mange ikke mere ved den sag. Hvad man da også kan høre på dem. Hvordan går det? Det går godt.

 

Hvis ytringsfriheden skal opfyldes, må man udvikle sine talegaver. Man skal ikke gøre sig værd at lytte på, man skal gøre det, man siger, værd at lytte på. Og tilhørere anbefales at lytte til andet end det, de tror, der bliver sagt.

 

Man kan ikke udvikle sine talegaver bedre, end ved at forberede en tale. Selv om den aldrig bliver holdt. Man forbereder sig også, for ikke at være uforberedt. Med sig selv som tilhører kan man få lov at tale ud. Man kan også nå at rette, inden de andre hører det. Man kan også opdage, at der hvor man indstændigt anmodede om at få lov at tale ud, lad mig nu tale ud, måske ikke har mere at sige.

 

For nylig sad jeg i en hyggelig Bierstube i Berlin. Der var to kvindelige servitricer. Der sad kun mænd ved baren, som alle var charmerede af den blonde, et vidunder af en bartenderske. Da jeg var faldet til, begyndte jeg at forstå berlinsk. Hun stod med ryggen til mig og sagde til en af stamgæsterne ”Så kunne du jo prøve på at lade ham tale ud. Det hjælper somme tider”. Jeg kom til at storsmile. Hun kunne se på gæsterne, at hun skulle vende sig om, og så mit bifaldende grin.

 

Ikke blot tale ud, men også høre til ende.

 

Tvangfri talesamvær kan da være pragtfuldt. Eller det modsatte. De fleste får sjældent talt færdigt om noget og bliver aldrig hørt til ende. Ikke før de kommer i parterapi.

 

Man siger noget på den ene side, der så skal følges op med noget på den anden. Men bliver afbrudt, før man er færdig med den ene. Hvorefter afbryderen ihærdigt bliver ved med at påstå, at man mener noget, man faktisk ikke mener.

 

Eller den mest afbrydende, der protesterer mest mod at blive afbrudt. Selv spilder jeg ikke længere taletid på at klage over andres afbrydelser. Jeg afbryder og tager ordet. Bliver afbrudt eller tier for at lytte.

 

Der er al mulig grund, verdenssituationen in mente, til at samle tankerne, at forbedre talegaverne, at få mere talt ud, og få mere hørt til ende.

 

 

09.07.12. 09.07.24. 09.07.31

 

Gustav Bunzel. Sensommerfesttale. 3. (Bogens, Mols, 1/8. tidlig aften, spisning i det fri, sammenskudt, ca 80 gæster)

 

Denne tale har titlen sensommerfesttale 3. Da det nu er tredje gang, jeg holder en tale dette sted om sensommeren til en fest.

 

Tredje gang, siger man, begyndes en tradition. Da jeg ikke kender påstandens oprindelse og historie, må jeg hente hjælp hos logikken.

 

Ordet tradition kommer fra latin, tradere, overlevere. Men det siger jo ret beset ikke så meget. Alt, hvad vi er omgivet af, er vel overleveret. Tradition må altså have at gøre med den måde, der overleveres på.

 

Anden gang man gør noget, da er dette en gentagelse. Hvis det ikke er en gentagelse, da er det ikke anden gang man gør det. Tredje gang er dermed en gentagelse af en gentagelse.

 

Det er altså gentagelsen, der tæller. 1, første gang. 2, gentagelse. 3, gentaget gentagelse.

4, gentagelse af en gentaget gentagelse, og så fremdeles.

 

Men blot fordi jeg taler gentagne gange, behøver jeg jo ikke sige det samme. Da ville traditionen have form af ritual, som feks de mange gentagne ord i religionsudøvelserne.

 

Da jeg i 1961 tog studenterhuen på, var det med ubehag. Vi var fire skumlere i klassen, der havde fantaseret med tanken om at nægte at købe huen. Den var dyr. Jeg kunne godt have brugt mine forældres penge til noget andet. Dette var dog ikke det væsentlige i oprøret, som forblev i fantasien. Og mine forældre fik billeder til albummet.

 

Nogle år senere forsvandt huerne så ud af det skærsommerlige bybillede i mere end et årti. Så vidt jeg husker. En gang i 80erne overværede jeg så huernes genkomst. En solrig eftermiddag sent i juni dukkede en lille flok drenge og piger med huer ind ad værtshusets dør. Sen-hippierne her (få år ældre) gav højlydt udtryk for forargelse over huerne. Hvad der fik mig til at drille dem. Den frie ret til at tage huen af, må nødvendigvis medføre den frie ret til at tage den på. I 1961 var der ikke tale om andre former for hovedbeklædning.

 

Da huen havde været væk nogle år, kunne der ikke længere markeres noget som helst ved ikke at have hue på. Men de yngre kunne derefter provokere ved at tage hue på igen. Og dermed genoptage en rituel tradition.

 

60er angrebet på traditionerne blev derfor et opgør med gentagelsen. Brydes gentagelsen, så brydes traditionen nødvendigvis.

 

Gentagelsen blev lagt for had. Den var kedelig og undertrykkende. Selv om alle ved, at gentagelse er det sjoveste, der findes. Det er derfor, vi gentager den.

 

Hvis man gør noget andet end sidst, da er dette nødvendigvis forandring. Enhver forandring kan fremstilles som en fornyelse, hvis dette skulle være ønskeligt.

Men, forandring og fornyelse kommer af sig selv. Intet kan forblive det samme uden anstrengelser. Det er gentagelsen, der kræver indsats.

 

Traditioner kan man vedligeholde, glemme, bryde med, genoptage eller begynde. Tradition som sådan kan man ikke være for eller imod.

 

Fornyelse betyder, at man skal læse en ny manual igen.

 

Jeg har været storforbruger af håndbøger i årtier. Det har været en kilde til stille glæde og stolthed over menneskeånden, at se udviklingen i standardisering fra sprog til sprog, efterhånden som typografer blev bedre og bedre.

 

Men så kom computeren, og så begyndte innovation for alvor at fortrænge standardisering. Standardisering blev til monopolisering, hvor monopolet hele tiden innoverer, så der hele tiden skal købes nyt. Og læres nyt.

 

Men indlæring kræver gentagelse. Og gentagelse giver erfaring.

 

Hvis jeg på nettet vil gentage, hvad jeg gjorde sidst, får jeg oftere og oftere ikke det ønskede resultat..

 

Ændringer sniger sig ind alle vegne.

 

Sidst jeg skulle til København, bad jeg om en retur, for at have dette problem klaret. Jeg blev så spurgt om, hvorvidt jeg ville have et klippekort. Man har nu klippekort med kun to klip. Jeg havde glemt fælden, og sagde ja. Med en retur skulle jeg jo ikke kunne risikere at glemme og dermed få en bøde. Men med et klippekort risikerede jeg det nu to gange.

 

Jamen, min hukommelse bliver da ikke bedre med alderen? Min alder og deraf antagne uskyldighed har allerede reddet mig fra to bøder.

 

For tiden er det såkaldte mormorkøkken kommet på mode. Dette er et lidt over 100 år gammelt bykøkken med dettes industrielt frembragte tekniske vilkår. Som man først kan beherske efter gentagen brug. Det er husmødrenes gentagelser, der frembringer livretterne. Hvis mormor har lavet mad i 50 år, så har hun lavet mange retter mere end tusinde gange. Hun snakker ikke med gæsterne, mens frikadellerne steger. Og der laves ingen eksperimenter. Og man forstyrrer hende ikke imens.

Ingen Michelinkok kan konkurrere.

 

Forandring og dermed fornyelse kommer af sig selv. For at gentage må man tage sig sammen. Man må vælge, altså have en hensigt.

 

Vi har fået en it-underklasse. Så jeg må være it-småborger. Og overklassen er dem, der kan betale de bedste it-nørder.

 

Fordelen ved at regler og love ikke ændres, er indlysende. Den siddende regering har ændret reglerne så ofte, at det samfundsmæssige kendskab til dem er skrumpet radikalt ind. Dermed er retssikkerheden forsvundet med sædvaneretten. Plejer findes ikke mere.

10.08.01. 10.08.07.

 

Gustav Bunzel. Sensommerfesttale 4. Årgang 2010.

 

En ny generation, årgang 2010, er til stede i dag. Årgangen vil blive på ca 60.000.

 

Ordbog over det Danske Sprog daterer første forekomst af ordet generation, i betydningen slægtled, til 1797. Men det blev først almindeligt et århundrede senere. Efter 1 verdenskrig, i 1920erne, kom det på mode i litteraturen og sociologien, hvor generationer var fortabte og årgange snublede i starten. Fælles markante oplevelser i ung alder, som en verdenskrig, ville senere kendetegne deltagerne på tværs af køn, klasse og nationalitet. Jeg forbliver 68er til min død.

 

Her til stede er der mindst tre generationer. Er der oldeforældre? (Der var en 84årig oldemor).

 

Det har været gældende for alle tilstedeværende generationer, at deres barneverden har været meget anderledes end deres forældres, så forældrenes anvisninger ofte bliver ubrugelige.

 

Jeg er født i 1943, en af krigens første store årgange, ca 100.000. Vi spurgte sjældent fædrene til råds, de var ret uvidende om de nye realiteter i barnehøjde. Det var ikke bare regnestykkerne, der var blevet anderledes. 25 år senere gjorde vi så ungdomsoprør. Jer er altså årgang 43, men generation 68.

 

Vore fædre kunne endnu finde på at kræve respekt for de ældres frembringelse af verden. Som en rød værftsarbejder udtrykte det på en talerstol : det er os (her altså arbejderne), der har lavet hele lortet. Det er netop problemet, kunne jeg så begynde min tale med, alt det lort I har lavet. To verdenskrige, atomterror og økologiske katastrofer. Er det noget at prale af?

 

Jeg synes ikke længere, man støder på dette krav om respekt for de ældres indsats ret ofte, nu da jeg selv er blevet en del af ældrebyrden. Det skulle da lige være, når jeg selv vil forklare yngre mennesker, om vigtigheden af ungdomsoprørets indsats. Som til 68ernes forbløffelse ikke modtager en stadigt vedvarende hyldest fra de nye generationer. Som da heller ikke har fået varige betegnelser. Hvem husker nå-generationen?

 

Årgang 1943 blev ikke mobbet, for dette ord forekom først på tryk på dansk i 1972. Man havde bare ikke noget ord for det. Nu mobbes børn elektronisk med smser, jeg skal bruge ordbog for at forstå.

 

Men forældrene til årgang 2010 ved, at vilkårene er nye, som deres egne børnevilkår var det, og deres forældres og bedsteforældres. Og årgang 2010 vil opdage det, måske allerede i 2015. De kan være forbløffende fremmelige i den størrelse.

 

Det er faktisk ikke godt for nogen, slet ikke for samfundet, når forældres erfaringer bliver ubrugelige. Da de var mest ubrugelige, kom ungdomsoprøret, som på mange måder blot sparkede åbne døre ind. Problemet synes at være mindsket, fordi begge parter er klar over forandringens hastighed. Andre kulturer, også herboende, oplever nu det samme.

 

Drengene fra 43 gik også rundt i flokke, hvis opførsel bekymrede. Nu er flokkene af begge køn, og derfor optaget af noget andet.

 

I stedet for respekten for de ældres frembringelse, lyder nu bekymret tale om den verden, vi overlader til vore børn og børnebørn. De skal ikke blive forgældede, fordi vi har levet over evne!

 

Men kan man forbruge mere, end der blev produceret? Hvis forbrugerne ikke køber, bliver de også gjort skyldige for den voksende arbejdsløshed.

 

Det er ikke forbruget, der er problemet, men måden det sælges og især produceres på. Overvægt skyldes ikke bare mangel på selvkontrol, men også fødens ringe kvalitet, hvor videnskabelig forskning har fundet tilsætningsstoffer, der øger appetitten. Så man propper sig, i stedet for at spise sig mæt. Spiseforstyrrelser vil sikkert blive talrigere for årgang 2010 end nogen tidligere.

 

Den hurtigste måde at blive rig på er stadigt, at forøge andres gæld, og sælge den hurtigt videre. Når gælden ikke længere kan betales med ny gæld, brister boblen.

 

775 millioner liter olie er sluppet ud i den Mexicanske Golf i vor nye borgers levetid. Uanset hvem der nu får den juridiske skyld, så er katastrofen et resultat af de arbejdendes karakteristiske mangel på ansvar.

 

Indtil videre vil 2010 blive husket herfor, med mindre endnu værre katastrofer udvisker erindringen.

 

Første verdenskrig var den første krig, hvor man udviklede helt nye våbentyper under krigen, hvis første udgaver var helt ubrugelige ved krigens slutning. Et resultat heraf var feks radioen, som på få år ændrede massekommunikationens vilkår totalt. Siden er forandringshastigheden blot steget, så barneverdenen 2010 er mærkbart anderledes end 2000.

 

Men, nu synes den teknologiske fornyelse at kunne klare sig uden krigen. Jo mere den teknologiske udvikling løsgøres fra krigsteknologiens krav til destruktivitet, jo mere kan den indrettes på andre hensyn. Måske har årgang 2010 en chance!

 

Meget er blevet så højproduktivt, og dermed så billigt, at det er billigst at stille det gratis til rådighed. Billige computere på solenergi til afrikanske børn.

 

Det synes erkendt, at økologiske, herunder klimatiske, problemer, er såkaldt menneskeskabte. Forbruget er, lige så bekendt, ikke skabt af forbrugerne. De økoklimatiske problemer skal altså ikke løses af forbrugerne, men af arbejderne. Arbejdets problemer skal løses af arbejderne. Hvad man så i øvrigt for tiden kalder dem. Lav som høj.

 

Dette kunne passende blive en opgave for årgang 2010. Som givetvis vil blive Danmarkshistoriens hidtil bedst uddannede. Hvis man måler dette på antal undervisningstimer.

 

Årgang 2010 er her en pige. En dreng, ville vi have kunnet forudsige større problemer. Årgangen vil ikke frembringe kvindesagsforkæmpere, den sag er vundet. I 2050 vil der også være flere % kvinder i topstillinger.

 

For en generation siden var kvindekamp klassekamp. Den er nu gået af mode. Klassekampen er også vundet, men af den forkerte side. Men, nye generationer, nyt håb.

 

 

11.08.01. Gustav Bunzel. Sensommerfesttale 5.(6 august. Bogens, Mols, i det fri, ca 80 gæster)

 

Norge blev ikke lammet den 22 juli. Tværtimod. Norge gik ikke i chok. Der frembrød en fælles sindstilstand, som ingen af os havde prøvet før, og som slet ikke kan beskrives med sådanne floskler. En lammet kan ikke bevæge sig. I chok kan man ikke reagere. Chok blokerer for følelser, der ellers ville lamme reaktionsevnen. Følelser blev ikke blokeret i Norge, tak for det. Det er nordmænd ganske enkelt bedre til. Følelser og fornuft er ikke nødvendigvis i modstrid, tværtimod.

 

Journalistsprogets floskler er en daglig plage. Dette sprog er tydeligvis blevet helt ubrugeligt, når sagen drejer sig om alvor og virkelighed. Journalister har brugt år på at lære at bruge sproget. Det er blevet til et kioskbaskersprog. Hvor stigning på få procenter bliver til en eksplosion, hvor alle svigter alt og alle. Forargelse er gratis og uden forpligtelser og en stor lyst for mange. At hykle forargelse skal vel allerede indlæres i børnehaven.

 

Når journalister begynder at indrette nyhederne efter salget, som de forveksler med køberne, begynder de at sælge færre aviser. Redaktører og journalister anstrenger sig for at sælge flere aviser, med det modsatte resultat. Køberne vil såmænd have oplysning.

 

Jeg har nu set interviews med flere unge, der var på Utøya, hvor jeg glemte alt andet end at lytte og se på den talende, fyldt af glæde over at se dem tumle sorgen og høre dem tale sorgens fornuft – og sorgens glæde.

 

Norge fyldtes med glæde over, at galningen ikke kunne vinde. Denne glæde måtte de vise og dele med andre. Også med mig. Og gik på gaden for at møde en million andre. Undertiden falder årsag og virkning sammen, og noget helt andet optræder.

 

Den 9 april 1940 fyldtes Danmark af glæde. Et ungt par, der lige var flyttet til byen, og ingen kendte, gik ind til de ældre naboer for at tale om det skete, og angsten mildnedes af de andre.

 

Mig bekendt fungerede alt i Norge. Hvor var lammelsen? Chok lammer følelserne, fysiske og psykiske, hvilket kan være formålstjenligt, men det var ikke, hvad der skete i Norge.

 

En eller anden dansk tabloidskryder kom for skade at anklage om manglende mod hos den slappe ungdom på Utøya, jeg har ikke læst det. Hvorfor angreb de ham ikke? Så kom historierne om de, der prøvede og døde. Skryderen har fortrudt.

 

Min nabo, som ellers er en flinker mand, lad os kalde ham Karl Børge, kom så med den sædvanlige Karl Børge, hvorfor var der ikke nogen, der have mod nok til at gå på ham? Underforstået, at det ville Karl Børge selv have gjort, hvis han havde været der. Karl Børge har også fortrudt.

 

Karl Børge lavede den sædvanlige bommert. Dum, dummere, dummest. Han sluttede fra manglende oplysning til manglende forekomst. Hvad Karl Børge ikke ved om, findes ikke. Historien viser ....

 

Det er forbløffende, eller måske bare sigende, hvor mange alvorlige tilskikkelser, der ikke tales om, i både dannet og udannet selskab. Jeg har slået ordet dumhed op i alle relevante opslagsværker. Der findes intet. Intet i pædagogiske eller psykologiske. Jeg har lavet irrelevante opslag. Intet. Dumhed har aldrig været genstand for forskning. Nu har jeg prøvet i årtier, ingen har nogensinde besvaret mit spørgsmål, hvad er dumhed?

 

Dumhed, egen eller andres, er ubetvivleligt alle menneskers værste problem. Og det værste problem for mange andre levende væsener, men dog ikke alle.

 

Dumhed er ikke uvidenhed. Vi er alle født uvidende. Selv den mest vidende vil dø i uvidenhed om langt det meste, der er at vide.

 

Uvidenhed om egen uvidenhed betyder, at man dummer sig. Fortsætter man, bliver man dum. Gør man en dyd ud af det, bliver man stupid. Og ondskaben kan begynde. Forenes dumhed med intelligens, kan ondskaben blive farlig. Det kan den også uden.

 

Jeg slog derfor ordet mod op i Gads psykologileksikon (2004) med absolut vished om, at jeg intet ville finde. Der stod intet, mod er ikke videnskabeligt.

 

Jeg har ikke endnu frembragt en forstandig og kærlig formulering om modet. Det er ikke krigernes udveksling af morderkneb omkring lejrbålet, jeg søger.

 

Jeg har prøvet med andre, det kan ikke gøres på anden måde. Jeg kan meddele resultatet, intet.

Du kan selvfølgeligt være alene om dit mod, som om din fejghed. men andre har brug for at høre om mod. Ordet fejghed kan man givetvis heller ikke slå op.

 

Jeg er modig. Læg lige nu mærke til, hvad der herved sker i Jeres sind, ånd, bevidsthed, psyke, hoved. Får I lyst til at benægte, at jeg skulle være modig? Ved I noget om det? Er I vidende om Jeres uvidenhed?

 

Lad os nu antage, at det er godt, at jeg er modig. God kan man heller ikke slå op. Ikke desto mindre var min ambition som dreng at være god, klog og modig. Hvad dog ellers? Ond, dum og fejg?

 

En gang, to tre årtier siden, sad jeg så på Æsken, det nu for længst lukkede røde værtshus i Århus. Sammen med en lidt ældre akademiker. En ven. Også historiker, og dermed trænet i kildekritik. Ind kommer en vaskeægte arbejder. Som påskønnende mit mod. Vi havde stået en sommernat foran et værtshus. Slagsbrødre var hvirvlet forbi. Jeg fik et par på hovedet. Ubetydelige. Modet var en selvfølge. Alt andet ville have været farligere.

 

Vor ven, selv om han havde en førstehåndskilde (mig) og en andenhåndskilde (proletaren) til rådighed, valgte at benægte mit mod. Uden at vide noget som helst om mod. Slet ikke mit. Jeg er den eneste, der kender nok til mit mod, til at tale om det.

 

Lad os da kende hinanden. I fælles fare skal du måske dæmpe mit mod. Du må ikke kalkulere med min fejghed. Det ved jeg bedre end nogen anden. Det er ikke nogen andens opgave at vide det bedre end jeg. Det er ikke blot min opgave at vide det, jeg ved det. Lad det ikke komme til nogen prøve.

 

På germansk kan vi sige det herlige ord. Virkelighed. Hvor vi virker. Ikke den latinske realitet. Tingenes verden.

Det drejer sig ikke om at ændre verden. Det drejer sig om at forstå den. Tout comprendre, c'est rien pardonner. (”at forstå alt, er intet at tilgive”, en fordrejning af Voltaire). Det drejer sig om årsag og virkning, ikke ansvar, skyld og skam, som vores kristne kulturarv elsker at fordele blandt de andre.

 

12.08.02. Gustav Bunzel. Sensommerfesttale. 6. (4 august.Bogens, Mols, i det fri, ca 80 gæster ).

 

I første tale 2007 lovede jeg ikke at holde politiske brandtaler. Og talte om vejret. 2008 talte jeg om at holde tale. Tredje gang i 2009 om traditioner. I 2010, hvor en nyfødt var til stede, om generationer. I 2011 om Utøya, som vil blive udgangspunkt for talen i år, som ellers vil handle om noget så spændende som semantik, videnskaben om ordenes betydning.

 

22 juli hørte jeg noget fra 1årsdagen på Utøya. Endnu en gang forundredes jeg over nordmænd. De kan være højtidelige, uden at være pinlige, og uden at være selvhøjtidelige. Jeg har ikke bedre forklaring herpå end de norske fjelde. Jeg måtte faktisk beundre statsminister Stoltenbergs talekunst. Den smittede endda lidt af på vor egen statsministers. Min beundring for politisk retorik har ellers været sjælden de seneste årtier. Obama kan dog stadigt pirre mine retoriske lystcentre.

 

Men i én sætning kammede Stoltenberg over: ”livet er en gave”. Sætningen er hørt før. Den er en floskel, (af latin for lille blomst). Der er intet galt i gentagelser, hvis de har en forståelig og passende betydning.

 

Semantikere gør opmærksom på, desværre for det meste forgæves, at sætninger ofte kan have flere betydninger. En så simpel sætning som, jeg går, har en snes betydninger: jeg tager ikke bussen, jeg trækker mig som formand, jeg forlader Jer i vrede....

 

Kortfattethed er en dyd, men så bliver tolkningsmulighederne mange. Dette glemmer tilhørere eller læsere ofte og angriber lysteligt en bestemt betydning, uden at bekymre sig om, hvilken betydning den talende eller skrivende lægger i ordene. Og så opstår den velkendte situation, hvor A angriber B for at sige x, som B så prøver på at forklare, at han ikke mener, hvad A ignorerer. Den ene bruger tid på at angribe den anden, for noget denne ikke mener. Og denne bruger tid på at forklare, hvad han ikke mener. Og skilsmissen lurer.

 

Man kunne prøve at sige til den anden: såvidt jeg forstår, mener du x. Hvis den anden så siger ja, kan man begynde kommentarerne. Hvis nej, må man spørge, hvad mener du så?

 

Men tilbage til livet som gave. Problemet her er ikke de mange mulige betydninger, men at sætningen overhovedet ikke har nogen mulig betydning.

 

Hvad er meningen med livet? Personer, og kun personer, kan have en mening. Livet kan ikke have en mening. Også ordet mening har flere betydninger.

 

Arkæologer er begyndt at anfægte udtrykket gravgave. Faktisk ved man jo ikke, om den opgravede genstand i sin tid optrådte som gave. Offergave er heller ikke meget bedre. Så man foretrækker udtrykket gravgods.

 

Nogle skotter var en gang samlede ved en kær vens begravelse. De sørgede så meget, at de ville ofre deres kæreste, penge. Store sedler. Den rigeste lovede at fordoble de andres offergaver. Han udskrev en check på det tredobbelte. Smed den i kisten, og tog kontanterne.

 

En gave forudsætter en giver, en modtager, og noget at give. Giveren overfører sin ejendomsret til det, han vil give, til en modtager, som herefter har ejendomsret til det givne.

 

Hvad kan modtage liv som gave? Levende kan ikke, da de jo allerede er levende. Døde kan heller ikke. De døde findes ikke, der findes kun lig.

 

Hvem ejer dog liv at give bort til andre, som endnu slet ikke lever? Levende kan donere en nyre til en anden, der ellers ville dø. Men det er ikke sætningens betydning. Semantikken meddeler os, at mange sætninger er flertydige. Men også, at visse sætninger ikke kan have nogen mulig betydning. Medierne er dagligt overfyldte med eksempler herpå.

 

For tiden kan tusinder af unge ikke komme ind på deres drømmestudium. Hvad er dog det for drømme? Hvorfor ikke bare: deres foretrukne studium? I går fortalte en kvinde på skærmen, at der bliver flere og flere kvindelige værnepligtige. Der er ikke kvindelig værnepligt i Danmark. Men professionelle kvindelige soldater lyder ikke pænt.

 

Forleden hørte jeg morgenradio. To ungdomspolitikere skulle drøfte velfærdsstaten. Den blå hævdede, at ”vort” problem var et ”moralsk underskud”. Han benyttede sig her af unionsmodstandernes slagkraftige udtryk om EUs demokratiske underskud.

 

Underskud hører hjemme i et regnskab. Er der flere gæster end stole, da er der stole i underskud.

Er udgifterne større end indtægterne, er der underskud. Ellers overskud. Underforstået i penge. Hvor er der demokratisk overskud?

 

Den blå yngling mente, at det var et udtryk for moralsk underskud, at fattige ikke længere skammer sig over at modtage offentlige penge. Heraf følger klart, hvem der så har moralsk overskud. Heri er der absolut intet nyt. I en dansk-tysk ordbog fra 1797 stødte jeg på ordet: Fattighader, Armenhasser. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men betydningen er klar. De fattige har en dårlig moral, derfor har de fortjent at forblive fattige. Man kunne også drage en anden slutning: derfor skal fattigdom fjernes!

 

I et retssamfund bør lovene være tydeligst muligt. Hvilket er svært i netop et retssamfund. Mange tolkningsmuligheder kræver længere tekst. Men lovene bør være ens for alle, uanset enighed. I et demokratisk retssamfund er der intet krav om enighed i moralske synspunkter. Tværtimod. Min eller din moral skal ikke gøres til lov. Det ville være sharia. Loven udtrykker ikke moral, men gældende ret.

 

I november 2011 afleverede norske psykiatere en erklæring om Breivik. Ifølge medierne skulle de have erklæret ham utilregnelig. Danske medier spurgte så tilfældige danskere om deres mening herom. Ingen gav det indlysende svar: Det kan jeg da intet vide om. Og kan derfor ikke have nogen mening om det. Det ved du udmærket, så hvorfor spørger du så dumt? Jeg kender heller ikke betydningen af utilregnelig i denne sammenhæng. Det gør journalisterne heller ikke. Hvorfor spørger de mig om noget, jeg hverken ved eller kan vide? Hvorfor fortæller de mig ikke om det?

 

Man kan blive presset til at vælge en fortolkning, der så vil vise sig rigtig eller forkert. Der er absolut ingen grund til at have en mening om noget, man ikke ved noget eller nok om.

 

Jeg ved ikke, hvorfor yngre mænd er begyndt at slå flest muligt ukendte andre ihjel. Det er ikke blot et spørgsmål om våbenteknologi og kunstgødning. Jeg anser det for afgørende vigtigt at kunne forklare sådant. Forklaringer finder man ikke ved at spørge de uvidende. Forklaringer er ikke undskyldninger. Hitlers elendige barndom undskylder ham ikke, men forklarer et og andet.

 

Forklaringer kræver et betydningsfuldt sprog, hvor både afsender og modtager kender og forstår de mulige betydninger. Og erkender, at det man ikke forstår, forstår man ikke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.