Arbejdets

forfærdelige

Årtusind.

 

Århus 99.1205. (Udgivet som nr. 61 af “Månedsskrift for kunst og kunstrelateret materiale” oktober 1999).

 

Der er endnu lidt over et år til dette årtusind udrinder. Selvfølgeligt hører år 2000 med til det andet årtusind. Som det sidste år. I kalenderen forekommer ikke noget år nul! Tidsregningen begynder med år et. Året før er år et før vor tidsregning. Det må være indlysende selv for de mest tungnemme, at år 10 må høre med til det første årti, ellers ville der ikke være ti år i et årti! Har man indset dette, bør det ikke kunne være så svært at indse, at år 100 hører med til det første århundrede. Som det sidste år i det første århundrede. Selv om 1000 er et firecifret tal, skulle det herefter ikke kunne være helt umuligt at indse, at år 1000 hører med til det første årtusind som det sidste år heri. Påstår man, at det hører med til det andet årtusind, da vil første årtusind kun rumme 999 år! Hvilket må betegnes som sjusk. Det vil være ret praktisk, hvis kalenderen også lader det andet årtusind rumme 1000 år. Derfor må år 2000 høre med til det andet årtusind som det sidste år heri. Den 31 december 1999 vil altså være den sidste dag i årtusindets næstsidste år. 1 januar 2000 vil være første dag i årtusindets sidste år. Næste årtusind begynder således først 1 januar 2001.

 

Det er dybt kendetegnende for årtusindets historie, at så mange millioner eller milliarder ikke engang kan finde ud af , hvornår årtusindet slutter.

 

Forklaringen herpå er ikke menneskeartens manglende intelligens.

 

Menneskene har i det udrindende årtusinde i endnu højere grad end tidligere spildt al for megen tid med at arbejde frem for at bruge tiden på at blive klogere, kærligere, gladere, sundere, modigere….

 

Klodens befolkning er i årtusindet vokset fra få hundrede millioner til 6 milliarder. Ikke for at befolke jorden med det mest sublime væsen i det kendte univers, men for at kunne arbejde mere.

 

Udover at kunne ernære en så gigantisk arbejdsstyrke med så relativ liden arbejdsindsats (arbejdet skal skam bruges til andet, end at ernære arbejdsstyrken) er det mest iøjnefaldende resultat af årtusindets arbejde et umådeligt livstruende svineri, en gigantisk ansamling af globalt sammenhængende arbejdspladser (globalgulag) og frembringelsen af våbensystemer, der ville kunne slå alle mennesker ihjel et ukendt antal gange.

 

Arbejdets første opgave i næste årtusind må da blive at rense op efter det forgangne arbejde. Herefter kan arbejdet så gå i gang med at ophæve arbejdet, så menneskeheden i næste årtusind kan gå over til både alvorligere og lysteligere opgaver.

 

Indholdsfortegnelse.

 

Gustav Bunzel: De Arbejdsskys Manifest III. Kritik af arbejdet. s.2.

 

Gustav Bunzel: Velfærdsøkonomiens logik og den stadigt forkvaklede, sociologisk som økologisk

destruktive arbejdsmoralisme. Arbejdsfrihedens afkriminalisering. s.30.

 

Gustav Bunzel og Michael Perbøll: STAND UP POLITICIAN. Om Arbejde !!! Musikledsaget tale eller taleledsaget

musik. s.39.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gustav Bunzel.

 

De Arbejdsskys Manifest. III.

Kritik af arbejdet.

 

Begyndelsen.

 

En aften i august 1977 stiftede jeg og tre andre århusianere Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer, SABAE. På århusiansk udtalt som sábaj. Jeg er siden i spøgens alvor blevet omtalt som sammenslutningens chefideolog. En titel jeg i samme alvorlige spøgefuldhed har taget til mig. Når jeg ikke i ramme alvor blot godtager titlen, da skyldes dette, at jeg ikke er ideolog, og chef er jeg kun som kok.

 

Termen ideologi er en neologisme, der er dannet af en fransk politiker og filosof, Destutt de Tracy, i kølvandet på den franske revolution omkring 1800, som da blot betegnede ideers empiriske opkomst og udvikling. Udtrykket “ideologer” blev af Napoleon anvendt som en nedsættende betegnelse for den akademiske filosofiske opposition mod hans styres despoti. Siden har termen haft et varierende betydningsindhold, som i dette århundrede kan sidestilles med udtrykket “verdensanskuelse”. Et sæt af antagelser eller et system af ideer hvor ud fra holdninger til enkeltfænomener skulle kunne deduceres. Hvis cirklen er den mest perfekte form i guds skaberværk, da må planetbanerne nødvendigvis være cirkulære. Hvis skaberguden antages at være almægtig, må menneskene tilskrives en fri vilje, om ikke guden skulle have ansvaret for alle ulykkerne. Eller man må finde en anden teologisk konstruktion, der løser paradokset. Da konkurrence er godt, bør også hospitaler konkurrere om patienterne. Da arbejdet er samfundets grundlag, bør alle arbejde. Eksemplerne på sådanne deduktioner ud fra ideologiske grundantagelser er mange i menneskenes kendte historie. I det sovjetiske kommunistparti skulle chefideologen fastlægge partimedlemmers holdninger og stillingtagen til nyopdukkede fænomener eller ændre tidligere holdninger og levere argumentationer herfor. Herhjemme blev Ib Nørlund i en årrække omtalt som DKPs chefideolog, et ord som indgik i det danske politiske journalistiske sprogbrug i 1970erne.

 

Da man ikke altid kan have gennemtænkt alt, kunne ideologisk stillingtagen synes at være en praktisk løsning på denne mangel. Man skal blot finde et par relevante ideologisk korrekte præmisser for derefter at drage en syllogistisk slutning, hvorved man ville kunne tage stilling til hvad som helst. Men herved vil ideologisk stillingtagen opfordre til manglende gennemtænkning, til åndelig dovenskab og fejghed. Hvis man må tage stilling ud fra mangelfuld gennemtænkning eller viden, da må man gøre så i erkendelse af manglerne. Ved man ikke, hvilken stilling man bør eller vil tage, da må man svare, ved ikke. Jeg vil altså foretrække en teoretisk stillingtagen fremfor en ideologisk, altså at blive kaldt arbejdsskyhedens eller arbejdskritikens teoretiker. Og gå videre i kritiken af arbejdet uden yderligere fordybelse i, hvad teori så måtte være. Grå er den ikke.

 

Det hører med til samme spøgefulde alvor, at sammenslutningen har gjort alle danskere til medlemmer. Og at ingen ved, hvorledes man melder sig ud. Oprindelsen til dette medlemskab, omfattende alle herboende, ligger i det mest gængse spørgsmål, jeg blev stillet i Sammenslutningens første måneder. Hvor mange er I ? Et sådant spørgsmål skal selvfølgeligt besvares ærligt. Ellers leverer man sine umiddelbare omgivelser politisk misinformation. Noget sådant er ikke blot dårlig politik, men i al almindelighed dårlig mentalhygiejne. Men, hvorledes skulle jeg kunne tælle, hvor mange “vi” var, når dette ikke kunne opgøres som et antal kontingentbetalere? At indgå (eller ikke) i et kollektivt vi var overhovedet et individuelt politisk eksistentielt spørgsmål i den tid, og er det vel stadigt, hvad enten dette nu skyldes den enkeltes identitetssøgen eller jaloux forfængelighed (tilhører jeg din gruppe, eller du min?). Ærligt måtte jeg altså besvare spørgsmålet med valne forbehold. Indtil jeg en dag fandt på at svare: En million ! Derefter kunne jeg lige så godt tage munden fuld. Altså 5 millioner. Så blev vi den eneste danske forening, der var større end folkekirken.

 

Påstanden, altså om alles faktiske arbejdsskyhed, er ikke en anvendelse af den af Goebbels udbredte opskrift på demagogi, at løgnen blot skal være stor nok for at blive troet. Påstanden medfører ganske enkelt, at enhver tilhører eller læser må stille sig selv spørgsmålet, er jeg arbejdssky? Den afvisende kan ikke blot begrunde afvisningen ved at forklare, hvorfor vedkommende gerne vil arbejde. For man kan sagtens være arbejdssky, selv om man har arbejde. Især mandag morgen, når de arbejdsfri vender sig om på den anden side. Man skal faktisk begrunde, hvorfor man ikke skulle være arbejdssky.

 

Som arbejdssky kan man altså tale repræsentativt for alle danskere, ja alle herboende, sammenslutningen er altså ret beset landets største arbejderparti. Enhver kan udtale sig om hvad som helst i sammenslutningens navn, og kan tillægge sig en hvilken som helst titel. Blot er gældende, at kalder man sig stifter eller medstifter af sammenslutningen uden at have været med hin dag i august 1977, da begår man historieforfalskning. Historieforfalskning er ikke blot mental forurening (for både bedrageren som de bedragne), men også dumhed. Alle, der kender til falskneriet, har en klemme på forfalskneren. Og misinformerer man sin omverden, da kommer man til at leve i en misinformeret verden. De virkeligt store historieforfalskere, feks Stalin, den allerstørste, måtte derfor følgelogisk slå forfalskningens vidner ihjel. Hvorefter turen kom til de, der havde bevidnet mordene.

 

Ved en julefrokost i min kvistlejlighed i den nu snart 100årige århusianske arbejderforstad Trøjborg i december 1977 blev den første duplikerede udgave af “De arbejdsskys manifest” læst op for lidt mere end en snes frokostdeltagere. Manifestets forfattere var mig og Paul Smith, en af medstifterne, som læste det op. (Manifestet blev første gang offentliggjort i Information 28 maj 1978. Det blev sammen med andre arbejdssky tekster, herunder De Arbejdsskys Manifest II, udgivet på Husets Forlag i Århus i 1979 under titlen “Arbejdsfrihedens Spøgelse”).

 

Første gang jeg derefter skulle bestille et lokale i sammenslutningens navn, blev dette modtaget af en ungpigelatter i ledningens anden ende. I selve navnet forenes humor og alvor. Hvor humoren baner vej for alvoren, og alvorens hensigt selvfølgeligt ikke er alvor, men det, der alene kan give alvoren mening, altså glæden. En alvor, der kun bruger forargelsens virkemidler, vil hurtigt virke hyklerisk, da forargelse alt for ofte blot er den dårlige samvittigheds lystne tilflugt og lindring. Verdens overvældende forfærdende alvor kræver samtidigt daglig fortrængning, der, som alle ved, er dårlig mentalhygiejne. Humorens opgave er ikke at gøre grin med ulykken, men med glædens hjælp at ophæve fortrængningen. Så man kan begynde at gøre noget ved truslerne mod livet, der synes uoverkommelige for den enkelte, men som er eller kan gøres håndterbare for de 6 milliarder.

 

Denne blanding af humor og alvor gjorde sammenslutningen berømt med en hast, der overraskede os.

 

Ti år forinden havde jeg personligt politisk været en mellemblød folkesocialist. En sen nattetime i december 1967 var jeg som kongresdelegeret med til at stemme for et brud med SF og dannelsen af Venstresocialisterne, VS. Herefter greb historiens sus mig ved vingebenet. Ti år senere havde jeg bevæget mig igennem de fleste venstrefløjsstandpunkter siden den franske revolution 1789 og forkastet dem som selvmodsigende vrøvl. En holdning, der, stillet overfor historiens liglugtende politiske tragedier, kunne synes en anelse kæphøj.

 

I 1969 var jeg og en håndfuld politiske kammerater begyndt på et studium af Kapitalen af Marx. Vi havde pådraget os et uomgængeligt behov for at læse mesteren selv. Til vores på en gang forfærdelse og glædelige overraskelse, så rummede denne tekst en helt anden lærdom, end vi på forhånd forventede på grundlag af dens hundredårige omtale i offentligheden. Vi forskaffede os det allerførste indblik i en gigantisk ideologisk historieforfalskning, hvis kortlægning endnu langt fra er tilendebragt. Interessant nok gjorde tusinder af især unge mennesker det samme overalt på kloden. I disse år blev Kapitalen formodentligt læst af langt flere end i de foregående 100 år. Hidtil havde man forsøgt at læse Kapitalen som en alternativ nationaløkonomi, en total misforståelse. For første gang blev den læst i overensstemmelse med forfatterens intentioner, altså som en kritisk økonomisk teori, der altså blot vil bedømme (hvad ordet kritik betyder på græsk) den kapitalistiske produktionsmådes konsekvenssammenhænge eller logicitet. Resultatet blev den såkaldte kapitallogik. Selv har jeg siden undervist en snes år i Kapitalen på universiteter, højskoler og andre steder. Skulle man spørge mig, om jeg stadigt er marxist, vil jeg svare ja, og øjeblikkeligt begynde at forklare, hvad dette ikke betyder. Jeg vil ikke selv betegne mig som marxist, eller mine udsagn som marxistiske. Jeg vil stadigt med åbenlys stolthed kalde mig kapitallogiker, og visse af mine udsagn for kapitallogiske. Kapitallogik drejer sig blot om konsekvenserne af, at en del af økonomien er blevet underordnet den økonomiske form kapital. Hvad økonomien selvklart ikke altid har været. Underordningen tog sin begyndelse i den klassiske oldtid. Efter 1500 bredte denne underordning sig til hele kloden omfattende en i mellemtiden mere end tidoblet befolkning.

 

Den alvor, SABAEs humor banede vej for, var således en relativt teoretisk velforberedt alvor. Men vel at mærke kun velforberedt til at vinde enhver argumentation mod en fortidig forvrøvlet ideologi. Hvilket dog er første skridt for at komme videre.

 

I sommeren 1978 foreslog jeg den århusianske rockmusiker Jacob Haugaard, forsangeren i den fantasmagoriske rockgruppe Sofamania, at han skulle opstille som sammenslutningens folketingskandidat som løsgænger. Noget sådant krævede da blot 25 stillere indenfor én valgkreds, hvorefter kandidaten kunne modtage stemmer fra en hel amtskreds. Ved valget i september 1979 fik Haugaard 800 stemmer i Århus Amt. Siden har man strammet reglerne for opstilling af løsgængere. Her kunne man så begå en klassisk fejlslutning: post hoc, ergo propter hoc (bagefter, dermed på grund af), men mon ikke denne stramning, så man nu skal samle mindst 150 stillere i en kreds for at stille op som løsgænger, kan kaldes en lex haugaard?

 

Ved det næste og følgende valg besluttede Jacob Haugaard og hans bagmand, Paul Smith, (eller også var det omvendt) at køre deres eget løb alene. Deres stil blev humor uden alvor. Altså underholdning. Ved valget i 1994, syvende gang han stillede op, blev Jacob Haugaard valgt ved at vinde et kredsmandat i Århus Amt. Den eneste kandidat, der er valgt udenfor en partiliste, siden indførelsen af forholdstalsvalg i Danmark i 1915.

 

Jeg er ikke uden humor, men jeg foretager mig intet, slet ikke humor, uden alvor. Det var mig efterfølgende ikke muligt i offentligheden at konkurrere med den haugaardske humor. Haugaards humor forstummede dog, da han gennem sit valg blev ramt af alvoren. Hans fire år i folketinget har jeg kaldt en politisk maveplasker. Den alvorforladte humor førte lige lukt ind i en hjernedød populisme. Men analysen af dette mærkværdige danske parlamentariske fænomen får vente.

 

Jeg var altså ladt alene med alvoren. Næsten alene, dog heldigvis ikke helt alene.

 

Min alvorlige teoretiske opgave bestod såmænd blot i at udfylde det gevaldige tomrum mellem at kunne afvise al venstrefløjens sludder og at frembringe positive forestillinger om, hvad man så kunne, burde eller skulle gøre.

 

Denne teoretiske tankevirksomhed kunne ikke udføres som tankearbejde, da ingen ville betale nogen for en sådan tankevirksomhed. Arbejde forudsætter betaling, ellers er det ikke arbejde. Herom senere. Tankevirksomheden kunne heller ikke foretages som en hobby, da hobby som bekendt er en såkaldt fritidsbeskæftigelse, der som fornøjelse uden alvor skal kompensere for arbejdets alvorlige ulystelighed. Som lystfiskeren, der sætter de fangne fisk ud igen. Uden arbejde, ingen hobby. Man kan heller ikke gøre sin hobby til arbejde, arbejde kan ikke være en fritidsbeskæftigelse. Gør man sin hobby til arbejde, da mister man uvægerligt sin hobby.

 

Men det er meget vanskeligt at udvikle en kollektiv tankevirksomhed, hvis denne virksomhed ikke belønnes på en eller anden måde. Men aflønnes fleres tankevirksomhed fra samme konto, vil disse (næsten) nødvendigvis konkurrere, hvilket gør kollektiviteten prekær. Dernæst ønsker de, der betaler for tankevirksomhed, ikke at købe enhver tankevirksomhed. Hvem vil betale mig penge for at gennemtænke en teori om pengenes ophævelse?

 

Arbejdets begreb.

 

Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer. Politiske sammenslutninger bør egentligt bedømmes på deres navnes umiddelbare forståelighed og betydningsindhold. Fremskridtsparti, centrumdemokrater, folkesocialister, venstresocialister, enhedsliste og lignende gængse typer af partinavne er ret beset uforståelige.

 

For børn, der efter 10års alderen skal til at begynde at begribe samfundet, er udtrykkene umiddelbart intetsigende. Barnet har just med større eller mindre besvær lært forskellen på venstre og højre. Først som en skelnen mellem de to hænder og derefter de to sider, der så opdeler hele verden i to halvdele, der dog skifter til det omvendte, hvis man vender sig om. Og de, der ikke fik det lært, prøver ofte at skjule dette resten af livet.

 

Men hvad har denne egocentriske lateralisering af rummet dog med politik at gøre? Da de franske stænderforsamlinger i 1789 erklærede sig for nationalforsamling og dermed begyndte den franske revolution, sad forsamlingens modstandere af den kongelige enevælde til venstre og tilhængerne til højre. Formodentligt set fra talerstolen. Derfor begyndte journalister at skrive om venstre og højre som politiske forkortelser. Og udtrykkene er siden blevet hængende, mens indholdet er blevet skiftet ud. Det danske parti Venstre er derfor nu et højreparti.

 

Men politik drejer sig om interesser, holdninger, ideologier og teorier, der ikke kan opstilles betydningsmæssigt i et bilateraliseret enstrenget logisk rum. Højre - centrum - venstre. Når denne tankefigur alligevel underlægger sig alle forestillinger, da opstår der vrangforestillinger. En venstrefløj kan ikke eksistere uden en højrefløj. Højre og venstre må være modstandere. Fjernes en højrefløj, da må en del af venstrefløjen overtage dens plads. Og så fremdeles, eller omvendt. Vrangforestillingen er ikke blot semantisk forrykthed, den er livsfarlig.

 

Spørger det nysgerrige barn da, hvad feks socialisme måtte være, vil de fleste få svare kvaler med at besvare spørgsmålet på en måde, der er forståeligt for et barn. Forståeligt nok, for de kender ikke selv svaret. Ingen kender det. Socialisme er det modsatte af kapitalisme, som er det modsatte af socialisme. Socialisme er fællesejendom. Men hvis noget er fælles for alle, da er der netop ikke tale om nogen ejendomsret. Ejendomsret er en rettighed, som nogle har, og som andre dermed ikke har. En rettighed for nogle, men ikke for andre, kan selvklart ikke være fælles for alle. Alle kan selvfølgeligt ikke have ejendomsret til alle penge. (Prøv at gennemtænke problemet et minut eller to).

 

Navnet: Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer, derimod, rummer et klart og utvetydigt betydningsindhold: man bør bevidst sky arbejdet!

 

Ordet arbejdssky var for de tidligere generationer et stærkt negativt ladet skældsord. Blev man stemplet som “arbeitsscheu” i naziregimets Tyskland, som sigøjnerne, kunne man ende i en koncentrationslejr, over hvis portal stod den manende velkomst “Arbeit macht frei”. Da min mor 22 juni 1978 hørte, at der i avisen Information var et stort interview med mig (og den førende århusianske kapitallogiker, Hans Jørgen Schanz), med billeder, købte hun for første og sidste gang i sit liv denne avis. Til sin forskrækkelse så hun, at hendes søn med store bogstaver blev kaldt arbejdssky, hvorefter hun smed avisen ulæst bort. Arbejdssky elementer spiller på udtrykket lyssky elementer, altså udøvere af nattens skumle gerninger.

 

Det morsomme i udtrykket er altså ganske elementært. Det omvendte vendt om, eller negationens negation. Man benæv-ner sig med omgivelsernes skældsord. Positivering af det negative, som tiden gav andre eksempler på: Bøssernes Befrielsesfront, gay, Rødstrømper, eller i 1980erne positivering af egoismen!. (I en reklamefilm ville Marx således ikke dele sine flødekarameller med Engels). I 1978 prøvede man på at starte en køb dansk - kampagne, for at bevare danske arbejdspladser. Dette fik et ungt menneske til at kreere et slagord, mens vi lavede mad i mit køkken: “Køb udenlandsk, lad de andre om at pukle”. Eller som det hedder på en senere plakat fra Berlin “Kauft ausländische Erzeugnisse - lasst andere malochen”.

 

SABAE forstås altså umiddelbart som en provokatorisk hyldest til dovenskaben. Som sybaritisk hedonisme. Men et godt måltid frembringes ikke ved dovenskab. Det er altså problematisk at forene sybaritisme med dovenskab. Skal andre lave den mad, man skal spise, da risikerer man at blive serveret mad frembragt af arbejde. God mad kan frembringes af arbejde. Men hovedparten af den mad, som arbejdet frembringer, er ikke god mad. Den bevidste arbejdsskyhed er således ikke en hyldest til dovenskab. Det kræver flid at være praktiserende arbejdssky, her findes ingen fritid. Madglade må altså ønske frembringelsen af deres mad mindst muligt præget af arbejde! Men slet ikke i betydningen frembragt af mindst muligt arbejde! Skal mad endelig frembringes af arbejde, vil som oftest være gældende, at maden bliver bedre, jo mere arbejde, der anvendes. Her bør læseren igen standse op og tænke en smule over de følgelogiske konsekvenser.

 

Dén åndelige dovenskab, for nu at udtrykke det i milde vendinger, som de manges eksisterende samfundsmæssige forståelse, politisk som moralsk, er et udtryk for og resultat af (eksemplificeret ved feks forståelsen af udtryk som venstre og socialisme) er ikke bare dum, men kedsommelig og livsfarlig. Bevidst arbejdssky skyr arbejdet for at komme ud af den åndelige dovenskab, som arbejdet fremkalder, hvor åndløs ulystelighed eller perverteret lyst skal kompenseres af åndløs forlystelsessyge.

 

Hvad er da begrundelsen for at sky arbejdet? Jeg har den seneste snes år i mange forsamlinger fremført følgende påstand som væsentligste begrundelse for den bevidste arbejdsskyhed. Arbejdet udgør den største trussel mod alt levende på kloden. Jeg har set utallige ansigtsudtryk hos tilhørere, der vidnede om lyst til at modsige denne påstand. Men endnu har ingen, hverken privat eller offentligt, modsagt påstanden.

 

Selvfølgeligt sviner menneskene også i deres fritid, når de forbruger, men hovedparten af dette svineri stammer fra arbejdet. Krigsførelse, der i økonomisk forstand er et forbrugsgode, er også farligt for menneske-, dyre- og planteliv. Men våbnene er frembragt på arbejdspladser, af arbejdende i arbejde. Uden arbejdsfrembragte våben ville krig blive reduceret til boksekampe.

 

Selvfølgeligt er arbejdet også andet end skadevoldende. 6 milliarder menneskers livsbetingelser frembringes i væsentlig grad af arbejde. Noget arbejde er såmænd helt fornuftigt. En snakkesalig englænder rejser for tiden verden rundt for at lave mad og drikke den lokale alkohol til fornøjelse for alverdens TVseere. Han har stjålet mit arbejde!

 

Når påstanden om arbejdet som den alvorligste trussel mod alt levende ikke kan modsiges, da kan dette altså kun skyldes, at påstanden hviler på kendsgerninger, altså gerninger kendt af alle. Alle kender til arbejde, der truer livet. Alle ved, at alle alvorlige trusler mod livet, har deres oprindelse i arbejdet. Selv de tiltagende klimatiske naturkatastrofer.

 

Det juridiske og moralske ansvar for arbejdets gerninger er kompliceret. Men det kausale ansvar er relativt ukompliceret. Man gør, hvad man gør. Intet skib lukker spildolie ud i havet, noget sådant kræver arbejde. Hvis jeg hælder ukendte stoffer i den mad, jeg serverer for mine gæster, er jeg selvklart ansvarlig for eventuelle helbredsskader. Jeg kan ikke undskylde mig med, at jeg ikke vidste, hvad jeg kom i. Man kommer ganske enkelt ikke ukendte stoffer i mad. I den udstrækning lønarbejdere ikke kan gøres juridisk ansvarlige for handlinger, der er besluttet af virksomhedsledelser, da medfører lønarbejdet altså en uansvarliggørelse af lønarbejdermasserne.

 

Men, hvad ville der ske, hvis alle holdt op med at arbejde? Har man så spurgt mig. Hvis alle holder op på en gang, vil vi hurtigt dø af sult, eller det der er værre. Man kan blot forestille sig, hvad der vil ske i storbyer uden elektricitet. Alle kan altså ikke på en gang ophøre med at arbejde. Men man kan sagtens være bevidst arbejdssky, selv om man arbejder. De arbejdende er faktisk de mest arbejdssky. Arbejdsfri kan ind imellem helt glemme, at de er arbejdssky. Det kan arbejdende ikke. De er præget heraf 24 timer i døgnet 365 dage om året.

 

Heraf slutter man hurtigt, men alt for hurtigt, at arbejdet så skulle være en nødvendighed. Hvis ikke jeg gør det, så gør en anden det. Hvis ingen gør det, hører det kendte samfund op. Arbejdets livsdestruktion skulle altså være en nødvendighed!

 

Her kunne man så begynde den vanskelige, men ingenlunde uvigtige, diskussion om, hvad nødvendighed så måtte være. Vi vil opholde os en smule ved dette problem for derefter at stille spørgsmålet: Hvad er arbejde?

 

Herom skriver Kierkegaard i “Enten eller”. 1843. Diapsalmata. (udgave 1991. s33): “Hvad er overhovedet Betydningen af dette Liv? Deler man Menneskene i to store Classer, saa kan man sige, den ene arbeider for at leve, den anden har ikke dette Behov. Men det at arbeide for at leve kan jo ikke være Livets Betydning, da det jo er en Modsigelse, at det, bestandig at tilveiebringe Betingelserne, skal være Svaret paa Spørgsmaalet om dets Betydning, der ved Hjælp heraf skal betinges. De Øvriges Liv har i Almindelighed heller ingen Betydning uden den at fortære Betingelserne. Vil man sige, at Livets Betydning er at døe, saa synes dette atter en Modsigelse”.

 

Den småsnakkende filosof har hermed i en håndevending reduceret århundreders religiøse og politiske ideologier omkring arbejde og arbejdsomhed til en fortrængt selvmodsigelse. De seneste århundreder har næsten alle religiøse og politiske ideologier omfattet en arbejdsideologi. Selv om disse ideologier kan være nok så forskellige, er indholdet i deres arbejdsideologier forbløffende fælles.

 

Lad os tage et eksempel herpå fra “Udvikling af Balles Lærebog til Brug ved Cathechisationer” af Didrik August Holberg. Udgivet i Odense i 1846. Første kapitel hedder “Om Gud og hans Egenskaber”. Med spændt forventning om at blive klogere på gud, læser man:

§1.1. At kjende Gud er at vide, hvilke Egenskaber han besidder.

2. Saaledes at kjende Gud, eller at vide, hvilke Egenskaber han besidder, siger Bogen at være høist vigtigt for os

3. Mennesker.

4. Alle Mennesker ville gjerne være lykkelige, men for at kunne være dette, maae de blandt andre Ting, som ere nødvendige, have Mad og Drikke.

5. For at vi kunne erholde Mad og Drikke, eller hvad der er nødvendigt for os til Livets Ophold, maae vi arbeide.

6. Naar jeg nu siger: det er vigtigt for Menneskene, at arbeide, saa mener jeg dermed: Menneskene vilde være ulykkelige, dersom de ikke arbeidede, da de saaledes ikke kunde erhverve sig det Nødvendige til Livets Ophold.

7. Vi sige altsaa, at Noget er vigtigt, naar vi ikke kunne undvære det uden at være ulykkelige.

8. Naar vi derfor sige: Det er høist vigtigt o.s.v., saa er Meningen denne: Dersom vi ikke kjendte Gud og hans Egenskaber, vilde vi være høist ulykkelige, fordi vi allermindst kunne undvære denne Kundskab.

9. Vi skulle nu see, i hvilke Henseende det er vigtigt for os at kjende Gud.

Den, der nysgerrigt vil høre om guds egenskaber, får at vide, at vi skal arbejde! Og sådan fortsætter katekiseringen over 456 oktavsider.

I begyndelsen af revolutionsåret 1848 udkom “Det kommunistiske (partis) manifest” af Marx og Engels. Heri forekom et aktuelt tipunkts program, hvor det i punkt 8 hed “Lige arbejdstvang for alle…”. Her har den unge Marx helt glemt sin kritiske dialektik. Hvis nogle skal tvinges til at arbejde, da kan arbejde næppe være en nødvendighed, endsige fordel for disse. Hvad man skal tvinges til, må vel være ubehageligt. Han vil altså frembringe et bedre samfund ved at påtvinge alle ubehag! Sandheden er nok, at Marx blot er politisk opportunist. Kravet var almindeligt blandt oppositionelle arbejdere. Det er almindeligt at tro, at eget ubehag kan mindskes ved at påtvinge andre samme ubehag.

Det er særdeles tankevækkende, at næsten alle religiøse og politiske ideologier de seneste århundreder hylder arbejdet som menneskets vigtigste gøremål og arbejdsomhed som den højeste (kristen/borger)dyd. Ergolatri har britiske intellektuelle kaldt fænomenet i 1930erne (ergon græsk for arbejde, latri, dyrkelse). Paul Lafargue, svigersøn til Marx, er en af de få undtagelser, i 1880 udgav han bogen “Retten til dovenskab”, som næppe står i nogen arbejdsministers bogreol. I citatsamlinger finder man 99 opbyggelige citater om arbejdet for hvert arbejdskritisk. Og de arbejdskritiske er næsten udelukkende humoristiske provokationer, som feks Oscar Wilde, der siger: “Work is the curse of the drinking classes”.

Det er faktisk først i 1970ernes slutning, at arbejdsbegrebet for første gang i historien underkastes en dyberegående kritik. Forfattere som Illich og Gorz formulerede radikale arbejdskritiske standpunkter. Sabaefænomenet var blot den særlige århusianske danske udgave heraf. Men den hastighed, hvormed nyheden om sammenslutningens århusianske epifani bredte sig til Oslo, Stockholm og Berlin, meddeler tydeligt om offentlighedens selvforberedte lydhørhed.

Hvis man vil leve, er det ganske rigtigt nødvendigt at spise og drikke. Men denne nødvendighed gør ikke det at spise og drikke til arbejde. Børn spiser og drikker af hjertens lyst, eller under skrig og skrål, uden at arbejde. Hvis de mades af forældre, da arbejder disse ikke, men mades de af pædagoger, da arbejder disse. Spiser og drikker jeg på en restaurant, da arbejder jeg ikke, men det gør tjeneren og kokken. De fleste af nutidens jægere arbejder ikke, når de jager, tværtimod. Men var stenaldermenneskets jagt arbejde?

De såkaldte naturfolk har ganske enkelt ikke haft et ord for arbejde. De har jaget, fisket, samlet, bygget, flettet, gravet, formet, garvet, brygget, stegt, kogt, spist, drukket, røget, spillet, danset, sunget, talt, lyttet, elsket, hadet og så videre.

For at menneskene kan leve, er det også nødvendigt, at kvinder føder børn. For at kvinder føder børn, var det, indtil kunstig befrugtning af kvinder blev muligt, nødvendigt at mænd og kvinder kopulerede. Mennesker kan også benytte sig af samme organer med anden hensigt end at avle børn. Heldigvis er kønsorganerne også lystorganer. Menneskene er født til lyst, ikke til nødvendighed. For prostituerede kan sådan aktivitet godt være arbejde, men kopulation kan kun samtidigt være arbejde for begge parter, såfremt der indgår en tredie part, altså en tilskuer. Nødvendige gøremål er således ikke nødvendigvis arbejde.

Omvendt vil næppe nogen påstå, at alt hvad der for indeværende foretages som arbejde, skulle være nødvendigt. Hvorfor skulle man da indføre så mange arbejdsbesparende teknologier og metoder? Overhovedet mister omkring en million mennesker dagligt deres arbejde, fordi dette ikke længere er nødvendigt !!?? Alle mener, at store dele af det stedfindende arbejde er spild, eller det der er værre. De er blot ikke enige om, hvad der er spild og hvad ikke.

Antropologer har lavet spændende analyser af såkaldte naturfolks gøremål. Man har målt disse gøremål i tid og fundet, at naturfolk arbejder langt kortere tid end “kulturfolk”. Dette kan selvfølgeligt benyttes af arbejdskritikere til at påvise det absurde i, at mennesker i samfund med en umådeligt højproduktiv teknologi, der ofte endda kaldes arbejdsbesparende, arbejder ganske meget længere tid. Så længe, at menneskene ikke har nok tid til hinanden, og slet ikke tid til at finde ud af, hvorledes man gebærder sig i en verden, der hele tiden forandrer sig radikalt, hvor forandringen ofte har sin rod i arbejdsprocessernes forandring. Problemet er blot, at antropologernes målinger er nonsens. I samfund uden pengeøkonomi eller varebytte findes ikke arbejde i vor forstand. Mennesker har altid produceret. Hvis vi definerer mennesket som et redskabsfrembringende dyr, da er mennesket per definition producerende. Men ikke dermed nødvendigvis arbejdende.

I mit køkken laver jeg, og ind imellem mine gæster, mad. Der finder altså produktion sted i mit køkken, men ikke arbejde, med mindre jeg skulle finde på at starte et cateringfirma. En gang satte jeg et par venner til at bælge ærter. De omtalte dette som arbejde, selv om de burde have vidst bedre. Med løftet skolemesterpegefinger foreholdt jeg dem det ikke blot ukorrekte, men ganske forvrøvlede, heri. Hvis det at bælge ærter er arbejde, må det også være arbejde at koge dem. Det må fortsat være arbejde, at tage dem over på tallerkenen og op på gaflen. Derefter må det vel også være arbejde at løfte dem til munden, at tygge dem, og fordøje dem og arbejde at afføre det ufordøjelige. Hvornår ville arbejdet høre op?

Ærtebælgning kan være arbejde, men da skal ærterne spises af andre, oftest helt ukendte. Selvfølgeligt kan den ærtebælgende arbejder selv spise af ærterne, men dette vil være tyveri, om ikke det er aftalt på forhånd som en del af lønnen, dernæst vil det gå ud over akkorden. Og bælger man ærter 8 timer om dagen, bliver man sikkert hurtigt træt af ærter.

Det er heller ikke arbejde at vaske op i mit køkken. Noget sådant gavner mig og mine gæster. Opvaskeren i et hotelkøkken arbejder derimod. Han får selv ingen som helst gavn af opvasken. Det gør hotellets gæster. Men ingen tror, at opvaskeren gør dette af næstekærlighed.

Det kendetegner altså arbejdet, at den arbejdende sjældent selv får gavn af sit arbejdes resultater. Pudsigt nok kunne en af de ovennævnte ærtebælgere senere give et eksempel herpå, der som undtagelse bekræfter reglen. Som studerende er han ind imellem reservepostbud. Som sådan oplevede han at aflevere et brev til sig selv på egen adresse.

Der er de seneste par årtier lavet sociologiske undersøgelser af danskeres gøremål i fritiden. Det hævdes af flere sådanne undersøgelser, at kvinder her skulle “arbejde” længere tid end mænd. Og piger længere end drenge. Jeg har kun set journalistiske referater af sådanne undersøgelser, og ved derfor ikke om vrøvlet stammer fra journalisterne eller undersøgelserne selv. Ud fra hvilke begrebsbestemmelser eller kriterier sondrer man fritidsaktiviteter i arbejde og ikke-arbejde? Hvordan kan man overhovedet arbejde i fritiden? Hvordan kan fritid være arbejdstid, eller kan arbejdstid være fritid?

Hvis danskere på overførselsindkomster feks hjælper en handicappet og er så tåbelige, at kalde dette for frivilligt arbejde, da kan vedkommende risikere at blive trukket i indkomsten!! Hvornår bliver vennetjenester sort arbejde og dermed kriminelle?

Som ordet arbejde bruges i dagligsproget, udtrykker det nødvendigvis flere forskellige, ofte logisk set hinanden udelukkende, betydninger. Dette har ordet arbejde til fælles med utallige andre ord. Alligevel kan dagligsproget udmærket være uhyre præcist, ligesom det kan være helt forvrøvlet. Men en sprogbrug, der har intentioner om præcision i argumentatorisk eller videnskabeligt øjemed må da nødvendigvis betjene sig af ordet arbejde i en i sammenhængen ekspliciteret, altså forklaret og fastlagt, begrebslig bestemmelse.

Men søger man i litteraturen, kan man komme til at søge længe efter en sådan klar og entydig begrebsbestemmelse. I det følgende nogle eksempler herpå.

I Molbech “Dansk Ordbog” fra 1833 hedder det således: “Arbeide. I Almindelighed anvendelse af Siælens eller Legemets Evner og Kræfter paa at udrette eller frembringe noget; …”

Nordisk Conversationslexikon, 1870 : enhver Virksomhed, som vilkaarlig foretages i den Hensigt at tilvejebringe et bestemt Resultat, sigtende til at tilfredsstille en eller anden menneskelig Fornødenhed. Ligesom det heraf fremgaar, at Mennesket er det eneste Væsen, der i egentlig Forstand kan siges at arbeide, saa at enhver Benyttelse af dette Udtryk om Dyr, Naturkræfter eller Maskiner kun er en billedlig Overførelse, …”

Herom skriver Allers Illustrerede Konversationsleksikon i 1892. Arbejde vil i Fysikken og Mekanikken sige Overvindelse af en eller anden Modstand, …..Maaleenheden for Arbejdsydelsen Sekundkilogrammeter (E). Sammesteds : ” Arbejde i nationaløkonomisk Henseende er enhver menneskelig Virksomhed, der sigter til at fremskaffe Værdier til Tilfredsstillelse af menneskelige Fornødenheder”.

Leksikon i sociologi. (Heine Andersen, Thomas Brante, Olav Korsnes). Akademisk Forlag. 1998. “arbejde, aktiviteter, hvor mennesker former deres naturgivne omgivelser ved hjælp af intellektuelle og fysiske evner. Inden for sociologi har begrebet en central stilling, fordi arbejde er forbundet med fordeling af magt, social prestige, indkomst, rettigheder og velfærdsgoder, samtidig med at det antages at have stor betydning for den personlige og sociale identitet, klassebevidsthed og kollektive orientering (se også fremmedgørelse)”.

Tendensen i disse leksikale og encyklopædiske definitioner er tydeligt at gøre arbejdsbegrebet så omfattende som muligt. Og i videst omfang at gøre det identisk med frembringelse. Men hvorledes ville man ud fra disse definitioner af arbejde forklare, hvad arbejdsløshed måtte være for noget? Hvad er det, den pågældende er løst fra?

Den mest begrebsstærke teoretiker hvad angår den kapitalistiske produktionsmåde er uden for al tvivl Marx. Men om arbejde skriver Marx i Kapitalen (1867):

Fra første kapitel, varekapitlet, andet afsnit, om dobbeltkarakteren af det i varen fremstillede arbejde: ”Als Bildnerin von Gebrauchswerten, als nützliche Arbeit, ist die Arbeit daher eine von allen Gesellschaftsformen unabhängige Existenzbedingungen des Menschen, ewige Naturnotwendigkeit, um den Stoffwechsel zwischen Mensch und Natur, also das menschliche Leben zu vermitteln”. s 57. (På dansk: “Som frembringer af brugsværdier, som nyttigt arbejde, er arbejdet da en af alle samfundsformer uafhængig eksistensform for menneskene, evig naturnødvendighed i formidlingen af stofskiftet mellem menneske og natur, altså af det menneskelige liv”).

 

Fra 5. kapitel “Arbeitsprozess und Verwertungsprozess”…”zweckmässige Tätigkeit zur Herstellung von Gebrauchswerten, Aneignung des Natürlichen für menschliche Bedürfnisse, allgemeine Bedingung des Stoffwechsel zwischen Mensch und Natur, ewige Naturbedingung des menschlichen Lebens und daher unabhängig von jeder Form dieses Lebens, vielmehr allen seinen Gesellschaftsformen gleich gemeinsam” s198. (På dansk: “Arbejdsproces og værdiøgningsproces”…..”som formålsrettet virksomhed i fremstillingen af brugsværdier, som tilegnelse af det naturlige for menneskenes behov, evig naturbetingelse for det menneskelige liv og derfor uafhængig af enhver form for dette liv, og videre lige fælles for alle dettes samfundsformer….”).

 

Marx gør her arbejdet forskelsløst og ahistorisk gældende for alle samfundsformer. Arbejdet betegnes endda som en naturnødvendighed, der yderligere skulle være evig. Her er det filosofisk og logisk stærkt problematiske begreb nødvendighed forbundet med det lige så problematiske begreb natur. Marx ville sikkert være enig med den samtidige leksikonartikel fra 1870, at arbejde kun kan betegne menneskelige gøremål. Arbejdet skulle altså være væsenskendetegnende for den menneskelige natur! Men hvorfor har “natur”folks sprog så ikke et ord for arbejde?

 

I en artikelsamling udgivet af Magistrenes Arbejdsløshedskasse i 1999 med titlen “Nå, hvad laver du så?” i anledning af kassens 25 års jubilæum, skriver historikeren Thorkil Kjærgaard herom under titlen “Mennesket er ikke skabt til arbejde”. (S.11). “Overgangen fra det frie liv som jægere til bondesamfundets slid, fængslet til et bestemt sted, var menneskehedens første store traumatiske oplevelse, hvis spor vi finder gemt mange steder i den gamle litteratur”

 

Lad os da konsultere ordbøgernes etymologier:

 

I Ordbog over det Danske Sprog (1919) står, under opslagsordet arbejde, betydning 2: møje og besvær. Ordet er kommet ind i dansk fra plattysk i middelalderen, som så mange andre nye ord, der skulle skildre de nye samfundsforhold, der opstod, efter at danerne blev kristnede, underlagt en konge eller en stat, altså beskattede og lovundersatte, begyndte at bo i byer og udvikle en pengeøkonomi. Altsammen indenfor et par århundreder. Det tilsyneladende pæredanske ord, marked, kommer også via plattysk, men har sin oprindelse i gudenavnet Merkur, romernes gud for handel.

Ordet arbejde har samme rod som det tyske, erbe, arv, og det fællesindoeuropæiske orfan, forældreløs. Kan vi da slutte heraf, at arbejde oprindeligt var det møje og besvær, som de slægtsløse og arveløse blev sat til?

Arbejde hedder på fransk travail, og noget lignende på andre romanske sprog. Ordet kommer af latin tripalium, en trefork, en pæl med tre tilspidsede grene, der blev brugt som strafferedskab for bortrømte slaver. Bagbundet blev den arbejdsskyende lagt med brystet på de tilspidsede grene. Jo magrere vedkommende var, desto længere dødskamp. (Om denne sidste konklusion faktisk er fysisk korrekt, får læseren selv afgøre).

I 1867 var ovenstående etymologi og antropologi ikke til rådighed for Marx. Men dette kan ikke alene forklare fraværet af en kritisk historisering af arbejdsbegrebet i Kapitalen. Skyldes dette fravær blindhed eller et politisk opportunistisk valg? I de følgende år må Marx givetvis have diskuteret arbejdsbegrebet med sin (kommende) svigersøn. I de kendte tekster når den marxske arbejdskritik aldrig længere end til en blot yderlig kritik af arbejdsforholdene.

I efteråret 1978 blev jeg inviteret til en efterskole i Odder for at foredrage som bevidst arbejdssky element, en af de første gange jeg gjorde noget sådant. Jeg stillede da de unge mennesker det retoriske spørgsmål, hvad er arbejde? En dreng på omkring 15 år besvarede spørgsmålet, lettere irriteret over de spørgsmål, voksne kan finde på at stille børn, selv om svaret er selvindlysende. ”Arbejde er det, vi gør, for at tjene vores penge”. Han skulle blot vide, hvor mange voksne, også højtuddannede, der adspurgt om, hvad arbejde er, enten har opgivet at besvare spørgsmålet, eller har svaret lige så sluddervorent som de ovenstående leksikalske definitioner.

Er skoledrengens definition klar og entydig? Kan man tjene penge ved nogen aktivitet, vi ikke vil kalde arbejde? Og omvendt, er de gøremål, man i dagligsproget kalder arbejde, af samme sociale, juridiske, økonomiske og psykologiske karakter, som de gøremål hvorved man tjener penge?

Man kan tjene penge uden at foretage sig andet end at underskrive for modtagelsen. Men sådanne indkomster benævnes netop som arbejdsfri indkomster. Hvornår modtagelse af forsørgelse, gave eller arv blot er skattetænkende forvanskninger af løn, interesserer skatteministeren intenst. I de begyndende 1960eres ligestillingsfeminisme argumenterede man for, at den hjemmegående hustru retteligt burde kaldes hjemmearbejdende. Men husmoderens eller husholdningens aktiviteter har netop ikke karakter af arbejde, ikke blot fordi der ikke tjenes penge ved dem, men fordi aktivitetens resultat gavner udøveren selv, og ikke fremmede. Aktiviteten har altså ikke arbejdets fremmedbestemthed. Hvis forældre udbetaler deres børn penge i forhold til deres deltagelse i husholdningens gøremål, såsom betaling for at slå græsplæne, da får disse gøremål arbejdskarakter, de bliver indkomstkilde. Børnene foretager ikke de belønnede handlinger for at deltage i frembringelsen af familiens fælles velfærd, men for at tjene penge. Får man 20 kr. for at slå græsplænen, da kan man ikke samtidigt også klippe hækken. Man kunne så hævde, at børnene dermed opdrages til at tjene penge, hvilket unægteligt synes at være en særdeles praktisk kunnen i denne verden. Men livet må nødvendigvis også bestå i andet end i at tjene penge og give dem ud, og hertil skal børn også opdrages. Ind imellem ophidses lønmodtagere over, at de skal betale skat af arbejdsgiveres gaver, en computer eller en operation. Men er man bundet sammen af en kontrakt som køber og sælger af arbejdskraft, da kan man ikke give hinanden gaver. Både økonomien og psykologien heri turde være indlysende.

Man kan tilegne sig penge eller goder, der kan erstatte penge eller omsættes til penge på kriminel vis. Kan man kalde dette at tjene penge? Og er vedkommende aktivitet i så fald at betragte som arbejde? Hvis en person ikke ejer penge eller goder, der kan sælges for penge, hvis ingen, hverken private eller det offentlige, vil tildele personen penge, da må vedkommende enten gå til grunde eller forsøge at forsørge sig på kriminel vis. Undtagelserne herfra er de få steder på kloden, hvor man endnu kan leve i en naturalieøkonomi. Lønarbejdets udbredelse de seneste århundreder, fra millioner til milliarder, medfører altså en potentiel kriminalisering af de besiddelsesløse, hvis arbejdskraft ingen vil købe. Hvor mange mennesker omfatter den nutidige kriminelle økonomi på kloden? Hundreder af millioner? Nogle af disse er kriminelle kapitalister, store som små, de fleste må betragtes som kriminelle lønmodtagere, hvor den kriminelle aktivitet må betragtes som kompensation for manglende løn. Der findes selvfølgeligt ikke kriminelle kromosomer, men det lyder måske mere plausibelt, at nogle arveanlæg har vanskeligere ved at tilpasse sig lønarbejdet end andre?

Indbrudstyve har deres særlige værktøj, arbejdspladser og arbejdstider. Og et særligt ældgammelt fagsprog.

(Joh. Nik. Høst: Fuldstændig Fremmedordbog, 1837: “argot: Et Tiggersprog, Rothvælsk Gavtyvsprog”. Ludvig Meyer: Fremmed-Ordbog. 1844. 2den udgave: “argot. Rotvælsk, Tyvesprog”.).

Aktiviteterne i den økonomiske kriminalitet kan altså meget vel betragtes som arbejde.

Man kan altså tjene penge uden at arbejde, og har således arbejdsfri indkomster. Tjener man penge ved en aktivitet, da bliver denne til arbejde. Man kan ikke på en gang være amatør og professionel i samme gøremål. Herfra er der selvfølgeligt undtagelser, en lejemorder kan vel godt blive lystmorder.

Tilbage i undersøgelsen af skoleelevens arbejdsdefinition (altså hvad vi gør for at tjene vores penge) står nu, om vi ville kalde nogle aktiviteter for arbejde, selv om der ikke tjenes penge ved dem?

Arbejder skoleelever? Deres gøremål er fremmedbestemte i den udstrækning, andre har bestemt, hvad de skal gøre. Men ingen andre får nogen gavn af deres virksomhed, så længe de kun agerer som skoleelever. Men indlæringsprocesserne og den medfølgende individuelle og kollektive disciplinering har forberedelsen til arbejdet som direkte hensigt. Hvor omfattende denne hensigt bør være i skolelivet, strides den offentlige mening bravt om. Formodentligt overalt på kloden.

For studerende, der modtager offentlige ydelser, der er afhængige af eksamensresultater, bliver arbejdskarakteren endnu mere påtrængende. Men hvorvidt en aktivitet er arbejde eller ikke, afhænger ikke af om udøveren føler den som arbejde eller ikke, men om aktivitetens resultat for andre optræder som arbejdsresultat. En studerendes studier resulterer i en kvalificering af studenten, der som oftest først vedkommer andre, når studenten begynder at arbejde. Men selvfølgeligt kan og bør et studiums kvalificering også benyttes til andet end arbejde. Ellers bliver fritid dumhed.

Slaveri er ikke arbejde i skoleelevens forstand, da slaven ikke gør, hvad der forlanges af ham for at tjene penge, men for ikke at få straf. Når feks den talrige amerikanske fængselsbefolkning arbejder for særdeles lave beløb, da må dette betragtes som moderne slaveri. Når danske bistandsklienter og dagpengemodtagere må lade sig aktivere for at kunne modtage penge, da nærmer dette sig altså også slaveri.

Tilbage står, at dagligsproget betegner nogle aktiviteter som arbejde, selv om sådanne aktiviteter meget vel kan udføres af personer, der betegnes som arbejdsløse og således ikke skulle udføre arbejde. Men dagligsproget kan med fordel vælge andre betegnelser for sådanne gøremål.

Skoleelevens definition synes altså at holde. Den er ikke blot en af den udforskende vilkårligt valgt definition, med hensigten at sortere det udforskede umiddelbart, men svarer til reale allerede eksisterende sondringer i det udforskede. Definitionen rummer arbejdets elementære begrebsbestemmelse. Indenfor den specifikke kapitalistiske produktionsmådes rammer.

Hvorfor kan voksne, selv højtuddannede, da ikke give et tilsvarende banalt og selvindlysende svar på spørgsmålet, hvad er arbejde? Hvorfor kvier de sig ved at blande penge ind i svaret?

Den banale bestemmelse af arbejdets begreb, hvad man gør for at tjene sine penge, forstyrrer helt tydeligt en kollektiv fortrængning. Det er dog forståeligt, hvorfor der forekommer en så udbredt konsensus om at knytte arbejdets begreb til nødvendighed. Noget sådant antyder en forsikring om, at det nødvendige på en eller anden måde bliver gjort. Hvis arbejde er, hvad man gør for at tjene penge, hvor mange indkomster samtidigt udgør tab for andre, hvori ligger da nogen ga-ranti for, at det nødvendige bliver gjort?

Vi lader dette alvorslystne spørgsmål hænge i rummet endnu en stund. Blot kan konklusionen foregribes, hvilke gøremål, der måtte være nødvendige, kan ikke afgøres af arbejde.

Arbejdets mangfoldige forskelligartede gøremål, hvad menneskene gør for at tjene penge, har altså ikke meget til fælles end netop det, at der tjenes penge ved dem. Oftest foregår arbejdet et andet sted, end hvor arbejderen selv bor. En arbejdsplads. Ofte et sted hvor der ikke foretages noget som helst andet end arbejde (måske bortset fra julefrokoster). Nogle steder er flere kvadratkilometer opfyldt udelukkende af sådanne pladser. Ikke just munterhedens psykotoper. Men med computeren trænger arbejdet ind i flere og flere hjem. Arbejdet foregår i tid. Er arbejdet lønarbejde, vil andre gøremål end arbejde indenfor denne tidsramme være kontraktbrud. Som kontrolleres. Arbejdstid gør al anden tid til fritid. Den daglige transport af arbejdskraften til og fra arbejdspladserne vokser tilsyneladende uafvendeligt i økonomiske omkostninger, økologisk destruktivitet, kvæstelser, drab og neurotisk tidsspilde. Og i stadigt tiltagende grad får den arbejdende ikke selv gavn af sit arbejdes resultater.

Eller udtrykt sammentrængt. Arbejde er noget, man bruger tid på et sted, hvor man ikke gør andet end at arbejde. Resultaterne heraf får den arbejdende ikke selv gavn af. Arbejdet kan skade den arbejdende og omverdenen. Herfor får den arbejdende noget, som er ubrugeligt. For dette ubrugelige kan man tilbytte sig noget, som andre arbejdende har frembragt under tilsvarende vilkår.

Salarisering.

I løbet af dette århundrede er det blevet almindeligt, at betegne den samfundsøkonomiske type, der har udviklet og ikke mindst udbredt sig gennem de seneste århundreder for kapitalisme. I århundredets begyndelse blev denne betegnelse især anvendt af politiske retninger, der erklærede sig som modstandere af kapitalismen, hvorfor tilhængere af det bestående økonomiske system ofte har kviet sig ved at benytte termen kapitalisme. Mange vil umiddelbart formode, at ordet stammer fra Marx, der jo har skrevet et værk benævnt “Kapitalen” (1867). Men heri bruger Marx faktisk ikke termen kapitalisme! Termen kommer først i almindelig brug i 1890erne. (På dansk er de ældste leksikalske forekomster, jeg kender, fra Hage:”Haandbog i Handelsvidenskab”, 1894 og Kaper:”Tysk-Dansk=Norsk Haand=Ordbog, 1895. Vi har importeret ordet fra tysk). Brugen af det begrebsligt modsatte ordpar kapitalisme og socialisme er altså kun lidt over 100 år gammel. Herefter er socialisme det modsatte af kapitalisme eller omvendt, omvendt. I et TVinterview for nylig (november 1999) med den 92årige canadiske økonom John Kenneth Galbraith ironiserede denne over, på vanlig akademisk serent drillende måde, at man nu de seneste årtier synes at foretrække udtrykket “markedsøkonomi” frem for kapitalisme.

Adspurgt om, hvad kapitalisme måtte være, vil de fleste give et svar, hvori kernen er privat ejendomsret. Spørger man videre, hvad privat ejendomsret måtte være, vil de fleste opgive at svare i måbende frustration, og begynde at rejse anklager om utålelig kværulanteri. Privat ejendomsret kan sagtens eksistere, uden at det besiddede dermed bliver kapital, og besiddelse af kapital behøver ingenlunde at være privat. Om et økonomisk fænomen optræder som kapital eller ikke, er ikke bestemt af den specifikke besiddelsesform. Kapital kan være ejet af et eller flere individer, korporationer af individer, eller af blot juridiske personer, selvejende eller offentlige. Ejendom kan være besiddet på førnævnte måder uden at være kapital.

For Marx, som for de såkaldte klassiske økonomer, der inspirerede ham, såsom Adam Smith og Ricardo, var kapitalbegrebet på ingen måde noget mysterium. De levede endnu midt i processen af deres samfunds kapitalisering og skulle ikke legitimere denne proces overfor alternative økonomikritiske ideologier. Kritik af fattigdommens eksistens ved siden af andres overvældende rigdom har forekommet siden oldtiden. Det interessante ved den kritik, der begyndte under den franske revolution, som efter 1830 kaldte sig socialisme (hvor den mere radikale udgave efter 1840 benævntes kommunisme), er, at den kunne pege på, at hurtigt voksende produktivkraft (dampmaskiner osv) ikke syntes at kunne hindre voksende fattigdom på kloden, ja endda syntes at fremkalde denne. Fattigdommens årsag syntes altså at skulle findes i økonomiens forvaltningsmåde, ikke i befolkningens vækst, eller i manglende produktivkraft.

I perioden efter 1780 foretoges agrarreformer mange steder, også herhjemme, hvorved millioner af bønder blev selvejere, der efterhånden udviklede sig til en velstående middelklasse. Gennem reformer var de agrare ejendomsforhold blevet revolutioneret (eller gennem revolutioner reformeret). Løsningen på fattigdomsproblemet syntes altså at ligge i tilegnelse af ejendomsret. Men skulle producenterne i den nye storindustri, “arbejderne”, have ejendomsret til de produktionsmidler, de anvendte i arbejdet, ligesom bønderne, da måtte denne ejendomsret på en eller anden måde blive fælles (social eller kommun) på en hidtil ukendt måde. Men hvorledes etableres i praktisk juridisk forstand en fælles ejendomsret? Nogle kan sammen eje noget, men hvis andre ikke ejer dette noget, og hvis noget andet er ejet af andre, da udtrykker dette ikke fælles ejendomsret, men kun gruppers ejendomsret overfor andres ejendomsret, hvor reglerne for ejendomsret er almene eller, om man vil, fælles. Men kan fælles ejendomsret da være alles ejendomsret til alt? Hvis alle ejer alt, hvad skal man da med et byttemiddel som penge? Man kan vel ikke tilbytte sig, hvad man allerede ejer. Men hvis alle har ejendomsret til alle penge, da kan et pengesystem selvklart ikke fungere. Men, kan man forestille sig et byttesystem i en storindustriel økonomi, altså en økonomi hvilende på en arbejdsdeling omfattende hundreder af millioner, senere milliarder, uden penge? Hvordan fordeles milliarder af produkter da dagligt mellem milliarder af mennesker, arbejdspladser og institutioner? Hvis forestillingen om fælles ejendomsret ikke tænkes et skridt videre end til det blot proklamerede fælles, da synes den at løse distributionsproblemet. Da produktivkraften kan vokse efter menneskenes forgodtbefindende, vil en løsning af distributionsproblemet kunne fjerne fattigdomsproblemet! Tænkes forestillingen om fælles ejendomsret blot et skridt videre, viser den sig at være absurd. Begrebets to elementer står i logisk modstrid, udelukker gensidigt hinanden. Ejendomsret giver nogle en ret, som andre dermed ikke har. Alle kan således ikke have ejendomsret til det samme. Hvis alle har ret til det samme, da kan denne ret altså ikke være en ejendomsret. Fordi alle har ret til at gå på kommunens fortove (også udlændinge), har de ikke dermed nogen som helst ejendomsret til disse fortove. Alligevel hører man jævnligt journalister påstå noget sådant eller lignende. Mig bekendt har endnu ingen kunnet give en klar teoretisk fremstilling af, hvorledes fælles ejendomsret på samfundsmæssigt eller globalt plan overhovedet skulle kunne praktiseres. Mener nogen læser, at kende til en sådan teori, vil jeg anmode denne læser om at underrette mig herom.

Vi berører her det prekære og fatale spørgsmål om karakteren af menneskenes begribelse og forståelse af den samfundsmæssige økonomi, hvori de selv lever. Før kapitaliseringen var dette blot et spørgsmål om kendskab til naturens, kundskabernes og teknologiens mangfoldigheder. Efter kapitaliseringen er økonomien blevet et mysterium for de fleste. Påstår man noget andet, da hviler denne påstand kun på fortrængning, hvor fortrængningen indgår som væsensbestemmende element i økonomien, både forstået som den økonomi, man studerer eller (ikke) forstår, og den man praktiserer. Uden at ryste på hånden kan det fastslås, at det står skralt til med menneskehedens begribelse af egen økonomi og dermed af dens moderne eksistensvilkår. Hvad disse da også på alle måder bærer præg af. Dette giver god grund til optimisme. Hvis menneskehedens nuværende eksistensvilkår havde været et resultat af forstand og indsigt, da ville dette i sandhed have været forfærdeligt. Heldigvis er noget sådant slet ikke tilfældet. Problemet er så, at en sådan erkendelse kræver indsigt.

Tilbage til kapitalismen. Kapitalisme må være en økonomi, hvor kapital forekommer i en signifikant udstrækning. Hvad er da kapital? Adspurgt herom vil de fleste vrøvle. Svaret er så indlysende, at de fleste adspurgtes vrøvlen bliver massepsykoanalytisk interessant. Marx citerer her de merkantilistiske økonomer på engelsk (4 kapitel, slutningen af første afsnit, s. 170) “ money, which begets money”, og oversætter dette til tysk” geldheckendes Geld, som på dansk normalt oversættes til pengeavlende penge. En uheldig oversættelse, da metaforet avle netop mystificerer, hvor afmystificering skulle finde sted. Kapital er altså i sin elementære bestemmelse, penge, der anvendes med hensigten at tjene penge. Som sådan kan penge lånes ud mod renter. Eller penge kan anvendes til at købe noget, der videresælges til en højere pris. Det, der købes af kapital i pengeform, bliver til kapital, hvis ikke det allerede optræder som kapital, altså sælges af en anden kapital.

I en årrække (1988-93) underviste jeg nybagte jurastuderende ved Århus Universitet i samfundsfilosofi. Disse blev alle på et tidspunkt spurgt “hvad er kapital”? Alle deres forsøg på svar blev åbenbarede som vrøvl ved de første modspørgsmål. De kunne ikke lide at blive drillet. Deres liberalistiske macho eller iværksætterfeminisme blev såret. Jamen, I ved det da godt alle sammen, forklarede jeg. Svaret, pengetjenende penge, penge der investeres for at tjene flere penge, kunne de selvfølgeligt ikke modsige. Men de brød sig ikke om denne kapitalens begrebsbestemmelse ganske uanset dens enkelthed og klarhed. Hvorfor mon egentligt ikke? Igen et oplagt emne til økonomiforståelsens psykoanalyse. De ville helst definere kapital som produktionsfaktor. Men igen modsiges de haltende definitioner af den mest banale begrebslogik. Det er ikke enhver kapital, der er eller rummer produktionsfaktorer. Penge, der udlånes mod renter, er uomtvisteligt en kapital for udlåneren, men udgør på ingen måde nogen produktionsfaktor, ligeså feks penge, der har købt statsobligationer. Omvendt behøver produktionsfaktorer ikke at optræde som kapital. Ovnen i mit køkken er igen uomtvisteligt en produktionsfaktor, men ikke nogen kapital. Ovnen i en restaurant er derimod både produktionsfaktor og kapital.

Økonomiens kapitalisering frembringes og forudsættes af distributionens kommercialisering og af kommercialiseringens monetarisering. Produktionens kapitalisering forudsætter og frembringer arbejdskraftens kommercialisering, hvis monetarisering vi vil benævne salarisering, da ordet lønarbejdsmæssiggøren er for tungt. Kapitaliseringsprocessen rummer altså processerne kommercialisering, monetarisering, profitabilisering, salarisering og fiskalisering, da økonomiens monetarisering rummer forudsætningen for den allestedsnærværende beskattende stat, der igen er forudsætningen for pengesystemets opretholdelse.

Pengeindkomst gennem salg af egen arbejdskraft eller salarisering bliver da et eksistensvilkår for en stadigt stigende del af klodens befolkning. De seneste 500 år er antallet af salariserede steget fra millioner til milliarder. Lønningerne finansierer også forbruget for mange nonsalariserede (familie). Salariseringen udgør da et eksistensvilkår for hovedparten af klodens 6 milliarder mennesker. Herunder, at enhver salariseret når som helst kan desalariseres, altså miste sin lønindkomst.

I formøkonomisk forstand, hvor der altså skal skelnes mellem produktionsmåder, er det korrekt at tale om økonomiens kapitalisering. Men i sociologisk forstand er salariseringsprocessen langt vigtigere, da den umiddelbart omfatter langt flere mennesker. Menneskene kan altså nationaløkonomisk sondres i præsalariserede, salariserede, nonsalariserede, desalariserede og profitmodtagende.

I den økonomi, der umiddelbart er underlagt kapitalformens teleologi, altså pengetjenende penge, vil enhver handling altså have hensigten at tjene penge, enten som profit eller som løn. Kun under forudsætning af, at dette motiv er tilgodeset, kan andre motiver tilgodeses.

Jo større en kapitals overskud er, absolut som relativt, desto mere vil denne kunne nyinvestere, og desto gunstigere vil den kunne klare sig i konkurrencen med andre kapitaler. Teknologien hos kapitaler med lav profitrate vil derfor hurtigere forældes. Giver en kapital ingen profit, da har ejerne ikke megen grund til at lade den fortsætte, uanset hvor mange, der ville modtage løn herved. Fortsættes driften, med offentlig støtte eller lignende, vil de fortsatte lønudbetalinger nok gavne lokaløkonomien, men arbejdskræfterne vil forblive bundet til en teknologi under forældelse. Og underskud vil blive en indkomstform.

Arbejdskraft kan også købes af det offentlige eller af private husholdninger, tyende og lignende. Tidligere udgjorde tyendet en betydelig andel af de salariserede, som i årtierne efter 2. verdenskrig indskrænkedes betydeligt i de højtindustrialiserede samfund. Enten blev tyendelønningerne for høje for de fleste i middelklassen, eller også blev middelklassens (løn)indkomster for lave til at betale tyende. På det seneste er tyendeholdet igen i fremvækst, feks i USA.

Det arbejde, der udføres af offentligt ansatte og af tyende er ikke umiddelbart underkastet noget profitmotiv, men offentlige lønninger finansieres af beskatning af profitter og lønninger. Og tyendelønninger finansieres direkte af profit- eller lønindkomster. I et samfund med en gennemmonetariseret økonomi foretages ikke ret meget uden at penge flytter sig fra en konto til en anden, eller fra en pengebeholder til en anden.

Her har vi altså kernen i det globale samfundsmæssige økonomiske problem. Tilsammen ville naturen og menneskene kunne frembringe uanede rigdomme. Det menneskelige arbejde frembringer ikke blot konsumgoder, men også produktionsmidler. Der frembringes hele tiden ny, bedre og mere produktiv produktivkraft. Der frembringes også destruktivkraft, enten direkte som våben, eller som et biprodukt i form af forurening. Denne destruktivkraft frembringes fordi det er profitabelt og lønsomt at gøre så.

Man kan gøre sig tankeforestillingen, at 2. verdenskrigs enorme fremstilling og anvendelse af destruktivkraft var blevet anvendt i konstruktivt øjemed, hvilke livsbetingelser havde menneskene da kunnet frembringe for menneskene? I 1950er-ne begyndte krigsteknologierne at slå igennem i den civile industri. Hvilket muliggjorde de såkaldte velfærdssamfund. Hvad ville menneskene rent teknologisk kunne formå i næste årtusind?

Hensigten med disse banale betragtninger er ikke lystelig hengivelse til skinhellig forargelse over menneskenes dårskab, men en enkel påvisning af, at klodens økonomiske problemer, herunder især fattigdomsproblemet, ikke skyldes manglende produktivkraft.

Milliarders fattigdom skyldes ikke, at der er for mange mennesker på kloden. Tværtimod, så er fattigdommen årsagen til befolkningstilvæksten. Når småbørn i Indien kan tjene en smule mere, end det koster at føde, klæde og huse dem på billigste vis, da kan det betale sig at sætte børn i verden. Jo ringere lønnen er, desto flere børn må en familie sætte i verden, hvis uarbejdsdygtige gamle også skal kunne leve. Det vil utvivlsomt være gunstigst for menneskeheden om befolkningstilvæksten standses. Dette kræver, at hver kvinde i gennemsnit kun føder lidt over to børn. En sådan reduktion af børneflokkene forudsætter, at det ikke er nødvendigt med større børneflokke for at forsørge uarbejdsdygtige, altså pengeindkomstløse, gamle. Den menneskelige produktivkraft er mere end tilstrækkelig til at forsyne alle med rigelige livsbetingelser. Salarisering er altså også indiske småbørn, der slæber mursten.

Det er altså forvaltningen af den monetariserede økonomi, eller rettere af økonomiens monetarisering, der udgør menneskenes problem. Her skal de bestå deres prøve. Hvordan får man pengene til på rette måde at bevæge sig fra konto til konto, fra beholder til beholder? Alle ved jo, at pengene som sådanne ikke kan bruges til noget som helst. Men som særligt økonomisk vilkår influerer deres eksistens og anvendelsesmåde på alt andet i økonomien og på næsten alt i menneskelivet.

Jeg har efterhånden spurgt i mange forsamlinger, om der skulle være personer til stede, der ikke ønskede flere penge. Ingen har endnu meldt sig. Selvfølgeligt vil ingen gøre alt for penge. Eller rettere, ingen vil gøre hvad som helst, for en hvilken som helst sum penge. Dette er banaliteter, men har nogen moralfilosof tænkt konsekvenserne igennem? Og skrevet et letfatteligt kompendium herom til brug for menigmand og -kvinde? Penge er altså ikke magt, som det ofte forlyder. Pengebesiddere kan udøve magt, fordi mange mennesker vil gøre mangt og meget for penge.

Lad os da definere arbejde som gøremål, der umiddelbart medfører eller har til hensigt at medføre pengeindkomster. Hvis indkomsten er løn, da er arbejdet lønarbejde og indkomsthaveren lønmodtager. En person kan sælge egne produkter eller tjenesteydelser og kaldes da selvstændig, vedkommendes indkomst er da ikke løn, vedkommende sælger ikke sin arbejdskraft, men sit produkt, en klipning, keramik, et måltid, et maleri eller musik eller en problemgennemtænkning. Da sådan produktion er forbundet med udgifter for producenten, vil indkomsten fremkomme som forskellen på salgspriser og omkostninger, altså som et overskud. Man kan købe varer for at sælge dem dyrere, hvorved fremkommer et overskud, der ikke er betaling for arbejde, men udnyttelse af markedets prisforskelle. Et sådant overskud kan betegnes som profit (af latin profectus, fremgang). Helt præcist en mellemhandlerprofit. Ansættes lønnet arbejdskraft med profit som hensigt, bli-ver virksomheden fuldgyldig kapital, hvor profitten optræder som profitrate, altså som overskuddets relative størrelse i forhold til den indskudte kapital. Virksomheden kan så være produktiv kapital, kommerciel kapital eller finanskapital.

Den aktivitet, som alle disse indkomstformer forudsætter, kan da med skoledrengens definition kaldes arbejde. Storkapitalisten og renovationsassistenten forlader begge hjemmet om morgenen for at gå på arbejde. Der har næppe været mere arbejdsomme overklasser end nu. Hvis man betegner lønmodtageres arbejde som lønarbejde, ville den tilsvarende betegnelse for kapitalejeres arbejde logisk måtte være profitarbejde. Man kunne altså sondre mellem lønarbejde, selvstændigt arbejde og profitarbejde. Tilsvarende kunne man i den kriminelle økonomi sondre mellem kriminelt lønarbejde, selvstændigt kriminelt arbejde og kriminelt profitarbejde. Smuglere, der lønnes, pushere, der sælger på gaden, og bagmænd, der investerer de store penge i håb om markedets hurtigste profit. Da tiggeri er ulovligt må individuelt tiggeri altså ret beset betegnes som selvstændigt kriminelt arbejde. Myndighederne har da også tidligere udstedt tiggerlicenser, hvor modtageren fik ret til at tigge i bestemte områder.

Forsørgelse.

I en gennemmonetariseret økonomi er det nødvendigt at besidde penge for at kunne leve et lovlydigt liv. Arbejde er altså ikke nødvendigt, men penge er, selv om penge er ganske ubrugelige. Men i en pengeøkonomi er det selvfølgeligt nødvendigt, at nogle arbejder. Hvis vi altså vælger arbejdsdefinitionen som pengeindkomstfremkaldende aktivitet, da ville denne definition selvklart ikke kunne anvendes i betragtningen af en nonmonetariseret eller en demonetariseret økonomi. Hvis man altså vil gøre sig forestillinger om en mulig fremtidig demonetariseret økonomi, hvor pengesystemet altså skulle være ophævet, da kan vort arbejdsbegreb altså ikke anvendes i sådanne betragtninger. Vi ved ikke, hvad arbejde måtte være i en økonomi uden penge. At gøre sig sådanne logiske teoretiske betragtninger hører med til begribelsen af den monetariserede økonomi, altså af den økonomi alle mennesker lever midt i. Er verden, som den er, fordi den vanskeligt kunne være anderledes, eller hvad?

Man kan besidde penge ved at have tjent dem, lovligt eller ulovligt, som løn eller profit. Man kan arve penge og give dem ud, hvorved man altså kan eje penge uden indkomst. Men som oftest arver man en profitgivende kapital, og hvis man da blot modtager indkomsten, har man arbejdsfri indkomst. En sådan indkomst tildeles altså ikke af markedet, men af retten, i dette tilfælde arveretten, der bestemmer, hvem afdødes formue tilfalder. Indkomster kan altså tildeles ved ret.

I mit barndomshjem var vi 6 mennesker, far, mor og fire børn. Min mor arbejdede ind imellem, men som regel arbejdede kun min far. Ingen af børnene havde arbejde, så længe de gik i skole. Sådan var den generations ambition og stolthed. Min far havde såkaldt forsørgerpligt overfor denne del af familien, men kun for hustru og børn. Ikke for sine egne forældre eller søskende. I nationaløkonomisk forstand var (og er) de således forsørgede indkomstløse, selv om hustruen fik husholdningspenge og børnene lommepenge. Denne forsørgelse var en pligt for en indkomsthaver (der havde forpligtet sig ved ægteskab, forældreskab eller adoption) og dermed en ret for de forsørgede.

Herom skriver den danske grundlov i 1849 i §89: “Den, som ikke kan forsørge sig selv eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde”. I grundlovsrevisionen af 1953 er denne paragraf overført helt uændret til §75. stk 2. I denne paragrafs stk 1. står: “Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”.

Det væsentlige i denne grundlovsparagraf er altså, at alle har ret til forsørgelse, hvor denne ret modsvares af en pligt for det offentlige. Modtager man da forsørgelse af det offentlige, har man pligt til at underkaste sig de herom gældende love. I dag ville man sikkert anse udtrykket “underkaste sig” for at være politisk ukorrekt og erstatte det med en af de eufemismer, som det moderne politiske, bureaukratiske og terapeutiske newspeak er så rigt på. Det tilstræbes, at enhver borger har mulighed for arbejde. Grundloven forbinder altså ikke arbejde med pligt eller pligt med arbejde. Det er ikke en grundlovgiven pligt hverken at tage eller at “give” arbejde.

Nogle har hævdet, at ret til arbejde, burde indskrives i grundloven. Som det er sket i FNs menneskerettighedserklæring . Problemet er da blot, at denne ret måtte modsvares af en pligt for andre, hvis ikke er den som ret en tom ret. Nogle måtte altså pålægges pligten til at købe enhver arbejdskraft, der måtte udbydes på markedet. Hvorledes skulle denne forpligtelse udformes juridisk? Kapitaler konkurrerer på produktkvalitet og omkostninger, herunder lønomkostninger. Pålægges kapitaler altså ansættelsespligt overfor alle udbydere af arbejdskraft, da vil man blot forlange det af kapitaler umulige. Og i øvrigt ganske uhensigtsmæssige. Arbejde er en omkostning ikke et gode. Hvorfor skulle en kapitalistisk virksomhed beslaglægge mere menneskelig levetid som arbejdstid, hvis ikke dette medfører nogen forbedring af profitten? Ansættelse af flere kunne forbedre produktkvalitet eller arbejdsvilkår, men da er det forbedring heraf, der må være den udtalte hensigt, ikke forøgelse af arbejdstiden , der i forvejen beslaglægger mere end rigeligt af menneskenes levetid.

Kan det offentlige pålægges ansættelsespligt? Offentlige lønninger skal finansieres af beskatning af kapitalernes profitter og lønninger. Den offentlige salarisering skal muliggøre, hvad offentligt arbejde er bedre til end kapitalens eller nonsalariseret aktivitet i husholdninger eller foreninger. Hertil kræves, hvad der kræves. Beslaglæggelse af menneskelig levetid som arbejdstid herudover medfører spild af livsmuligheder.

Men selv om man da indskrev retten til arbejde i alle relevante erklæringer og love, og formulerede en hertil svarende pligt for nogle andre til at ansætte, da ville dette ikke indebære en pligt for nogen til at påtage sig noget arbejde! Man har vel ikke nogen pligt til at udøve sin ret? Ergo, da arbejde er, hvad man gør for at tjene penge, da kan sådant arbejde kun optræde som en pligt, såfremt det tillige bliver en pligt for pengebesiddere at ansætte, altså at udbetale løn. Men, den der har penge at udbetale som løn, kan ikke pålægge nogen at udføre noget som en pligt. Man kan ganske enkelt ikke pålægges pligt til at tjene penge!

Hvis en person pålægges en pligt til at udføre bestemte aktiviteter, som modydelse for at modtage penge, da kan denne aktivitet ikke være arbejde, hverken i stringent eller i dagligsprogets forstand. Arbejde forudsætter en frivilligt indgået kontrakt mellem en køber og sælger. Udføres et sådant arbejde ikke efter aftale, da er noget sådant ikke pligtforsømmelse, men kontraktbrud. Udøvelse af arbejde kan altså på ingen måde være nogen pligt. Udøvelse af værnepligt er selvklart ikke arbejde. Pålægges man da at udføre bestemte aktiviteter, som forudsætning for at modtage penge fra det offentlige, hvor alternativet hertil er hjemløshed, sult og kriminalitet, da har det offentlige nok overholdt en forpligtelse til forsørgelse, men har gjort dette gennem indførelse af slaverilignende tilstande for fattige indkomstløse.

Den salariserede bevidsthed glemmer alt for ofte, at arbejde er en omkostning, ikke et gode. Det eventuelt gode ved et arbejde må primært afgøres ved dets resultat for andre. Lejemorderens arbejde er uden tvivl udfordrende, og dermed et godt arbejde? Det er altså hverken kapitalernes eller det offentliges eller andres opgave at “skaffe” mere arbejde, tværtimod.

Det offentlige bør således ikke tillægges nogen ansættelsespligt. Men det offentlige har en selvklar forsørgelsespligt. Kun gennem en offentlig forvaltning af forsørgelsespligten, kan menneskenes økonomi forpligtes på alle menneskers forsørgelse. Den offentlige lovgivning, beskatning og forvaltning er en del af samfundsøkonomien, der kan fungere nonkapitaliseret, nonmonetariseret og nonkommercialiseret. Nonsalariseret offentlig forvaltning er derimod vanskelig, men er begyndt at udvikle sig i feks forældres deltagelse i skolers virksomhed.

Den virkelige privatisering af offentlige funktioner måtte da indebære disses såvel nonfiskalisering, nonkapitalisering, nonsalarisering, nonmonetarisering og nonkommercialisering. Er en funktion underordnet kapitalformen, da er den i sandhed offentlig, da sælger og køber ikke kender hinanden. Markedet er offentligt om noget.

Monetarisering.

For at leve et lovlydigt liv er det altså nødvendigt at besidde og udgive penge. De tænkelige undtagelser fra denne nødvendighed, vælger vi her at se bort fra. Besidder man ikke penge lovligt, må man enten forskaffe sig dem ulovligt eller gå til grunde.

Jeg har, som ovenfor bemærket, spurgt i mange forsamlinger, om der måtte være nogle til stede, som ikke ønskede flere penge. Ingen har endnu meldt sig. Rent logisk er ønsket om større monetær rigdom kvantitativt ubegrænset. Ind imellem forærer meget rige mennesker penge bort, som for nyligt computermultimilliardæren Bill Gates. Men bortset fra sådanne undtagelser, kan man fastslå, at alle ønsker flere penge.

Begæret efter penge er i psykologisk forstand enestående. Der forefindes ikke tilsvarende overfor noget andet. Det mærkværdige ved pengebegæret, hvad der adskiller dette fra begær overfor alt andet, drøftes sjældent i moderne menneskers dagligdag. Noget sådant ville kunne sidestilles med blufærdighedskrænkelse. Den andens personlige ejendele vil jeg sjældent begære umiddelbart, selv om jeg måske godt ville eje tilsvarende. En smuk frakke eller taske feks. Ind imellem kan en bog i en andens boghylde vække et akut besiddelsesbegær hos mig. Begæret overfor en flaske vin er noget andet, da er det ønsket om at tømme denne, ikke at komme i besiddelsen af denne. Andre har det anderledes, en gang måtte jeg forære en kniv bort, fordi den anden blev så betaget af den. Men andres penge begærer jeg altid. Selv da en pige på 6 år viste mig sine penge, nogle hundredkronesedler, måtte jeg konstatere den øjeblikkelige automatiske reaktion. Jeg begærede disse papirlapper.

Adspurgt indrømmer de fleste voksne danskere formodentligt at have stjålet penge som børn. Fra forældrenes lommer, eller lignende. Jeg har ikke spurgt børn. Nogle få har hævdet ikke at have stjålet penge som barn. For flere, jeg har diskuteret dette med, er erindringen en af barndommens væsentlige oplevelser. Fantasier om, hvad man ville gøre, hvis man fik mange penge, er almene. Ludomanien (spillelidenskab, egentligt legesyge, et ord der kom ind i dansk dagligsprogs fremmedordsvokabularium i begyndelsen af 1990erne) har været stærkt tiltagende i landet, siden den tidligere socialdemokratiske statslige inddæmning heraf blev opgivet i 1980erne. Der er endda oprettet private afvænningsklinikker.

Hvad hin enkelte ville eller vil gøre for at forskaffe sig penge, er selvfølgeligt forskelligt fra individ til individ. Men, fælles for alle er, at dette, altså hvad man vil gøre for at forskaffe sig penge, afhænger af, hvor mange man har i forvejen, om man skylder penge væk, og til hvem med hvilke incassometoder. Har man ingen penge, og er man tillige sulten og hjemløs, da ville man gøre noget for en mindre sum penge, end man ellers ville gøre. Står valget mellem sultende hjemløshed og kriminalitet med risiko for straf, da må straffen, for at kunne virke som straf, være værre end sultende hjemløshed. Spørgsmålet er så, hvad man så vil gøre for at undgå en sådan straf? Ergo, ønsker man et samfund, hvor milde straffe virker straffende, da må samfundet afskaffe hjemløs sult og sultende hjemløshed. At producere sig frem til en sådan situation er for menneskene den mindste kunst. Hvilken anden art ville kunne evne at fjerne sulten for alle artsfæller? Først når menneskeheden formår noget sådant, opfylder menneskene deres artsevner.

En eftersøgt, der ikke ønsker at blive arresteret, kan kun forskaffe sig legale indtægter ved at antage en falsk identitet, altså endnu en forbrydelse. En 20årig sort pusher en nat på en gade i en amerikansk storby bliver pludseligt af en politirazzia bragt i valget mellem at smide stofferne og komme i en vanskeligt betalelig gæld til sin dealer, hvis incassometoder er ubehagelige, og at blive arresteret og dømt for tredie gang, hvilket i nogle stater giver livstid. Og i Staterne kan livstid betyde resten af livet. Eller han kan søge at skyde sig igennem. Antag, at han så dræber en betjent. Herefter står han til en dødsdom. Hvad er herefter grænserne for, hvad dette menneske vil gøre for at tjene penge? Og for ikke at blive arresteret, hvilket kræver penge.

En dristig og entreprenant selfmade iværksætter, der har banket et firma op, mangler pludseligt likvider, der burde have været der, som derfor skal erstattes af lyssky kilder. Finansieringen af en narkohandel kan måske hindre korthuset i at ramle, og redde fra en fængselsstraf.

Enten skal en tandlægeregning betales, eller man får besøg af fogeden, og kreditværdigheden forsvinder i årevis. Måske kan en forsikringssvindel redde situationen.

Økonomiens monetarisering muliggør altså utallige forbrydelser, som ville være utænkelige i den oprindelige nonmonetariserede økonomi. Handlinger er kun forbrydelser, såfremt lovene bestemmer således. Lovenes forbud frembringer ofte en indkomstmulighed, som ellers ikke ville have været der. En økonomis tiltagende monetarisering medfører en tiltagende kompleksitet i den økonomiske lovgivning, og deraf følgende tiltagende kompleksitet i den kriminelle økonomi.

Lige siden pengesedlernes fremkomst i 1700tallet har der været et teknologisk kapløb mellem vanskeliggørelse af kopiering og evnen til samme. Hvis betydning nu langt er overhalet af mulighederne for illegal adgang til digitale penge. Den første historie, jeg kan huske herom, er en snes år gammel. En computerekspert fik en ide. Når pengesummer skulle veksles eller tilskrives renter eller lignende, ville der blive et spørgsmål om at afrunde efter en decimal. Under 0,5 ville en fraktion af en mindste pengeenhed blive kastet bort. Hvorhen ved ingen. Han fik da ideen at sætte disse fraktioner ind på egen konto. Denne konto steg så hurtigt, at dette vakte opmærksomhed, hvorved han blev opdaget.

Økonomiens monetarisering har lange rødder tilbage. Økonomi er et græsk ord for husholdning. Moneta er det latinske ord for mønt, men betyder egentligt påmindelse, da dette var et tilnavn til gudinden Juno, i hvis tempel den romerske møntprægning fandt sted.

Stordrift eller samvirke af mange menneskelige produktivkræfter, kan ikke blot frembringe produktivkræfter som færre mennesker ikke kan frembringe, men også frembringe højere produktivitet, hvorved der enten produceres mere per tidsenhed eller også produceres det samme på kortere tid. Men i et sådant udviklet stordriftssamvirke ophører den enkelte med at frembringe egne livsfornødenheder. Livsfornødenheder skal altså i stigende grad produceres af andre og tilføres den enkelte gennem et distributionssystem. Noget sådant kræver enten supratribal organisering eller et formaliseret og sædvanegjort byttesystem eller begge dele. Socialisering til byttet og byttets samfundsdannende socialisering kræver fremkomsten af særlige byttemidler. Så længe fornødenhed byttes med fornødenhed forbliver byttets muligheder indskrænkede. Byttes fornødenhed med byttemiddel, der så byttes med fornødenhed, da udvides byttets samfundsdannende muligheder radikalt. Øges byttets muligheder, da øges mulighederne for stordrift. Økonomier med stordrift kan øge deres militære destruktivkraft hurtigere end økonomier uden stordrift.

Men hermed bliver den frembringende virksomhed i tiltagende omfang frembringelse for andre. Og livsfornødenhederne eller konsumet bliver ligeledes i tiltagende grad frembragt af andre. Monetariseringens rødder er altså også arbejdets rødder, i arbejdets bestemmelse som fremmedbestemt virksomhed. Kun i en monetariseret økonomi eller i en despotisk bureaukratisk har arbejdet hidtil kunnet optræde som fremmedbestemt virksomhed.

Byttemidlet skal ideelt rumme stor bytteværdi i liden vægt og rumfang. Ideelt skal det ikke kunne bruges til andet end at tjene som byttemiddel. For bruges byttemidlet til andet, da kan det ikke længere tjene som byttemiddel. Byttemidlet skal altså være holdbart. Det skal kunne fremtræde både som små og store bytteværdier.

I oldtiden opfyldte metaller disse betingelser. Metallers måleenheder er da også oprindelsen til mange sprogs pengenavne. For at frembringe en vægtenhed af et metal behøvedes menneskelig virksomhed over lang tid. Tidsmålingsinstrumenter dukker op. Denne tid begyndte så at blive kaldt arbejde. Ergon på græsk, labor på latin. De bedst egnede metaller er sølv og guld. De er relativt uforgængelige. De er plastiske og er som sådanne velegnede til frembringelse af genstande af skønhed, der uden stort besvær igen kan reduceres til metalmængder. En liden vægtenhed guld eller sølv kostede relativt megen “arbejdstid” at frembringe i forhold til vægtenheder af de fleste andre produkter.

Da grækerne og perserne stødte sammen i en næsten 200årig konflikt var det to sådanne systemer, der stødte sammen. Et gigantisk kontinentalt overtribalt system med et uudviklet monetariseret distributionssystem overfor et urbaniseret maritimt tribalsystem med højt udviklet monetarisering.

Syd for Athen befandt sig en rig sølvmine i Laurionbjerget. Et fund af en rig åre i rette tid medvirkede til at finansiere Athens flådeoprustning, som var forudsætningen for afvisningen af persernes ekspansion. Ellers ubrugelige metalklumper med Athens stempel på, en ugle, kunne altså få mennesker i fjerne egne til at fælde træer, tusinder gange flere træer end de selv havde brug for. I besiddelse af samme metalklumper ville man kunne tilbytte sig våben, korn, vin og olie og utallige andre produkter.

De, der gravede sølvmalmen op har været slaver. Slaver var oftest krigsfanger. Der har formodentligt deltaget opsynsmænd og ingeniører, der ikke var slaver. På et eller andet tidspunkt har disse kalkuleret (fra latin, små kalksten, brugt til at regne med), at x slaver, der arbejder 10 timer dagligt ville kunne frembringe y vægtenheder sølvmalm.

Sølvmalmen bliver så udsmeltet og udmøntet, hvilket koster yderligere arbejdstid. En drakme (på græsk en håndfuld) af sølv kan da siges at rumme en bestemt arbejdstid i betydningen at være et resultat af en bestemt arbejdstid.

Sølvminen var ejet af Athen by. Den årlige produktion af sølv resulterede i udmøntningen af et bestemt antal sølvdrakmer, y drakmer. For at fremstille disse y drakmer har der været visse omkostninger. Slaver skal også leve. I for ringe foder- eller humørtilstand frembringer de mindre malm, uanset mængden af piskeslag. Og opsynsmændene har vel også en akkord? Hvis det hele skal have nogen mening, så må omkostningerne i drakmer, x drakmer, ved at producere y drakmer være mindre end y. x < y. Sølv- og møntproducenterne leverer y drakmer og modtager herfor x drakmer. De har leveret et merarbejde, et merprodukt eller en merværdi der kan udtrykkes som (y - x) drakmer.

For (y - x) drakmer kan Athen by da købe produkter og tjenesteydelser eller give dem videre med andre formål. Som alment byttemiddel er drakmen mere efterstræbelsesværdig en end alt andet, især hvis man blot ønsker at besidde. For en drakme vil man da kunne tilegne sig mere arbejdstid, end drakmen selv rummer. Normalt! Bytterelationerne er aldrig sikre. Hermed opstår da den moderne rigdoms paradoks. Den arkaiske rigdom var konsumtiv rigdom, hekatomber af kvæg stormanden kunne ofre til guderne, hvor kødet blev spist af stormandens følge, og guderne fik røgen fra brændende sener og ben. Den moderne rigdom skal ikke konsumeres, men besiddes. Som besiddelsesform er byttemidlet bedst af alle former. Men et godt byttemiddel bør ikke kunne bruges til andet end at være byttemiddel. Man vil altså helst besidde købekraft, der ikke køber. Men et byttemiddel, der blot besiddes, optræder ikke som købekraft eller byttemiddel. Besiddelsen af byttemidlet ophæver det som byttemiddel. Skal det besiddede byttemiddel fortsat optræde som byttemiddel, da skal det altså lånes ud, dets købekraft skal altså overlades til andre. Skulle læseren ønske så, da kan de mærkværdige modsigelser i dette paradoks udpensles over mange flere sider. Hvorved man i den abstrakteste form ville beskrive den moderne økonomis dilemma. Og samtidigt afdække samfundsmæssighedens mest traumatiske fortrængning.

Da Alexander 336 f. Kr. begyndte at erobre Perserriget, fandt han i kongeslottenes kældre enorme mængder af ædelmetaller, som han lod udmønte og sætte i omløb. Et omløb der gennem omsmeltningers omsmeltninger først er standset i forrige århundrede i nationalbankernes kældre.

Men med den tiltagende produktivitet i guldproduktionen kommer en vægtenhed guld til at rumme mindre og mindre arbejdstid, hvorfor man med et gram guld vil kunne tilbytte sig mindre og mindre arbejdstid i andre produkter. En dansk guldtikrone fra 1870erne vejer ca 4 gram. Skulle man da betale 10 millioner kroner i guld, da skulle man altså betale med 4 tons guld!

Som guldpenge er pengene altså endnu stadigt et arbejdsprodukt som alle andre varer. Som alle andre varer har de altså variable produktionsomkostninger , både i penge som i arbejdstid. Da man i 1848 i Californien og lidt senere i Australien gjorde store guldfund var produktiviteten i disse guldproduktioner, der hurtigt blev maskiniserede, langt højere end tidligere. Guld bliver altså mindre værd, men den værdimåler, der måler dette, er selv guld! Her begynder den monetariserede økonomi at blive uigenkaldeligt indviklet!

Pengesedler er den praktiske løsning på gulds værdimindskning. I stedet for at flytte rundt på stadigt stigende mængder af guld for at kunne købe produkter af samme mængde arbejdstid benytter man anvisninger på guld som byttemiddel. Disse anvisninger skrives bedst på papir. Når sådanne anvisninger ikke længere kan indløses med guld, da bliver de rene kreditpenge. Udstederen må da være den monetært mest kreditable, altså den instans med den sikreste pengeindkomst, som er beskatteren, staten, fiskalstaten. Når penge bliver statsudstedte kvantificerede kreditanvisninger, da er penge ikke længere frembragt af arbejde. Der spildes ikke længere ret meget arbejde med at trykke de moderne pengesedler eller mønter, men det arbejde, der medgår til pengenes forvaltning tiltager i omfang, absolut som relativt, uanset hvor megen arbejdsbesparende maskineri, der så indføres i sådanne foretagender.

Alle ønsker flere penge. Men alle ved også, at der ikke må blive for mange penge i omløb. I Andeby blev onkel Joachims pengetank grebet af en tornado, så penge dalede ned fra himlen, så alle blev mangemillionærer. Herefter gad ingen arbejde. Kun de tre grønspætter Rip, Rap og Rup. De dyrkede grønsager, som de snart kunne sælge til så høje priser, at pengene vendte tilbage til en forstærket pengetank.

Som alle frimærkesamlere ved, har man i mange lande til tider måttet betale milliarder pengeenheder for frimærker. Selvfølgeligt bliver et samfund ikke rigere blot ved at øge pengemængden til stede i samfundet. Uanset om pengene så er papir eller guld. Pengenes betydning ligger i, hvad man kan købe for dem. Hvad man kan kalde deres købekraft. Skal en national valuta bevare sin købekraft, da må forholdet mellem dens nominelle mængde, dens omløbshastighed og omfanget af det, der kan købes og ønskes købt for penge, være stabilt. Vokser en hyperinflation tilstrækkeligt hurtigt, vil den helt fjerne pågældende penges købekraft, som det skete i Tyskland i november 1923. (Herved slap den tyske stat af med sin indenlandske gæld, hvilket senere lettede finansieringen af Hitlers oprustning i forhold til de stadigt dybt forgældede vestmagtstater, Storbritannien og Frankrig).

Alle ønsker flere penge, men den samlede pengemængde må forblive begrænset.

Penge kan benyttes til at tjene flere penge, ved at blive anvendt som kapital. Større kapitaler er ofte mere kompetitive og dermed mere profitable end mindre. Med en større sum penge kan man altså tjene flere flere penge, end med en mindre. Hvis alle vil tilegne sig mere af en begrænset mængde, og nogle har større mulighed herfor end andre, da må andre have mindre eller slet ingen mulighed. Hvis altså fordelingen af pengeindkomster overlades alene til markedet, vil nogle mennesker få for små eller slet ingen pengeindkomster. Overladt alene til markedets beslutninger vil den monetariserede, kapitaliserede og salariserede økonomi med nødvendighed frembringe fattige mennesker. Og dette uanset, hvad naturens og menneskenes samlede produktive formåen måtte evne. Denne fattigdom kan ikke fjernes ved mere arbejde, kun ved en anderledes forvaltning af økonomien.

Jo større en del af befolkningen, der salariseres, desto mindre vil udbuddet af ledig arbejdskraft blive, hvilket kan medføre tendens til lønstigninger. Jo højere lønninger er, desto mere profitabel vil indførelse af arbejdsbesparende teknologi kunne blive. Tendenser til øget beskæftigelse vil altså automatisk medføre tendenser til øget arbejdsløshed.

Det kapitalistiske marked kan altså ikke sætte som målsætning at ville forsyne alle med en pengeindkomst.

Men uden pengeindkomst kan intet menneske leve et lovlydigt, endsige et værdigt liv.

Økonomiens salarisering har medført en global arbejdsdeling og kooperation mellem milliarder af arbejdende, der har øget den menneskelige produktivkraft umådeligt. Med den maskine, som denne tekst skrives på eller ved, vil et enkelt individ have en produktivkraft som et mindre trykkeri, da typografer endnu var blandt de højst betalte lønarbejdere. Da skovene på Læsø blev fældet for at syde salt, ville et kilo salt repræsentere timers arbejde, i dag er det sekunder. Alligevel indebærer salariseringen en trussel om fattigdom for store dele af befolkningen, selv for mennesker, der sidder inde med en produktivkraft, der rigeligt kan frembringe livsfornødenheder for mere end en. Pågældendes produktivkraft er blot udkonkurreret!

Denne logik må da brydes af beslutninger, som er af anden karakter end markedets beslutninger. Beslutninger der da må tages af andre end markedets agenter, kapitalister og lønarbejdere, købere og sælgere.

Klasser.

I Det Kommunistiske Manifest, 1848, skriver Marx og Engels om klasser uden at reflektere nøjere over klassebegrebet, og fremfører det siden berømte udsagn, at alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie. I en naiv identitetstænkning bliver dette til, at al historie er klassekampshistorie, eller i 1970erjargon, at man må reflektere klassekampsaspektet i ethvert historisk fænomen. Eller som dele af kvindebevægelsen udtrykte det i slagord, kvindekamp er klassekamp. Hvorved enhver tænkelig begrebsklarhed forsvandt ud af ordet klasse.

Selvfølgeligt behøver man ikke et stringent entydigt begreb om, hvad kamp måtte være. Men på den anden side kan en hvilken som helst uoverensstemmelse eller anstrengelse heller ikke kaldes kamp. Kamp må i det mindste indebære, at modstandere påføres ulemper, mens man også selv (risikerer at) udsættes for ulemper. Heraf kan ikke entydigt sluttes, at al kamp så bør undgås. I alle tilfælde ikke uden en grundigere diskussion, end vi vil begive os ud i her. Men, omvendt kan man så heller ikke entydigt hylde kampen. Selv fascister ville få problemer, hvis de tænkte deres hyldest til kampånden igennem. Men sådan noget gør fascister ikke. Hvad skal man feks med kampånd, når alle fjender er besejret? Fascismen duer altså ikke til de sejrende! I en valg”kamp” i 1970erne udstak VS således parolen “Styrk kampen i hverdagen”. Parolen har klart ekshortative, altså formanende, kvaliteter. Men semantisk, altså betydningsmæssigt, er udsagnet vanvid. Kun i den totale krig, national eller borgerlig, kan hverdagen være kamp. Men i krig er det ikke kampen, der skal styrkes, men sejren. Men sejr for nogle, er nederlag for andre, der da enten må udryddes, eller ville kunne pønse på revanche eller hævn. Kampens hensigt er da fred gennem sejr, frem for fred gennem nederlag. Her hylder nogle blot freden uanset sejr eller nederlag, og må da søge at undgå deltagelse i kamp. Hvis nogle kæmpende, da anser disse ikke-kæmpende for tilhørende egen flok, kan de finde på at rette anklager om forræderi. Men egentligt forudsætter forræderi, at man tilslutter sig fjenden gennem falsk rådgivning (for - råde). En parole om styrkelse af kampen kan da kun gælde i sport, feks fodbold , hvor det man kalder kampen, er det væsentlige, men ikke har noget som helst med kamp at gøre.

I koldkrigens første årti begyndte ordet klasse og sammensætninger hermed, selv arbejderklasse, at forsvinde ud af socialdemokratiernes sprogbrug. Partierne såkaldt til højre gjorde en dyd ud af slet ikke at tænke i sådanne termer. Begge parter kunne anklage hinanden for at forfalde til klassepolitik. En sprogbrug, hvor klassebegreber anvendtes, kom til at identificere moskvakommunisterne, hvor de danske i international sammenligning var ret moderate. Men i 60erne begyndte også Moskva at ophøre med at bruge begrebet arbejderklasse i international politisk sprogbrug, hvilket igen smittede af på det hjemlige DKP. Efter kulturrevolutionen (den store proletariske) i Kina overtog maoisterne denne internationale sprogbrug indtil 70ernes slutning. I 60ernes midte tænkte man/vi i sociale grupper, der efterhånden blev til socialgrupper. En tre, fire, fem stykker. Over midten af 60erne begyndte ordet klasse og især klasser at trænge frem i tekstsproget, og efterhånden også i det interpersonelle diskussionssprog. For nogle få procent (promille?) gik det for en periode ind i dagligsproget, der jo ikke kan betyde andet, end det sprog, man taler dagligt. I 1966/7 begyndte vi at sige arbejderklasse uden underlige fornemmelser. I 1968 begyndte VSere, jeg selv inklusive, at tale om proletariatet. Og alt, hvad man foretog sig, hvad andre foretog sig, skulle have relation til klassekampen, ja ville uundgåeligt stå i et eller andet forhold til klassekampen, om ikke andet så som forræderi. Endnu i efteråret 1973 kunne en ung tilhørers anklage om klasseforræderi gøre mig vred, hvilket affødte en protest mod min polemiske grovhed, hvilket jeg så måtte undskylde som en dårlig leninistisk vane.

Men, hvad er en klasse? Hvor mange er der? I dagens Danmark, på kloden? Er nogle forsvundet, kommer der nye til? I 1977 holdt jeg et flere timer langt foredrag herom på Ålborg Universitetscenter. Manuskriptet hertil og en båndudskrift er blevet offentliggjort. Dette har medført en afklaring om klassebegrebet for mange tilhørere og læsere. Modstanderne heraf, som altså ikke ville opgive klasse(kamps)ideologien, valgte spontant at undgå åben polemik. Polemik kommer af det græske ord for krig.

Møder man en bedre argumentation, da må man enten modargumentere endnu bedre, eller, efter fornøden omtanke, tilslutte sig argumentationen. Og forfægte denne, uanset dens eventuelle modstrid med, hvad man tidligere måtte have fremført. Man må forfægte det bedre argument, indtil man møder et endnu bedre, hvadenten man finder dette selv eller præsenteres for det af andre. Eller indtil man kommer i tvivl. Men tvivlens mening er ikke fortvivlelse. Begynder man at kunne betvivle sin egen tvivl, da begynder man at blive sikker. Er man ikke i stand til at erkende, hvilke argumenter, der er de bedre, da må man lære sig dette. Eller begå de fejltagelser, man så begår. Det kan man som bekendt også lære af.

De karakteristika, der kendetegner klasser eller sondrer klasser fra hinanden, må kendetegne grupper af mennesker som individer (=udelelige) eller som personer (som på latin egentligt betyder at “lyde gennem”, nemlig de karaktermasker, som romerske skuespillere havde foran ansigterne). På kierkegaardsk kunne man altså sige, at klasser altså må være forskellige fælles kendetegn for grupper af hin enkelte.

Kønsforskelle inddeler menneskeheden, altså alle og enhver, i to grupper. Med mindre der skulle findes tvekønnede, men da kravet til en sådan tvekønnet banalt logisk måtte være, at vedkommende faktisk både er blevet far og mor til mindst to børn, da har jeg ikke hørt om noget tilfælde. Jeg har argumentationen fra Voltaire, fra en artikel i Encyclopædien (1751ff) om hermafroditisme. Efter flere årtiers forsøg er det endnu ikke lykkedes mig at finde eksempler på menneskelige handlinger, hvor det ville være ligegyldigt at kende de handlendes køn. Men, jeg har heller ikke kunnet påvise fremtrædelser af kønsforskellene, der er upåvirket af historiens gang. Selvfølgeligt rummer historien også kønskampe, mange berettigede. Dette fik Sabaester til i 1977 at skrive:

No. 1. Kommunismen (er enklere end du tror). 1. Retten til dovenskab. 2. Lønforhøjelse hver dag. 3. Kvindekamp er vigtigere end klassekamp. 4. Mandekamp er vigtigere end kvindekamp. 5. Børnemagt er vigtigere end arbejdermagt. 6. Magt er ikke vigtigt. 7. Vi er vigtige.

ad 1. Den modsatte parole “Retten til arbejde” betyder under kapitalisme, retten til at lade sig udbytte . Under kommunismen tilfredsstiller arbejdet blot de menneskelige behov. Men mennesket har andre behov, heriblandt hvad man kalder dovenskab. ad 2. Her er vi villige til kompromiser, både til venstre (en forhøjelse hver time) og til højre (hver uge). ad 3. Kvinder var før kapitalen, kvinder er under kapitalen, kvinder vil være efter kapitalen. Kvinder er mennesker, klasser er kapitalens hylstre om mennesket. Kvindekamp kan bryde hylstret, klassekamp er kamp indenfor hylstret. ad 4. Kapitalen undertrykker manden til at undertrykke kvinden. Kvindens oprør mod manden er vigtigt som oprør mod at blive undertrykt, men vigtigere er mandens oprør mod at undertrykke, det er oprøret mod undertrykkelsen. ad 5. Gå et skridt frem og find løsningen. ad 6. Børn er magtesløse, lad os blive som børn igen. ad 7. Hvad er ellers vigtigt?

Alle mennesker har en alder mellem nyfødt og 120erne. Hvornår fostret er et menneske strides læg og lærd om. Over toårsalderen vil hovedparten af alle danskere kende deres præcise alder i år, og vil kende datoen for næste årsaldersskifte. Alle danskere over to år, der ikke kender deres alder, vil blive tildelt en psykiatrisk diagnose med digre sociale konsekvenser for vedkommendes dagligliv. Det bliver sjældnere og sjældnere for etnologer at finde mennesker, der ikke kender deres alder på tilsvarende måde.

Hvornår ordet aldersklasse kom i brug, har jeg endnu ikke undersøgt. Hvor mange aldersklasser er der, og hvilke? Der er vigtige stadier i den kønslige udvikling, fremkomst af formeringsevne og dens ophør, som ikke er aldersmæssigt identiske med stadierne i den erotiske udvikling. Hvor både den kønslige og den erotiske er foranderlige over tid og forskellige i rum. Der er andre stadier i andre udviklinger. Kroppens og åndens. Og samkvemmet med de andre. At ville skjule sin alder, adspurgt herom, anser jeg for tåbeligt krukkeri. Jeg er født i 1943, er man da født i 1938, vil man have erindringer fra før min tid, hvilket er interessant for mig, og hvad man kun vanskeligt ville være i stand til at skjule. Er man født senere end jeg, vil man ikke kunne skjule sin alder.

Køns- og aldersforskelle kunne kaldes for biologiske gruppesondrende forskelle. Er der andre sådanne? Indtil nazismens utilslørede og 1933-45 praktiserede racekampsideologi anså alle menneskehedens inddeling i racer for en selvfølgelighed. Som jeg i min barndom selv godtog som en selvfølgelighed, hvilket først blev kritisk anfægtet i 1960erne.

En gang (70ernes slutning) befandt jeg mig på et værtshus sammen med en etiopisk flygtning og en rødhåret dansker. Mens den rødhårede var borte, betroede etiopieren mig, at han egentligt fornemmede antipati mod rødhårede. Jeg forklarede ham, at jeg havde det på samme måde, selv om jeg søgte at fjerne fordommen. Dette fik mig til at spørge, da den rødhårede kom tilbage. Hvor mange racer forefindes egentligt ved dette bord? To eller tre? Hvis genetik er kompliceret, så må eugenik eller racehygiejne være endnu mere kompliceret.

Der er da heller ingen logisk grund til at lade biologiske forskelle optræde som klasseforskelle, tværtimod. Sammenblandes kategorier, fremkommer absurde påstande. Klasser eller klasseforskelle må altså være sociologiske bestemmelser. Sociologiske gruppesondringer må være af enten juridisk, økonomisk, didaktisk (hvadenten autodidakt eller skolariseret) eller anden art. Ofte griber bestemmelserne ind over hinanden. I middelalderens Skandinavien ville eller kunne de uden-landske købmænd, især tyske, ikke underkastes de lokale love, hvorfor de måtte bo i særlige kvarterer, hvor deres egen ret var gældende. Skoleret var en ret, som kun skolefolk, elever som lærere, var underkastet. (Kostskoleromanernes beretninger om den indre elevjustits er reminiscenser heraf). Individerne var altså underordnet og indordnet på forskellig vis i retssystemet, afhængigt af forældre, bosted, profession eller lærdom. Foruden den religiøse ledelse blev nu også lovkyndige skriftkloge. Læse- og skrivekunsten bredte sig udenfor de gejstliges rækker. Nogle gik i skole, andre ikke. Nogle skolariseredes længere end andre.

I nogle samfund har indbyggerne tilsluttet sig forskellige religiøse forestillingssæt. Ofte med voldsomme konflikter til følge. Sådanne ideologiske gruppesondringer vil ingen benævne klasser. Men det hører med til den såkaldt marxistiske klasseideologi, at klassesondringer vil fremtræde i ideologiske sondringer eller klassebevidsthed(er), mere eller mindre udviklet. Måske, men hvad er i så fald forskellen på klassebevidsthed og en mental erhvervsskade? Betyder klassebevidsthed blot, at man præges af det og de mennesker, man omgås? En klargørelse af problemet kræver under alle omstændigheder en klargørelse af, hvad man mener med termen klasse.

Et sådant (feudalt) system af legal kompleksitet rummede også et kompliceret system af lovgivere. Centraliseres lovgivningen hos en øverste lovgiver, vil dennes fastholden af prærogativet at være øverste lovgiver tendere mod at gøre øverste lovgiver til eneste lovgiver. Altså autokrati, selvhersken, eller enevælde, eller absolut herredømme, for kun den der både kan lovgive og dømme, kan være herre. Ingen herre kan udøve magten hele tiden. I det mindste skal enhver sove. Men, enhver der er herre, kan altid true med dommen. Hvor modtruslen da er, at slå herren og dommeren ihjel. Truslen om eftertidens dom kræver, at man er herre over eftertiden. Hvilket nok er vanskeligt, men ingenlunde umuligt.

Den enevældige lovgiver kan da give samme lov for alle, der da forskelsløst bliver lovgiverens undersåtter. Men hellere undersåt under en lovgiver end under næveretten, endsige våbnenes. Udvikler den enevældige retstilstand sig til, at undersåtter med fornuft og fordel kan benytte sig af retssystemet i en retstvist, da udvikles et retssamfund.

Men selv om enevælden dekomplicerer retstilstanden, da kompliceres retstilstanden accelererende af økonomiens monetarisering. Eller de deraf nødvendige hurtigere ændringer og tiltagende differentiering af retstilstandene. For overholdelsen af lovene er det selvfølgeligt gunstigst, at lovregler ændres så sjældent som muligt. Det bliver altså mere og mere nødvendigt, at inddrage de, der som undersåtter skal overholde lovene, i ændringerne af lovene. Undersåtterne indtræder dermed i drøftelsen af retstilstandene, eller i offentligheden. Undersåtterne bliver efterhånden til borgere.

De forskellige interesser i ændringer af lovene må altså forskaffe sig fortalere, da alle undersåtter ikke på en gang kan ytre sig i offentligheden. De interesserede må altså udvikle måder til at frembringe fortalere. Man kan udpege efter flertal af stemmer. Men hvem har da ret til at deltage i stemmeafgivningen? Hvem har valgret? Eller hvem ikke?

Tildelingen af valgret kan gøres afhængigt af privilegier (stands- eller korporationsrettigheder) eller størrelsen af beskattelig ejendom (census). Ophæves privilegier (private love) vil retssystemet blive ensartet gældende for alle undersåtter. Hvis loven gives af valgte repræsentanter, bliver undersåtterne borgere. Fjernes valgretscensus bliver alle voksne statsborgere valgborgere. Denne udvikling hen imod det almindelige nationale statsborgerskab (med automatisk valgborgerskab for alle voksne) har fundet sted samtidigt med udviklingen af kapitaliseringen og salariseringen og den hertil svarende fiskalisering. Denne udvikling er af postmarxismen blevet stærkt underspillet i forhold til klasseideologiske forestillinger. Med fatale konsekvenser. Med 1970erudtrykket “postmarxisme” menes de, der i 1920erne, foranlediget af den russiske revolution, begyndte at kalde sig marxister. Termen marxisme bliver først gængs i 1930erne, som både var midt i en jazztid som i en -ismetid.

Det moderne menneske er altså i sociologisk forstand først og fremmest national statsborger. Men denne nationale statsborgerlige retstilstand giver ikke indbyggere med fremmed statsborgerskab eller statsløse andel i den lovgivning, de selv skal overholde.

De individer, som klassesondringer altså skulle sondre i bestemte grupper, er altså forskelsløst statsborgere. (At nogle er statsborgere i et andet land, end hvor de bor og virker økonomisk, og at andre igen er statsløse, lader vi her ligge). Klassesondringerne er altså ikke af juridisk art. Hvilket på ingen måde gør juridiske sondringer mindre betydningsfulde.

Klassesondringer må altså være af økonomisk art. Den første sådanne sondring , som alle børn må støde på i deres opvækst, er rige og fattige. De fleste af de nulevende danskere har i deres barndom ikke kunnet identificere sig med nogen af grupperne. Der var selvfølgeligt fattige i min barndoms byer og skoler. Min tante var ansat hos en direktør, en millio-nær. En gang viste hun mig millionærsønnens værelse. Jeg vil tro, han havde lige så meget legetøj, som alle drengene i min klasse til sammen. (Eller lige så meget som velbjergedes parcelhusunger har i dag). Der må altså sondres mellem flere stadier af rigdom, men hvilke? Og hvorledes måles stadierne?

Besiddelsesløse kan være fattige, men fattige er ikke nødvendigvis besiddelsesløse. Et nyfødt barn er ofte besiddelsesløs uden derfor nødvendigvis at være fattig. Men, i denne vor verden fødes mange børn dagligt som både besiddelsesløse og fattige. Som regel er børn kun fattige, hvis deres forældre er fattige, eller hvis forældrene er døde. Forældre må ønske et samfund, der i det mindste må kunne beskytte deres børn mod fattigdom, ifald de selv skulle dø, før deres børn er blevet tilstrækkeligt voksne. En fange på flugt kan feks meget vel være i praksis besiddelsesløs. Hvad man besidder kan opgøres i én prissum (som feks i en forsikring). Besiddelsen kan have til hensigt at muliggøre et forbrug eller en pengeindkomst. I sidste tilfælde er besiddelsen kapital. I forhold til besiddelsen kan menneskene altså umiddelbart deles i tre grupper : kapitalbesiddere, konsumbesiddere og besiddelsesløse.

Kapitalbesiddelse giver pengeindkomst, hvilket muliggør besidderens forbrugskøb eller kapitalakkumulation. Konsumbesiddere tilegner sig ingen købekraft herved, må altså forsynes med købekraft på anden måde. Nogle forskaffer sig pengeindkomst ved at sælge deres arbejdskraft eller ved salarisering. Har man ikke noget at sælge, goder eller arbejdskraft, som andre vil købe, da må man skaffe sig livsfornødenheder på anden vis eller dø

Økonomiens monetarisering letter dens fiskalisering, således at beskatteren, staten, kan afholde udgifter besluttet af lovgiverne. De, som markedet ikke tildeler (tilstrækkelige) pengeindkomster, kan altså tildeles pengeindkomster af lovgivningen, altså som en ret gældende for alle i bestemte personlige økonomiske situationer. På nudansk kaldes dette for overførselsindkomst. Man kunne kalde sådanne for legale indkomster, der altså er finansieret af en fiskal indkomst, fremkommet ved lovbesluttet beskatning af profitter og lønninger.

Økonomiens monetarisering letter også den kriminelle økonomi. Det er svært at stjæle de andre børns legetøj og samtidigt bruge det uden at blive opdaget. Det er langt lettere at stjæle deres penge. Hvilket da også var et tema for et utal af min barndoms drengeromaner. Den kapitaliserede, salariserede og fiskaliserede økonomi frembringer potentielt en nødvendigvis kriminaliseret økonomi. Som både rummer kriminel kapital (stor som lille) og kriminelt lønarbejde. Arten og omfanget af den kriminelle økonomi påvirkes af statsmagtens funktioner. Og, ikke at forglemme, omvendt.

Hvilke økonomiske handlinger, der er kriminelle, bestemmes af lovene. Det er altså lovene, der gør bestemte handlinger til forbrydelser. Herom kan ytres mange provokerende paradokser. Blot må alle lovgivere gennemtænke, hvad der mon sker, i den udstrækning en bestemt ny lov ikke vil blive overholdt. Revolutioner er begyndt på den måde. Da alkohol var forbudt i USA 1920-1932 akkumulerede den kriminelle kapital som aldrig før uden at støde på arbejdskraftmangel.

Hvis et gode er et knapt gode, da vil dets salgspris kunne stige, således at salget bliver ekstra profitabelt. Eller at salgsprisen ud over profitten rummer en ekstraprofit. En sådan ekstraprofit kalder man en knaphedsrente. Hvis et gode bliver knapt på grund af lovgivning, beskatning eller forbud, da kunne man kalde den ekstraprofit, der opstår ved brud på sådanne love, for kriminel knaphedsrente. I den globale narkohandel muliggør den kriminelle knaphedsrente, der altid betales af forbrugeren, kolossale mellemhandlerprofitter. Herved muliggøres millioner af kriminelle lønninger. Jordens mange fattige leverer arbejdskraften.

Man kan da inddele menneskene i økonomiske grupper (som vi måske, måske ikke, kan kalde klasser) efter størrelsen og arten af deres pengeindkomster. Den lille købmand og besidderne af en supermarkedskæde modtager alle mellemhandlerprofitter, er altså alle kapitalister. Vinduespudseren og koncerndirektøren modtager begge løn, er altså begge lønmodtagere. Lønmodtagere kan ansættes af kapitaler, af det offentlige eller af private i feks husholdninger. Nogle kan have både kapital- og lønindkomster, feks en lønmodtager, der ejer aktier. Ejer man sin bolig i dagens Danmark, da har man uund-gåeligt fået kapitalinteresser, altså interesser, der kun opstår gennem besiddelse af kapital.

Vi får da indkomstklasserne profitmodtagere, lønmodtagere (kapitale, offentlige, private), overførselsmodtagere, kriminelle profit- og lønmodtagere og indkomstløse. Disse klasser kan differentieres yderligere kategorielt. De må nødvendigvis differentieres efter indkomststørrelse.

Dernæst må indkomstklasserne sammentænkes med ejendomsklasserne.

Det man gør for at tjene penge er arbejde, uanset om indkomsten er profit eller løn, legal eller kriminel. Man kan altså tale om de arbejdende klasser og de arbejdsfri klasser. Den kendte amerikanske sociolog Thorstein Veblen udgav 1899 således et værk “The Theory of the Leisure Class”, som 1979 blev udgivet på Rhodos med titlen “Den arbejdsfrie klasse”. Anvendelsen af ordet arbejdsfri i denne betydning må formodes at stamme fra De arbejdsskys manifest 1977. Den arbejdsfrihed Veblen skriver om er dog en frihed, man helst skal have arvet sig til.

Til udøvelsen af visse former for arbejde kræves offentlig didaktisk autorisation. En autoriseret elektriker eller kirurg er begge eksamineret offentligt. En sådan autorisation er ikke et privilegium. I denne forstand kunne man meget vel tale om eksistensen af uddannelsesklasser.

Med alderen svækkes al arbejdskraft. En af de første legale indkomster har derfor været aldersrente. De aldersarbejdsfri. Arbeit macht frei. På et kammer på alderdomshjemmet. Rentierklasser eller postsalariale klasser. En fabriksarbejder på folkepension har ikke længere personlige salariale interesser. Arbejdsfri børn og gamle hører selvfølgeligt ikke med til arbejderklassen.

Men selv om vi sammentænkte alle de ovenstående klassebestemmelser i et stort sammenhængende system, så ville vi endnu ikke have begrebet de konkretere grupper, såsom skovarbejdere, skolelærere, sporvognsskinneskidtskrabere, journalister, skoleelever, husmødre, aktionærer, børsmæglere, parlamentsmedlemmer, præster, luddere, trækkerdrenge.

Alle mennesker har forbrugerinteresser, der er uafhængige af deres (indkomst- eller ejendoms)klasseinteresser. Feks interessen i velsmagende sunde gulerødder.

Mennesker har også helt andre interesser.

Men forbrugerinteresser er for det meste indkapslet i køberinteresser, da langt den overvejende del af et moderne forbrug er købt på markedet til en salgspris. Hovedparten af forbrugerinteresser viser sig altså som køberinteresser, men køberinteresser rummer væsentligt anderledes interesser end forbrugerinteresser. Man køber også for at tilegne sig besiddelig rigdom. Besiddelsesinteressen er ikke forbrug, tværtimod, da det forbrugte jo ikke længere kan besiddes. Man besidder for at bevare og/eller øge sin rigdom. Det kan kun konstateres, om den besiddede rigdom bevares eller øges, hvis denne rigdom fremtræder i en monetær prisform. Ejer man en Rembrandt, vil eksperter vurdere dens forsikringssums størrelse.

Forbrugerinteresser er altså ikke klasseneutrale.

Produktion, og dermed arbejde, frembringer konsumtionsmidler og produktionsmidler. For at frembringe et konsum må der også produceres midler, der kun indgår i produktionen for at forlade den som affald, feks en kasseret eller nedslidt maskine. Arbejdet frembringer altså både produktions- og konsumtionsmidler. Produktionsmidlerne er altså, hvad arbejderne anvender for at frembringe konsumet og nye produktionsmidler. Man kunne også kalde produktionsmidlerne for arbejdspladserne. Der er altså arbejdspladser, og dermed arbejde, der fortrinsvis eller alene producerer produktionsmidler (eller arbejdspladser), og der er arbejdspladser, der producerer konsumtionsmidler.

Der findes altså arbejdspladsproducerende arbejdspladser. Der igen kan producere andre arbejdspladser. Og så fremdeles, men før eller senere må arbejdspladserne producere konsumtionsmidler. Eller arbejde, der producerer arbejdspladser, hvor andet arbejde producerer flere arbejdspladser, …der producerer konsumtionsmidler.

Arbejdspladsproducerende arbejdspladser leverer den materielle eksistensform for den fortsat besiddelige rigdom.

Villaejeren og aktionæren har begge besidderinteresser, at bevare og øge den besiddede rigdom målt i monetært udtrykt købekraft. Men forskellighederne i disse interesser er mangeartede. Interessen i en valutakursændring feks.

Men besidderne må besidde noget, der i det mindste indirekte indgår i frembringelsen af forbrugsmuligheder.

Den rigdom, der forbruges, forsvinder som salgbar rigdom. Tilbage er kun minderne eller sporene, såsom affaldet. Det besiddelige er det ikke forbrugte. Men det besiddelige er kun rigdom, fordi det indgår i forbrugsfrembringelsen. Rigdom må altså kunne forbruges! Uden at blive forbrugt! En arbejdsplads, der slides op under frembringelsen af andre arbejdspladser, der igen osv, lyder som løsningen på besiddelsens krav. Arbejde er altså nødvendigt for at opretholde besiddelse af potentiel købekraft som besiddelse af potentiel købekraft.

Arten af og den monetære vurdering af besiddelsens størrelse tilfører altså besidderne en mangfoldighed af følgeinteresser.

Et forbrug tilegnes altså oftest gennem køb, uanset om købekraften er tjent eller tildelt. Ellers må forbrug tilegnes ved gave, tiggeri eller kriminalitet. Forbrugerne tilegner sig for det meste forbruget finansieret af deres indkomster.

Legale indkomster kan beskattes. Kriminelle indkomster kan ikke beskattes (?).

Såfremt skatter kun kan ydes ved betaling i penge, kan kun pengeformue eller pengeindkomster beskattes. Pengeindkomster kan beskattes direkte eller indirekte, altså når indkomsten tjenes, eller når den køber. Beskatningens fordeling på direkte eller indirekte beskatning har interesse for indkomsthavernes forskelle i forhold til investering.

Forskelle i formueforhold og indkomstforhold vil altså medføre forskellige interesser i forhold til det fiskale system. Man kunne altså også tale om fiskale klasser. Da modtagere af overførsel også betaler skat, direkte eller indirekte, vil den faktiske nettooverførsel altså være skatten mindre.

Størrelsen af en dansk normal kontanthjælp kan måske lyde imponerende ude i den store verden. Men heraf skal betales indkomstskat. Købes varer eller tjenesteydelser legalt, betales 25% moms. Hvis klienten drikker alkohol og ryger tobak, vil størstedelen af udgifterne hertil være skat. Og jo billigere sprutten er, jo større andel udgør skatten. For hver centiliter alkohol i døgnkioskens billigste æblefusel betales lige så meget i afgift som for en centiliter i den fineste armagnac eller framboise.

Indeværende kritik af klasse(kamps)ideologien fremfører altså ikke nogen påstand om at konflikter omkring klasseinteresser ikke skulle forefindes i samfundet. Overhovedet ikke. Og tværtimod. Konflikterne kan rumme to eller flere parter. Man kan tage part for den ene, måske begge eller flere, måske ingen. En påstand om at en sådan kompleksitet af konflikter, eller klassekampe om man vil, skulle kunne ophæves i en hovedkonflikt mellem to klasser (kapitalistklassen og arbejderklassen, borgerskabet og proletariatet), hvor det skulle kunne afgøres (videnskabeligt), at man bør tilslutte sig den ene part, eller lignende gængse påstande, kan kun betragtes som demagogi og vrøvl.

Hvis vi altså opfatter klasser som grupper af individer, eller borgere, med sammenfaldende monetært udtrykkelige interesser, da må klassebilledet nødvendigvis blive mangfoldigt. Hvad det da også er i hvad som helst, man måtte vælge at kalde virkeligheden.

I den utopiske populisme har man opstillet fjerne fremtids mål som det klasseløse samfund. Nået hertil i talen går demagogers stemme ofte i patetisk overgang.

Et klasseløst samfund måtte vel betyde et samfund, hvor der ikke findes klasseforskelle. Hvis man med klasseforskelle mener forskelle i ejendom og indkomst, hvorledes ser da et klasseløst samfund ud? Hvorledes skulle man kunne have et klasseløst samfund som politisk mål, uden at vide hvad mindstekravene til et sådant samfund måtte være?

Hvorledes da ophæve forskelle i ejendomsforhold og indkomstforhold?

Det hævdes ofte, at forskellene for tiden øges i samfundet, globalt som lokalt. Hermed menes umiddelbart forskelle i monetære indkomstniveauer. I alle historisk kendte samfund har der været indkomstforskelle. Hvorledes er et samfunds indkomstforskelle større end et andet samfunds forskelle? Antag et samfund med hundrede indbyggere (100i) med en samlet pengeindkomst på 1000p. Gennemsnitsindkomsten er således 10p per i. Såfremt alle i har en indkomst på 10p, vil der ingen indkomstforskelle være. Alle andre situationer vil altså rumme større forskelle end ingen forskelle. Men i hvilket samfund er indkomstforskellene størst, i et samfund hvor 99i hver har indkomsten 9p, i alt 891p, og 1i har indkomsten 109p , tilsammen 1000p, eller et samfund, hvor 500i har indkomsten 5p, (250p), 400i har 10p (250 + 400 = 650p) og 100i har 35p ? I hvilket samfund er ligheden eller uligheden mon størst? Man kan selvfølgeligt sagtens vedtage en matematisk definition, der kan afgøre, om indkomstforskellene er stigende i Danmark, eller hvor de er størst, i Danmark eller i Indien. Problemet er blot, at 99,9% af den danske befolkning ikke kender denne definition.

Den umiddelbare politiske økonomiske opgave er ikke at skabe større lighed, men at fjerne fattigdommen.

Hvad forskellige mennesker måtte besidde, vil selvfølgeligt rumme vidt forskellige brugsværdier. At mennesker skulle besidde det samme, altså at ingen måtte besidde noget, som ikke alle besidder, ville da også, ud over at være en umulighed, være et vanvittigt krav. Min bogsamling ville mange mennesker ikke ønske at eje. Min vens fiskegrej vil jeg ikke have stående, men jeg vil godt spise de fisk, han fanger.

Man kunne da sætte som mål at fjerne værdiforskelle mellem de forskelliges besiddelser. Dette forudsætter så en værdimåler, som i den kapitalistiske økonomi i stadigt mere omfattende grad er blevet penge i form af priser. Man kunne da hævde, at formueforskelle i vurderingspriser skulle elimineres. Men nogle vælger at tilegne sig varigere goder end andre, hvilket ville betyde, at de førstes formue ville vise hurtigere vækst end de sidstes, selv om deres indkomster måtte være de samme. Dette er i kortfattet logisk form den gængse indvending mod socialisme, forstået som ophævelse af økonomisk ulighed.

Man kan som i Matadorspillet starte med at udstyre alle med samme pengesum før spillet begynder. Hvordan skulle spillets regler mon skrues sammen, hvis alle deltagere fortsat skulle besidde samme pengemængde? Hvad betyder da kravet om lighed i en pengeøkonomi?

Det kan ikke være så svært at finde argumenter for, at der bør findes en nedre grænse for menneskers pengeindkomst og formue. I dagens Danmark kan fogeden kun pante, hvad der ikke hører til et tarveligt bohave, eller lignende formulering. Men, hvad er argumenterne for en øvre grænse? Mennesker, der kontrollerer store formuer, især i likvide penge, har stor magt. Men det har 31 mennesker i Aarhus Byråd også. For at bestemme over pengesummers købekraft behøver man ikke at besidde disse, man kan være ansat eller valgt til det. Man kan godt semantisk formulere et krav om, at alle mennesker skulle eller burde have ret til at bestemme over lige store mængder købekraft, eller have lige ret til at bestemme over købekraften. Men kravet er absurd. Ingen aner, hvilke lovregler der skulle indføres for at søge kravet gennemført, og slet ikke hvad disse regler måtte få at uønskede følgevirkninger.

Men man kunne anvende en anden målestok for formuestørrelser. En dansker ejer et parcelhus, som er vurderet til 1.000.000 kroner. Men for at købe huset har han pådraget sig en gæld med pant i huset. Husets pris udgør omkring 5 årslønninger, men da løn beskattes og også skal finansiere andet end huskøb, da skal der omkring et helt livs årslønninger til at betale huset! Hvor mange arbejdstimer udgør et helt arbejdsliv? 40 år af 2.000 timer er 80.000 timer. Hvor lang tid tager det at bygge et parcelhus og fremstille de brugte materialer? Herom kan man kun gætte mere eller mindre kvalificeret. Hvor megen arbejdstid rummer et kilo salt, 500 ark papir, en bil, en jetjager? Denne måde at måle rigdom eller formue på er slet ikke anvendt i den eksisterende økonomi, som ellers bruger stadigt mere arbejdstid på kalkulationer, selv om computeriseringen har øget og stadigt øger kalkulationshastigheden og -kapaciteten eksponentielt.

Hvis en person altså ejer noget, hvis frembringelse har kostet mere end 80.000 arbejdstimer, da kan man altså være sikker på, at vedkommende ejer resultatet af en arbejdstid, der er længere end den, vedkommende selv har kunnet levere. Da den samlede forløbne arbejdstid er en given størrelse, kan man altså slutte, at jo flere, der findes af sådanne besiddere og jo mere de ejer, og jo mere de har forbrugt, desto flere må der findes, der har forbrugt eller ejer resultater af kortere arbejdstid, end den, de selv har leveret.

Arbejdet giver altså nogle andre større rigdom og større magt, end deres eget arbejde frembringer. Et krav om ret til arbejde bliver altså til et krav om retten til at øge andres rigdom og magt. En rigdom, der kun er rigdom som besiddelighed, altså ubrugelighed som andet end besiddelighed. Og en magt, der kun er magt som evnen til at øge ubrugelig besiddelighed, der kun kan bruges til at øge den magt, der kan øge den ubrugelige besiddelighed.

Det er forståeligt, hvorfor denne yderst banale, men betydningsrige, måde at betragte fordelingen af formue og forbrug, ikke er særlig almindelig. Betragtningen er grundlæggende for den kritik af den politiske økonomi, som Marx påbegyndte.

En arbejder arbejder x timer og får herved en pengeindkomst, profit eller løn, for hvilken der kan købes resultatet af y timers arbejde.

I tilfældet x = 0 og y > 0 vil der være tale om arbejdsfri indkomst, enten profit eller overførsel.

Hvis y > x er vedkommende udbytter, hvis x > y er vedkommende udbyttet.

Herved ville man strengt taget gøre en bistandsklient til udbytter. Hvad den postmoderne arbejdsideologi da også er godt i gang med, samtidigt med at den fuldstændigt negligerer den udbytning, der virkeligt lægger beslag på andres arbejdstid. Dette er jo en gave, arbejdsgiverens gave til den arbejdende ved at ansætte denne på en arbejdsplads. Men arbejdspladsen er arbejdsgiverens ikke arbejderens!

Lad os sætte et arbejdsår til 2000 timer. For årslønnen efter skat kan købes varer og tjenester som har kostet en bestemt mængde arbejdstid. Ingen ved hvor meget. Skatterne finansierer offentlig køb af arbejdstid som på en eller anden måde kan siges at blive forbrugt af borgerne. Borgerne forbruger altså mere arbejdstid, end den de direkte selv køber i form af arbejdsprodukter. Hvordan forholdet da er mellem den almindelige lønarbejders leverede og forbrugte arbejdstid, kan man kun gisne om. 2.000/1.000 eller 2.000/500 ? 2.000/200 er formodentligt for højt sat. Med den tiltagende produktivkraft og voksende produktivitet kan et voksende og mere forskelligartet forbrug produceres på stadigt kortere arbejdstid.

Den samlede produktion udgøres af en given mængde produkter, som har kostet en given arbejdstid at frembringe, og som bliver solgt til en given samlet prissum. Heraf modtager producenterne selvfølgeligt kun en del. Anderledes kan det ikke være. Andre end producenter skal også forbruge, og der skal også produceres produktionsmidler.

Andres arbejdstid leverer ydelser, hvis fordeling er logisk mere kompliceret at opgøre. Hvem forbruger således en offentligt ansat skolelærers arbejdstid? Eleverne? Forældrene? Samfundet? Hvem forbruger den ikke?

Arbejdstiden bruges altså til at frembringe arbejdspladserne, at frembringe husholdningernes forbrug og til at frembringe de offentlige ydelser, som forbruges af arbejdspladser, husholdningerne og det offentlige selv. Hvorledes arbejdstiden fordeler sig procentuelt på disse kategorier burde være ligegyldigt. Det betydningsfulde måtte være de livsbetingelser, arbejdstiden frembringer. Men det monetære kommercielle og fiskale system sætter systematiske betingelser af særlig karakter. På markedet skal salg af andet end arbejdskraft normalt være profitabelt, ellers hører det op. Hvis staten afholder sine udgifter ved pengeudstedelse, vil dette tendere mod ophævelse af pengenes købekraft og dermed af pengesystemet selv. Staten må altså i en monetariseret økonomi have et beskatningsgrundlag i indkomster, den ikke selv har finansieret. Det offentlige beskatter offentlige lønninger, men disse må nødvendigvis være større end skatterne heraf. Staten må altså kunne beskatte kapitalernes profitter og lønninger. Kapitalernes profitter og lønninger må altså til sammen være større end statens skatteindkomst.

Der er altså forskel på, om en økonomi skal frembringe livsbetingelser eller besiddelsesbetingelser.

Der er altså forskel på, om arbejde frembringer livsbetingelser eller besiddelsesbetingelser.

Den foretagne klasseanalyse har således fremdraget økonomiens væsentligste problem. Dette består ikke i en urimelig rigdomsfordeling grundet ejendomsforhold. Men i problemet, hvad anvendes arbejdet til? Bliver arbejdet anvendt til frembringelse af besiddelsesbetingelser eller konsumtions- eller livsbetingelser? Eller i hvilke former for rigdom arbejdet overhovedet frembringer.

Man har kaldt efterkrigens højtindustrialiserede økonomier for forbrugersamfund, kendetegnet ved befolkningens forbrugerisme. Besynderligt nok rummer udtrykkene ikke nogen ros, men tværtimod en bebrejdelse. På en og samme tid kritiseres samfundet for at være forbrugeristisk og for ikke at skaffe arbejde til alle! Hvad skulle arbejdets mening da være om ikke at begunstige menneskenes forbrugsmuligheder? Menneskenes manglende forståelse af egen samfundsøkonomi kan næppe udtrykkes mere flagrant.

Milliarder fattige har et fatalt underforbrug. Derfor kan menneskeheden endnu ikke begynde sin menneskelighed. Enten er man fuldt optaget med at klare til dagen og vejen. Eller også er man bange for at miste, hvad man har. Det forbrug, der frembringes, er alt for ringe i forhold til, hvad menneskenes og naturens produktivkraft formår. Den kapitalistiske økonomi anstrenger sig ikke for at frembringe konsumtiv rigdom, men for at frembringe besiddelig eller possesiv rigdom, og hertil anvendes en stigende del af arbejdstiden. Da den possesive rigdom fortrinsvis må være kapital, eller arbejdspladser, da udsættes denne rigsdom for kompetitiv destruktion. Værdien af den konsumerede rigdom forsvinder i og med konsumtionen, men da har konsumtionen realiseret rigdommen som livsbetingelser. Den possesive rigdom kan miste sin værdi, og possessiv rigdom er ikke andet end værdi, gennem udkonkurrering. Og overgå i tilstanden skrot, affald. Man har bildt sig selv og menneskeheden ind at denne kompetitivitet skulle være en fordel, hvor den er et gigantisk spild af ressourcer og ikke mindst arbejdstid, altså spildt menneskelig levetid.

Hidindtil har den kapitalistiske økonomi ikke været en konsumtiv økonomi, men en akkumulativ økonomi. Spørgsmålet er da, hvad kan man bruge det akkumulerede til?

Det kendetegner overhovedet den endnu gængse salariserede bevidsthed, at denne bekymrer sig langt mere om arbejdsforhold, arbejdstid og lønstørrelse, end den bekymrer sig om, hvad arbejdet egentligt bruges til.

Løst anslået arbejdes der cirka 10.000 milliarder timer om året. Da 6 milliarder mennesker lever mere end 50.000 milli-arder timer om året, kan arbejdstiden altså øges umådeligt endnu. Det må være selvklart, at det er vigtigere for menneskehedens fremtid, at disse 10.000 milliarder arbejdstimer anvendes bedre, end at arbejdstiden øges med endnu nogle milliarder timer

Økologi.

Termen økologi er endnu en neologisme dannet af den tyske biolog Haeckel i 1858. Ordets første led kommer af det græske oikos, husholdning eller hjemsted. Ordet betegner altså videnskaben om dyrs og planters hjemsteder. Eller arternes samliv i det ikke-levende. Ordet udbredtes som en teknisk term efter 1900, men blev efter 1970 en socialpolitisk term. Og i 1980erne indgik termen i den politiske korrekthed, hvilket kun kan betegnes som et fremskridt i menneskenes forståelse af egen situation. Alt skal være økologisk.

Alt er økologisk. Hvad som helst påvirker det levendes livsbetingelser. Spørgsmålet er, om dette eller hint er god eller dårlig økologi. God økologi begunstiger livsbetingelser. Men meget levende kan kun leve ved at æde andet levende. For menneskene må god økologi da være god humanøkologi. Menneskene må altså frembringe biologisk gunstige livsbetingelser for hinanden. Men menneskenes frembringelse af livsbetingelser for mennesker er uundgåeligt økonomi. Problemet er her, at det omvendte ikke er simpelt gældende. Menneskelige økonomiske gøremål kan ikke påstås simpelt være af frembringe livsbetingelser for hinanden. Den menneskelige økonomi frembringer også betingelser for hinandens destruktion. Noget sådant kan betegnes som et eksistensvilkår for menneskene, men ikke som livsbetingelse. Den menneskelige økonomi frembringer også besiddelsesbetingelser, som heller ikke umiddelbart kan betegnes som livsbetingelser.

Ingen vil længere betvivle, at den menneskelige økonomi, og dermed det menneskelige arbejde, truer den menneskelige økologi. Og samtidigt millioner af andre arters økologi. Den menneskelige økonomi er altså gerådet i modstrid med den menneskelige økologi. De seneste årtiers økologisk mere bevidste historieskrivning viser, at noget sådant er en gammel affære. Adskillige tidligere højkulturer synes at være gået til grunde af økologiske årsager, altså forårsaget af økologisk misrøgt. Ingen vil næppe heller alvorligt antaste, at denne økonomiske misrøgt af økologien er tiltagende. Protesterne herimod er stærkt tiltagende. Nogle steder mere end andre steder. Noget gøres der for at rette op på miseren. Ingen vil påstå, at der gøres nok. Ingen vil påstå, at der ikke kan gøres mere eller bedre. I det danske folketing har alle partier økologiske forbedringer på deres program. Alt sammen såre vel.

Den politiske økologiske, eller økologisk politiske, bevidsthed dukkede op omkring 1970, hvor termen økologi overgik fra det videnskabelige specialsprog til det politiske dagligsprog. Men den tiltagende økologiske bevidsthed blev knyttet til en særlig politisk-økonomisk ideologi, som jeg vil betegne som nulvækstideologien.

Denne nulvækstideologi påstår, at det er den eksisterende økonomis trang eller tvang til vækst, der skulle udgøre det særligt økologisk destruktive moment ved økonomien. Og at økonomiens væksttrang skulle hidrøre fra væksten i forbruget. Dette miskmask af vrøvl er let at fremsige, så det lyder som en argumentation. Vrøvl, der med lethed kan sættes på argumentatorisk form, lyder overbevisende for ellers argumentløse.

En økonomis eller et bruttonationalprodukts (BNP) størrelse, vækst, konstans eller fald kan kun udtrykkes i en fiktiv pengesum i en eller anden national valuta. Denne monetære størrelse rummer ingen som helst fysiske bestemmelser. Økologi er et fysisk og biologisk fænomen. Kender man størrelsen på en nations BNP, da rummer dette ingen som helst økologisk information. Økologien i en nation med faldende eller konstant BNP er ikke nødvendigvis gunstigere end i en nation med voksende BNP.

Kapital er pengetjenende penge. Kapital er pengemålt værdi, hvis mål i penge skal vokse. Kravet om nulvækst må da logisk indebære krav om kapitalers ophævelse. Kapital kan kun ophæves, såfremt penge ophæves. Ophæves penge, da ophæves det medium, hvori nulvækst kan registreres. Hvis penge ikke findes, hvorledes skulle man da kunne registrere nulvækst. Rumfang eller vægt?

Hvis kapitaler stadigt skal være pengetjenende penge, hvorledes skulle man da frembringe en nulvækst? Skulle andre tabe lige så mange penge, som kapitalerne tjener. Skulle lønmodtagerne forlange tilsvarende mindre i løn? Skulle staten indskrænke tilsvarende?

Man må formode, at en økologisk forbedring af en produktionsproces må indebære forøgede omkostninger. Kapitaler med lav profit eller underskud kan vanskeligere forøge deres produktionsomkostninger end kapitaler med højere profit. Økonomisk vækst begunstiger altså økologisk forbedring! Hvis økologiske forbedringer forudsætter øgede omkostninger, da vil dette øge pågældende produktions værdi. Forbedret økologi vil altså medføre økonomisk vækst!

Hvordan kan en så forvrøvlet argumentation overhovedet komme til at optræde som spidsborgerlig veldædig politisk korrekthed? Det er utænkeligt, at nulvækstideologien skulle være konciperet som en politisk rettesnor for nogens beslutninger. Hvorledes skulle en beslutning om nulvækst overhovedet kunne tages? Noget sådant måtte indebære en mere despotisk planøkonomi, end nogen statskapitalisme nogensinde har drømt om. Hvilke lovforslag skulle en regering stille for at fremkalde nulvækst? Hvorledes skulle man yderligere kunne garantere, at en gennemførelse af nulvækst skulle begunstige økologien?

Hvis man gennem politiske beslutninger ønsker at begunstige økologien, da må man foreslå beslutninger, der vedrører økologien. Et krav om nulvækst er ikke et økologisk krav, men et økonomisk. Som økonomisk krav er det absurd.

Er nulvækstideologien andet end velbjergedes ønske om, at fattigere skal forblive fattigere? Eller, at den rigdom, det moderne arbejde frembringer, psykologisk kun kan fremtræde som rigdom, såfremt man er rigere?

Samfund.

Et fremgår klart af det foregående, intet menneske kan klare sig selv. Selvforsyning, selvberoenhed eller autarki er kun en mulighed for helheden. Altså for alle mennesker på en gang. Markedets monetariserede globalisering har medført en kausal sammenkædning af alle menneskelige gøremål. I fortid, nutid og fremtid.

Arbejde kan ikke frembringe et sådant selvberoende samfund frembragt af alle. Så må arbejdet vel afskaffes! Hvis arbejde er, hvad vi gør for at tjene vores penge, så må pengene afskaffes, før vi kan afskaffe arbejdet.

Jeg er formodentligt den nulevende person, der ved mest om pengenes afskaffelse. En enkelt tekst herom er offentliggjort i Bergen i 1983. Om nogen måtte have kendskab til nogen bedrevidende, da må man meddele mig herom.

Det er foreløbigt ikke muligt at opstille pengesystemets ophævelse som et politisk program. Altså som et program, der skulle kunne udtrykkes i juridisk gyldige regler. Sålænge penge ikke kan ophæves, kan arbejdet ejheller ophæves, da arbejde som bekendt er, hvad der gøres for at tjene penge.

Det nuværende samfund, det hvori jeg lever, savner vitterligt selvberoenhed, en selvberoenhed, hvor helheden kan tage sig af de enkeltdele enhver helhed består af. Og hvor ethvert delelement kan indgå i den helhed, der er forudsætningen for at være del af.

Indenfor overskuelig rækkevidde kan en sådan samfundsmæssighed ikke frembringes uden arbejde. Den kan slet ikke frembringes af kun arbejde. Betingelserne kan måske frembringes af både arbejde og anden aktivitet.

Det kræver altså arbejde at afskaffe arbejdet. I denne sammenhæng må arbejdets mest ærværdige opgave da være at oprette de skader, som fortidens arbejde har efterladt.

Det er ikke arbejdets opgave at opbygge samfundet, eller samfundet er ikke bygget på arbejdet. Kun samfundet kan både frembringe som ophæve arbejdet. Det er kun samfundet, der kan give arbejdet anden mening, end at tjene penge.

Samfundet er arbejdets grundlag.

Først når samfundet ophæver arbejdets grundlag, har man fundet sammen.

At manges samvirken kan give forbløffende resultater, har arbejdet givet ganske overbevisende og uomgængelige beviser på. Men arbejdet er ganske ude af stand til at styre sig selv. Arbejdet må altså styres af andet end arbejde.

Pengeanvendelse kan styre arbejdet, men hvis pengeanvendelse ikke har andre formål end enten at tjene flere penge eller at få flere i arbejde, da kan pengeanvendelse heller ikke styre arbejdet. Noget andet må altså styre både pengeanvendelse som arbejde.

For 170 år siden begyndte man at kalde forhåbningerne om et sådant anderledes samfund for socialisme. Ti år senere for kommunisme. I slutningen af forrige århundrede begyndte de tyske socialdemokrater at fremstille Marx som den teoretiske grundlægger af socialismen, som man yderligere begyndte at betegne som videnskabelig. Dette blev efter 1917 overtaget af de sovjetiske partiideologer, som hævdede, at man i Sovjetunionen skulle være i færd med at realisere den videnskabelige socialisme.

I Illustreret Dansk Konversationsleksikon, bind 12, 1935, under opslagsordet “Kapital, Das”, kan man således læse: “Karl Marx´ berømte Bog, hvori han begrunder socialismen”. Lignende påstande kan man finde i titusinder af andre værker. Den forfærdende kendsgerning er blot, at dette er helt forkert. I første bind af Kapitalen benytter Marx ordet socialisme to gang i fodnoter, fordi han citerer en anden forfatter (Proudhon). Han har aldrig frembragt nogen teori om noget, han har kaldt eller som kunne kaldes socialisme. I et brev til det tyske socialdemokratis kongres i Gotha i 1875, senere benævnt som “Kritikken af Gothaprogrammet”, har han skitseret på mindre end 10 sider, hvorledes han forestillede sig en økonomis distributionsforhold efter pengenes ophævelse. Han foretrækker at benævne en sådan økonomi for kommunisme. Men rent semantisk er brugen af termerne socialisme eller kommunisme forskelsløs. Kun et er sikkert, Marx forestillede sig, at kapitalismens ophævelse måtte gå over pengesystemets ophævelse. Men herom kendes ingen tekst, der kan benævnes en teori om, hvorledes en sådan demonetariseret økonomi måtte se ud.

I den sovjetiske økonomi eksproprierer staten i 1920erne og 30erne næsten al kapital. Dette kalder man så socialisme, og hævder her at være i overensstemmelse med videnskabelige teorier udformet af Marx. Løgnen i denne påstand er formidabel. Man kan ikke henvise til en eneste tekst af Marx, der kan begrunde påstanden!

Hvis staten i en national økonomi eksproprierer al kapital, da må et sådant system retteligt kaldes statskapitalisme. I mellemkrigsperioden omtalte socialdemokrater og “venstremarxister” da også det sovjetiske økonomiske system som statskapitalisme. Men under koldkrigen blev denne position for det meste opgivet, socialdemokraterne overlod Marx til Moskva.

Både tilhængere og modstandere godtog således, at statens ekspropriation af privatejendom til kapital, var identiske med en oprettelse af socialisme og dermed en ophævelse af kapitalisme. Men dermed forvrængedes al begribelse af hvad kapital og dermed kapitalisme måtte være. Hermed forringedes al mulighed for at forvalte kapitalismen, uanset hvad forvaltningens hensigt måtte være.

Kapital er pengetjenende penge. Penge udstedes af staten, hvis primære opgave da er at opretholde et pengesystem med stabil købekraft. Statens pengeudgifter til opretholdelsen af et stabilt pengesystem er minimale. Men staten har andre udgifter. Finansieres disse gennem statens pengeudstedelse, vil pengene infladeres og i sidste instans ophæves, som det skete i den tyske inflation i 1923. Staten må altså finansiere sine udgifter gennem beskatning af kapitalsektorens pengeindkomster, profit og løn. Konsumenterne eller husholdningerne modtager pengeindkomster fra kapitalerne eller staten, finansieret af beskatningen, og kan herigennem finansiere det private forbrug. Dette trisektorale økonomiske system (kapital, stat, husholdninger) rummer mange absurditeter, men det er systemlogisk konsistent. Det er med andre ord funktionsdueligt. Det kan reformeres. Det reformeres konstant. Hvad det kan reformeres til, vides ikke. Dette afhænger af menneskenes indsigt, hensigt og kunnen.

Hvis en stat da eksproprierer al kapital indenfor nationens grænser, altså opretter en statskapitalisme, hvad sker der da med systemets funktionsduelighed?

Den statslige ekspropriation af ejendomsretten til kapital medfører ikke en etablering af en fælles ejendomsret til kapital for alle statsborgere, som den populistiske økonomiske naivitet forestiller sig det. Og endnu har man ikke kunnet gøre sig andre forestillinger om borgernes fælles ejendomsret til kapital. I de sovjetiske grundlove har man indskrevet, at ejendomsretten til alle produktionsmidler tilhører hele det sovjetiske folk. Ejendomsret medfører dispositonsret over det ejede, først og fremmest brugsret og salgsret. Og for pengenes vedkommende købsret. Sovjetborgerne havde ingen brugsret eller salgsret overfor produktionsmidlerne. For at anvende produktionsmidlerne måtte man lade sig ansætte som lønarbejdere. Produktionsmidler kunne normalt slet ikke købes af borgere. Borgerne kunne kun købe forbrugsgoder.

Kapitaler, der er pengetjenende penge, må selvklart ikke kunne udstede penge. Men eksproprierer staten al kapital, da bliver pengeudstederen totalkapital, hvorved totalkapitalen bliver pengeudsteder. Hermed mister kapitalen interesse i at tjene penge, undtagen udenlandske, og staten mister interesse i at beskatte. Kun forbrugerne har stadigt interesse i at tjene penge, men kapitalerne har ingen interesse i at sælge for at modtage de penge, som totalkapitalen som stat kan trykke lige så mange af, den ønsker.

Under statskapitalisme vil lønarbejdere stå overfor en monopolarbejds”giver”. En oppositionel kan da ikke blive ansat nogle steder, og vil kun kunne overleve som flygtning, kriminel eller som slave i arbejdslejre. Man har endda kaldt sådanne samfund for arbejderstater!

Resultatet blev fremkomsten af historiens største mafiosiske økonomi, hvilende på naturalietuskhandel, korrupte tjenesteydelser og udenlandsk valuta.

Efter ophævelsen af den statslige ekspropriation står man så med en økonomi, hvor staten er ude af stand til at beskatte, og dermed ude af stand til at opretholde en stabil købekraft. Dermed er både den mafiosiske som den legale kapital ude af stand til at eksistere i den nationale valuta. Uden stabil valuta kan ingen stat udvikle sig til en retsstat.

Statskapitalismen indebærer altså ikke nogen løsning på den kapitalistiske misere. Hvis man da hævder, at statskapitalisme ikke er socialisme, bliver spørgsmålet da blot, hvad socialisme da måtte være? Ingen kan besvare dette spørgsmål.

En monetariseret økonomi vil uvægerligt frembringe kapital. Ellers skulle man forhindre penge i at blive anvendt til at tjene penge med. Hvordan skulle man kunne det? Ophævelse af kapital må således nødvendigvis indebære ophævelse af pengesystemet. Om noget sådant er muligt er hverken teoretisk bevist eller modbevist. Men dette betyder under alle omstændigheder, at kapitalismens ophævelse, eller om man vil, socialismens eller kommunismens indførelse ikke kan optræde som nogen politisk eller økonomisk målsætning. Hvad man ikke ved, hvad er, kan man ikke have som målsætning. Uanset hvor mange der så forsøger hvor meget på det.

Da arbejde er, hvad man gør for at tjene penge, kan vi altså ikke foreløbigt gøre os fornuftige forestillinger om at ophæve arbejdet. Fornuftige forestillinger må først og fremmest dreje sig om, hvad arbejdstiden bør bruges til, og hvad arbejdskvalifikationerne da bør være. Og hvorledes arbejdet mindskes i tid. Skulle nogle alligevel ønske at arbejde længere tid, kan endnu flere helt lade være med at arbejde.

En forbedring af menneskehedens situation må altså indebære eller forudsætte en forbedring af den kapitalistiske produktionsmådes forvaltning. Udviklingen af velfærdssamfundene betyder altså en udvikling af kapitalismen, eller af hvad man da måtte kalde velfærdskapitalismen. Da velfærdskapitalistiske nationale økonomier trues af økonomier, der ikke er velfærdskapitalistiske, må disse slutte sig sammen for at frembringe en velfærdskapitalistisk udvikling overalt på kloden. Velfærdskapitalisme er nødvendigvis velfærdskapitalistisk imperialisme.

Affæren i Seattle i de første dage af december 1999 omkring WTOs møde, hvor Clinton insisterede på at ulande skulle give arbejdere ret til at danne fagforeninger, er et klart skridt i en sådan velfærdsimperialistisk udvikling.

Læseren kan næppe være i tvivl om, at denne tekst kunne fortsættes i det uendelige. Den stopper derfor her.

 

 

 

 

 

Foredrag til “Konference om: Indkomst til alle - Men hvordan?”. Afholdt den 28-29 august 1999 på

Hjembæk Skolen, Jyderup. - Afholdt af Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA).

 

Gustav Bunzel

 

Velfærdsøkonomiens logik og den stadigt forkvaklede, sociologisk som økologisk destruktive arbejdsmoralisme.

Arbejdsfrihedens afkriminalisering.

 

1). Velfærdens mulighed,

 

Når politikere og journalister vil fremtræde dybsindigt, kan de finde på at sige noget lignende som: “Politik er det muliges kunst”. Citatet skulle stamme fra Bismarck, fra hans tidlige periode som preussisk kansler.

 

Problemet er så blot, at begrebet “det mulige” ved nærmere eftertanke viser sig at være ret så indviklet. Blot fordi noget er muligt, er det langt fra givet, at det er muligt at gøre det. Det er måske teknisk muligt at bygge en bro over Skagerak til Norge, men det er næppe politisk og dermed ikke praktisk eller især økonomisk muligt. Man kunne sige, at mulighedsbetingelserne findes, men disse er ikke muliggjorte. Jeg kan da heller ikke finde nogen god grund til at begynde herpå.

 

Er en global velfærdsøkonomi mulig? Altså en økonomi, der leverer rimelige livsbetingelser for alle mennesker. Hvad rimelige livsbetingelser for alle måtte betyde, vil vi vende tilbage til, her vil vi starte med at undersøge betingelserne for deres almene mulighed.

 

Menneskenes livsbetingelser består ikke blot i noget, som den såkaldte økonomi frembringer. Menneskene frembringer også livsbetingelser for hinanden i det daglige samkvem eller ved særlige lejligheder, uden at dette falder indenfor dagligsprogets begreb om økonomi. Menneskenes livsbetingelser frembringes med andre ord også af andet end arbejde. Endnu da. Men som bekendt lever menneskene ikke af kærlighed og kildevand alene, selv om det omvendte, altså et liv uden kærlighed og uden rent vand, truer mange menneskers velfærd.

 

Vi kan da præcisere spørgsmålet. Kan der produceres tilstrækkeligt med forbrugsgoder og tjenesteydelser til at dette kan udgøre rimelige økonomiske livsbetingelser for alle på kloden?

 

Eller, er naturens evne til frembringelse, de eksisterende produktionsmidler, menneskenes mængde og produktive kunnen tilstrækkelige til at frembringe rimelige livsbetingelser for de samme mennesker? Eller, er naturens og menneskenes produktivkraft tilsammen mon ikke mere end tilstrækkelig til at frembringe rige livsbetingelser for alle?

 

Nogle mennesker er blevet fattige, fordi dé produktive kvalifikationer, der for få år siden kunne give dem et udkomme, er blevet usælgelige. Men selv disse forældede kvalifikationer gjorde dem langt mere produktive end tidligere generationers kvalifikationer. Hvor mange søm kunne en landsbysmed mon lave på en time for et par århundreder siden, hvor mange kan en arbejdstime frembringe nu? Hvor mange menneskers ernæring kan en højproduktiv bonde fremstille? Eller omvendt, hvor lille en del af menneskenes samlede arbejdskraft anvendes til at producere deres føde?

 

Når man betænker, hvad mennesker i sidste verdenskrig formåede at frembringe af ødelæggelsesteknologi, og anvendelsen heraf, og så udkaster tankeforestillingen, at de havde udfoldet tilsvarende ihærdighed i frembringelsen af hinandens livsbetingelser, da kan man næppe andet end besvare spørgsmålet med en påstand om, at det er teknologisk muligt at frembringe rimelige livsbetingelser for alle på kloden. Ethvert nutidigt menneske rummer en produktivkraft, der i fællig med andre, kan frembringe rigelige livsbetingelser til flere mennesker.

 

Det må da være et godt spørgsmål, hvorfor dette så alt for ofte ikke sker? Hvorfor er der mere end en milliard fattige på kloden? Svaret er banalt, ingen ved, hvorledes disse mulighedsbetingelser skulle kunne realiseres. Det er ikke den tekniske realisering, der rummer de store kvaler. Problemet er politisk, administrativt, fordelingsmæssigt, budgettært og teoretisk. Hvordan får man de tilstrækkelige pengesummer til at flytte sig fra de rigtige konti til de rigtige konti på de rette tidspunkter.

 

Man kunne forestille sig kendskabet til disse mulighedsbetingelser indkodet i en computer med tilstrækkelig kapacitet. Og at denne så kunne give forstandige forslag til, hvorledes produktivkraften skulle kunne anvendes. Hvor er der naturgivne begrænsninger, hvad kan der gøres herved? Hvor er der teknologiske mangler? Hvilke kvalifikationer mangler arbejdskraften. Foreløbigt leger vi bare med tanken. Da en sådan computeriseret opgørelse af naturens og menneskenes produktive formåen ikke findes, da muliggør dette den velbegrundede påstand (men dog en påstand), at menneskenes produktivkraft er rigelig. Da, omvendt, en sådan undersøgelse af menneskesamfundets faktiske teknologiske kapacitet ikke er foretaget, kan ingen påstå, at rigelige livsbetingelser for alle skulle ligge udenfor mulighedernes grænse. Årsagen til milliarders fattigdom er således ikke, at der er for mange mennesker på kloden, men den manglende udvikling af menneskenes samlede evne til at forvalte deres økonomi med hensigten at frembringe rigelige livsbetingelser for alle.

 

Selvfølgeligt udgør de mange mennesker et økonomisk og især et økologisk problem ved deres mængde. Men et stort problem, selv et gigantisk problem, kan være let overkommeligt for den enkelte, blot man er mange nok om det. Da problemet netop er mange mennesker, da leverer problemet selv mulighedsbetingelser for løsningen, der er mange mennesker til at løse problemet med de mange mennesker.

 

Alligevel kan det næppe betvivles, at en stagnation i befolkningsvæksten ville være det gunstigste for klodens økologi. Dette ville kræve fødselsbegrænsning. Men det omfattende børnearbejde i fattige lande viser, at lavt betalt børnearbejde er en nødvendighed for mange familier. Især for at forsørge de ældste, hvis arbejdskraft er blevet usælgelig. Hvis lønnen for børnearbejde blot er en smule over, hvad det koster at føde, klæde og huse barnet, da kan barnet indgå i familieforsørgelsen. Børnearbejdets lave lønninger trykker voksenlønningerne, hvorfor familierne bliver afhængige af flere lavere børneindkomster og sætter flere børn i verden, hvorved udbuddet af børnearbejdskraft trykker lønningerne yderligere ned. En i sandhed ond cirkel, der kun kan brydes gennem etableringen af en skattefinansieret invalide- og alderspension.

 

2). Den forkætrede planøkonomi.

 

Ovenstående computerdrømme vil sikkert hos nogle bringe mindelser om den nu hedengangne parole om planøkonomi.

 

Efter oktoberrevolutionen i 1917 i Rusland beslaglagde eller eksproprierede staten al kapital. Økonomien skulle herefter forvaltes efter en samlet plan i de såkaldte femårsplaner. Dette lød meget besnærende, især fordi den øvrige verden befandt sig i den hidtil alvorligste økonomiske sammenbrudskrise. Som bla medførte fascismens og nazismens fremkomst.

 

I Sovjetunionen pralede man af, hvor meget man årligt overskred egne planer. Man overså helt den naive indvending, at overskridelsen af en plan ikke er noget tegn på, at planen har været god som plan. Det kan være, at det er udmærket, at der produceres mere end forventet af noget, men måske burde ressourcerne så have været anvendt anderledes, eller måske er produktionsøgningen faktisk spild.

 

Man kan forestille sig, hvorledes man kan planlægge produktionen af et bestemt antal af bestemte produkter på én bestemt fabrik. Men hvorledes planlægges en hel nationaløkonomi for millioner af mennesker? Hvad skal der produceres tilsammen? Hvem skal bestemme det? Og, især, hvorledes?

 

Hensigten med at producere må vel være at producere forbrugsgoder. For at producere forbrugsgoder må der også produceres produktionsmidler, som aldrig indgår i forbruget, men slides op, forældes eller udkonkurreres og skrottes.

 

I en pengeøkonomi forskaffer forbrugerne sig deres forbrug gennem køb for penge. Hvis man vil bestemme over pengebesidderes brug af deres penge, da ophører disse med at være penge, og bliver til en art billetter. (Som det delvist skete under krigenes rationeringsmærkesystemer).

 

Hvad de statsejede virksomheder køber hos hinanden, kan måske planlægges. I så fald vil en sådan økonomi kunne fremtrylle en hvilken som helst vækstrate målt i penge, eftersom sælger og køber er en og samme instans, der suverænt kan fastsætte priserne. Men er denne økonomis hensigt først og fremmest at forsyne forbrugere med goder, da støder man på, at forbrugeres pengeanvendelse ikke kan planlægges!!!

 

I Sovjet underforsynedes forbrugerne, hvorfor de stod i kø i timevis, overvåget af det hemmelige politi. Og sparede en masse ubrugelige rubler op.

 

En klassisk østvits herom (som nu ikke laves mere): Det er rygtedes, at der er kød hos en bestemt slagter. I den tidlige mørke vintermorgen samles en lang kø. Hen på formiddagen forlyder det, at der ikke er nok kød, så jøderne kan godt gå hjem. Ved middagstide forlyder det, at der ikke er nok kød, så alle, der ikke er partimedlemmer, kan godt gå hjem. Hen på eftermiddagen forlyder det, at der ikke er mere kød tilbage, så alle kan godt gå hjem. Hvilket får et partimedlem til at udbryde: ”Hvorfor skal de jøder altid forfordeles?”

 

Den hurtige konklusion herpå er, at en pengeøkonomi ikke som helhed kan planlægges. En pengeøkonomi kan ikke fungere uden pengebesiddere, der selvstændigt bestemmer over deres penge. Hvis en planlæggende stat vil bestemme, hvad pengene skal bruges til, da findes der ikke længere selvstændige pengebesiddere, og dermed ikke penge. Hvis man altså vil lave en planøkonomi, da må man ophæve pengesystemet.

 

3). Socialismens falsum.

 

Den økonomiske forvaltningsform, der indførtes i Sovjet, blev af både tilhængere og modstandere kaldt socialisme. En statsfinansieret propaganda herom skyllede ud over en verden, der tørstede efter nye løsninger.

 

Denne propaganda hævdede, at denne socialisme, som man påstod, man nu for første gang begyndte at realisere, skulle være grundlagt eller udviklet af Karl Marx. En påstand man kan finde gentaget i millioner af tekster. Den er blot ikke rigtig. Marx har aldrig udviklet nogen teori om nogen socialisme. Denne kendsgerning forbavser de fleste, men ingen kan på den anden side henvise til nogen tekst, hvor Marx skulle have skrevet noget, man kunne kalde en teori om socialismen. Mange har skrevet om socialismen som et gode eller et onde ud fra forestillingen om at alle ved, hvad socialisme er. Dette er ikke tilfældet, hvad man kan forvisse sig om blot ved at stille sine omgivelser det uskyldige spørgsmål, hvad er socialisme? Hvis man ikke kan klare at blive upopulær, skal man ikke stille sådanne spørgsmål.

 

Kernen i socialismeforestillingerne har altid været en forestilling om fællesejendom. Men ejendomsret er en ret nogle har, som andre dermed ikke har. En gruppe kan eje noget i fællesskab, men kun hvis andre ikke også ejer dette. Ejendomsret kan i al banalitet ikke være fælles i samfundsmæssig forstand. For at sætte det på spidsen, alle kan ikke have ejendomsret til alle pengene!

 

Når ejendomsretten til produktionsmidlerne i Sovjets forfatning tildeltes hele folket, da betød denne ret i praksis intet som helst. For at bruge produktionsmidlerne måtte man ansættes, for at tilegne sig produkterne måtte man købe disse for sin løn. Og produktionsmidler kunne kun staten købe.

 

Når enhver dansker har ret til at gå på kommunens fortove, da giver denne ret ingen ejendomsret. Det er kun kommunen, der kan sælge fliserne eller det jordstykke, de ligger på. Ofte hører man journalister vrøvle gevaldigt om sådanne emner. Det offentliges ejendom er således på ingen måde alle danskeres ejendom.

 

Når fællesejendomsretten, for både tilhængere som modstandere, i omkring 100 år har fremstået som socialismens kendetegn, selv om begrebet ved allerførste omtanke viser sig at være rent vrøvl, da siger dette noget om menneskehedens manglende forståelse af sin egen økonomi.

 

Marx har næsten intet skrevet om, hvorledes han forestillede sig kapitalismen ophævet. Et er dog sikkert, han forestillede sig, at ophævelsen skulle ske gennem ophævelse af pengesystemet.

 

Den forandring, der skete i den økonomiske forvaltning i Sovjet, kan da bedst betegnes som statskapitalisme. Den sovjetiske propaganda hævdede derimod, at kapitalisme først og fremmest bestod i privat ejendomsret, hvorfor den sovjetiske statslige ekspropriation af ejendomsretten kunne fremstå som noget andet end kapitalisme, altså som socialisme, som ingen forinden rigtigt vidste, hvad var.

 

Kapital er ikke kendetegnet ved privat ejendomsret. Privat ejendom kan eksistere, uden at det ejede optræder som kapital, og kapital kan være besiddet af andet end private. Kapital er kendetegnet ved pengetjenende penge. Hvad man gør i økonomien, finder sted for at tjene penge. Enten som overskud, også kaldet profit, eller som løn.

 

Men statskapitalisme kan ikke fungere. Penge er først og fremmest et byttemiddel. Hvis staten ejer det meste, hvad skal den da med byttemidler, eller hvad skal den bytte sig til? Hvad skal staten med flere af de penge, den selv kan trykke?

 

Når penge ikke længere er guld, bliver de statsudstedte kreditpenge. Hvis kapitaler således er pengetjenende penge, da er det altså statsudstedte kreditpenge, der bliver til flere statsudstedte kreditpenge. Hvad skal den stat, der selv kan udstede penge, da med kapitaler, eller pengetjenende penge? Eller hvorfor skulle kapitalejeren, altså staten, have besværet med at tjene penge, når ejeren, altså staten, selv kan udstede penge? Penge er som bekendt intet værd i sig selv, de får kun værdi gennem det, de kan købe. For statskapitalistiske penge kan privatpersoner ikke købe kapital. Dette forringer statskapitalistiske penges købekraft på verdensmarkedet. Heraf den velkendte valutariske sortbørshandel i de statskapitalistiske økonomier.

 

Resultatet blev da også et samfund med en partipolitisk privilegeret overklasse og den relativt største kriminelle økonomi, der nu ekspanderer ud over de tidligere statskapitalistiske økonomiers grænser. Såsom østeuropæiske lommetyve i århusianske bybusser.

 

Kapital er pengeavlende penge. Det er ikke forestilleligt i en pengeøkonomi, at forhindre penge i at blive anvendt til at tjene flere penge. En pengeøkonomi vil altså altid udvikle kapital. Ophævelse af kapital kræver altså ophævelse af penge.

 

Konklusion: Foreløbigt kan vi ikke ophæve pengesystemet. Enhver forestilling om forbedring af den økonomiske forvaltning, må da være forestillinger om forbedringer af den kapitalistiske økonomi. Al snak om socialisme eller lignende kan da lægges til side, indtil man har mere brugbare forestillinger herom.

 

Har man da forestillinger om et velfærdssamfund, en velfærdsstat eller en velfærdsøkonomi, da må dette altså blive forestillinger om en velfærdskapitalisme.

 

4). Kapitalisering og salarisering.

 

Når en økonomi kapitaliseres, da betyder dette, at produkterne bliver til varer, der skal sælges og købes for penge, hvor hensigten med salget er, at der skal sælges til flere penge, end der er givet ud til produktionens omkostninger. En del af omkostningerne er lønninger til køb af arbejdskraft. Man kunne altså med større ret kalde økonomiens kapitalisering for dens lønarbejdsmæssiggøren, hvis ikke dette ord var for tungt at danse med. På latin kan løn kaldes salær, som kommer af de penge, man måtte give de romerske soldater til køb af salt. Da lønindkomst bliver et økonomisk livsvilkår for størstedelen af befolkningen under kapitalisme, kunne man da sociologisk kalde kapitaliseringen for salarisering.

 

Man kunne også kalde den økonomiske forandringsproces for monetarisering. Efterhånden kan ikke meget ske uden at penge skifter hænder, eller flytter sig fra konto til konto.

 

I en gennemmonetariseret økonomi kan intet menneske leve uden pengeindkomst.

 

Den kapitalunderordnede økonomi forsyner nogle med pengeindkomster i form af profit eller løn. Eller markedet forsyner nogle med pengeindkomster. Men den kapitalistisk organiserede del af samfundets økonomi, eller markedet, kan ikke forsyne alle mennesker med pengeindkomster. Markedet kan kun forsyne de mennesker med pengeindkomster, der kan sælge noget med profit, eller de mennesker, hvis arbejdskraft markedet vil købe. De mennesker, markedet ikke kan forsyne med pengeindkomster, er da henvist til elendighed, kriminalitet, sultedød, eller må forsynes med pengeindkomst på anden vis end af markedet.

 

Arbejde er dermed blevet til, hvad man gør for at tjene penge. Enten som profit eller som løn. Man arbejder ikke, for at arbejdets resultat skal gavne en selv eller nogen som helst anden, men for at tjene penge. Arbejdet kan skade en selv og andre. Dets resultater gavner aldrig, eller kun yderst sjældent, den arbejdende selv. For arbejdet får man en pengesum, der ikke kan bruges til noget, men for hvilken man kan købe noget, andre har frembragt under lignende vilkår. Dermed er arbejdet blevet til den største trussel mod alt liv i biosfæren. Jeg har fremført denne påstand i mange forsamlinger, jeg har set mange ansigter udtrykke ønsker om modsigelse, men endnu har ingen modsagt påstanden. Denne er altså en kendsgerning, som hviler på gerninger, kendt af alle. Selvfølgeligt gælder påstanden ikke ethvert arbejde, eller alle aspekter af ethvert arbejde.

 

Arbejdet foregår i tid, hvor man ikke kan foretage sig andet, med mindre man snyder eller pjækker. Arbejdernes umiddelbare interesser er da at tjene flere penge, og at arbejde kortere tid. Derfor betales overarbejde højere. I denne betydning af arbejde, altså hvad man gør for at tjene penge, har menneskene aldrig arbejdet længere tid end nu. Der forefindes en omfattende sammensværgelse med hensigten at få flere mennesker i længere arbejde, som i dette århundrede er gået fra sejr til sejr, næsten uden modstand. Den årlige arbejdstid er nu i størrelsesordenen 10.000 milliarder arbejdstimer, men da menneskene årligt lever ca 50.000 milliarder timer, er der rige muligheder for yderligere udvidelse.

 

Utallige forsamlinger og enkeltpersoner har kviet sig ved at godtage dette simple arbejdsbegreb. I 1978 spurgte jeg på en efterskole, hvad er arbejde, og en 15årig knægt svarede: Det er det, vi gør for at tjene vores penge. Om indkomsten er overskud eller løn er ligegyldigt. Man vil så gerne tillægge arbejdsbegrebet et positivere indhold, hvilket da også er nødvendigt for enhver moralisering omkring arbejdsforholdet.

 

Jo flere der kommer i arbejde, desto færre udbydere af ledig arbejdskraft vil der blive. Dette kan medføre lønstigninger, som næst efter arbejdsløsheden er alle regeringers værste bekymring. Man fortæller vitterligt hver dag, at det vil være til lønmodtagernes fordel, at lønningerne ikke bliver for høje! Bliver lønningerne højere end hos konkurrenterne, da svækkes eksporten, forlyder det. Det samme siger man hos konkurrenterne! Lønmodtagerne i de forskellige nationale økonomier skulle altså konkurrere om lavere lønninger for at øge beskæftigelsen, øge eksporten og mindske importen. Men dansk eksport er udenlandsk import, og omvendt. Men indenfor en union, især en møntunion, ophæves denne forskel. Man skal altså arbejde mere for lavere løn!

 

Hvis lønninger stiger, da vil det bedre kunne betale sig at indføre arbejdsbesparende teknologi. Hvis arbejdsmarkedet altså nærmer sig fuld beskæftigelse, som det hedder, da vil dette fremme en teknologisk udvikling, der frisætter arbejdskraft. Eller skaber arbejdsløshed. Herved mister mennesker lønindkomster, der så ikke kan efterspørge forbrugsgoder! Markedet kan altså ikke, overladt til sig selv, forsyne alle med pengeindkomster.

 

Økonomiens salarisering medfører altså en trussel mod menneskers mulighed for at forskaffe sig livsfornødenheder. Salariseringen udgør en altid eksisterende trussel, der kan medføre elendighed eller kriminalisering eller hjemløshed og sultedød. Lønarbejde udgør en trussel mod de mennesker, hvis arbejdskraft ingen vil købe. Så enkelt er det.

 

Alle vil have flere penge. Alle ved, at der ikke må blive for mange penge, da noget sådant kan medføre en inflation, der truer med at ophæve pengenes købekraft. Penge kan anvendes til at tjene flere penge. Jo flere penge man kan anvende til at tjene flere penge med, desto flere flere penge kan man relativt tjene. Hvis nogle har bedre muligheder for at tilegne sig mere af en begrænset mængde, da må andre få for lidt eller intet af denne mængde. Overladt til markedet alene vil en pengeøkonomi altså med nødvendighed frembringe fattige mennesker, uanset hvad naturen og menneskene tilsammen formår at skabe. Og uanset hvor meget der arbejdes.

 

En økonomi, der kan frembringe rigelige livsbetingelser for alle, må kunne bringes til at gøre således. Dette er samfundets grundlæggende civilisatoriske prøve.

 

Spørgsmålet drejer sig ikke om barmhjertighed, eller hjælp til de svage, eller lignende frase, men om hvorvidt samfundet kan udvikle de civilisatoriske muligheder, det selv rummer. Rigdom skal ikke måles ved de andres fattigdom, men ved de livsmuligheder et samfunds mennesker i fællesskab kan frembringe for hinanden og dermed alle.

 

5). Markedet og staten.

 

Markedet kan ikke frembringe alle vilkårene for samfundets eller menneskelivets gunstige eksistensvilkår. Man kan ganske enkelt ikke købe alt for penge.

 

Markedet kan ikke selv opretholde et pengesystem. Pengeudstedelsen må være en statslig opgave. Kapital og lønarbejde kan kun eksistere, såfremt staten formår at opretholde et pengesystem med stabil købekraft.

 

De gøremål staten skal finansiere, kan den ikke finansiere ved blot at trykke flere penge. Noget sådant vil medføre en inflation, der i sidste instans vil ødelægge pengesystemet. Staten må altså finansiere sine udgifter gennem beskatning.

 

Staten kan beskatte pengeindkomster, profit og løn. Gennem denne beskatning kan staten finansiere overførselsindkomster, der kan tildeles de ellers indkomstløse som rettighed. Hermed kan staten løse det problem, som markedet ikke kan løse. Altså at forsyne ellers indkomstløse med pengeindkomst.

 

Hermed kan muliggøres, at alle mennesker, alle samfundets borgere, kan leve et lovlydigt liv. Dette er da velfærdssamfundets minimale bestemmelse. Et samfund, hvor den beskattende stat sørger for, at alle borgere kan leve et lovlydigt liv.

 

Statens beskatning og heraf følgende mulige indkomstoverførsel kan selvfølgeligt ikke hindre enhver kriminalitet. Heller ikke enhver økonomisk kriminalitet. Berigelseskriminalitet foretages ikke blot af fattige mennesker, men så sandeligt også af rige.

 

Markedet alene kan ikke frembringe et samfund, hvor alle mennesker kan leve et lovlydigt liv. Samtidigt er markedet yderst afhængigt af lovlydighed. Den kapitalistiske økonomi er mere end nogensinde afhængig af, at kontrakter overholdes. Selv mafiaen er afhængig af, at de fleste overholder loven. Besiddere af sorte penge, ønsker dem hvidvaskede.

 

Det forhold, at den beskattende stat tildeler de mennesker indkomster, som markedet ikke tildeler indkomster, er altså ikke i modstrid med den kapitalistiske markedsøkonomis logik. Tværtimod, så fuldender staten dermed systemets logik. Den beskattende og pengefordelende stat er en selvfølgelig del af systemet, vel at mærke af det kapitalistiske system som et samfundsøkonomisk system, og ikke blot som en kilde til pengeindkomst for besidderne

 

6). Overførselsindkomster og løn.

 

Jo højere og jo lettere tilgængelige de statslige overførselsindkomster er, desto højere må mindstelønningerne i pågældende samfundsøkonomi være.

 

Det hævdes så, at overførselsindkomsterne kan være så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde. Ja selvfølgeligt, hvis den tilbudte løn ikke er tilstrækkeligt højere end overførselsindkomsten. Men dette afhænger, hvad selv en nybegynder i logikken vil kunne forstå, ikke blot af overførslens størrelse, men også af den tilbudte løns størrelse. Det spørgsmål, der drøftes er ikke, om det kan betale sig at arbejde, men om man kan tjene nok på at ansætte. Uanset overførslens størrelse, er der nogle arbejdsgivere, der mener at kunne tjene flere penge ved at kunne betale lavere lønninger, såfremt overførslen mindskes. Argumentationen er kendt siden den lovpligtige fattighjælps indførelse i 1790erne.

 

Staternes vigtigste beskatningsgrundlag er overalt lønningerne. I den udstrækning overførselsindkomster altså hæver lønniveauet, da øger de statens beskatningsgrundlag!

 

Hvis lønmodtagere tror, at de kan blive rigere af, at staten betaler mindre i overførselsindkomster, da må de altså tænke sig en hel del grundigere om. Også grundigere, end vi kan nå i dag.

 

Når lønmodtagere skal forhandle løn og arbejdsvilkår, da står de selvfølgeligt stærkest, jo gunstigere vilkårene er for de, der ikke har lønarbejde. Det er banal logik. Det er overhovedet lønarbejderes vilkår, at deres livssituation er lige så usikker som deres ansættelse. Jo mindre alvorlig truslen om afskedigelse er, jo gunstigere er lønmodtagernes forhandlingsvilkår. Jo gunstigere vilkårene er for arbejdsfrie på overførselsindkomst, jo mindre alvorlig er truslen om afskedigelse.

 

Da de fleste er lønmodtagere, må de gunstigste livsvilkår for et samfund kendetegnes ved såvel lønmodtageres vilkår, som vilkårene for de, hvis arbejdskraft ikke købes.

 

Samtidigt har samfundet brug for en masse tid, der ikke er arbejdstid. Og en masse aktiviteter og gøremål som aldrig kan blive arbejde. Kærlighed, venskab, sanddruhed, politisk indsigt, fest og glæde. Støtte i sorg osv osv.

 

Hvis mennesker ikke forsynes med tilstrækkelige lovlige indkomster, kan de forsøge at forskaffe sig ulovlige indkomster. Det kan man så prøve at hindre ved straffe. Situationen i USA og det gamle USSR viser, at dette kan ikke lade sig gøre. USA har en relativt kolossal fangebefolkning, der tælles i millioner, som faktisk udfører slavearbejde.

 

Forringes vilkårene for de markedsindkomstløse, da forsynes den kriminelle økonomi med arbejdskraft. Forbuddet mod narkotiske stoffer har gjort mellemhandlerprofitterne i denne branche gigantiske. Tager man antallet af fattige på kloden i betragtning, er det klart, at denne handel kan forskaffe de nødvendige kurerer og pushere, uanset hvor barbariske straffene bliver.

 

Forringelsen af danske arbejdsfries vilkår forsyner den begyndende organiserede storkriminalitet med rekrutter.

 

Kan vi da opstille som velfærdskapitalistisk målsætning, at købekraften af følgende indtægter bør øges: profitter, lønninger, skatter og overførselsindkomster, med hensigten at mindske kriminelle indkomster.

 

Man kan ikke sælge til andet end andres købekraft. Profitter er ikke mulige uden salg, altså ikke mulige uden andres købekraft.

 

Et samfunds rigdom, forstået som dets indbyggeres livskvalitet, kan ikke måles i størrelsen af pengeindkomster.

 

Hvis fattige mennesker tildeles købekraft, så de kan købe almindelige forbrugsgoder, vil der blot blive produceret flere almindelige forbrugsgoder. Hvis ikke vil der blot blive produceret færre forbrugsgoder. Ingen vil blive rigere ved at nogle bliver fattigere, eller ved at de fattige forbliver fattige.

 

Hvis grundlaget for den nødvendige kriminalitet, altså den kriminalitet, der foretages af fattigdom, fjernes, vil alles livskvalitet forbedres. Og ingen vil blive fattigere herved.

 

Hensigten med den kapitalistiske produktion er ikke blot at producere forbrugsgoder. For at producere forbrugsgoder må man betjene sig af produktionsmidler, der ikke kan indgå i forbruget. Den samfundsøkonomiske fordeling drejer sig altså ikke blot om fordelingen af forbrugsgoderne, men også om fordelingen mellem produktionsmidler og forbrugsmidler. Men forbrugsgoder forsvinder i og med forbruget. Forbrugsgoder udgør altså ikke noget sikkert grundlag for besiddelse af rigdom. For de meget rige er sikringen af deres rigdom overhovedet et meget stort problem. Det er usikkert at eje kontante penge eller gældsbeviser i penge. Inflation og valutakursændringer kan hurtigt tære på formuen målt i penge. Guld, diamanter og kunstværker er også ganske usikre. Det er svært at rådføre sig med eksperter, da man jo ikke kan købe sandhed. Det bedste, man kan placere sine penge i, er da arbejdspladser. Endnu bedre i arbejdspladser, der producerer arbejdspladser, der producerer arbejdspladser osv osv.

 

Den kapitalistiske økonomi frembringer altså forbrugsmuligheder for at frembringe muligheder for at øge den besiddelige rigdom. Men da den besiddelige rigdom gunstigst må eksistere i de længstvarende goder, altså produktionsmidler, da er den besiddelige rigdom altså også mest udsat for forældelse eller totalt værditab. Feks en fabrik der skrottes, længe før den faktisk er nedslidt. Den kunne sagtens anvendes til at producere masser af forbrugsgoder, som der er masser af brug for i verden, men i pengeøkonomiens forstand kan dette ikke betale sig. Det er ikke profitabelt. Noget af det skrottede kan måske genbruges, men millioner af arbejdstimer, der har fremstillet den nu ikke længere konkurrenceduelige teknologi, går blot til spilde. Det må da være i de fleste menneskers interesse, at produktivkraften og især arbejdet først og fremmest anvendes til fremstilling af forbrugsgoder, således at produktionsmidlerne helst nedslides hurtigere, end de udkonkurreres.

 

For besidderne er det altså vigtigt, at det kvantitative pengemål for deres formue bevares og helst vokser. Nogles erkendelse af absurditeten i denne ambition, ophæver ikke ambitionen. Lad da de rige eje, lad tallet tilknyttet pengenavne, der opgør deres formue, vokse, blot menneskene kan forbruge rige livsbetingelser. Indtil vi kan gøre det bedre.

 

7). Den nationale velfærdskapitalisme og verdensmarkedet.

 

Overfor ovenstående argumentation vil man selvfølgeligt fremføre det sædvanlige argument om den udenlandske konkurrence. Som da også er rigtigt, så længe der findes udlande i økonomisk forstand.

 

Hvis høje overførselsindkomster medfører så høje mindstelønninger i et land, at lavere lønninger andre steder gør det fordelagtigt at flytte produktioner dertil, da vil noget sådant selvfølgeligt umiddelbart mindske lønindkomster og dermed beskatningsgrundlag i pågældende land. Men dette kan meget vel være gunstigst for den globale økonomi, som alle er en del af. Lavt kvalificeret og lavt lønnet arbejde skal flyttes derhen, hvor det medfører størst social fordel.

 

Velfærdskapitalistiske samfund udsættes altså for konkurrence fra samfund, der ikke er velfærdskapitalistiske. Velfærdskapitalistiske samfund må da slutte sig sammen i unioner. Disse unioner må bruge deres magt på verdensmarkedet til at fremtvinge eller -lokke velfærdsudviklinger andre steder i verden.

 

Hvis feks Polen altså vil være med i EU, så må man forlange, at menneskerettighederne overholdes. Det må også forlanges, at den polske stat gør sig i stand til at kunne beskatte på en sådan måde, at den kan udvikle et velfærdssamfund, altså et samfund, hvor det er muligt for alle borgere at leve et lovlydigt liv.

 

Velfærdskapitalismen må altså være velfærdsimperialisme. Dette betyder ikke, at nogle vil påtvinge andre deres egen kultur eller lignende, det betyder blot, at man ikke vil overrendes af deres flygtninge eller lommetyve.

 

Et uomgængeligt led i en sådan velfærdskapitalistisk imperialisme vil være oprettelsen af en verdensomfattende møntunion. Den bedste måde, man kan hjælpe et uland på, er uden for al tvivl at gøre dets valuta udvekslelig. Men dette forudsætter, at pågældende ulands stat er i stand til at finansiere sine udgifter ved beskatning og ikke ved pengeudstedelse. En beskattende stat er forudsætningen for et retssamfund. En beskattende stat kan begynde at udvikle velfærdskapitalisme. Udvikles velfærdskapitalisme, vil fattige familier ikke længere være afhængige af indtægterne ved børnearbejde for at overleve lovlydigt.

 

Vi må altså tilslutte os den europæiske møntunion og begynde at virke politisk for at denne union benyttes i velfærdsimperialistisk øjemed.

 

8). Økologi.

 

Forestiller man sig, at en dansk parcelhusfamilies forbrug ganges med mere end en milliard, så vil man nok have frembragt en økologisk katastrofe. Der er heller ingen fornuftige grunde til at forestille sig, at alle menneskers rigelige livsbetingelser skulle tilvejebringes på sådan måde.

 

Hvis naturens og menneskenes produktivkraft er tilstrækkelig til at frembringe rigelige livsbetingelser for alle mennesker, så kan man også gøre dette på en økologisk forstandig måde, hvis man altså forskaffer sig forstanden til dette. Og udvikler den nødvendige forvaltningsmæssige kunnen. Hvorledes man gør dette, vides selvklart endnu ikke, men det er væsentligt at fastslå, at opgaven på ingen måde er umulig.

 

Blot er det vanskeligt at forestille sig det økologiske problem løst, uden at have løst fattigdomsproblemet. Og omvendt.

 

Vi hævder, at en forudsætning for løsningen af fattigsdomsproblemet er en velfærdsøkonomi, der samtidigt eller på en gang kan øge indtægterne profit, løn, skat og overførselsindkomster for at mindske kriminelle indkomster. Her støder man så på et økologistisk krav om mindskelse af den økonomiske vækst, eller endda om såkaldt nulvækst.

 

Denne nulvækstideologi påstår, at menneskenes umådeholdne forbrug skulle være den væsentligste årsag til forureningen, og at denne forurening skulle kunne tæmmes ved at mindske økonomiens vækst.

 

For det første er det umuligt at måle en økonomis størrelse, og dermed dens vækst, i andet end penge. Et sådant mål siger intet om pågældende økonomis økologiske indhold. Der findes økonomier med negativ vækst, der sviner mere, end økonomier med positiv vækst. Kapitaler skal have profit, skal altså vokse. Skulle økologien blive bedre ved at lønmodtagere forlanger mindre i løn? Dette ville jo blot gøre kapitalernes profitter højere? Kapitaler med høj profit eller vækst kan lettere forbedre deres økologi, end kapitaler med lav profit eller ingen. Hvis en produktion forbedres økologisk, vil dette som regel medføre dyrere produktion, altså økonomisk vækst. Sådan bør det da vel også være, at forbedret økologi gør produktionen mere værd.

 

For det andet, hvorledes skulle nogen regering eller statsmagt overhovedet kunne beslutte om nulvækst. Hvorledes skulle en sådan lovgivning overhovedet se ud? Må skovene ikke vokse? Må der ikke komme flere rensningsanlæg? Ideologien er i al enkelhed vrøvl, som kun skal udstyre sine fortalere med et hyklerisk skær af selvopofrende altruisme. Desværre er problemet, som hykleriet befamler, alvorligt nok.

 

Dernæst, så er denne økonomi ikke en forbrugeristisk økonomi, hvor meget man end søger at indbilde os dette. Den kapitalistiske økonomi vil forøge den kapitalistiske rigdom, altså pengemålet for den besiddede rigdom. Den rigdom, der forbruges, kan ikke længere besiddes. Det er altså den ikke forbrugte rigdom, der er det alvorligste økologiske problem. Det er den besiddede kapitals stoflige indhold, der er det alvorligste økologiske problem, ikke menneskenes alt for beskedne forbrug.

 

Frembringelsen af arbejdspladserne beslaglægger mere og mere af det samlede arbejde. Dette øger produktiviteten, således at utallige dingenoter kan produceres på stadigt kortere arbejdstid. En almindelig løn kan altså købe stadigt flere dingenoter, men stadigt mindre arbejdstid. I gamle dage havde de velbjergede mellemklasser feks et langt større tyendehold end nu. I den udstrækning forbruget forurener, er det altså i høj grad arbejdspladsernes forurening, der bringes videre.

 

Det er altså ikke umuligt at frembringe en global velfærdsøkonomi for alle. Økologien er ikke nogen hindring herfor, tværtimod, så er en velfærdsøkonomi en forudsætning for en økologisk forbedring, eftersom en forbedret økologi er et afgørende element i et forbedret velfærd.

 

Spørgsmålet er blot, hvorledes de politiske mulighedsbetingelser tilvejebringes. Derfor sidder vi her i dag.

 

9). Velfærd, arbejde og arbejdsfrihed.

 

Det kapitalistiske arbejde frembringer altså ikke nødvendigvis velfærd ved sine resultater.

 

Menneskenes velfærd må også frembringes af andet end arbejde. Altså i fritid eller arbejdsfrihed.

 

Det er udenfor enhver tvivl, at de største trusler mod klodens liv frembringes af arbejdende, i arbejde, på arbejdspladser. Det vil altså være væsentligere for menneskehedens velfærd, at der sker ændringer i det stedfindende arbejdes skadevolden, end at nogle flere millioner kommer i arbejde.

 

Der findes for indeværende ingen alment forståelig økonomisk teori, der kan vejlede vælgere, parlamenter og regeringer i, hvorledes de begunstiger en udvikling, hvorved det stedfindende arbejde løser sin opgave, altså at frembringe rigelige livsbetingelser for alle, uden at ødelægge unødvendigt. Der findes overhovedet ikke alment forståelig økonomisk teori.

Dette er et af det kapitalistiske samfunds alvorligste problemer, at ingen forstår samfundets økonomi, som andet end middel til pengeindkomst. Men pengeindkomst kan ingen leve af.

 

Det er ikke givet, at man kan finde en økonomiteoretisk trylleformular, der kan løse problemerne. Muligvis kræver det mange menneskers daglige vilje og bevidste indsats.

 

Det vil blive gunstigere, hvis arbejdende mennesker, vidende, kan foretage deres arbejde i glæde og stolthed. Uden at ødelægge helbred, familieliv eller svine verden til. Uden at skulle leve i frygt for afskedigelse.

 

Fordi et liv uden arbejde rummer fordele, for en selv som for andre, som arbejdslivet selvfølgeligt ikke kan rumme. Et arbejdsfrit liv må altså være et liv med god tid, hvor noget andet kan gøres, end hvad et arbejdsliv formår.

 

Et samfunds rigdom består også i den tid, det sætter fri.

 

Samfundets politiske problem kan ikke løses ved at ansætte nogle til at løse det. De ansatte kan kun gøre, hvad de bliver bestilt til og betalt for. Demokrati kan ikke være lønarbejde.

 

Den gunstigste forudsætning for arbejdsfrihedens gunstigste effekter vil fremkomme ved overefterspørgsel på arbejdskraft. At arbejdsmarkedet er sælgers marked. Hvad økonomerne kalder overophedning.

 

Det kan kun være gunstigt for et samfund, om arbejdssøgende har masser af muligheder at vælge imellem. Jo flere, der - for en tid eller permanent - fravælger arbejdet, desto lettere opstår en sådan situation.

 

 

 

 

 

 

STAND UP POLITICIAN.

Om Arbejde !!!

Musikledsaget tale eller taleledsaget musik.

Den følgende tekst skal læseren forestille sig ledsaget af musik. Og fremsagt fra en scene til et publikum, der befinder sig i beruselsens forstadier. Fyldt med et publikums forventninger og jalousier. Den skal altså læses rytmisk og skanderende.

Tekstfremsigelsen og musikledsagelsen, eller musikfremførelsen og taleledsagelsen, har været øvet i månedsvis. Der forefindes en båndoptagelse, om nogle skulle have lyst til at lytte hertil. Men ellers søges en scene og et (betalende) publikum.

Musikeren og jeg har begge overværet andre høre båndet. Musikledsagelsen virker tydeligt efter hensigt. Den letter forståelsen af de vanskelige argumentationer.

Ind imellem spiller musikken alene, ind imellem er talen alene (med kursiv). Dette gør tilhøren mere lystelig. Og giver tilhøreren pauser at sunde sig i, som en almindeligt fremført tale ikke kunne give. En taler kan ikke tie i flere minutter af gangen, uden at det bliver pinligt.

Musikken er, som jeg plejer at sige det, ikke taget ud af arbejdersangbogen. Ind imellem er samspillet mellem tale og musik sublim kærlig ironi.

Vi har dog et problem. Vi har endnu ikke fundet nogen god titel. Hvad skal der stå på plakaten? Læserens ideer modtages med glæde.

Præsentation.

Ved keyboardet MICHAEL PERBØLL.

Michael Perbøll har i et kvart århundrede været udøvende musiker. Århusiansk musiker. Århus er ikke bare landets største provinsby, men Jyllands nyeste hovedstad. Michael er en af de mest professionelle blandt amatører, jeg kender.

At være musikalsk amatør betyder blot, at man elsker musik. Ordet amatør stammer fra en tid, hvor musik og sang kun kunne høres levende, altså samtidigt med fremførelsen. Derfor kunne mange amatører selv synge eller spille.

Efter musikkens elektroniske masseudspredelse kan alle blive passive amatører. Bogtrykkerne gjorde efter 1500 skrevne ord tilgængelige for mange. Radioen gjorde i 1920erne musikken tilgængelig for alle, indenfor senderens rækkevidde. Musik skal ikke oversættes. Alle kan elske en eller anden slags musik. Man kan næppe træffe et menneske, der ikke holder af et eller andet stykke musik, eller hundreder, i denne lydovermættede tid, hvor stilhed, altså frihed fra menneskefrembragt støj, er en luksus forbeholdt de rigeste.

Mine grå hår belærer mig om, at denne kærlighed og dette begær (altså til musikken) er den eneste kærlighed og det eneste begær, menneskene endnu efterhånden har lært sig at tumle nogenlunde civiliseret.

Tusindtallige tresserteenagerskarers ekstatiske musikbegejstring, rundsendt over tv-skærmene til millioner, forskrækkede i sin tid også mine forældre, som blev mindet om ekstasen under Hitlers taler. De måtte igen kæmpe imod tillokkelsen til hengivelsen. Den musikalske gruppeekstase viste sig ikke at være særlig farlig, tværtimod, så virkede den helbredende. Tilsvarende kan man næppe sige om sportismens seneste voldelige masseekstaser. Tusindtallige flokke samles stadigt i fælles musiklyttende nøgtern ekstase tusinder af steder på kloden. På en eller anden måde er denne musikkultur, der overskred Berlinmuren længe før 1989, amatørernes musikkultur, næsten uanset hvor professionelt showet bliver. De lyttende amatørers rytmiske massekrops lyde omsættes direkte i musikken, og omvendt. Vibrationer, heavy vibes.

Michael er 40 år, jeg er 56.Vore aldre markerer yngste og ældste generation i ungdomsoprøret, hvis begyndelse faldt sammen med en ny musikalsk masseamatørismes gennembrud. Årgang 1959 blev en af de sidste rekrutteringsårgange for det århusianske ungdomsoprør i 1970ernes midte. Når senere årgange blev teenagere, ville ungdomsoprøret allerede være fortid.

Før 1900 begyndte grammofonen at udkonkurrere spillemændene, men først radioen frembragte for alvor musik som industriel masseproduktion og især massekonsumtion.

Eksempelvis opfører et orkester en Beethovensymfoni, der radiotransmitteres til millioner af lyttere.

Skulle man have præsteret noget lignende før radioen, da skulle man have samlet disse millioner i tusinder af sale omkring tusinder af orkestre (så mange fandtes overhovedet ikke), transporteret dertil af titusinder af køretøjer, hvilket alt sammen ville have kostet titusindfold større arbejdsindsats. Selvfølgeligt koster det tusinder af arbejdstimer at transmittere en radiokoncert, men arbejdsomkostning per lyttertime er meget, meget lille. Jo mindre, jo flere der lytter.

Antag, at 10 millioner mennesker lytter til én times radiokoncert, og at udsendelsen har kostet 1000 arbejdstimer at frembringe og rundsende (eller 125 arbejdsdage a 8 timer). Arbejdsomkostning per lyttertime ville da være 0,36 arbejdssekunder (altså 1000 arbejdstimer = 1000¤3600 eller 3.6 millioner arbejdssekunder, fordelt over 10 millioner lyttertimer). Eller omkostningerne i arbejdstid ville udgøre 1/10.000 af lyttertiden ! Til et bondebal, hvor 100 gæster lytter til 3 spillemænd, ville arbejdsudgiften for en lyttertime være 108 sekunder. Eller 300 gange så meget. Danser man til levende musik, så forbruger man altså flere hundrede gange så meget musikerarbejde, som hvis man lytter til en radiokoncert. Ved århundredets slutning lyttes dagligt til langt flere timers musik, men arbejdsomkostning per individ for at frembringe musikforbruget er mindsket betydeligt. Spilles i stedet grammofonplader en time for 10 millioner, da vil arbejdsomkostning per lyttertime være endnu mindre (0,000? arbejdssekunder). I aften har vi kun én spillemand og 100 tilhørere. Musikarbejdet per lyttertime er da 36 sekunder. Det er klart, at dette regnestykke helt ser bort fra afskrivning på skabelses- og øvelsestid.

I løbet af få årtier afskaffede den masseproducerede musik næsten de musikalske amatører. Personligt kan jeg feks ikke erindre nogen skolekammerat, der kunne spille på noget instrument. Og gårdmusikanterne forsvandt. Men tresserteenagere ville spille selv. De ældre generationers massemusik gav dem kvalme. De mest spillede numre kaldtes slagere, man brugte endnu tyske låneord om sådant, andre kaldte dem landeplager. Man skulle udenfor bygrænsen og langt væk fra nærmeste bondegård for at slippe udenfor hørevidde af søndagens ønskekoncert. Rockens fremmarch var også en åndelig kollektiv selvfrigørelse.

Krigenes udvikling af elektronisk teknologi muliggjorde masseproduktion af billige instrumenter. Og tressernes unge havde tid. Det gik faktisk helt af mode, at skolesøgende skulle arbejde, hvilket opfattedes som et væsentligt gode i velfærds-samfundet. Millioner af unge udgjorde en ny generation af musikalske amatører, som frembragte en ny tids spillemænd af en helt ny type. Mellem krigene var filmstjernen dukket op som en ny offentlig identitetsdannende figur. Og teenageres drømme rettedes mod Hollywood, som muslimske bønner mod Mekka. Arbejdet skaber sine mentale flugtveje, virtual sentimentality. Et årti efter krigen dukkede rockstjernerne op med direkte adgang til det kollektive ubevidste hos millio-ner. Eller faktisk hos milliarder. Men her kunne drømmene umiddelbart prøves af med larm i garagen.

Når jeg ikke ligefremt kalder Michael for en professionel musiker, da skyldes dette min arbejdssky vægring ved at tillægge professionalisme positiv betydning. Amatørens, altså elskerens, motiver er åbenbare og behøver ingen forklaring, er forklaringen i sig selv, altså begæret, lysten eller glæden. Hvad er derimod den professionelles motiver? Den frygtelige hemmelighed og indlysende sandhed er : ingen. Den professionelle vil bare være bedre, for lettere at sælge sig dyrere. Men ambitionen heri er kun forfængelighed og gridskhed. Den professionelle opfylder oftest andres ambitioner, eller, opfyldes egne, da kan de, som feks cykelrytterens ambition om at komme først over en streg på vejen, med livsfarlige og -varige stofskifteskader som indsats, kandidere blandt top ti over århundredets idiotier. Amatøren skal lære at styre sine lidenskaber, den professionelle skal lære at gøre det bedste eller billigste for sin køber.

Modtager musikere penge for at spille, bliver de professionelle. Musik er blevet deres profession. Professionelle er ikke nødvendigvis dygtigere, denne betydning får ordet først senere, hvor professionelle, der praktiserer langt mere, udkonkurrerer amatørismen. Herefter får ordet amatør en nedsættende betydning. Kombineres musikalsk amatørisme og professionalisme med berømmelse og store indkomster, kan dette blive en nok så farlig blanding for pågældende musiker.

Ordet profession betød tidligere også trosbekendelse. Og da musikken, på den anden side, er Michaels trosbekendelse, må jeg altså uomgængeligt præsentere ham som en professionel, altså bekendende, musiker. Denne trosbekendelse er vel ret beset hedensk. En hedenskab, hvor næstekærligheden ikke er en dogmatisk dyd, men en daglig praksis, som det for eget velfærds skyld ville være tåbeligt ikke at øve og udøve.

Jeg, GUSTAV BUNZEL, aftenens talende element, har aldrig udøvet musik. I en længere årrække havde jeg fravalgt musikken. Dette valg viste sig efterhånden at være selvundertrykkelse og blev opgivet, da den århusianske rockmusik erobrede sig selv og verden. Markeret ved åbningen af “Vestergade 58” i 1973 som musikernes eget spillested. I de år da Århus også på andre måder sprang ud af provinsialismen. I det mindste med det ene ben. I sine første år var Vestergade 58 det tætteste man kunne komme på det virkeliggjorte eventyr. Man valfartede faktisk dertil fra nabobyerne, fra hovedstaden og fra nabolandene.

Længe besad jeg ikke nogen elektronisk lydspreder. Dette støjmaskinelle fravær gav talen omkring bordet større og friere råderum i min bolig. Som enhver anden hobbit elsker jeg at fodre mine venner. At fodre den elskede er egentligt en art kropslig indtrængen. At fodre gamle og nye venner og veninder i forventningen om den kommende fælles latter, fremkaldt af talen, er ganske enkelt livets mening, hvis altså talen ind imellem afbrydes af musikken.

Man kan også kalde mig professionel amatør. Jeg er en talens amatør, altså elsker. Ikke i den filistrøse, spidsborgerlige betydning, at tale skulle være min hobby. Jeg er blevet betalt for at tale, og er dermed også professionel taler. Man kan også kalde talen for min trosbekendelse. Der lige som musikken er hedensk, den skal ikke hverve sjæle for noget credo, hverken religiøs eller politisk, magisk eller æstetisk, eller hvad der nu ellers måtte søge at lokke de hjemløse sjæle.

Jeg har ofte oplevet samtalen blive afbrudt af larmende tale om, at der tales for meget og handles for lidt. Det går sjældent op for den således afbrydende taler, at også han kun taler. Der er handlet alt, alt for meget i dette århundrede og talt alt for lidt. Skulle man være i tvivl herom, så tag ned til Kosovo. På dødslejerne jamres der nok over meget, der ikke skulle have været sagt, men langt mere jamres der over det, der ikke blev sagt.

At tale i forsamlinger er for mange mennesker en af livets svære prøvelser. En sociofobi, er psykologerne begyndt at kalde sådant. Denne skyldes ikke nogen indbildt angst hos den, der skal til at tale, men en begrundet viden om de mulige varianter af ondskabsfuldhed, som tilhørere kan udvikle overfor en talende. Jo værre, jo bedre talen er. Fobien har ikke sin rod i den individuelle psyke, som terapeuterne foretrækker at tro det, men i den kollektive. Og den kollektive psyke er ofte ikke nogen paradisisk oplevelse. Men omvendt må den paradisiske oplevelse nødvendigvis være kollektiv. Og nogle stunder i fælles glæde er det dog blevet til, ofte hjulpet på vej af musikken. I paradiset skal den sidste som bekendt blive den første. Først når den sidste halunk forsøger at snige sig uset ind, er paradisvejen fundet. Eller mere bramfrit, kun når de dumme svin også går med, er vi begyndt på rette vej.

Jeg debuterede som politisk taler i maj 1967. Som politisk agerende var jeg da amatør blandt millioner af andre politiske amatører. Man mente såmænd, at politisk drøftelse og handling, måtte være alle borgeres opgave. Græsrødder kaldte man det. Levebrødspolitikere og pampere blev lagt for had. Men græsrødderne kunne mildt sagt ikke selv forliges, endsige leve op til egne idealer for mellemmenneskelig omgang. Noget sådant kræver åbenbart langt længere læretid og langt mere omhu, omsorg og omtanke. 70ernes ufordragelige tvangspolitisering har foreløbigt afpolitiseret de seneste par årtiers ungdom. Og politikken er igen blevet overladt til pressionsgrupper, lysthadere, lobbyister og karrierepolitikere. Og enkelte overlevende dogoodere. Selv er jeg stadigt politisk amatør, altså elsker af politik. På det seneste som en art politisk eremit.

Da min fars helbred forhindrede ham i at deltage i en familiefest og her holde talen, fornemmede jeg en stum udpegelse. Familiekollektivet udpegede hans yngste søn til familiefesttaleren.

Den familiære festtalerrolle overførte jeg til vennefester. Eller også var det omvendt. Både egne og andres vennefester. Spontant, forventet eller opfordret. At mødes til vennefester, tale med gamle bekendte og med nye, er livets mening, som slægtens fortsættelse er forudsætningen for. Slægtens formering må ganske enkelt have en anden mening end sig selv. Og helst en anden mening end blot frembringelse af ny arbejdskraft.

Fester opdeles i samtalende smågrupper, som de enkelte kan bevæge sig rundt imellem. Til en god fest sidder ingen ufrivilligt alene. Hvis noget da bør vides af alle deltagere, da er det simpleste, at én taler og alle andre tier så længe. Festtaler bør være lige så selvfølgelige som festmusik. Det er alles opgave at gøre noget sådant behageligt og glædeligt for den talende. Det er enhvers opgave at irettesætte de, der ikke gør således. Mærker du et sting af jalousi over, at taleren taler godt, da ødelægger du blot fornøjelsen for dig selv, om du fortsat giver efter for jalousien..

Men venlighedens selvfølgelighed overfor festtaleren, gælder i endnu højere grad overfor den politiske taler. Politikken bør, selvindlysende i et demokrati, være det område for menneskeligt samkvem, hvor vi omgås hinanden på venligste måde, hvor venlighed ikke må forveksles med tossegodhed. Der er meget langt igen, før dette bør er opfyldt. Publikum kan begynde træningen nu.

Som taler belærer jeg gerne. Dels fordi dette irriteter mentalitetstyper, jeg gerne irriterer, men også for at forbedre det mentalhygiejniske miljø, jeg selv lever midt i. Den, der ikke vil modtage belæring, når en sådan er indenfor rækkevidde, er en tåbe. Den, der ikke vil modtage gratis belæring, er en ærketåbe. Jeg har mødt nogle tusinder af slagsen. Møder man den bedrevidende, som man altså kan belæres af, da skal man pumpe vedkommende for belæring, og glædes over den dumhed, man herved befries for resten af livet.

I er altså lokket hid i aften for at blive belært. I kan lige så godt vælge glæden herved. Og Michaels musik leverer lokketonerne.

Michael og jeg har 25 års venskab bag os. Jeg har presset en aftale igennem, at jeg får lov til at dø først. Han skal tilbringe sine sidste leveår i savnet af mig, fandme ikke omvendt. Han skal holde gravtale for mig. Alderens nådegave og ungdommens forbandelse i samme åndedrag. Venskabets grundkontrakt er gensidig tilførelse af livsmod. Ikke blot når det er nødvendigt, men hele tiden.

Vi har altså fulgt udviklingen i hinandens talenter i et kvart århundrede. Vi har længe leget med tanken om sammen at betræde scenen. Nu sker det så.

Samspillet mellem ord og musik har udviklet mange former siden 60erne. I begyndelsen fulgte den nye musik sangtraditionen. Ordene måtte antage en lyrisk form for at forenes med musikken. I 80ernes midte brød rapperne igennem. I rappen er kravet til tekstens musikalitet kun dens evne til skandering. Det var en omtale af rapperen L. Ron Harald (“mig og min kadet”), der medførte beslutningen om at debutere. Jeg var så dristig at påstå, hvis han kan, så kan jeg sgu også. I aften følger talen musikken og omvendt. Aftenens seance er altså en kombination af musik, tale og teori. Hvor teorien gerne skulle have effekten at udvikle tilhørernes tænkeevne. Det skal blive spændende at iagttage, om og hvorledes musikken vil gøre det lettere for publikum at slappe af overfor tænkningens vanskeligheder, og undgå den aggressive forskrækkelse, der ofte opstår, når man ikke forstår noget. Enhver indlæring af noget nyt starter med, at man ikke forstår noget. Heldigvis er det ubehageligt at føle sig dum. Det omvendte ville mildt sagt være upraktisk. Men første skridt ud af uvidenhed er erkendelsen af den. Fornægtelsen af denne erkendelse gør uvidenhed til dumhed, hvis fortsættelse gør dumhed (altså uerkendt uvidenhed) til stupiditet (eller fortrængt erkendelse af egen dumhed).

Alle er født uvidende. Den enkelte kan selv i gunstigste fald kun tilegne sig en uendelig lille del af den samlede menneskelige viden. Man må altså vide noget om, hvad man ikke ved noget om. Ellers bliver man dum. Ingen er født med dumhed. Dumhed er noget, den dumme selv har påført sig selv.

Også min sceniske virksomhed er kommercialiseret, da enhver scene i en pengeøkonomi nødvendigvis må befinde sig på et marked. Tilbyder man sin kunnen på et marked, da gør man altså dette enten kun for pengene eller også for pengene. En påstand om, at man ikke gør det for pengenes skyld, kan på markedet kun være løgn.

Alle vil have flere penge. Jeg har spurgt i utallige forsamlinger, om der skulle være personer til stede, der ikke ønskede flere penge. Ingen har nogensinde meldt sig.

Alle ved, at der ikke må blive for mange penge, for da mindskes alle penges værdi eller købekraft. Såkaldt inflation. Dette ved man selv i Andeby, efter at en tyfon havde spredt indholdet af onkel Joachims pengetank over hele Andeby og omegn, hvorefter ingen længere gad arbejde, undtagen de tre nevøer, som da kunne sælge til så høje priser, at pengene vendte tilbage til tanken.

Over en vis alder ved alle, at penge kan anvendes til at tjene flere penge. Altså optræde som kapital. Jo flere penge, man råder over, desto flere heraf kan da anvendes til at forsøge på at tjene flere penge. Med større pengesummer, har man bedre mulighed for at tjene flere, endda relativt flere penge, end med mindre pengesummer. Om de større pengesummer er egne eller andres penge, er i denne sammenhæng ligegyldigt, spørg blot Kurt Thorsen.

Vi gentager. 1). Alle vil have flere penge. 2). Pengemængden må forblive begrænset, for at pengene overhovedet skal kunne fungere som penge. 3). Penge kan anvendes til at tjene penge. 4). Jo flere penge man har, desto flere flere penge kan man tjene. 5). Hvis alle vil have mere af en begrænset mængde, og nogle har større mulighed herfor end andre, da må nogle få lidt, for lidt eller slet intet heraf. 6). Overlades pengesystemet alene til markedets såkaldte kræfter, vil nogle mennesker med nødvendighed få for få eller slet ingen penge. 7). Det kapitalistiske monetariserede markedssystem vil systemlogisk nødvendigvis frembringe fattige mennesker. Og dette ganske uanset, hvor meget naturen og menneskene tilsammen formår at producere. Dette er kapitallogikken i dens enkleste udtryk. Denne årsag til fattigdom kan ikke fjernes ved nok så meget arbejde. Fattigdommens fjernelse kræver andre midler end markedets, da det er markedets midler, der fremkalder fattigdommen.

Markedet fremkalder også rigdom. Markedet fremkalder både rigdom og fattigdom. Fattigdomsproblemet må altså løses af andet end markedet. Den rigdom markedet fremkalder, kan, af andet end markedet, bruges til at gøre noget ved den fattigdom, markedet også fremkalder.

Min umiddelbare fordel ved kommercialiseringen af min talevirksomhed er denne, at I, mit publikum, vil stræbe efter at få størst mulig fornøjelse ud af Jeres betaling og af Jeres fri tid. I vil ikke være så opsatte på at modsige mig, som havde vi været en politisk forsamling, hvor I ikke skulle more Jer, men vise Jer.

Jeg er ikke komediant. Nogle vil kalde mig en nar, men hofnar er jeg ikke, så hellere landsbytosse. Jeg kan få andre til at le. Også i svære stunder. Jeg kan også få dem til at græde. Jeg har også oplevet, når de lyttende glemmer sig selv, løfter hovedet og spærrer øjnene op, så det stjerneglimter flere steder i rummet. Både når jeg har læst historier for børn eller foredraget for voksne. Min tale har også fremkaldt jalousi, forargelse, vrede, had, hævntørst. Jeg har set lyttende ansigter helt tillukket af jalousien lige ved siden af ansigter, der åbnede sig i glæden ved en ny forståelses tillidsvækken. Alt sammen har hjulpet forståelsen på vej.

Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, SABAE, brød i sin tid igennem ved med humoren at bane vej for alvoren. Den professionelle kan ikke være alvorlig som andet end skuespil, noget sådant ville være ganske uprofessionelt. Professionel humor må da nøjes med at underholde. Heldigvis er skuespil ikke alvor for andre end skuespillere.

Dagens alvor er ofte af en sådan karakter, at den ikke kan bæres uden humor. Heri vises en side af humorens væsen. Et liv, hvor man ikke lysteligt tager fat i den allestedsnærværende alvor, frembringer enten stupiditet eller paranoia eller begge dele. Den alvor, man ikke gør noget ved, udgør alligevel en trussel, som ingen monetær rigdom kan fjerne, men tværtimod kun øge. Til tider har den rige mere at frygte end den fattige. Salg og produktion af sikkerhedsudstyr er ekspanderende brancher.

Da jeg ikke her og nu bedriver komedie, men dog står op, vil jeg betegne mig selv som stand up politician. Som kommercialiseret aktivitet er det, jeg nu foretager mig altså : arbejde, som er aftenens egentlige emne.

Arbejde.

I den Europæiske Union er nu 11 landes regeringer ledet af socialdemokrater. Socialdemokratierne og deres politiske afskalninger til venstre yndede tidligere at kalde sig arbejderpartier. Men dette udtryk er ikke længere trendy som i 70erne, hvor det at være rigtig arbejder betød, at man på forhånd blev tillagt bestemte politiske og sociale dyder, som alle andre, der ikke var rigtige arbejdere eller født af sådanne, ikke kunne komme i besiddelse af. Der var nærmest tale om en art politisk arvesynd.

En gang skulle jeg tale lige efter en sådan rigtig arbejder (en værftsarbejder), som ingen, slet ikke ham selv, ville betvivle, var en rigtig arbejder. Han sluttede af med at anslå en teoretikerfjendtlig tone. “Ingen skal komme og fortælle os, hvad vi skal gøre”. (Det hørte med til tidens arbejdermytologi, at enhver rigtig arbejder selvfølgeligt kunne tale på vegne af alle andre rigtige arbejdere). “Det er jo os, der laver hele lortet,” sluttede han af . Jeg kunne så starte min tale med at fastslå, at dette jo netop var problemet. Alt det lort, der laves som arbejde af arbejdere på arbejdspladser.

De fleste moderne danskere, og ligesindede andre steder, identificerer sig, som det hedder, med deres arbejde, men vil dog for de flestes vedkommende nødigt kaldes arbejdere.

Afskaffelse, eller som det hedder, bekæmpelse af arbejdsløsheden står nu højest på unionens prioriteringsliste. Og der er såmænd ingen grund til at betvivle denne hensigt. Man ønsker faktisk oprigtigt at få flere i mere arbejde. Men hvorfor forbindes dette med forestillinger om at kæmpe, endsige bekæmpe? Kan man overhovedet bekæmpe arbejdsløshed, der blot kendetegnes ved, at noget (altså arbejde) ikke foregår? Hvordan bekæmper man noget, der ikke foregår? Hvordan skulle bekæmpelse af nogetsomhelst få pengebesiddere, private eller offentlige, til at ansætte flere?

At arbejde ikke finder sted, anses altså for så alvorlig en uskik, at alle regeringer vil drage i kamp mod det.

Skal man blive rigere på andre mennesker, da skal man enten have fat i deres penge eller i deres arbejdskraft. Regeringer lover at fremskaffe flere arbejdspladser, og da regeringers bedste beskatningskilde er lønninger, er der god grund til at tro dem på deres hensigtserklæringer.

Arbejdets mængde

Men arbejdes der ikke allerede rigeligt på denne vor hårdt prøvede klode?

Vor regering praler af, at der aldrig tidligere har været flere danskere i arbejde. Og oppositionen, til højre som til venstre, hævder, at de ville kunne bringe endnu flere i arbejde. Alligevel søger regeringen ikke bare at få endnu flere i arbejde, men endda at få de allerede arbejdende til at arbejde endnu længere.

Hvor meget arbejdes der om året på vor klode?

Der lever 6 milliarder mennesker på kloden. Et normalt dansk arbejdsår rummer små 2000 arbejdstimer. Multipliceres disse to tal med hinanden, får man tallet 12.000 milliarder arbejdstimer. Men en stor del af de 6 milliarder arbejder ikke, fordi de er unge, gamle, kvinder, syge, arbejdsløse eller arbejdsfrie. Andre steder er normalarbejdstiden længere. Overarbejde og bijobs florerer. Workaholics begyndte amerikanerne i 70erne at kalde de værste af denne slags. Morakker er et gammelt dansk ord for det samme, som på plattysk betyder at udmatte.

For et par år siden forargedes mange over, at unionens forbud mod børnearbejde også skulle gælde danske avisbude. At køre rundt i trafikken med mange kilo aviser på en cykel er ikke spor farligt for en 11årig, som heller ikke kan bruge sin tid til noget fornuftigere end at være løntrykker til gavn for velbjergede aviskøbere og annoncører. Noget sådant hører med til den danske kulturarv, som Bruxelles ikke skal blande sig i! I min skoletid i 50erne var forældre stolte, når deres børn ikke behøvede at arbejde, mens de gik i skole.

Unge mennesker har da godt af at lære livets realiteter at kende, siger man. Altså at stå i en døgnkiosk fremfor at læse bøger, diskutere eller botanisere. I den alder, hvor indlæringen er nemmest, skulle man altså forsømme sit livs forår i døgnkioskens realisme i hemmelig længsel efter røverier. I mit barndomshjem var min fars løn for 48 timers ugentlig arbejde nok til en rimelig forsørgelse af hustru og fire børn. Nu vil en familie bestående af to voksne og to børn kunne arbejde over 100 timer ugentligt, samtidigt med at børnene går 50-60 timer i skole. For et par årtier siden bekymrede man sig over væksten i fritiden, man talte endda om fritidssamfundet. Temaet synes nu forsvundet ud af den offentlige debat.

Vi kan altså fastslå, at der arbejdes omkring 10.000 milliarder timer på kloden årligt.

Hvor mange timer lever alle mennesker på kloden på et år? 24 gange 365 gange 6. 000.000.000 timer. Eller ca. 50.000 milliarder timer.

Der er altså årligt stadigt ca 40.000 milliarder menneskelige levetimer, der endnu ikke er blevet til arbejdstid!

Hvis mere arbejde er godt, hvorfor så ikke få alt det gode, vi kan få? Hvorfor ikke gøre alle menneskelige levetimer til arbejdstid?

I retorikken eller logikken kaldes sådanne spørgsmål på latin for reductio ad absurdum. Absurd betyder på latin uhørt. Man bliver altså ved med at spørge indtil hverken spørgsmålet eller svaret, om et sådant kan gives, er hørt før.

I selve besværet med at besvare et absurd spørgsmål ligger ofte fortrængte sandheder skjult. Al levetid kan selvfølgeligt ikke gøres til arbejdstid, men hvorfor egentligt ikke? Hvorfor skulle man ikke få løn hele tiden? Hvilken aktivitet kan ikke være arbejde, eller hvad kan arbejde ikke være?

Californien har verdens tætteste biltrafik. Man har dermed verdens største behov for blodtransfusioner per indbygger. Man har derfor måttet importere mest blod per indbygger. Man har derfor været mest udsat for blodoverførte sygdomme. Nogle har altså kunnet tjene penge på at sælge eget og især andres blod. Blodproduktion og -transfusion er altså også et arbejde. Vampyrimperialisme.

Rige og syge mennesker vil betale for andet end blod. Over den u.s.a.ske sydgrænse kommer en kontinuerlig strøm af illegalt arbejdssøgende, med unge livskraftige hjerter og friske organer.

Personer, der allerede står til en dødsdom, vil gøre hvad som helst for penge.

Hvad betyder egentligt ordet arbejde?

I Ordbog over det Danske Sprog står, under opslagsordet arbejde, betydning 2: møje og besvær. Ordet er kommet ind i dansk fra plattysk i middelalderen, som så mange andre nye ord, der skulle skildre de nye samfundsforhold, der opstod, efter at danerne blev kristnede, underlagt en konge eller en stat, altså beskattede, begyndte at bo i byer og udvilke en pengeøkonomi. Altsammen indenfor et par århundreder. Det tilsyneladende pæredanske ord, marked, kommer også via plattysk, men har sin oprindelse i gudenavnet Merkur, romernes gud for handel

Ordet arbejde har samme rod som det tyske, erbe, arv, og det fællesindoeuropæiske orfan, forældreløs. Kan vi da slutte heraf, at arbejde oprindeligt var det møje og besvær, som de slægtsløse og arveløse blev sat til?

Arbejde hedder på fransk travail, og noget lignende på andre romanske sprog. Ordet kommer af latin tripalium, en trefork, en pæl med tre tilspidsede grene, der blev brugt som strafferedskab for bortrømte slaver. Bagbundet blev den arbejdsskyende lagt med brystet på de tilspidsede grene. Jo magrere vedkommende var, desto længere dødskamp.

Hvad er da arbejde ?

Jeg har det seneste par årtier stillet dette uskyldige spørgsmål, hvad er arbejde, til utallige. Altså hvad måtte være gældende for alt arbejde, hvor, omvendt, alt, hvorom sådant er gældende, er arbejde.

En eneste gang er spørgsmålet blevet besvaret korrekt. I 1978 af en 15årig knægt på en efterskole. Arbejde er det, vi gør for at tjene vores penge, svarede han med en lettere irritation over de spørgsmål, som voksne kan finde på at stille. Alle andre har enten svaret med sniksnak, eller har opgivet at besvare spørgsmålet.

Somme tider hører man højstemte fraser om forpligtelse, skabertrang, identitet og fællesskab, hvis hykleri kan afsløres med få enkle spørgsmål. Det er interessant, at næsten alle religiøse og politiske ideologier frembringer en arbejdsideologi, der stort set er sammenfaldende, uanset om de kalder sig katolikker, protestanter, jøder, muslimer, ateister, reaktionære, konservative, liberale, radikale, reformister, demokrater, populister, revolutionære, fascister, nationalsocialister, socialister, kommunister, syndikalister, marxister, trotzkister, stalinister, maoister eller spejdere. Kun enkeltstående røster falder udenfor, feks Marx´svigersøn, der skrev bogen “Retten til dovenskab” i 188o.

Lad os tage et eksempel fra “Udvikling af Balles Lærebog til Brug ved Cathechisationer” af Didrik August Holberg. Udgivet i Odense i 1846. (Og derefter vil vi tage en skyllepause). Første kapitel hedder “Om Gud og hans Egenskaber”. Med spændt forventning om at blive klogere på gud, læser man:

§1. Stykke 1.At kjende Gud er at vide, hvilke Egenskaber han besidder.

2. Saaledes at kjende Gud, eller at vide, hvilke Egenskaber han besidder, siger Bogen at være høist vigtigt for os

3. Mennesker.

4. Alle Mennesker ville gjerne være lykkelige, men for at kunne være dette, maae de blandt andre Ting, som ere nødvendige, have Mad og Drikke.

5. For at vi kunne erholde Mad og Drikke, eller hvad der er nødvendigt for os til Livets Ophold, maae vi arbeide.

6. Naar jeg nu siger: det er vigtigt for Menneskene, at arbeide, saa mener jeg dermed: Menneskene vilde være ulykkelige, dersom de ikke arbeidede, da de saaledes ikke kunde erhverve sig det Nødvendige til Livets Ophold.

7. Vi sige altsaa, at Noget er vigtigt, naar vi ikke kunne undvære det uden at være ulykkelige.

8. Naar vi derfor sige: Det er høist vigtigt o.s.v., saa er Meningen denne: Dersom vi ikke kjendte Gud og hans Egenskaber, vilde vi være høist ulykkelige, fordi vi allermindst kunne undvære denne Kundskab.

9. Vi skulle nu see, i hvilke Henseende det er vigtigt for os at kjende Gud.

Den, der nysgerrigt vil høre om guds egenskaber, får at vide, at vi skal arbejde! Og sådan fortsætter katekiseringen over 456 oktavsider.

Det vi gør for at tjene penge, er arbejde. Det vi tjener penge ved, bliver arbejde. Efterskoleelevens definition gælder klart i både dagligsprog, som i økonomisk eller sociologisk videnskab. Ingen anden definition rummer tilsvarende klarhed i anvendelsen. Gøremål, som dagligsproget kalder arbejde, men som definitionen udelukker af arbejdets begreb, kan med fordel benævnes med langt præcisere ord end arbejde. Jeg arbejder ikke i mit køkken, jeg laver mad eller vasker op.

De aktiviteter, der benævnes arbejde, har oftest intet andet til fælles end at medføre en pengeindkomst. Lad os benævne dette arbejde, og alt andet med andre ord. Denne indkomst kan være løn eller overskud også kaldt profit. Den tid kapitalister, store som små, bruger på at tjene penge, er selvfølgeligt også arbejde. Det karakteriserer vor kultur, at mennesker med de højeste indtægter ofte har de længste arbejdstider! Tidligere var tegnet på rigdom, at man ikke behøvede at arbejde, det havde man andre til.

Pengeindkomst er en forudsætning for arbejde, men det omvendte er ikke tilfældet, man kan sagtens tjene penge uden at arbejde, såkaldt arbejdsfrie indkomster. Hvadenten disse så er store eller små.

Der arbejdes altså feks ikke i husholdninger. Opvask i mit køkken er ikke arbejde. Opvasken gavner mig og mine gæster. Opvaskeren i hotelkøkkenet får løn for sin aktivitet, der da er arbejde, men han får ikke selv gavn af aktiviteten. Det gør hotellets gæster. Men selv om opvaskerens handlinger ikke gavner ham selv, men andre, så opfattes de ikke som en uselvisk næstekærligheds gerninger. Opvaskeren gør det kun for pengene.

Hvis forældre betaler børn lommepenge for udførelse af husholdningspligter, da ophører disse med at være frembringelse af fælles livsbetingelser, og bliver til arbejde, altså indkomstkilde.

Det hævdes ofte, at kvinder skulle udføre en større del af “arbejdet” i husholdninger end mænd. Problemet er blot, at hvad man vælger at betegne som arbejde i husholdninger og hvad ikke, er ganske vilkårligt. Gennemsnitligt eller ikke, så foretager de to køn sig forskelligt både udenfor og indenfor arbejdet. Hvad kunne man ellers forvente af den lille forskel? Hvis man vælger at betragte flere af de fritidsgøremål, der fortrinsvis foretages af kvinder, som arbejde, ja da kommer kvinder til at arbejde mere end mænd. Vel at mærke i fritiden! Man påstår altså uden at blinke, at kvinder arbejder mere end mænd i fritiden, hvor fritiden er den tid, hvor man ikke arbejder! Men der gemmer sig en pudsighed i denne selvmodsigelse. De aktiviteter i husholdningen, man vælger at kalde arbejde, er formodentlig de aktiviteter, der er forbundet med ulyst. Her bruger man altså ordet arbejde i den middelalderlige betydning, møje og besvær. Her er hyldesten til arbejdets hellige skaben forsvundet, tilbage står fordelingen af de sure pligter. Men ofte bliver sådanne aktiviteter forbundet med ulyst, kun fordi de opfattes som arbejde!?

Det kendetegner altså arbejdet, at den arbejdende ikke selv får gavn af sit arbejde. En ven gav en gang et eksempel på den bekræftende undtagelse. Som student er han ind imellem reservepost og oplevede at aflevere post til sig selv på egen adresse. Milliarder arbejder altså dagligt, ikke for at gavne sig selv, eller for den sags skyld andre, men for at tjene penge. Arbejde foretages altså næsten aldrig med hensigten at gavne nogen. Mon ikke arbejdets resultater kommer til at bære præg heraf?

Man kan tjene penge ved at gavne andre. Man kan gavne andre uden at tjene penge. Man kan tjene penge ved at skade andre. Man kan skade andre uden at tjene penge.

Man kan tjene penge ved alt, der kan sælges. Intet kan sælges, der ikke kan købes. Al aktivitet, der resulterer i noget, der kan sælges og købes, kan altså blive arbejde. Ved vi om en person blot, at denne “har arbejde”, som det hedder, da ved vi intet om, hvad vedkommende måtte foretage sig i dette arbejde. Vi ved blot, at vedkommende tjener penge herved. Og at dette tager kortere eller længere tid. Og at vedkommende ønsker flere penge for kortere arbejdstid, men gerne tager overarbejde, da dette pudsigt nok giver flere penge.

Arbejde er altså, hvad man gør for at tjene penge. Den tid man bruger herpå, er arbejdstid. Og den arbejdende får sjældent selv gavn af resultaterne af sit arbejde.

I det moderne samfund kan ingen leve af resultaterne af eget arbejde eller af egne handlinger overhovedet. Intet menneske kan altså klare sig selv. Hvilket da også ville være en yderst trist affære. Man lever af resultaterne af tusinder af andres arbejde og handlinger spredt over hele kloden. Pengeindkomster er lige så meget værd, som det man kan købe for penge, altså resultater af andres arbejde. Man kan altså ikke nøjes med at ville tjene mange penge, man må også bekymre sig om, hvad man kan købe for pengene, altså hvad andres arbejdstid egentligt bliver brugt til.

For hin enkelte dansker betyder flere kroner større rigdom. For alle danskere betyder flere kroner ikke større rigdom. Danskerne kan ikke blive rigere blot ved, at Nationalbanken trykker flere sedler. For danskere betyder flere udenlandske penge større rigdom. For alle mennesker betyder flere penge ikke større rigdom. Menneskeheden kan ikke blive rigere blot ved at trykke flere pengesedler.

Som 12årig frimærkesamler undersøgte jeg nogle nye mærker, og fandt et ubrugt tysk mærke stadigt med lim på. Mærkets pris var 50 milliarder ! Et sekund troede jeg at have fundet skatten. Jeg udspurgte min far om frimærkets virkelighedsstatus. Det var skam ægte nok, og min far fortalte historier om tyskere, der måtte hente deres løn i trillebører. Historierne syntes at more ham, en meget almindelig reaktion overfor den tyske hyperinflations rædsler fra mennesker, der ikke har oplevet noget lignende selv. Jeg blev en kende bekymret. Landet syd for vores grænse havde startet to krige med millioner af døde. De havde gasset millioner af jøder og andre. De havde betalt milliarder for frimærker. Og ovenover os fløj maskiner rundt med atombomber, der kunne dræbe millioner. Jo, de ældre generationer havde skam gjort det godt! Taknemmelighed overfor, hvad deres arbejde havde frembragt, måtte vel være en selvfølge!

Hvad de arbejdende faktisk foretager sig i de mange milliarder timer (10.000) omfattes ikke med nær så megen bekymring, som det forhold, at nogle få procent ikke “har arbejde”, eller er såkaldt arbejdsløse. Det vil selvindlysende være langt vigtigere for det almindelige velfærd på kloden, om det stedfindende arbejde forbedres, end at nogle millioner flere kommer i arbejde.

Det er uden for al tvivl, at klodens stedfindende arbejde frembringer de alvorligste og mest omfattende trusler mod alt liv. Jeg har fremført denne banalitet i mange forsamlinger. Påstanden har fremkaldt ansigtsudtryk, der tydede på lyst til modsigelse. Men endnu har ingen modsagt påstanden. Påstanden er altså en kendsgerning, eller henviser til gerninger kendt af alle. Våbnene er frembragt af arbejdende mennesker, i arbejde, på arbejdspladser. Husholdninger forurener, javel. Men hovedparten af denne forurening må nødvendigvis stamme fra den produktion eller det arbejde, der forsyner husholdningerne. Intet skib lukker spildolie ud i havet, noget sådant kræver arbejde.

De milliarder, der finansierer deres husholdning ved lønindkomst, lønmodtagerne, kan ikke selv bestemme indholdet i det arbejde, køberen ønsker udført. Arbejdskraftens sælger kan nægte at sælge under de tilbudte vilkår. At en sådan nægtelse kan blive mødt med ubehagelige modforholdsregler, ophæver ikke det forhold, at nægtelse er mulig. Hvis alternativet til at sælge sin arbejdskraft på de tilbudte vilkår er sult og hjemløshed, da er forhandlingsvilkårene for sælgeren ugunstige.

Hvis de arbejdende ønsker at kunne komme til at udføre et arbejde i glæde og stolthed, da må de altså søge at begunstige levevilkårene for de, der hverken er kapitalister eller lønmodtagere. Da levevilkårene for ikkelønmodtagere (hvad enhver lønmodtager nårsomhelst kan blive) lægger bunden for, hvor lav lønnen og hvor ringe arbejdsvilkårene kan blive, burde noget sådant være en selvindlysende interesse for lønmodtagere. Men disse lader endnu deres fortrængte arbejdsskyheds jalousier og misforståede interesser som skatteborgere forplumre det hele. Disse sammenhænge mellem arbejde og ar-bejdsfrihed, lønninger og overførselsindkomster, kræves altså udredt af bevidst arbejdssky. Kun arbejdsfrihedens fortalere kan begribe alle interesserne på spil.

Billiggørelse af transport og kommunikation er ved endeligt at forene klodens arbejdskraftmarkeder i ét sammenhængende marked. Danske lønmodtagere har altså interesse i, at velfærdsstater udvikler sig overalt på kloden. Modvirkelse af løntryk er blevet en global affære. Velfærdsstatens overførselsindkomster danner minimum for lønnen. Velfærdsstaterne må danne unioner for at fremtvinge velfærdsudviklinger overalt på kloden, for at modvirke såkaldt social dumping. Et perspektiv som den danske unionsmodstand fuldstændigt har tabt af syne.

En sådan udvikling formidles ikke ved, at man krampagtigt søger at fastholde arbejdspladser indenfor nationens grænser. Lavt lønnet og lavt kvalificeret arbejde bør flyttes derhen, hvor det kan medføre en gunstig udvikling. I 1978 prøvede man at stable en “køb dansk” kampagne på benene. Dette fik den unge Michael til at formulere sloganet : “Køb udenlandsk. Lad de andre om at pukle”. Som jeg øjeblikkeligt skrev ned, og som siden gik verden rundt. Nogle år senere sendte man mig et udklip fra en engelsksproget avis fra Bangkok, hvor dette slogan blev citeret.

Jo gunstigere de arbejdsfries økonomiske situation er, desto gunstigere kan løn- og arbejdsvilkår blive for de arbejdende. Jo gunstigere lønvilkår, jo gunstigere beskatningsvilkår for staten, der da kan finansiere overførselsindkomster. Samfundsøkonomien, statens beskatningsevne og befolkningens livskvalitet begunstiges ikke ved at tvinge mennesker ud i lavtlønnet og lavt kvalificeret langvarigt arbejde, som kun gavner de mest fedtede arbejdsgivere.

Jo højere overførselsindkomster, jo rigere samfund. Selvfølgeligt er argumentationen endnu ufuldstændig, men den er mindst lige så gennemtænkt som den almindelige surt begærlige jammer over, at bistand og dagpenge skulle være så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde. Problemets kerne er en helt anden, at nogle ønsker at tjene flere penge ved at betale lavere lønninger. Problemet er ikke, om det kan betale sig at arbejde, men om man kan tjene nok på at ansætte. Men uanset hvor lavt man presser overførselsindkomsterne ned, vil lavtlønnende kunne profitere ved, at de bliver presset endnu mere ned.

Tilbage til arbejdet.

Arbejdets almene begreb, hvad man gør for at tjene penge, udsiger altså ikke meget om arbejdets indhold. Måske kan vi få bedre begreb om arbejdets indhold, ved at stille spørgsmålet, hvad kan arbejde ikke være.

Ikke arbejde.

Hvilke aktiviteter kan penge ikke købe? Money can´t buy you love. Kærlighed kan altså ikke blive arbejde. Kærlighed har ikke gode vilkår på arbejdspladser. Eller på markedet overhovedet. Venskab passer heller ikke til arbejdspladsens og slet ikke til markedets psykologi. Arbejdskammerater eller kolleger er altid konkurrenter, hvad man aldrig må glemme. Derfor den megen tale om solidaritet mellem arbejdende, som altså ikke kommer af sig selv. At mange erotiske partnerskaber begynder på arbejdspladser, og nødvendigvis må gøre så, eftersom menneskene tilbringer så megen tid sådanne steder, komplicerer arbejdspladsens mentale miljø. På nogle arbejdspladser skiller man bevidst kærester ad. Ordet sexchikane dukkede op i sen80erne. Ansættelseskampens alle mod alle har ændret venskaber fra at være tryghed til at blive en følelsesrisiko.

De arbejdende er kammerater eller kolleger. Kammerater deler kammer. Skolekammerat. Soldaterkammerat. Arbejdskammerat. Fængselskammerat. Eller det nu foretrukne neutrale udtryk, medarbejdere.

Man kan heller ikke købe sandhed. Sanddruhed kan altså ikke blive arbejde. Man kan købe løgn, feks vidneudsagn for retten, men kun hvis man i forvejen kender sandheden, hvilket er forudsætningen for at vide, hvad der er løgn. At lave reklamer er et arbejde, der har ekspanderet uafbrudt i 150 år. Just når skolebørn har lært at læse, skal de begynde at begribe, at mange voksne mennesker har som arbejde at frembringe overbevisende løgne for at tilegne sig publikums penge eller tiltro.

Flere og flere får som arbejde at frembringe videnskab. Men er køberen ikke tilfreds med resultaterne af det videnskabelige arbejde, vil købet høre op. Usælgelige videnskabelige resultater bliver kun vanskeligt kendt af mange.

Man kan ikke købe tid, selv om udtrykket forekommer i dagligsproget. Hvem skulle man købe den af? Der er ingen, der ejer tid. Man kan købe andres arbejdstid, men ikke fritid. I Molbechs danske ordbog fra 1859 hedder det under opslaget fritid: ”Den tid, hvori man er fri for et paalagt eller paataget Arbeide; (modsat: Arbeidstid). Arbeideres, Skoledrenges Fritid. At tage sig for lang Fritid.”

Fritid kan ikke være arbejde, da arbejde ikke kan være fritid. En overgang talte man om fritidssamfundet, hvor er den snak blevet af?

En lønmodtager vågner. - Konstaterer, at vækkeuret ikke har ringet, bliver forskrækket, men ånder lettet op, det er fridag! Og fyldes med oceanisk velvære. Som danner basis for den arketypiske misundelse overfor de arbejdsfrie døgenigte, som man bilder sig ind, oplever tilsvarende velvære hver eneste dag!

En overgang var velfærdssamfundenes såkaldte sikkerhedsnet således indrettet, at en arbejdsfri på en gang kunne have et tåleligt husholdningsbudget og leve i trygheden ved ikke at kunne miste indkomsten, og samtidigt glædes over at råde over maksimal fri tid, hvis altså ikke en socialt indoktrineret og nedarvet bornert arbejdsmoralisme fremkaldte skylds- og mindreværdsfornemmelser. Dette modsat de arbejdendes konstante stressskabende utryghed ved altid at kunne miste arbejdet. Dette blev for meget for de arbejdendes evne til opretholdelse af en arbejdsbestemt livsstilsideologi.

Tidligere havde en arbejdsfri livsstil været forbundet med enten arbejdsfri indtægter eller bohemelivets husholdningsøkonomiske kaos. Nogle sådanne rige arbejdsfrie blev netop amatører, i kunst eller videnskab. Ifølge danske dagpengereglers bogstav, så må modtagere heraf vel ret beset ikke beskæftige sig med kunst og videnskab! Nu opstod skarer af skattefinansierede arbejdsfrie, flere procent af befolkningen. Men denne nye massearbejdsfrihed nåede ikke at udvikle en livsstil svarende til de faktiske muligheder, før de arbejdendes jaloux modangreb satte ind. De arbejdsfri kunne sagtens leve med de arbejdendes livsstil, som en forudsætning for arbejdsfrihedens finansiering. Men de arbejdendes livsstil kunne ikke tåle at skulle sameksistere med en normaliseret arbejdsfri livsstil. De arbejdsfries tilværelse skulle altså gøres lige så utryg som de arbejdendes, og især skulle den frie tid tages fra dem, uden dog at give dem arbejde. Arbejdende giver kun nødigt arbejde fra sig.

Men fritid er netop tid, der ikke er arbejdstid, hvorfor den arbejdsfrie ikke har fritid, i betydningen tid før, efter eller i stedet for arbejdstiden. Man kan ikke hele tiden gå og frydes over ikke at være i arbejdstid. Den arbejdsfrie oplever ikke den euforiske glæde fredag eftermiddag, men kan mandag morgen vende sig om og sove videre. Søvnunderskud er en alvorlig trussel mod det moderne arbejdende menneskes helbred. Som de industrielle pilletrillere tjener styrtende på.

I et konkurrentielt system er det ikke nok at få mere end tidligere, man skal have mere end andre, for at det kan afgøres, om man anvender konkurrenceduelige metoder. Man kan også få mere end andre, ved at sørge for at andre får mindre. Tanken om, at et arbejdsfrit liv skulle kunne forenes med en særlig lykke, uopnåelig for de arbejdende, bliver derfor utålelig for mange lønmodtagere, så de endda er villige til at undergrave egne interesser, for at garantere, at de arbejdsfrie ikke får det for godt.

Enhver lønmodtager kan nårsomhelst blive arbejdsfri og dermed henvist til overførselsindkomster. Nogle vil hævde, at de har selvpensioneret sig, men pensionsfonde kan gå fallit, hyperinflation kan udradere pengenes værdi. For lønmodtagerens forhandlingssituation er de arbejdsfries levevilkår afgørende for, at man ikke står i valget mellem at sige ja til arbejdsgiverens forslag eller sult.

Det er tydeligt, at lønmodtagere ikke har megen tid til at tænke sig om i.

Det er væsentligt for ethvert fællesskab, at der kan stilles tid til rådighed for det. I arbejdets fællesskab bliver dette sikret ved køb af arbejdstid. Skal der laves en ordentlig fest, må nogen have tid til at forberede den. Noget sådant var en Sabaedrøm for 20 år siden under den stigende arbejdsløshed. At arbejdsfrie og arbejdende skulle søge sammen, således at flere penge og manglende tid, forenedes med færre penge og mere tid. Dette skete stort set ikke. Flokkene samles ikke arbejdende og arbejdsfrie, men hver for sig, da de arbejdsfrie efterhånden er blevet for fattige til at deltage i lønmodtageres stadigt dyrere fritidsbeskæftigelser. For i sin fritid skal lønmodtageren også beskæftiges. I ferierne køber man oplevelser, produceret planmæssigt af sælgerne. I den arbejdsfrie tid ynder arbejderen at blive betjent af arbejdende. I billigste udgave foran skærmen. Et liv, hvor alt bliver tjent og købt, og det der ikke kan sælges og købes ikke findes, er arbejdets skræmmende fremtid.

Man kan heller ikke købe penge. Hvad vil du give for min tikrone? At trykke pengesedler er et almindeligt arbejde, men at frembringe penge kan altså ikke være et arbejde. Eller arbejde frembringer ikke penge, som den økonomiske naivitet bilder sig ind. Lønarbejde er, ligesom kapital, kun muligt, så længe staten er i stand til at opretholde et pengesystem med relativ stabil købekraft. I Vesteuropa synes sådanne betragtninger en kende abstrakte. Det er de slet ikke i lande, hvor pengesystemet bryder sammen.

For penge kan man ikke købe kærlighed, venskab, sandhed, tid eller penge.

Da ikke alt kan købes for penge, må menneskene altså foretage sig andet end arbejde.

Dette andet er alle mennesker forpligtet på. En forpligtelse, der er langt væsentligere end forpligtelsen til arbejde. Arbejde er ikke en pligt, men en indkomstkilde. Hvad man helt har glemt under århundreders arbejdsideologisk herredømme. Det drejer sig feks om sådanne forpligtelser som at opdrage sine børn, passe sine syge og gamle, dyrke sine venskaber og sørge for at blive klogere, også og især politisk klogere. For nu at nævne de mest samvittighedsbetændte områder. Kun denne forpligtelse til andet end arbejde, kan give arbejdet den mening, som arbejdet ikke kan udvikle som blot kilde til pengeindkomst.

Arbejdets virkninger eller kausalitet.

Jeg deltog en gang i en paneldiskussion om arbejdsløshed blandt akademikere. En professor talte lige før mig. Han bedyrede med en opportunistisk patos, at næst efter atomtruslen, så var arbejdsløsheden den største trussel mod menneskeheden. Dette var før murens fald i 1989. Lediggangen var ikke roden til alt ondt, men næsten. Men, hvordan kan arbejdsløshed være en trussel, uden at de arbejdsløse også er en trussel?

Arbejde er, hvad man gør for at tjene penge. Tjener man ikke penge, da arbejder man altså ikke. Hvad kan det ikke at arbejde dog forårsage? Det ikke at arbejde, altså ikke at gøre noget, man tjener penge ved, anses for en særdeles alvorlig trussel mod menneskeheden. Professoren påstod i ramme alvor, at de, der ikke tjener penge, skulle udgøre en alvorlig trussel mod menneskelivet! Eller er dette en demagogisk fordrejning af professorens mening? Den banale sandhed er, at de alvorligste trusler mod livet, ikke bare menneskelivet, frembringes af mennesker, der tjener penge. Især de, der tjener penge ved at arbejde.

Personer, der ikke har nogen pengeindkomst, kan forsøge at forskaffe sig indkomster på ulovlig vis. Kriminel aktivitet, som man forskaffer sig penge ved, er altså også arbejde, kriminelt arbejde. Som beskæftiger 100millioner på kloden. Selvfølgeligt er tyveri også arbejde. Tyve har arbejdstid, arbejdsredskaber og arbejdspladser som alle andre arbejdende. Men, den mangel, der kan drive mennesker til kriminalitet, er ikke manglende arbejde, men manglende indtægter. Lønarbejdets udbredelse kriminaliserer millioner, hvis arbejdskraft ingen vil købe. Truslen mod samfundet kommer ikke fra arbejdsløshed, men fra lønarbejdets logik, der frembringer en økonomi, der nødvendigvis kriminaliserer en stor del af sin befolkning, med mindre dette modvirkes af politisk vej. USA har verdens relativt største fangebefolkning, der tælles i millioner, som de facto udfører slavearbejde. - - - De fleste sorte.

Våbnene, herunder atomvåbnene, er lavet på arbejdspladser af arbejdende i arbejde. Hvis krigerne skulle forsyne sig selv med våben, ville krigen ikke være slet så farlig. Da millioner af mænd gik til fronten i 1914 og 1939, gik millioner af kvinder ind i våbenfabrikkerne. I denne sammenhæng har det ene køn næppe noget at lade det andet høre.

Ingen vil betvivle, at arbejdspladserne tilsviner verden. Det er ikke aktionærerne eller direktørerne, der sviner, men arbejderne. Dette fritager selvklart ikke virksomhedsledelser for moralsk og juridisk ansvar. Men arbejderne, der udfører beslutningerne, er kausalt ansvarlige for resultaterne af deres handlinger, ganske uanset de juridiske ansvarsforhold. Hvis jeg til den mad, jeg tilbereder til mine venner, tilsætter ukendte stoffer, da er jeg selvfølgeligt ansvarlig herfor. Jeg kan ikke undskylde mig med, at jeg ikke vidste, hvad jeg puttede i. Man kommer ganske enkelt ikke ukendte stoffer i mad. Ingen kan frasige sig ansvaret for egne beslutninger eller handlinger, slet ikke når disse har betydning for tusinder eller millioner.

Det drejer sig ikke her om den sædvanlige forargede bebrejdelseslyst. Forargelse er den dårlige samvittigheds falske moralske lystfølelse. Det drejer sig om at tænke over, hvordan man kan komme ud af miseren. Klodens arbejde frembringer mange goder, men også en kolossal misere. Dette løses ikke ved at fortie forholdet. Og da slet ikke ved at hylde arbejdet og kræve mere af det.

Arbejdets stigende produktivitet.

Det er en udbredt vrangforestilling, at arbejdskraften skulle være blevet dyrere og dyrere.

For en almindelig løn har man de seneste par århundreder kunnet købe et forbrug, der, bortset fra kortvarige tilbagefald, synes rigere end nogensinde tidligere. Den danske lønmodtager, og såmænd også en bistandsklient, kan købe mere kød, end man kunne tidligere. Men kødet er mindre velsmagende, er ringere ernæring og usundere. Men rigelig indtagelse af usund føde, kan godt være sundere end underernæring.

Man kan ikke lave en kvantitativ og slet ikke procentuelt sammenlignende måling mellem et normalt forbrug ved århundredets begyndelse og ved dets slutning. Dertil er disse to fænomener alt for forskellige. Man kan som bekendt ikke lægge æbler og pærer sammen, og slet ikke udregne dem som procent af hinanden. En påstand om, at et normalt forbrug 1999 skulle udgøre feks 703% af normalforbruget 1899, er ganske enkelt nonsens. Hvorledes skulle man feks omregne forbrug af fjernsyn og p-piller til procent af et forbrug, hvor noget sådant overhovedet ikke fandtes? Ikke desto mindre har statistikere længe brudt de simpleste regneregler for at indbilde lønmodtagere, hvor mange procent rigere de er blevet per år.

Men at bo i grundmurede huse, der kan udluftes, opvarmes tilstrækkeligt om vinteren, med rindende vand, varmt og koldt, med bad, el, komfur, køleskab, fryser, telefon, radio, tv, video, computer……betegner muligheder for et rigere liv.

Dette rigere forbrug indbilder lønmodtagerne, at de sælger deres arbejdskraft stadigt dyrere. I denne indbildning ligger da også en forfængelighedsgevinst, jeg sælger mig skam dyrere og dyrere. Der ligger også en prestigegevinst. Mit arbejde bliver mere og mere værd. Hvilket frister til fornemmelser af øget selvværd. Når jeg tjener mere end andre, da er jeg vel også mere værd end andre! Mange mener således feks, at syge lønmodtagere burde helbredes før syge arbejdsfri!

Alle ved, at arbejdets produktivitet generelt er stigende, ofte endda stærkt stigende. I en moderne svinefabrik, kan et arbejdsår frembringe langt flere tons svinekød end for 10 eller 100 år siden. Indtil 1980erne var ansættelse i en bank temmelig sikker, men så blev man også her ramt af prikkerunder, da computeren blev bedre, hurtigere og billigere.

Stigende produktivitet betyder altså enten øget produktion per arbejdstime, eller at en given produktmængde kan produceres på kortere arbejdstid. Stigende produktivitet kan altså enten medføre øget produktion eller øget arbejdsfrihed!

Hvis et forbrug frembringes af arbejde, hvis produktivitet vokser, så vil et sådant forbrug kunne frembringes på stadigt kortere arbejdstid. Hvis produktiviteten vokser tilstrækkeligt, vil også et voksende og fornyet forbrug kunne produceres på stadigt kortere arbejdstid.

Foregående tre linier gentages. ….

Hvis foregående argumentation gælder for den enkeltes forbrug, så må noget lignende gælde for det samlede forbrug på kloden. Et normalt forbrug på kloden kan altså produceres på stadigt kortere arbejdstid. Samtidigt vokser den samlede arbejdstid på kloden!! Hvad bruges det overskydende arbejde til?

Lønmodtageren kan altså købe mere og mere af de typer goder, der kan produceres på stadigt kortere arbejdstid. Den arbejdstid lønmodtageren kan købe for sin løn gennem køb af konsumvarer (som har kostet arbejdstid at frembringe) kan altså blive stadigt mindre, selv om et voksende forbrug tilsyneladende tyder på det modsatte.

Men dette gælder ikke for produkter eller tjenesteydelser, der ikke kan frembringes med højere produktivitet. Heraf kan en normal løn købe stadigt mindre. Derfor bliver antikviteter dyrere og dyrere og yngre og yngre. Ikke fordi disse er gamle og sjældne, men fordi deres produktion kræver megen arbejdstid.

Når i egen opfattelse velbjergede i dag vanskeligt kan betale håndværkere, da tror man, at dette skyldes stigende håndværkerlønninger eller skatteforhold. Men det skyldes primært, at de velbjergedes lønninger, målt i den arbejdstid, de kan købe for den, er relativt dalende i forhold til tidligere tiders velbjergede, som feks havde råd til et tyendehold på flere personer.

Man kan ikke lege en time med et barn på et kvarter. Forårsaget af dette skjulte økonomiske tidsforhold oplever de moderne lønmodtagere mangler, med deres klare symptomer. Mangel på tid. Lønnen kan købe flere højproduktivt frembragte varer, men mindre arbejdstid. Selv om mængden af voksne per barn aldrig i noget samfund har været større, så har børns voksenkontakt aldrig været mindre. Og børneværelserne har aldrig været fyldt med mere legetøj. Arbejdstiden eksproprierer af levetiden, med uoverskuelige mentalhygiejniske konsekvenser. En lønarbejderfamilie kan klare omsorgen for to børn, men ikke meget mere. De syge og gamle må passes af anonyme lønarbejdere.

Jo mindre arbejdstid lønmodtagerne kan købe for deres lønninger, desto mindre bestemmer deres samlede køb på markedet over, hvad arbejdskraften bruges til. For at få indflydelse på produktionen kan forbrugerne altså ikke nøjes med at optræde som købere på markedet, de må også betjene sig af lovgivning og statsmagt.

Når arbejdere ikke frembringer forbrugsgoder, da frembringer de kapitalgoder. Andre muligheder forefindes ikke. Kapitalgoder må samtidigt være: arbejdspladser. Hvis de arbejdsfries forbrug sænkes gennem en sænkning af overførsels-indkomster, da medfører dette altså ikke nødvendigvis øget forbrug eller faldende arbejdstid for de arbejdende, resultatet kan lige så vel blive øget produktion af kapitalgoder. Eller af flere og dyrere arbejdspladser, der producerer flere arbejdspladser fremfor flere forbrugsgoder.

 

 

 

 

Arbejdspladser.

Arbejderne forsyner husholdningerne og staten med forbrugsgoder og tjenesteydelser. Men arbejdet skal ikke blot forsyne forbruget, det må også frembringe arbejdspladserne. På arbejdspladserne frembringer arbejdet altså forbrug og arbejdspladser.

Jo flere arbejdspladser, arbejdet frembringer, desto større kan efterspørgslen på arbejdskraft blive. Jo mere voksende efterspørgsel mindsker reserverne på arbejdskraftmarkedet, desto højere vil lønvæksten kunne blive. Men lønvækst vil gøre arbejdsbesparende teknologi mere rentabel. Arbejdet frembringer også arbejdsbesparende teknologi. Arbejdet frembringer også arbejdsløshed. Eller muligheden for arbejdsfrihed.

Hvorfor giver alt dette ikke udelt grund til jubel? - I og gennem arbejdet forskaffer menneskene sig uoverskuelige muligheder. Det er teknisk muligt at frembringe rige livsbetingelser for hele klodens befolkning. Det er teknologisk muligt at gøre noget sådant under økologisk gunstige vilkår. Klodens økologiske problem kan ikke løses blot ved en tilbagevenden til en tidligere teknologi, (hvis svineri nu giver tusinder af grundejere økonomisk problemer) men kun ved en økologisk forbedring af teknologien. Noget sådant forudsætter ikke nødvendigvis nogen forøgelse af arbejdstiden. Selvfølgeligt kan man om 10- 20-30 år producere også, hvad de ældre behøver, selv om der bliver relativt flere af dem. Det vil blive de ældres behov for tjenesteydelser, der vil blive problematisk. En ældrepension kan ikke købe ret megen arbejdstid. Teknologisk drejer dette sig blot om at frembringe den hertil fornødne produktivkraft gennem anvendelse af den eksisterende. Hvis man betænker, hvad den menneskelige produktivkraft formåede i de to verdenskrige i destruktivt øjemed, da kan man ikke betvivle dens potentielle konstruktive formåen. Arbejdet har altså frembragt tekniske muligheder for dels at rette op på arbejdets tidligere skadevolden, dels at frembringe gunstige livsbetingelser for alle.

Alle voksne mennesker, der ikke på en eller anden måde er invaliderede (gjort værdiløse, betyder ordet på latin), rummer (eller kan bringes til at rumme) en produktivkraft, der i samvirke med andres, kan frembringe livsbetingelser for flere personer. Men under lønarbejdsforhold skal man ansættes for at kunne gøre så. Frembringer man livsbetingelser uden at være ansat, vil sådan aktivitet blive kriminaliseret, om den antager større omfang.

Klodens alvorligste økonomiske problem stammer altså ikke fra manglende produktivkraft. Årsagen til, at klodens fattige tælles i milliarder, ligger ikke her. Fattigdommen kan ikke tages som tegn på, at der skulle være for mange mennesker på kloden. Det er den politisk-økonomiske forvaltningspraksis og teori, der halter langt bagefter. Det har den vel altid gjort i den kendte historie.

Hvad end vi så skal gøre ved dette, så er et sikkert, at løsningen herpå ikke alene kan findes af arbejdende indenfor arbejdstiden. Man kan altså ikke bare ansætte nogle til at finde løsningerne, da de ansatte jo skal gøre, hvad de ansættende bestemmer. Løsningens frembringelse kræver altså arbejdsfrihed. Arbejdsfrihedens rigdom tager ingen nuværende regering på nogen måde alvorligt. Så bliver undervisningsministeren pludseligt sur på unge menneskers sabbatår. Om det er fornuftigt, at unge mennesker, der i op til 18 år har tilbragt 20-25.000 timer i vuggestuer, børnehaver og skoler skulle prøve noget andet et års tid, skal vel for fanden ikke afgøres af statsbudgettets øjeblikkelige behov. Det må omvendt være statsbudgettet, der indrettes efter de unges samfundsmæssige behov.

Hvis den øjeblikkelige verdenssituation havde været et resultat af god vilje, omhu, omsorg og omtanke, da havde vi i sandhed været på den. Heldigvis har den hidtidige historie været et resultat af umådelig sjusk. Man kan ikke en gang regne med, at egoister er omhyggelige egoister, altså at de i det mindste gavner sig selv. Øjeblikkets alvorligste kollektive misere frembringes af selvskadende egoister, der finder yderligere grund til egoisme, jo mere de skader sig selv. Det kan altså ikke være så vanskeligt at gøre det bedre end tidligere. Fortidens rekorder i tåbelighed og ondskab er svære at slå.

Jeg har ofte stillet spørgsmålet, hvis jeg feks ønsker at snakke med sidemanden ved baren. Ved du, hvorfor jeg vil forbedre verden? Den anspurgte svarer pligtskyldigt nej. - Fordi jeg bor i den.

Da de to verdenskriges teknologiske udviklinger i 1950erne for alvor slog igennem i de forbrugsproducerende sektorer, kunne et stadigt voksende individuelt forbrug produceres på stadigt kortere arbejdstid. Dermed kunne stadigt flere arbejdspladser frembringes, selv om arbejdsomkostningerne ved frembringelsen af en arbejdsplads var stadigt voksende. Samtidigt kunne staten, herunder militæret, vokse. Merarbejdet per arbejder kunne altså vokse, selv om arbejdernes forbrug også voksede.

Men, den arbejdstid, som en pengeindkomst minimalt må kunne købe, må nødvendigvis have en nedre grænse. Merarbejdet kan altså ikke fortsat forøges ved at mindske denne tid. Skal merarbejdet fortsat øges, da må flere i arbejde, eller man må arbejde længere (altså en større del af levetiden) eller begge dele.

 

Arbejde og rigdom.

Arbejdet frembringer altså forbrugsgoder, tjenesteydelser og arbejdspladser, der udkonkurrerer andre arbejdspladser. Et forbrugsgode er en rigdom, fordi det kan (for)bruges. Men, når forbrugsgodet er brugt, er det ikke længere rigdom. Forbruget mindsker formuen. Skal man altså være rig, da skal man have flere forbrugsmuligheder, end man bruger. Kun forbrugsmuligheder kan altså være rigdom. Men forbrugsgoder ophører som rigdom, når de bruges. En forbrugsmulighed er ikke nødvendigvis et forbrugsgode, men noget, der kan frembringe forbrugsgoder, altså arbejdspladser. Den ideelle individuelt besiddelige rigdomsform er da arbejdspladser, der producerer arbejdspladser. Eller kapital, der investerer i kapital.

Penge er ikke noget forbrugsgode, men de er en rigdomsform, da man for penge kan tilbytte sig forbrugsgoder. Men penge er en usikker rigdomsform. Valutaer mister værdi eller går til grunde. Guld, diamanter eller kunstværker er heller ikke sikre værdier. De rige har store problemer med at bevare pengestørrelsen af deres rigdom. Nogle samler unike kunstværker, hvor lidenskab og formuesikring kan forenes, hvilket skaber arbejdspladser for hærskarer af kunsteksperter. Men ekspertudsagn er købte, og sanddruhed kunne ikke blive arbejde. Det sikreste som rigdomsform er simpelthen arbejdspladsproducerende arbejdspladser.

Hvad er da kapital? Pengetjenende penge. Penge, der køber for at videresælge dyrere, eller udlånes mod renter. Penge kan ikke optræde som penge, altså som cirkulationsmiddel, uden at penge kan optræde som kapital, altså som penge, der anvendes med hensigten at tjene penge.

Hvis ophævelse af kapitalisme da indebærer ophævelse af kapital, da må noget sådant altså forudsætte ophævelse af pengene. Hvis arbejde altså er, hvad man gør for at tjene penge, da vil et sådant arbejdsbegreb ophæves i og med pengenes ophævelse. Ophævelsen af kapitalismen må altså forudsætte ophævelsen af arbejdet. Ophævelsen af kapitalismen er således under ingen omstændighed arbejdernes sag, Det er en sag for borgerne eller menneskene.

Da kapital er pengetjenende penge, vil en pengeøkonomi altid udvikle kapitalisme. Kapitalismens ophævelse forudsætter altså pengenes ophævelse. Dette sker ikke foreløbigt. I overskuelig fremtid vil klodens økonomi forblive kapitalistisk. Økonomien kan søges forvaltet med menneskenes økonomiske og økologiske velfærd for øje, altså velfærdskapitalisme. De samfund, der søger at udvikle velfærdskapitalisme, må danne unioner og bruge unionsmagten til at fremkalde en glo-bal velfærdskapitalisme, altså en velfærdsimperialisme.