03.12.06. 04.02.03.

 

Gustav Bunzel.

 

Rusmidlernes politiske økonomi.

 

(offentliggjort i ”Arne Stav L år” Red. Odd Sundbø. Skien. Norge. 2004).

 

Rusmidler har behagelige og ubehagelige effekter. Havde der kun været ubehagelige effekter, ville der slet intet problem være.

 

Megen skrækpropaganda mod rusmidler, især henvendt til unge, fremhæver kun det ubehagelige. Propagandaen vil altså hindre de unge adgang til noget behageligt !! Der findes næppe noget, der vækker større nysgerrighed, end det, man prøver at skjule.

 

Indtaget i større mængder har rusmidler selvfølgeligt alle sammen usunde virkninger (hvor mængden kan være i liter, gram eller milligram). Dette gælder stort set alt, man indtager, måske undtagen vand.

 

Menneskene udsættes for forgiftende påvirkninger af meget andet end rusmidler. Påvirkninger, der kun er ubehagelige. Interessant nok er det ikke mod sådanne forgiftninger, uden behagelige effekter, at der opstår moraliserende massebevægelser. De moralske kors- eller halvmånetog anspores ikke af ønsket om at redde andre fra ubehag, men af ønsket om at redde andre fra deres lyster.

 

Alkoholens politiske økonomi. Lystens beskatning.

 

Oscar Wilde: Work is the curse of the drinking classes. (1890-5).

 

Alkohol blev et element i den politiske økonomi, da den kunne beskattes. Teknisk blev det lettere at beskatte alkohol, da denne i middelalderen begyndte at blive destilleret efter arabisk inspiration. (Alkohol er et arabisk ord). Det ældste kendte danske destillationsapparat er lavet af ler i 1300tallet.

 

Lokalhistoriske tidsskrifter beretter om bøndernes had mod toldere, der lavede husundersøgelser for at finde destillationsapparater. Agtværdige bondemænd har modtaget årelange straffe, fordi landsbyen havde jaget sådanne toldere ud med stenkast.

 

Alkohol blev beskattet, fordi det var et godt beskatningsobjekt. Et af de allerbedste. Det var salt også en overgang. Man skulle bruge salt, man ville drikke sig en rus til.

 

Beskatning finder sted for at tilføre staten en (penge)indkomst. Beskatning kan også finde sted for at (søge at) regulere forbruget og dermed købet, dermed salget og dermed produktionen, altså udbuddet af bestemte produkter. Disse to typer hensigter er i åbenbar modstrid.

 

Forbydes et bestemt forbrug, da kan dette ikke beskattes (kun af forbrydere). Told på udenlandske varer kan måske forøge forbruget af indenlandske varer. Men udlandet kan også finde på at fortolde, og da bliver tolden blot en skat på handel over grænserne. Mindre lande har relativt større udenrigshandel. Importbeskatning rammer altså forskellige nationaløkonomier forskelligt. Beskatning som middel til global international økonomisk adfærdsregulering er en kompliceret affære.

 

Man kan indføre eller øge en beskatning på en vare(type) med hensigten at mindske forbruget heraf, eller omvendt, omvendt. Eller man kan beskatte for at fremkalde øget forbrug af andet. Man kan beskatte forbruget af begrænsede råstoffer for at fremme forbruget af mindre begrænsede, eller lette beskatningen for de sidste. Olien er begrænset, vind og sol ubegrænset.

 

Men, købes der stadigt lige meget af den højere beskattede vare, da opnår man faktisk det modsatte af hensigten. Forbrugerne får færre penge til køb af andet. Betalte man det mere for udenlandske tekstiler, da havde man de færre penge til køb af hjemlandske.

 

Forbud.

 

Afholdsbevægelsen startede i USA i begyndelsen af 1800tallet (første forening i Boston 1813). Den bredte sig hurtigt til Europa, ofte nært knyttet til sekteriske, protestantiske religiøse vækkelsesbevægelser. Den blev en politisk faktor ved overgangen til parlamentarisk styre i århundredets anden halvdel.

 

I 1920 lykkedes det de amerikanske afholdsbevægelser at få gennemført et forbud mod produktion, distribution, salg, køb og forbrug af alkoholholdige drikke. Formodentligt har det været et mindretal af vælgere, der påtvang et langt større flertal dette forbud. Der har vel været omkring en halv million værtshuse i USA. Hvad skulle deres ejere, ansatte og disses familie nu leve af ?

 

Millioner brød loven uden mindste samvittighedskval. Som bekendt er alle forbrydelsers årsag lovene. Myndighederne skulle efter en bestemt dato bekæmpe millioner af daglige handlinger, som forbudsloven havde gjort til forbrydelser. Den amerikanske indvandrerøkonomi havde ellers haft rigeligt med økonomisk kriminalitet i forvejen. Det lovløse vesten. Den periode, hvor loven var gældende, 1920-32, kaldes overhovedet ”forbudstiden”.

 

Forinden forbuddet havde voksende alkoholbeskatning vist, at forbugerne var villige til at betale en klækkelig overpris, som altså tilfaldt det offentlige. Forbuddet betød, at forbrugerne ville betale endnu højere priser. Men forbuddet forvandlede overprisen til en ekstraprofit, som nu tilfaldt den nu kriminelle økonomi, der tog sig af smugleri, produktion, distribution og salg. De bevæbnede ”ansatte” i denne økonomi blev fra 1925 kaldt gangsters (gang, engelsk for flok eller bande). Et ord som hurtigt bredte sig til hele kloden. Gangsterfilm sluttede sig til westerns som amerikanske sindbilleder.

 

Risikoen ved deltagelsen i denne kriminelle økonomi medførte relativt høje indtægter for de deltagende, som den voksende arbejdsløshed gjorde endnu mere tillokkende. Gangstere kører i dyre biler, går i dyrt tøj og med dyre damer, og tænder cigarer med pengesedler.

 

Ekstraprofitten gav gangsterne hidtil usete muligheder for at korrumpere politi, domstole og myndigheder, der i forvejen var anløbne. Godfathermyterne er udtrykket for, at også denne kriminelle økonomi undergik den sædvanlige kapitalistiske monopoliserende centralisation. Man udkonkurrerede hinanden på maskinpistoler, som var blevet udviklet i verdenskrigens sidste år, og som gav gangsterne en forbløffende ildkraft, hidtil uset i kriminelle sammenhænge.

 

Den kriminaliserede ekstraprofit gjorde det muligt at finansiere anden kriminel virksomheds overgang til centraliseret stordrift. Samtidigt investeredes kriminelle profitter i legal virksomhed.

 

Roosevelt blev valgt i 1932 bla. med forbuddets ophævelse på sit program. Et af hans argumenter var de mulige skatteindkomster, som det offentlige gik glip af, som i stedet finansierede kriminelle karteller. Kriminaliseringen af alkohol blev ophævet. Med et slag blev der dagligt foretaget millioner, millioner færre forbrydelser, som politiet så ikke behøvede at tage sig af.

 

Men ophævelsen kom for sent. Den kriminelle stordrift havde bidt sig fast, og har nu fået globaliseret omfang. (Pudsigt nok så lagdes grunden til den russiske mafia samtidigt, fremhjulpet af den stalinistiske statskapitalismes kriminalisering af private profitter, som frembragte den hidtil største illegale økonomiske sektor).

 

Forbuddet fik ikke amerikanerne til at drikke mindre. Tværtimod begyndte de at drikke mere spiritus, som var lettere at håndtere illegalt. Det gør de stadigt. I utallige film har man set manden eller konen komme hjem og styre direkte hen til flasken, der står fremme.

 

Beskatning.

 

Hvis staten øger beskatningen af alkohol, da øges statens skatteindkomst, med mindre forbruget af beskattet alkohol falder tilsvarende eller mere. Falder alkoholforbruget, grundet øget beskatning, så meget, at skatteprovenuet herved falder, da må dette, alt andet lige, medføre en stigning af andre skatter.

 

En skatteyder, der drikker mindre alkohol end gennemsnittet eller slet intet, vil herved altså komme til at skulle betale mere i skat. Skatteyderes interesse er ikke blot at betale mindre i skat, men også at andre betaler mere. Afholdspropagandister skal altså være villige til at betale mere i skat.

 

Et mindsket køb af (dansk) beskattet alkohol er ikke identisk med et mindre forbrug af alkohol.

 

Private borgere kan indføre en vis mængde alkohol uden fortoldning, som de kun vil indføre fordi udenlandsk beskatning er lavere. Herved mister danske alkoholforhandlere omsætning, og staten mister almindelig omsætningsafgift og alkoholskat, som tilfalder udlandet.

 

Fra 1 januar 2004 kan danskere medbringe langt mere spiritus, vin og øl end tidligere over grænsen. Derfor blev den danske spiritusbeskatning sænket mærkbart i slutningen af 2003, med begrundelsen, at tab af skatter og omsætning ellers ville blive for stort. Beskatningen som indkomst gik altså forud for beskatningen som adfærdsregulering !!

 

Er beskatningen høj nok, kan smugleri betale sig, trods den forøgede kriminelle forretningsrisiko. Beskatning muliggør selvfølgeligt altid en kriminel, altså skatteunddragende, økonomi. Jo højere beskatning, jo større mulighed.

 

Selv mine særdeles lovlydige forældre kunne ikke lade være med at prale en smule af at have smuglet en halv flaske over grænsen. I min barndoms drengeromaner skulle drengene udføre spændende heltegerninger. For det meste skulle de afsløre krybskytter. Eller opdage skumle spritsmuglere.

 

Man kan også selv producere og sælge ”ulovlig” alkohol. I destilleret form kan sådant være særdeles usundt, endda livsfarligt. Pullimut, fusel, træsprit, finnevittigheder.

 

Beskatning af alkohol, kan altså medføre det stik modsatte af hensigten. Et fald i provenu. Kriminalisering og sundhedsfare.

 

Alkoholbeskatning er en indkomst for staten.

 

Denne beskatning er ”lige” for skatteyderen. For hver liter beskattet alkohol denne køber, betales det samme i skat. Købes en flaske vin til 20 kr, betales 10 kr i skat. Købes en flaske til 110 kr, betales også 10 kr i skat, hvis alkoholstyrken er den samme. Den fattige betaler (mindst) halvdelen af sin rus i skat, for den rige er beskatningen en ligegyldig del af prisen. Da danskerne begyndte at drikke vin i 1960erne, var Danmark det bedste marked for vinproducenternes ringeste sprøjt. Danskere betalte dyrt for vin, som sydpå kun blev drukket af de fattigste bumser.

 

Indtagelse af alkohol har gunstige og ugunstige effekter. Her er mængden en væsentlig faktor. Selvfølgeligt må være gældene, at jo billigere alkohol man drikker, desto alvorligere kan de ugunstige effekter blive. Prisen retter sig simpelthen herefter.

 

Øget beskatning medfører altså ikke automatisk mindre forbrug, den kan også medføre billigere forbrug. De senere årtiers billigste danske tilbudsøl har man sgu ikke kunnet sælge i udlandet. Man har kun kunnet sælge dem på grund af alkoholbeskatningen.

 

At forskaffe sig den billigste rus kræver en vis hovedregning. Flaskens pris (vi ser bort fra pant), væskeindhold og alkoholprocent. Den ene flaske whisky rummer 75 cl og 40% alkohol, den anden 70 cl og 38%. Hvilken alkoholpris er da billigst ? På Norgesbådene rummer flaskerne 100cl. På vej mod Norge er alt billigere, på vej mod Danmark kræver det nøje udregning. Da beskatningen af alkoholvolumen er givet, bliver drikkens øvrige kvaliteter derefter. (”Absolut vodka”).

 

Lad os repetere en smule af vor barndoms købmandsregning. Hvis staten øger beskatningen af alkohol, hvad kan da ske ?

 

Øgningen vil næppe få ret mange til at købe for færre penge alkohol end tidligere. Men sådanne må enten drikke mindre eller billigere. Køber de billigere, betaler de det samme i skat, da skatten er en volumenskat. Kun hvis de drikker mindre af samme kvalitet, er der måske opnået nogen som helst helbredsmæssig gunstig effekt. Men da sådanne næppe drikker særligt meget, er denne effekt måske nul eller negativ. De får blodpropper i stedet

 

Nogle vil købe alkohol for den samme mængde penge som tidligere. Enten mindre eller billigere.

 

Nogle vil købe den samme mængde alkohol som hidtil. De må da enten købe billigere alkohol. Eller have færre penge til overs til andet. (Alt andet lige).

 

Nogle køber allerede alkohol for alle pengene. De må enten drikke mindre eller billigere.

 

Nogle bruger allerede alle deres penge til den billigste sprut. Dette er den eneste kategori, hvis forbrug øget alkoholbeskatning med sikkerhed vil nedsætte.

 

Den skatteyder, der mener selv at drikke mindre end gennemsnittet, vil regne med at have en fordel af alkoholbeskatningen. Lad os antage, at statistikerne kan udregne et nogenlunde korrekt tal for danskernes samlede hjemlige alkoholforbrug. (Nogle udlændinge drikker beskattet alkohol i Danmark, nordmænd og svenskere køber i massevis for at drikke det hjemme). Skatteyderen kan altså med en vis sikkerhed kende til gennemsnitsforbruget. Som pressen ustandseligt fortæller om. Men skatteyderen holder sjældent nøje regnskab over eget forbrug. Hvor mange danskere bilder sig ind, at de drikker mindre end gennemsnittet, og dermed har fordel af alkoholbeskatningen, hvor det modsatte faktisk er tilfældet ?

 

Jo mere man drikker, desto større bliver risikoen for at komme på overførselsindkomst. Altså skattefinansieret indkomst. Modtagere af overførsel kan godt være afholdsm/k, men relativt vil mængden af drukkenbolte være større.

 

En kontanthjælpsmodtager, der om dagen ryger en pakke smøger eller to og drikker 10 guldøl eller flere, er ikke beskyttet mod skatteplyndring af noget skråt skatteloft.

 

For et sådant forbrug betales ca 3000 kr om måneden. For et produkt, der koster få hundrede kroner. Til rådighed til andet forbrug, når huslejen er betalt, bliver få hundrede kroner. Tørt franskbrød med harsk leverpostej. Vitaminmangel, der viser sig som sår i ansigtet. En hurtig død. Som kyniske sagsbehandlere siger det udenfor referat, giv dem en førtidspension, så dør de hurtigere, og billigere.

 

Eller tvinges til at forskaffe sig kriminelle indkomster.

 

Det er en almindelig bedsteborgerlig forestilling, omtankeløs, kynisk og hyklerisk, at man kan løse sociale problemer, ved at beskatte, forbyde, straffe eller sygeliggøre dem væk.

 

Officielt lever ingen danskere under den officielle fattigdomsgrænse. Kritiske røster, som regeringen afviser, påstår, at sådanne nu kan tælles i tusinder.

 

I praksis har beskatningen af tobak og alkohol i årtier trykket, ingen ved hvor mange, tusinder af danskere langt ned under fattigdomsgrænsen, hvis man måler denne, ikke på den nominelle pengeindkomst, men på det faktiske stedfindende forbrug.

Her vil spidsborgeren i blind hykleri hævde, at dette jo er selvforskyldt, de kan jo bare lade være med at drikke så meget. Men drukkenboltene har dog ikke besluttet, at deres druk skal koste så meget i skat. Det har lovgiverne, valgt af spidsborgerne, der glæder sig over at spare i skat gennem skatteplyndring af landets fattigste.

 

Nogle mennesker har et billigt forbrug af tobak og alkohol, som truer deres helbred. For at ”hjælpe” dem sørger man ikke for at fremskaffe sundere tobak og alkohol. Man beskatter forbruget så meget, at de fattigste kun kan købe det ringeste og mest usunde, og ikke har penge til overs til ret meget andet. I et landbrugsland, hvor grøntsager er de dyreste i EU. Tandlæger (blandt de dyreste i EU) kan kun betales med års mellemrum, på sagsbehandlerens nåde. Tøjvask er dyrt i et møntvaskeri. Sidst på måneden, altså efter den 10., er der ikke råd til busbilletter. Man snyder, bliver pågrebet af kontrolløren, og får en bøde på 500 kr, som trækkes af kontanthjælpen, så hurtigt som systemet formår.

 

For at forhindre en usund ”livsstil” beskatter man muligheder for ethvert sundt forbrug bort, hvilket gør pågældende liv endnu usundere. Drukkenboltenes usundhed er både frembragt af deres egen last, og af andres skatteplyndring heraf. Dette fortsætter man med i årti efter årti. Hvornår bliver hykleriet åbenbart ?

 

Der er intet i den ovenstående argumentation, der ikke er fuldt forståeligt for enhver voksen. Alle kendsgerninger er kendt af alle.

 

Ak,ak. Dette sker i mit elskede fædreland. Så platfodet indgroet er hykleriet.

 

Rusmidlernes politiske økonomi. Smugleren og den kriminelle knaphedsrente.

 

I 1933 toppede arbejdsløsheden i USA. De tusinder, der havde været offentligt ansatte for at håndhæve alkoholforbuddet, truedes af arbejdsløshed. Man indledte derefter og derfor en undertrykkelse af andre rusmidler. Hver gang en ny grøntsag herefter blev kendt for dens ruseffekter, blev den forbudt. Man indledte en ruscensur, altså en sindelagskontrol, praktiseret som en grøntsagscensur.

 

I 1817 formulerede englænderen Ricardo den klassiske jordrenteteori. Hvis efterspørgslen på en vare stiger hurtigere end produktionen heraf grundet på manglende produktivkraft, da kan sælgerne af denne vare (og måske også producenterne) indkassere en normaliseret ekstraprofit. En voksende befolkning vil øge behovet for fødemidler. Produktionen af fødemidler kontrolleres (bortset fra fiskeri og en smule jagt) af jordejere. Denne jordejernes ekstraprofit blev benævnt jordrente.

 

Men, en ekstraprofit kan indkasseres af enhver, der sælger et produkt, der står overfor en permanent merefterspørgsel, som altså er i permanent knaphed. En sådan ekstraprofit har man benævnt knaphedsrente. Denne brug af ordet rente er gået af mode i den politiske økonomi. Rente er her ikke noget, man betaler for at låne, men en ekstraprofit, der tilfalder en besidder af knappe produktionsmidler.

 

Knaphed kan fremkaldes ved bevidst at kontrollere udbuddet, hvilket forudsætter monopol. Denne ekstraprofit, som er fremkaldt af ejeres kontrol af udbuddet, som altså er en bevidst fremkaldt knaphedsrente, benævnes sædvanligvis monopolprofit.

 

Udbudsknaphed kan selvfølgeligt også fremkaldes ved et forbud, som gennemtvinges i en eller anden udstrækning. Fremkalder denne legalt og administrativt fremkaldte knaphed en ekstraprofit, da kunne man kalde denne for en kriminel knaphedsrente.

 

Vand i ørkenen.

 

I ørkenen er der knaphed på vand. Antag, at Bill Gates befinder sig i ørkenen, og er lige ved at dø af tørst. Du har vand, hvor stor en check vil han udskrive til dig for af få noget af dit vand ? Hvor stor vil du forlange ?

 

Visse forbrugsgoder vil visse forbrugere betale alt, hvad de kan, for. Så de ikke har penge til andet, så de forgælder sig for resten af livet.

 

Hvad vil mangemillionæren give for en ny nyre, uden hvilken han vil dø indenfor måneder ?

 

Forbyder man sådanne varer, da skaber man de gunstigste betingelser for en kriminel økonomi. Har du brug for hurtige penge, så importer og sælg ulovligt fyrværkeri til danskernes nytår. Som er endnu farligere, fordi det er ganske ukontrolleret.

 

Jo mindre vand, der er i ørkenen, desto højere bliver prisen på vand i ørkenen. Uanset vandets kvalitet som drikkevand. (I Mellemøstens ørkener kunne man for tiden fristes til at kalde jordrenten for en vandrente).

 

Beslaglægger myndigheder et ulovligt rusmiddel i en eller anden mængde, da vil dette uvægerligt få prisen på pågældende rusmiddel til at stige. Den kriminelle knaphedsrente vil vokse. Indtjeningsmulighederne for producenter, mellemhandlere, kurerere og sælgere vil blive større (per mængdeenhed, eller måske endda absolut).

 

Vandbærerne.

 

Man kan så søge at arrestere sælgere, kurerere eller sågar bagmænd. Man kan skærpe straffen.

 

Beslaglæggelse og destruktion af smuglervarer og henrettelse af smuglere, har aldrig standset noget smugleri. Smugleriets historie er mig bekendt endnu ikke skrevet, jeg ved derfor ikke, om bekæmpelse af smugleri nogensinde har mindsket noget smugleri.

 

Politi og toldere praler af, at de gør deres arbejde bedre og bedre, fordi de beslaglægger mere og mere, og arresterer flere og flere. Hvornår indser man det patologiske afsind i denne argumentation ?

 

Et eller andet sted udstyrer man et ungt menneske med et pas, pænt tøj og en kuffert. Vedkommende skal transportere et rusmiddel gennem en eller anden kontrol. Lykkes missionen kan en familie leve af indkomsten i flere måneder i et eller andet fattigt land. Risikoen for at blive taget er måske 1 til 100, måske mindre, måske større. Af meget gode grunde ved ingen dette. Så omfattende fattigdommen er i verden, kan man ikke arrestere sådanne væk.

 

Beslaglægger man en pushers beholdning, så må pusheren derefter sælge endnu mere, som han må forskaffe sig på kredit. Sådanne kreditorers inkassometoder er ubehagelige. Metoderne i den kriminelle selvjustits er som myndighedernes var i middelalderen. 10.000 kr = yderste led på venstre lillefinger.

 

I 1970ernes begyndelse var det musikglade natteliv i Århus landets fredeligste. Så kom narkoinkassovolden, og freden var forbi.

 

Eftersøgte kriminelle kan kun leve af kriminelle indkomster. Kriminaliseringen af en vare fremkalder kriminelle, der kun kan leve kriminelt, og giver disse mulighed for en kriminel indkomst. Arresterer man en hashsælger, da får man en kriminel, hvis fremtidige gunstigste indkomstmuligheder er kriminelle, som forbuddet leverer mulighed for.

 

En eller anden med mange penge, som derfor mangler endnu flere, skal nødvendigvis skaffe mange penge til veje inden revisionen. Hemmeligt. Endnu en bagmand melder sig til den business, hvor profitten er hurtigst, størst og sikrest.

 

Unge mennesker føler sig tiltrukket af et rusmiddels behagelige effekter. Man kan ikke starte med at opleve de ubehagelige effekter, der opstår efter længere tids forbrug. Dette må selvfølgeligt vække bekymring. Man forbyder så forbruget. Men forbuddet virker ikke, medfører blot at rusmidlet bliver dyrere. Til rusmidlets behag knyttes forbuddets spænding og fællesskab. Til disse fristelser for det unge menneske føjes der så muligheden for at tjene mange og hurtige penge. Som kan betale det forbrug, som forbuddet har gjort dyrere.

 

Jo, jo. Bedsteborgerne forstår så sandelig at beskytte deres børn.

 

Selvfølgeligt kan forbrug af narkotika ødelægge et menneskes liv. Hvad koster det at blive taget med et kilo heroin i Kastrup Lufthavn ? Mange års fængsel. Mange menneskers liv er blevet ødelagt af mange års fængsel. I bestræbelsen på at fjerne et onde, frembringer man et andet onde, der bare fortsætter med at vokse, uden at mindske det første onde. Men dette sidste onde er en indkomstkilde for offentligt ansatte.

 

Kilden.

 

Så prøver man at gå til kilden, da gadepushere og bagmænd hver gang blot bliver erstattet af andre, når de fjernes. Kilden er producenter. Hvis rusmidlet stammer fra en grøntsag, så er producenterne ofte fattige bønder i fjerne lande. Som kan tjene mere på denne afgrøde end nogen anden. De lokale mellemhandlere kan tjene så meget, at de kan finansiere flere gunmen, med bedre våben, end den lokale regering. Som der også er rigeligt med penge til at bestikke. Så kan den dipsomane supermagt sætte sine helikoptere ind for at gøre fattige bønders marker udyrkelige.

 

Bornerte bedsteborgeres jalousi mod andres rusvaner kriminaliserer fattige nationer.

 

Rusmidler kan også produceres syntetisk. Med et minimum af kundskaber kan man lave almindelige kemikalier om til kraftige og farlige rusmidler i sit køkken. Øget kontrol, øger prisen, der øger knaphedsrenten, der giver flere penge til bestikkelse af kontrollanter, som måske også kunne tænke sig at prøve rusen ! Hvorfor vil de dog betale så meget og løbe sådanne risici for at opnå denne rus ?

 

Vogterne.

 

Antag, at en eller flere betjente har beslaglagt en stor klump et eller andet. Gadeprisen for klumpen er en million. Det er fristende at beholde den. Det er kriminelt at beholde den. Det er altså farligt at beholde den. Den må enten smides væk, forbruges, foræres væk eller sælges til mellemhandlere. (Skulle betjenten blive gadepusher, da ville absurditeten blive intens). En kriminalisering, der kriminaliserer de kriminaliserende.

 

Antag, at en betjent under en razzia i en narkobule beslaglægger en fed bunke pengesedler, og i et splitsekund stopper dem i inderlommen. Hvordan bruger han derefter disse penge uden at røbe, at han har flere penge end lønnen?

 

Antag, at du er ung. Af hankøn. En flot fyr, med masser af fisse til gode endnu. Sort. Pusher. I en amerikansk storby. Du står på gaden med stof for 5000 dollars, som du har fået på kredit. Hos kreditorer, hvis inkassometoder er forretningsmæssigt ubehagelige. Nothing personal, just business. Forretningen går strygende. Der kommer en politirazzia. Du har allerede to domme, en tredje vil sende dig i fængsel i 25 år. Med så store værdier på dig, i det kvarter, i det land, har du selvfølgeligt et skydevåben på dig. Du bruger våbenet for at undgå både inkasso og arrestation. Desværre dør en betjent af dette. Du står herefter til en dødsstraf. Herefter er du urørlig. Ingen straf kan true dig. Du kan gøre hvad som helst. Hvor mange sådanne findes i USA ? 5.000 ? 50.000 ? 100.000 ?

 

At prøve på at arrestere, angive eller vidne mod en sådan desperado er selvklart dødsensfarligt. Lovgiverne forbyder. Betjentene, der skal håndhæve forbuddet, bliver skudt.

 

En kriminalisering, der kræver en kriminalitetsbekæmpelse, der kun kan frembringe flere og værre kriminelle !!!

 

Rusmidlet.

 

Heroin er givetvis noget farligt stads. Råopium er givetvis mindre farligt. Her må man spørge sagkundskaben.

 

Er sagkundskaben de erfarne brugere af rusmidlet ? Kan man være vinkender, uden at have drukket den vin, man hævder at kende ?

 

Vi vil lade disse drilske spørgsmål forblive ubesvarede. Rusmiddelforbuddet betyder, at brugersagkundskaben ikke er frit tilgængelig i offentlligheden. Hvis x procent af befolkningen har røget hash, bør x procent af politikerne vel også have røget hash, hvis de skal repræsentere denne befolkning ?

 

Indtagere af alkohol fortæller vidt og bredt om deres rus. Skrækkelige brækhistorier. Som fortælles på fjernsynsskærmen lørdag aften i den bedste sendetid. 31 december er aviserne fulde af gode råd mod tømmermænd.

 

De forbudte rusmidler har selvfølgeligt ikke en sådan offentlighed omkring sig. Her er den nybegyndende forbruger i langt højere grad henvist til sælgers informationer/forførelse.

 

Er man fortabt efter den første pibe hash, som skræmmekampagnerne antyder. Kan man lige så godt stikke nålen i med det samme ?

 

Rusmidlers kvalitet, virkning og eftervirkninger bør drøftes længe og grundigt omkring mange lejrbål i mange generationer.

 

Alkohol er både et rusmiddel og et næringsmiddel. I andre rusmidler er der ikke megen næring. Næringsmidler, nydelsesmidler og rusmidler er vel alle levnedsmidler. Er medicin også et levnedsmiddel ?

 

De levnedsmidler, der fremstilles med salg for øje, må nødvendigvis underkastes uvildig kontrol. Det jeg selv fremstiller til eget forbrug, har jeg en vis mulighed for og klar interesse i at kontrollere selv. Det, den moderne forbruger køber, må nødvendigvis kontrolleres af hertil ansatte og uddannede. Levnedsmidler må underkastes offentlig levnedsmiddelkontrol.

 

Rusmiddelforbuddet medfører, at de allerfarligste levnedsmidler ikke underkastes offentlig kontrol.

 

Det er vel retsligt bevist, at tobaksindustrien har præpareret sine produkter således, at forbrugerne bliver mest muligt afhængige af et fortsat forbrug. Hvordan laboratorier og korrumperet lægevidenskab har fundet ud af, hvad der så skal puttes i cigaretten, er en forretningshemmelighed.

 

Der er så mange penge i den kriminelle rusmiddeløkonomi, at dette kan finansiere videnskabelig frembringelse af stadigt mere afhængiggørende rusmidler. Sælgerens drøm er at frembringe det produkt, der vil gøre forbrugeren til fast kunde til den højeste pris, kunden formår at betale.

 

Forbuddet frembringer dårligere og farligere rusmidler.

 

Formodentligt er forbruget af stort set alle rusmidler, absolut som gennemsnitligt, stigende. For ældre rusmidler, jævnt og konstant. For nye, eksplosivt, indtil det nye ikke er nyt længere.

 

Et generelt forbud mod rusmidler vil fremme forbruget af de rusmidler, der lettest går gennem kontrol. Disse er ikke nødvendigvis de sundeste.

 

Sidst jeg steg i land i Norge blev jeg på landgangsbroen mødt af en sort logrende hundehvalp. Andre steder bruger man grise. Som bekendt er visse griseracer gode til at snuse sig frem til trøfler.

 

Knaphedsrenten.

 

Forbuddet mod rusmidler fremkalder en kriminel berigelsesøkonomi, der årligt omsætter for hundreder af milliarder dollars, og omfatter millioner af mennesker. Som finansierer og finansieres af anden kriminel berigelsesøkonomi. Som omfatter hundreder af millioner mennesker. Som opretholder et antal mikrostater, der tjener til skattely og pengehvidvaskning.

 

Al berigelsesøkonomi kan ikke være kriminel. Den kriminelle berigelsesøkonomi forudsætter en større legal økonomi.

Alle kan ikke være tyveknægte eller smuglere. Den kriminelle ekstraprofit eller knaphedsrente må altså finansieres af den legale økonomi.

 

Kriminelle profitter kan kun legalisere sig i investeringer gennem bedrag. Formodentlig udgør narkopenge den mest spekulationsivrige del af den spekulative kapital, som følger solens gang fra Tokyo børs og vestover. Hvor fantasillioner af valutenheder hvirvler rundt i cyberspace.

 

Forbuddets politiske økonomi.

 

Et alment forbud er selvklart en politisk affære. Et forbud, der ikke kan overholdes, er enten blot tåbeligt, eller har en helt anden hensigt. Eksempelvis de forbud, der efter 1933 kom til at gælde for jøder i Tyskland. Hensigten var ikke at hindre bestemte handlinger, men at kunne straffe overtrædelser.

 

Hvis et forbud forbyder økonomiske handlinger, der giver en indkomst, da vil interessen i disse handlinger ikke forsvinde med forbuddet, såfremt en overtrædelse af forbuddet stadigt muliggør en indksomt. Hvis forbuddet muliggør en større indkomst end tidligere, vil forbuddet øge interessen i at udføre de forbudte (tidligere lovlige) handlinger.

 

Løsningen er ligetil. Sæt videnskaben og brugerne til at frembringe nogle bedre og sundere rusmidler, som kan sælges på almindelige markedsvilkår under levnedsmiddelkontrol.

 

Legalisering.

 

Ordet alkoholisme blev (selvfølgeligt) dannet af en svensker (M. Huss), i 1849. Det bredte sig hurtigt til andre sprog. Nogle alkoholikere foretrækker spiritus, andre vin, andre øl. Alkoholikere ender ikke nødvendigvis med alle at drikke den stærkeste spiritus. Kan man lide at beruse sig i øl, ender man ikke nødvendigvis i en brændevins delirium tremens.

 

Jo mindre destillerede, raffinerede eller koncentrerede rusmidler er, desto mildere er deres effekter. Forbudte rusmidler håndteres lettest i deres mest koncentrerede former.

 

Man kan fornuftigvis næppe legalisere ethvert rusmiddel.

 

Den nuværende situation, hvor kun et rusmiddel (bortset fra medicin, en helt anden historie, vi må lade ligge her), er tilladt, alkohol, er ikke holdbar.

 

For at kunne effektuere et forbud mod de værste rusmidler, må markedet lovligt kunne tilbyde et rigt varieret udbud af forskellige lovlige og betalelige rusmidler.

 

Rusmidlets problem er overhovedet, rent biokemisk, at forbrugeren kommer til at forbruge for meget af det. Hvis rusen kun kan frembringes af et eneste rusmiddel, da fremtvinger dette et sådant overforbrug.

 

En monoman beruselse, hvor man kun beruser sig i det samme rusmiddel, må i min kogebog være mere usundt end et blandingsbrug.

 

Kun en legalisering af mange rusmidler muliggør en offentlig kontrol, og et sundere blandingsbrug.

 

Kun en legalisering af mange rusmidler, muliggør forbuddet mod de værste.

 

Lykken.

 

Selvfølgeligt vil nogle blive ulykkelige også under disse idylliske vilkår. Politikken kan ikke love, at ingen vil blive ulykkelige. Det kan økonomien heller ikke.

 

Det må understreges, for både tungnemme og kvikke, at ovenstående ikke rummer nogen moralsk argumentation. Kun en politisk økonomisk. Som dog fører til en moralsk løftet pegefinger : vil man blande moral og politisk økonomi sammen, er det godt at kende noget til begge. Ellers kan det gå grueligt galt, og det gør det alligevel.

 

Men der bliver alligevel flere og flere mennesker. Som ved deres mængde og dumhed skaber så store problemer, at der skal virkeligt mange mennesker til at løse dem.

 

Hvis menneskenes hidtidige forvaltning af deres verden skulle repræsentere det ypperste, menneskene formåede, da havde vi i sandhed været på den. Heldigvis er historien et resultat af sjusk, griskhed, fejghed, liderlighed, forfængelighed, jalousi, dumhed osv. Det kan sagtens gøres bedre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

12.06.10. 13.02.26.

 

Ret, pligt og krav.

 

Følgende er selvklart ikke et juridisk responsum. Altså ikke en ekspertudredning om tingenes tilstand. Begreberne er på ingen måde afklarede i offentligheden. Eller i mit hoved. Det sidste begynder jeg på med nedenstående.

 

I Politikens ”Hvad siger loven”, 1988. optræder pligt ikke som opslagsord og heller ikke i registret. Heller intet i Juridisk Ordbog, 11, 1999.

 

Artikler i sådanne opslagsværker skal være korte, oplysende og rådgivende og helst autoritative. Dette kunne tyde på, at jurister ikke kan give en kort afklaring af begrebet. Om de kan give nogen afklaring overhovedet.

 

”Gør din pligt og kræv din ret”. Lød et slagord fra den tidlige arbejderbevægelse. Politikere er nu igen begyndt at sammenkæde begreberne. Som om det ene er forudsætning for det andet og omvendt. Hvis man vil have rettigheder, må man opfylde pligter. Med lidt ordkløveri kan dette afvises som omtankeløst.

 

Som dansk statsborger har jeg rettigheder i Danmark. Hvilke rettigheder jeg måtte have udenfor landets grænser, ved jeg ikke meget om. Som dansker har jeg de pligter, som danske myndigheder pålægger mig. Disse rettigheder er jeg født med som statsborger. Andre må søge herom. (Formodentligt har alle ret til at søge). For at blive dansk statsborger, skal bestemte krav opfyldes. Disse er ikke pligter. Kun statsborgere har pligter som statsborgere.

 

Lovene (og domstolene) bestemmer om ret og pligt. Love rummer for det meste forbud, færre rummer påbud. Om der findes love som anbefalinger, ved jeg ikke.

 

Når danske myndigheder kan påbyde mig pligter, da er årsagen hertil ikke, at jeg har statsborgerret, men at man har vedtaget, at jeg og andre borgere skal opfylde sådanne pligter. Pligter pålægges alle borgere ligeligt. De kan ikke pålægges enkeltindivider singulært. (Bortset fra alle undtagelserne herfra).

 

Hvis jeg bliver arresteret, har jeg ret til at blive stillet for en dommer indenfor 24 timer. Det såkaldte grundlovsforhør, fordi denne ret er givet i grundloven. Denne ret pålægger mig ingen pligt. Men denne min ret pålægger andre en pligt til at stille mig for en dommer eller løslade mig. Min ret medfører altså pligt for andre. Ellers havde den været tom. Og det er jo en helt anden historie, end den medierne serverer.

 

Derfor kan man ikke lovgive, at alle skulle have ret til arbejde. Hvis der ikke er tale om lønnet arbejde, ja så kræver man ret til slaveri. Hvis man kræver, at alle skal have ret til arbejde, altså ret til løn, så skal man pålægge pengebesiddere pligt til at ansætte og udbetale løn. Private udbetalere af løn, kan kun betale løn, så længe de tjener penge på det.

 

En lov om ret til arbejde, måtte medføre en lov om pligt for andre til at ansætte.

 

Man har faktisk ikke ret til at trække vejret i Danmark. Ingen har nogensinde tænkt på at forbyde det.

 

Jeg har stemmeret. Kun hvis regeringen har pligt til at udskrive og organisere valg, får stemmeretten et indhold.

 

Grundlovens §75.2 giver ret til hjælp fra det offentlige. Men hermed har det offentlige pligt til at hjælpe. Da samme § giver det offentlige ret til at bestemme, hvornår denne pligt træder i kraft, da bliver den grundlovgivne ret til forsørgelse temmelig tom.

 

Har jeg/man pligt til at følge loven? Jeg tror ikke, der findes nogen § herom. Bryder man loven kan man anklages og eventuelt straffes. At man kan straffes for at bryde loven, betyder ikke, at man har pligt til at følge den.

 

Rygeloven forbyder dig at ryge bestemte (flere og flere) steder, den påbyder dig ikke at gå udenfor. Du har ikke pligt til at undlade at ryge, hvor dette er forbudt, du kan blive straffet for det.

 

Civil ulydighed udøves af mange arter. Hvis loven overtrædes af for mange, må den ophæves eller ændres. Fyldte fængsler er ikke et succeskriterium for retsstaten.

 

I trafikregler findes påbud. Hvis man vil køre på offentlig vej, skal man køre i højre side. Man har vige”pligt”. Men dette er et krav, der stilles, ikke en pligt, der pålægges. Det er en lov, der kun gælder i trafikken.

 

Hvis jeg vil køre bil lovligt, så skal jeg bestå en køreprøve. Jeg har ret til at prøve. Kun hvis jeg består, har jeg ret til at køre. Det er et krav at bestå, ikke en pligt.

 

Ledige har ikke pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det offentlige stiller krav herom for at udbetale understøttelse. Man svigter ikke nogen pligt ved ikke at stå til rådighed, man bryder loven, hvis man samtidigt modtager offentlig støtte.

 

Der findes heldigvis ikke nogen offentligt fastlagt moral. Om moralske spørgsmål er og kan vi være uenige uden at risikere forfølgelse herved af staten. Jeg bliver derfor ikke automatisk forarget over, at nogen bryder loven. Måske vil min forargelse i stedet vende sig mod loven.

 

Om moral er vi alle uenige. Vi er også uenige om, hvorledes lovene skal indrettes. Men langt de fleste er enige om, at lovene bør være ens for alle. (Man kunne måske filosofere over at bryde dette princip, men lad det ligge). Vi håber også, at lovene fortolkes ens af myndigheder og domstole, men ved, at det er verden for kompliceret til.

 

Nogles ret, er andres pligt. Nogles pligt, gør andres ret mulig.