04.12.14.

 

Gustav Bunzel : Om drømme.

 

Forberedende kommende samtale med Mark Thalmay 04.12.15.

 

Anledningen hertil er en fjernsynsudsendelse, der provokerede mig til at genoptage en gammel dialog med dig. Omkring 1996 fandt jeg nogle passende græske gloser frem, som jeg viderebragte i en tekst. Oneiros er græsk for drøm. Oneiromantik, drømmetydning. Oneirologi, studium af drømme.

 

I det følgende er jeg oneirolog, ikke oneiromant.

 

DR har en hjerneekspert, som hedder Madsen (Hjernemadsen), som er bror til en komiker, de optræder ofte sammen. Denne fortalte på tv om hjernescanning af drømmeaktiviteter. Han drog konklusionen. Drømme er ikke en ”adgang til det ubevidste” eller lignende. Hvad de så var, kan jeg ikke huske hans udtryk for. En superego – istisk forsimpling.

 

Jeg kender ikke den freudianske begrebsverden og terminologi tilstrækkeligt til at bruge den i denne sammenhæng. Det hævdes også, at den er forbigået, især af den bioelektroniske hjerneforskning, den synes da også at være gået af mode for tiden.

 

Sjæl, sind, bevidsthed, psyke, det mentale… jeg sidder ikke inde med nogen begrebslig ordning af fænomenet.

 

Jeg har ikke hørt om noget tilfælde, hvor en person aldrig drømmer. Drømme er almene. Normale, om man vil bruge dette vulgære udtryk.

 

Alligevel behandles drømme oftest som noget unormalt, overnaturligt, mystisk, parapsykologisk….

 

Drømme er en almen foreteelse i ”bevidsthedslivet”. Dette kan så være over-, u- eller under-.

 

Drømme finder sted under søvn, ellers er der tale om noget andet. Syner, hallucinationer osv. Jeg har ikke prøvet så meget af de sidste, at jeg af egen erfaring kan udsige noget om forskelle og ligheder (mellem drømme og syner).

 

Under søvnen hviler krop og sjæl, hvor hvilen rummer en aktiv gendannelsesproces.

 

Spørgsmålet må da være, er drømmene blot led i en sådan gendannelsesproces (man sover på det), eller rummer de information derudover, eller begge dele ?

 

Hvis man har cyklet 50 kilometer en dag, vil søvnen have en særlig kropslig gendannelsesopgave, som er anderledes end, hvis man har drukket fire flasker rødvin. Som sjælelig gendannelse må drømmen også forholde sig til forudgående sjælelige aktiviteter. De kropslige gendannelsesprocesser vil informere om anstrengelse eller druk.

 

Drømme rummer uundgåeligt informationer for/om den drømmende. Hvorledes ? Er disse væsentlige ? For andre ?

 

Mange fortæller gerne om deres drømme, og lytter til andres. Nogle gør ikke, hvilket svarer nøje til, hvad man i øvrigt kender til dem. Kedelige menneskers drømme er formodentligt også kedelige. Omvendt er jeg blevet overrasket over, at for mig uinteressante kan have for mig så interessante drømme.

 

Som vi ovenfor afgrænsede drømmen til syner, må vi her afgrænse drømmen til fantasien. Jeg må undersøge fremkomsten af udtrykket ”dagdrøm”.

 

Jeg vil nu prøve på at ordne kaos en smule.

 

En drøm foregår nødvendigvis i en ”naturalistisk” forestillingsverden. Heri kan der forekomme ”fantastiske” forestillinger. Noget som kun kan forekomme i forestillingen. I drømme kan jeg flyve. Men det jeg flyver i, er naturalistisk. Jeg har vistnok fortalt dig om min flyvedrøm, som jeg længe ikke har drømt.

 

Fantasi betyder altså her noget, som kun kan forekomme i forestillingen. Til forskel fra løgnen eller det opdigtede. I naturalistisk litteratur ”foregår” noget, som ikke er foregået, men som kunne have foregået. Vi vil overlade de subtilere sondringer til en diskussion af litteraturen.

 

Drøm er forestilling. Men den drømmendes situation er meget anderledes forfatterens. Drømmeren kan ikke bestemme over drømmen, som forfatteren over teksten. Drømmere og inspiration osv osv

 

I mine drømme optræder ”realistiske” elementer. Steder, jeg har været, mennesker jeg kender, osv. Jeg tror nok, at jeg har frembragt drømme, hvor intet sådant forekom. Jeg ”kendte” hverken steder, ting eller mennesker. Hvordan det drømmende jeg så end har konstateret dette.

 

Drømmen kan sagtens frembringe et ”eksteriør”, som drømmeren ”mener” ikke at have set før. Der kan optræde mennesker, man ikke har set før. Som kan være særdeles tydelige, markante personligheder osv

 

Mine drømme kan rumme ”biografiske” elementer. Noget, som er sket i mit vågne liv, forekommer som fortid i drømmen. Jeg har gået i skole med x. I drømme er jeg i skole med x. Men det, der skete i drømme, skete ikke eller anderledes i det vågne.

 

Jeg kan ikke huske at have drømt en gentagelse af en vågen erindring.

 

Jeg har hørt en smule om kz-fangers eller tortureredes drømme. Jeg ved ikke, om disse er eksakte replika, af det oplevede.

 

Her dukker ”mareridt” op. Som umiddelbart er særligt livagtige (den drømmende bevæger sig voldsomt, giver lyd fra sig) og ubehagelige. Et særligt kendetegn ved mareridt er gentagelsen, hvor samme drøm, drømmes igen og igen.

 

Jeg har ingen erindring om at have gentaget nogen drøm. Jeg har haft ofte gentange temaer, men de har netop gentaget sig i yderst varierende udlægninger.

 

Har den drømmende gentagne drømme, eller varieres drømmene altid ?

 

Drømme må begrebsligt adskilles fra : syner, fantasi og digt. Den, der ser syner, synes uden for viljens kontrol. Den fantaserende ophæver viljens hæmning. Uden digterens vilje bliver teksten aldrig frembragt.

 

Jeg kan ikke bestille en drøm. Jeg har dog aldrig prøvet for alvor. Drømmen synes udenfor viljens rækkevidde. Den drømmendes vilje er overhovedet et prekært fænomen i drømmeland.

 

Jeg har haft ”ønskedrømme”. Hvor det vågnes uopfyldte ønsker søges opfyldt i drømmen. Men her har min vilje ofte fået drømmen til at forsvinde, til min ærgrelse.

 

Hvorfor leverer drømmene os dog ikke alle de ønskedrømme, vi kunne ønske ?

 

Ind imellem drømmer jeg om noget, jeg skal foretage umiddelbart efter. Jeg skulle med toget og overnatte et fremmed sted. Jeg drømte om min røde toilettaske, som jeg skulle have med i bagagen.

 

En sådan drøm synes at have en forberedende funktion.

 

Drømme kan sågar advare. En gang var jeg på telttur med en gammel skolekammerat og hans kone. De småskændtes hele tiden. En nat, da vi alle tre sov i samme telt, drømte jeg, at jeg ville blande mig forligende belærende. Det gik slet ikke i drømme, så jeg lod være, da jeg lettet vågnede op.

 

Trusler, man har fortrængt, dukker op i drømme, så man får løst problemet. (Betalt regningen, eller noget mere kompliceret).

 

Fortrængningen kan ikke/vanskeligt kontrollere drømmene. Den dårlige samvittigheds mareridt.

 

Der er drømme, man vågner lettet op fra, der er drømme, man ønsker at vende tilbage til eller huske.

 

”Skifter du dæk på et hjul, vil der snart blive lagt uventet beslag på dine ressourcer”, står der i ”Drømmeordbogen” fra 1995/1991.

 

Selvfølgeligt forudsiger drømme ikke noget på sådan måde.

 

Vi gør os så mange forestillinger om fremtiden, at meget må ske som forestillet, samtidigt med at meget andet sker. Selvfølgeligt vil man opleve noget af det, man har drømt (sovende) om. Ligesom man vil opleve noget, man forinden havde forestillet sig. Men dette er ikke forudsigelser, det er fremprojicerede erfaringer. Det sker ofte, at noget sker ligesom sidst.

 

Drømmen kan selvfølgeligt noget, som den vågne tilstand ikke kan. Men hvad præcist ?

 

Drømme kan være ubehagelige oplevelser, eller oplevelser af noget ubehageligt. Drømmetilstanden kan være særdeles behagelig. Hvor begge kan være af meget forskellig karakter. Jeg har ikke selv oplevet kedsomhed i drømme. Heller ikke hørt om det.

 

Drøm og vågen tilstand er komplementære. Man drømmer for at leve, og lever for at drømme. Ligesom man spiser for at leve, for at leve for at spise. Lever for at formere sig, og formerer sig for at leve…..fortsæt selv.

 

Her vil hjernescannere så begynde med facts. Når sådanne hjernefunktioner måles finder drømme sted. Man har vækket tusinder og spurgt. Men disse funktioner er yderst kortvarige, eller lignende faktuel oplysning.

 

Som jeg ikke vil have noget som helst imod at integrere, men som jeg ikke kender nok til.

 

Kræver god drømmehygiejne god samvittighed ?

 

 

 

 

 

 

12.03.17. 12.09.05.

 

Kære Z og X.

 

Belærende fortællinger. (Om betydning og overdrivelse).

 

Brev (mail) til to middagsgæster. Ændret for at anonymisere. Forbedret en smule.

 

Under vor sidste middag fik en replik fra X mig til at fremføre følgende (forberedte og afprøvede) lærerige fortællinger. Som jeg her har nedskrevet.

 

Det er altså ikke fortællingen, og da slet ikke fortælleren, man skal bemærke, men belæringen. Som ikke nødvendigvis er rigtig, men som jeg selvfølgeligt selv antager for rigtig. Det er spørgsmålet om rigtighed, der har sin vigtighed. Det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg har ret, men om min belæring er rigtig.

 

Fortællinger fra min egen erfaring. Jeg bruger ofte sådanne selvoplevede eksempler som belæg for at drage visse slutninger.

 

For det første kender jeg kilden. Mig selv. Jeg kender ikke nogen anden kilde bedre. Der findes ikke nogen bedre kilde til fortællingerne. Men en god kilde har ikke nødvendigvis ret.

 

Der er selvfølgeligt andre kilder, de andre deltagere i fortællingerne. Men ofte har I kun adgang til sådanne kilder gennem mig. Vi har ikke direkte adgang til dem, og får det næppe. Vi kan ikke spørge vedkommende. En deltager kan jeg ikke huske navnet på.

 

Det er også ligegyldigt. Det er ikke fortællingen (eksemplet), der er vigtigt, men slutningerne.

 

Vi er alle den bedste og ofte den eneste (tilgængelige) kilde til vor egen personlige historie. Hvad dog ellers?

 

Selvfølgeligt er jeg den bedste kilde til mig selv. Jeg ved, om jeg taler sandt eller lyver. Det gør andre ikke nødvendigvis.

 

Kildekritikken har sjældent (hvis overhovedet) behandlet dette aspekt videnskabeligt, da historikere sjældent er kilder selv.

 

Første fortælling. Grenaa.

 

30 september 2011 tog jeg toget til Grenaa. Min erindring om denne udflugt har næsten kun personlig interesse.

 

Vejret var strålende. Op ad en solbeskinnet mur var vedbend i blomst. Og hundredvis af bier og sommerfugle strømmede til. Jeg havde aldrig set noget lignende. (Senere blev noget tilsvarende vist i TV af en glad naturvejleder). Men denne erindring er ikke personlig. De samme bier og sommerfugle ville have gjort det samme, hvis jeg ikke havde taget toget. Jeg skal møde B til en fest om et par måneder. Jeg glæder mig til at fortælle om oplevelsen. Han vil forstå den bedre end jeg. Hvis han ikke har prøvet det selv, vil han suge til sig, mens informationerne lagres på rette sted.

 

Jeg vandrede nogle timer rundt i centrum. Jeg bemærkede, at der var mange tomme butikker. Til salg eller leje. Da jeg kender en smule til Grenaa, har denne erfaring betydning for mig. (Betydning, ikke vigtighed! Der forskel). Men der findes utallige og bedre kilder hertil. Disse er blot ikke min erfaring.

 

Jeg fortalte et par sætninger herom til en anden, som kender Grenaa. For ham var det ikke en erfaring, men en oplysning, som han ikke tænkte på at betvivle.

 

Hvis jeg havde fortalt ham, at der var karneval i Grenaa, ville han (korrekt) have anset det for en morsomhed. Altså en løgnehistorie. En god kilde er ikke nødvendigvis en troværdig kilde. Om en kilde er troværdig, kan sjældent afgøres ved første tilfælde, men først efter flere.

 

I dette tilfælde ville jeg være en god kilde (jeg var selv i Grenaa og så det), der sædvanligvis er troværdig, som fortalte en utroværdig historie (karneval).

 

At man/jeg beretter om sig/mig selv, gør ikke automatisk beretteren til en dårlig kilde. Som den almindelige kildekritiske ukyndighed (dumhed, stupiditet) ellers har for vane at antage uden antydning af omtanke.

 

Der er information i min beretning fra Grenaa. Information har ikke betydning i sig selv. Det er hos modtageren, at informationen eventuelt kan få betydning. Informationens betydning giver uundgåeligt informanten betydning.

 

Jeg anvender ikke egne erfaringer på grund af selvoptagethed. (Ikke fordi, jeg ikke er selvoptaget). De følgende fortællinger drejer sig ret beset slet ikke om mig. Men om det.

 

Anden fortælling. Y.

 

En sommersøndag for nogle år siden traf jeg Y til loppetorv. Over en øl faldt vi i snak om en skolebygning overfor. Vi prøvede at anslå dens alder. Jeg fortalte, at jeg havde været vikar på skolen. Jeg havde tidligere fortalt ham historier fra min vikargerning. Vi kunne faktisk se tre skolebygninger. (Af indviklede lokalhistoriske årsager). Jeg fortalte, at jeg havde været vikar på alle tre.

 

Jeg har faktisk været vikar på 50 skoler i Århus. Fortalte jeg så. Jeg har ofte fortalt vikarhistorier. (Jeg har mange flere endnu). Men jeg har meget sjældent nævnt antallet skoler, jeg havde vikarieret på.

 

Fordi jeg af ubehagelig erfaring vidste, at jeg så kunne risikere det, der skete. Y benægtede antallet som en overdrivelse. Hvorved Y udstillede sin dumhed, anklagede en god ven for at være løgner og bragte konflikten ind i det rare solskin, fordi jeg fortalte ham noget om mit liv, og satte et tal på det.

 

Hvis jeg havde sagt, at jeg havde været vikar på mange skoler, ville ingen konflikt være opstået.

Y ville ikke have spurgt, hvor mange? 50 er mange. Skulle mange så ikke kunne være 50?

 

Jeg forklarede blot, at det var lige efter kommunesammenlægningen i 1970, så der var mange skoler i Århus Kommune.

 

Hos skattevæsenet og Århus Kommune kan man formodentligt finde, hvor meget og hvornår jeg fik udbetalt lønninger fra kommunens skolevæsen. Jeg tror ikke man kan finde, hvilke skoler, jeg har vikarieret på. Til dette spørgsmål er jeg eneste kilde.

 

På et tidspunkt så jeg en liste over kommuneskoler i Århus. Jeg talte hvor mange, jeg havde været på. Det kunne jeg endnu huske. Lidt mere end 50. Jeg var i tvivl om et par stykker.

 

Jeg kan altså ikke sige mindre end 50, uden at lyve. Misinformere. Jeg ønsker ikke at leve blandt misinformerede, slet ikke misinformerede af mig. Basta.

 

Jeg så ingen som helst grund til at overdrive. 50 er rigeligt.

 

Y havde ingen viden om, hvor mange skoler der var i Århus i 1970 eller nu. Han vidste ikke hvor længe, jeg havde været vikar.

 

Det er da rigtigt, at man kan fristes til at overdrive, hvad man tror er godt for en selv, og underdrive det modsatte. Men dette gælder ikke automatisk. Og det betyder da slet ikke, at 50 dermed er en overdrivelse. Dette er faktisk, hvad kritisk tænkning og ikke mindst opførsel, drejer sig om. Ikke at følge automatiske antagelser. Da slet ikke nedsættende antagelser.

 

Med megen god begrundelse, som jeg ikke gider opridse, søger jeg, at undlade at misinfomere min omverden. Jeg har da prøvet at øge mit omdømme gennem misinformation. Praleri. Jeg ønsker ikke et omdømme, der er et resultat af mine egne løgne. Basta.

 

50 er næppe for lille et antal. Enten kender jeg tallet (ret) nøje, eller også er det et gæt på en størrelsesorden. Eller også kender jeg tallet, og siger en overdrivelse.

 

Når benægter tallet, påstår han som logisk følge, at dette sidste skulle være tilfældet. Dermed bliver hans benægtelse fornærmende. Han antager, at jeg overdriver noget positivt om mig selv, fordi mange andre gør sådan.

 

Jamen, man behøver ikke at overdrive noget, der i forvejen er rigeligt stort. Jeg behøver sgu ikke at gøre mig interessant gennem overdrivelser eller løgne. Basta.

 

X prøvede at forsvare protesten mod de 50 skoler. Fordi 50 er mange. Jamen det ved jeg da godt, endda bedre. Det er netop fordi, det er mange, at jeg sætter tal på og fortæller om det. Og når jeg sætter tal på, og ikke bare siger mange, så et det netop, fordi jeg kender tallet. Som kun jeg kan kende.

 

De omtrent tre år som vikar bibragte mig erfaringer og erindringer, som jeg stadigt øser af. I den nylige ferie var jeg til drukgilde med en samling skolelærer. Det var herligt at fortælle 40 år gamle vikarhistorier til et lydhørt publikum. Og høre på deres historier.

 

Hvorfor ikke høre på vikarhistorier i stedet for at spilde tid og aggressioner på at diskutere, om jeg har været på 50, 40 eller 30 skoler?

 

Fordi Ys mindreværdskomplekser aktiveres, når han hører andre fortælle noget interessant, især da noget interessant om dem selv. (Jeg har nu iagttaget Ys mindreværdskompleks i årtier. Og tænkt meget over det. Det er under forbedring. Y er et skoleeksempel. Enkelt, klart og tydeligt).

 

Y kunne også tænke: Gustav er ikke bedre end jeg, derfor overdriver han også, derfor er 50 et for højt tal.

 

Y har ofte gjort lignende, både før og efter. Altså en ubegrundet benægtelse af mit udsagn. Som kun underbygges af primitive retoriske midler: intonation, kropssprog, mimik. Altså ren mobbeteknik. D

 

I en bisætning under en spadseretur erkendte Y, at han godt kunne finde på at overdrive i sine historier. Det vidste jeg godt.

 

Under valgkampen i 2007 stillede den muslimske Asmaa op for EL. Det var der mange ellers trofaste vælgere, der var utilfredse med. Y fortalte, at han havde mødt to sådanne, gamle bekendte på fløjen. Næste gang, han fortalte historien, var det blevet til tre.

 

Hvis 50 skoler havde været en overdrivelse, ville misinformationen heri være næsten uden betydning. Den ville være helt uden betydning for Y. Begrundelsen for benægtelsen kan da kun være lystgevinsten ved at nedvurdere.

 

(Under affattelsen af denne tekst ringede Y. Han indvilligede i, at jeg måtte benytte ham som et godt dårligt eksempel).

 

Vi (middagsdeltagerne) blev dog slutteligt enige om, at man ikke må anfægte en oplysnings rigtighed uden at have begrundelse for det. Såre simpelt. Man kan lave mentale reservationer. En oplysning skal måske kontrolleres eller bekræftes af andre.

 

Hvis Cepos fremkommer med en oplysning/påstand, som jeg ikke umiddelbart kan anfægte, så vil jeg af erfaring antage den for antastelig.

 

Men dette går ikke blandt venner. Hvis en ven benægter mit udsagn, uden at have en konkret begrundelse, da siger han altså: jeg antager, uden begrundelse, at du lyver. For sådan gør mange. (For sådan gør jeg selv, vil han næppe fremføre).

 

Det er altså praktisk, behageligst, vigtigt i stort og småt, og en mental nødvendighed, at man kan regne med, hvad ens omgivelser siger. (Og hvad man har sagt til dem).

 

Jeg undlader bevidst/ubevidst at fortælle Y noget, som jeg ellers ville fortælle til en ven, for ikke at komme til at aktivere hans mindreværdskomplekser, og den deraf følgende konflikt.

 

Gensidig tillid er en vigtig bestanddel af venskabet. Somme tider fører gensidig tillid til venskab. Uden tillid ophører venskabet. Som jeg kender til det. Jeg kan ikke huske noget venskab, der fortsatte efter, at tilliden var forsvundet. Jeg har ikke lige tal på, hvor mange venskaber (mine), der er ophørt med tilliden.

 

Ytrer man mistillid til en ven ved at benægte, at han har været vikar på 50 skoler, så forringer man venskabets eksistensmulighed. Man vælger ikke venskabets ophør, det ophører.

 

Tredje fortælling. Min betydning.

 

En gang, formodentligt i 90ernes begyndelse, besøgte jeg en ven og drukbroder. Han havde 2-3 andre gæster. Vi drak øl. Der var snak og latter og værtens yndlingsmusik. Nogle talte mere og højere end andre. Alle afbrød, blev afbrudt, eller tav for at lytte.

 

I et sådant tvangfrit (men dermed ikke nødvendigvis fordomsfrit) tale/drikke-samvær, må man lære at kunne tage ordet, hvis man har noget at sige.

 

Nogles tale fremkaldte mere latter en andres. Nogles tale bestemte mere over talesamværets fælles emner end andres. Nogles tale var mere interessant end andres.

 

Nogle siger ikke så meget. Når de så siger noget, tier vi øjeblikkeligt for at lytte. Nogle, der afbryder mest, laver mest vrøvl over at blive afbrudt.

 

Vi brød op. Jeg ville på værtshus. En af gæsterne ville med. Jeg kendte kun lidt til ham. Han havde da prøvet at skaffe sig applaus, men uden synderligt held. (Husk nu, vi har kun mig som kilde).

 

Da vi kom hen til baren, sagde han til mig: ”Du tillægger dig selv for stor betydning”. Hvad han tydeligvis var tilfreds med at få sagt.

 

Jeg anede ikke, hvad han henviste til. Vi har givetvis talt om SABAE og Jacob Haugaard, som værten også kendte. Det måtte vel være i denne forbindelse, at jeg skulle have tillagt mig selv for stor betydning.

 

Samme eftermiddag havde jeg gennemtænkt et svar på denne påstand, som jeg havde mødt mange gange før, og har mødt mange gange siden.

 

Så mange gange, at det er blevet gentagelser, hvor jeg konstaterer visse fælles træk. Hvilke typer føler behag ved at sige noget nedvurderende om mig til mig. Og hvem gør ikke? Min erfaring herom er stor og lang.

 

Jeg kunne derfor svare med en imponerende svada, som her gengives med visse forbedringer:

 

”Det har jeg faktisk hørt mange gange før. Men pudsigt nok er der aldrig nogen, der har spurgt mig om, hvilken betydning, jeg faktisk tillægger mig selv. Hvis man spurgte, ville jeg svare, at det er svært at svare på, og jeg ville slet ikke kunne sætte nogen størrelse på den. Men, det kan du altså.

 

Du har ikke spurgt mig, hvilken betydning jeg tillægger mig selv. Du fortolker, at jeg tillægger mig selv stor betydning. Den sammenligner du så med, hvad du anser for min virkelige betydning. Men den kan du jo heller ikke vide noget om, uden at spørge mig. Blot fordi jeg holder et foredrag på en højskole, er det ikke sikkert at dette kommer i avisen, slet ikke den du læser. Du har ikke spurgt mig. Men anser betydningen for lille. Stor er større end lille. Og så drager du slutningen, at jeg tillægger mig selv for stor betydning”.

 

Han så på mig. Slukøret. Og gik. Jeg mødte ham senere. Jeg tror nok, han selv kom ind på episoden. Han kunne dog more sig over den. ”Du skulle have haft nogle tæsk”. En replik som enhver lommefreudianer ville elske. Og som dialektikere kan blive stadigt klogere ved at tænke over.

 

Somme tider ser jeg, som passager, et vejskilt, hvis betydning, jeg ikke forstår. At blive transporteret i en bil er det mest dødsensfarlige, jeg ofte foretager mig. Skiltet, hvis betydning jeg ikke kendte, kunne være vigtigt for min overlevelse.

 

Betydning og vigtighed er ikke det samme. At noget er banalt, hvis betydning er almindeligt kendt, betyder ikke, at det er uvigtigt. Jeg kan ikke vurdere atomteoriens vigtighed på en skala, jeg ikke kender, men jeg vil ikke betvivle atombombens vigtighed. Jeg vil ikke prøve på at opgøre vigtigheden i tal.

 

Hvis noget skal være større eller mindre end noget andet, da skal dette kunne opgøres i tal eller mængder.

 

At jeg tillægger betydningen af, hvad jeg siger, vigtighed, betyder da ikke, at jeg dermed tillægger mig selv vigtighed.

 

Men, de, der ikke selv kan formulere noget betydningsfuldt, elsker ikke nødvendigvis, at andre kan.

(Ingen bliver bedre til at udtrykke sig betydningsfuldt ved at benægte andres bedre evne hertil ).

 

Fjerde fortælling. Roman.

 

I efteråret 1977 bemærkede jeg, en smule forundret, at noget var sket med min berømmelse. Interessen for min person på mine stamværtshuse steg pludseligt markant. Man fortalte mig så, at jeg forekom som en biperson i en roman af Tage Skou Hansen (Den hårde frugt). Bipersonen var ubetvivleligt mig, selv om der var afvigelser. Min kvistlejlighed og mit stamværtshus forekom i romanen.

 

Jeg fortalte en ven, som boede i samme opgang, om sagen. Han ville ikke tro det, selv om han havde læst bogen. Han blev dog overbevist på det andet værtshus, efter at jeg havde opridset baggrunden. Jeg kalder ham Jante 1.

 

Så mødte jeg Jante 2, en midtjydsk bondestudent. Jeg fortalte ham kort om min optræden som bifigur i en lokal roman. Jeg formodede, at han havde hørt om det. Hans reaktion var bemærkelsesværdig. Han syntes at have besvær med at tale. Han fik dog formuleret en kort, utvetydig benægtelse. Jeg har aldrig set et så akut og tydeligt tilfælde af ukontrollabel jalousi. Han kunne ikke udholde tanken. Den måtte fortrænges.

 

Århus var ved at dukke ud af provinstågerne. Musik og kapitallogik. Og nøgleromaner foregik nu også i Århus. (SABAE blev først kendt året efter). Mit stamværtshus, venstrefløjens, blev omtalt i romanen og andre steder. Min bifigurberømmelse (som jeg ikke sætter nogen størrelse på!) var blot et element i den århusianske venstrefløjs voksende betydning. (Hvad der så kom ud af det, er en anden sag).

 

Men ikke for Jante 1 og Jante 2. Disse kendte mig i dagligdagen. Derfor måtte Jante 2 benægte, hvad andre tog som en selvfølge. Hvor mon det placerer Jante 2 i min bedømmelse? Hvis man presser mig, kan jeg fortælle om snesevis af tilsvarende tilfælde. Han var slem, han var den værste. Vi skulle forestille at være venner. Det ville han vel selv kalde mig i omtale.

 

Han var ikke den eneste.

 

Dette blev betegnende for mit og andres personlige politiske livsmiljø. Ødelæggende. Herom en anden gang.

 

Næsten 20 år senere fortalte jeg så under en middag om historien om min romanoptræden. X reagerede med tydelige udtryk for vantro. Indtil jeg opridsede en længere baggrundshistorie.

 

Femte fortælling. X om min betydning.

 

Jeg husker det ikke nøje. Men X bemærkede, som var det en af alle godtaget selvfølge, som var lidt morsom, at jeg tidligere skulle have overdrevet min egen betydning. Hans eneste begrundelse herfor var almindelig mobbeteknik. Mimik, kropssprog og intonation.

 

Men, det er jeg bedre til. Jeg har været vikar på 50 skoler. Det havde jeg ikke klaret, hvis jeg ikke havde lært om og af teknikken.

 

Men så bringer X os jo tilbage til udgangspunktet. I 2006 ophørte samkvemmet mellem X og jeg i flere år. Jeg ønskede ikke længere at modtage helt ubegrundede nedvurderinger, som jeg ville svare igen med værre nedvurderinger, værre fordi de var velbegrundede.

 

Mark hævdede så sidst, som en indforstået morsomhed, som en selvfølge mellem gamle venner, at jeg i gamle dage skulle have overdrevet min betydning. Jamen, det var da der, vi skiltes for år tilbage!

 

Jeg kan ikke huske replikskiftene præcist.

 

Jeg aner ikke, hvilke overdrivelser X kunne finde på at henvise til. Jeg skal altså nu bevise (eller overbevise om) at jeg ikke overdrev i gamle dage. Men bevisbyrden må tilfalde X. Han må give eksempler på mine overdrivelser. Jeg kan ikke huske, at han har præsenteret et eneste.

 

Jeg mødte X i 1988 til et møde. Han havde vistnok hørt mig omtalt forinden. Men han kan ikke kende meget til min betydning før 1988. Langt det meste, af det han måtte vide herom, har han fra mig. Jeg har da givetvis fortalt herom, og dermed uundgåeligt tillagt det og mig en betydning. Jeg er helt sikker på, at jeg aldrig har sat nogen størrelse på, da jeg ikke kender den, da den ikke findes.

 

Hvis jeg forstår ret, hævder X, at jeg tidligere tillagde mig selv for stor betydning. Som i fortælling 3.

 

Noget er for stort (den betydning jeg tillægger mig selv), altså større end noget andet. Hvad er dette andet? Min virkelige, altså ikke indbildte, betydning? Hvad kender X hertil? Jeg må da kende en hel del mere dertil. Det er sgu mit liv.

 

Siger X hermed, at min overdrivelse var så tydelig, at selv han kunne se den, selv om han kendte så lidt til sagen? Hvad siges der dermed om min indbildskhed og dømmekraft? Det kan være fornuftigt at kende konsekvenserne af sine fornærmelser.

 

Skulle jeg overdrive overfor X for at imponere ham?

 

Hvis man vil forøge sin betydning eller klogskab, er det ikke nogen god ide, at overdrive den. Hverken for andre eller sig selv.

 

Jeg har da søgt at imponere. Jeg har da sikkert også prøvet med overdrivelser.

 

Hvis man bebrejder mig, at jeg overdriver, da anser man altså overdrivelse for kritisabel. Hvorfor ikke antage, at også jeg anser overdrivelse for kritisabelt, og søger at undlade?

 

Tillid er den bedste kontrol.

 

Af den simple grund, at man kan miste tillid. De andres eller egen. Til de andre, eller til sig selv.

Tillid smitter.

 

Hvis jeg aftaler tid og sted for et møde med en anden, regner jeg med, har tillid til, at begge møder frem. Det er da sket, sjældent, meget sjældent. At jeg ikke er mødt frem. Langt oftere er andre ikke mødt frem. Sådan er det, sådan må det være. Selvfølgeligt har alle ikke samme fremmødeprocent.

At min fremmødeprocent er højere end nogen andens, jeg kender, ved jeg absolut. Ingen anden kan vide det.

 

Hvis aftalen udføres, bekræftes tilliden. Både blandt skoledrenge og gangstere.

 

Tillid kan da være for naiv. Det kan skepsis også. Og er det formodentligt oftere.

 

 

 

 

 

 

 

 

12.08.21.

 

Dumhed.

 

Ordet dum har flere betydninger. Et barn kan sige, du er dum, uden at henvise til dine mentale egenskaber, men til dine handlinger. Her vil jeg undersøge begrebet dumhed.

 

Jeg har formuleret mig heromkring i 2-3 årtier.(se Musikretorik/03.05.22/Talegave til Anders).

Og har spændt ventet på respons. Den er stort set udeblevet.

 

Psykologisk-pædagogisk ordbog er kommet i 16 udgaver siden 1971. Kun meget få opslagsværker når så mange oplag. Hvor sidetallet vokser fra 200 til 600.

 

Her kan man ikke slå ordet dumhed op. Ordet findes selvfølgeligt i betydningsordbøger, men jeg har ikke fundet det i andre. Skulle læseren kende et sådant opslag, så send mig det.

 

Jeg slutter heraf, at dumhed ikke har været genstand for forskning, hverken filosofisk eller klinisk.

 

Følgende undersøgelse er filosofisk, altså en gennemtænkning. (Hermed menes ikke, at der ikke er mere at sige). Dumhed kan ikke begribes endsige måles gennem eksperimenter eller spørgeskemaer.

 

Dumhed er altså ikke et videnskabeligt begreb. Vi må begribe det ved hjælp af logikken.

 

Dumhed er ikke uvidenhed. Uvidenhed kan ophæves af viden. Hvis jeg ikke ved, hvad klokken er, kan jeg finde ud af det. Oplysning fjerner ikke dumhed. De dumme er ikke de uoplyste.

 

Børn kan være uvidende, uden at blive anset for dumme. Alle vil være uvidende om det meste. Selv den mest vidende.

 

Rummer den mest vidende 2012 mere viden end 1912 eller 12? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder er den enkeltes viden begrænset. Menneskenes samlede viden, hvordan man så end vil opgøre dette, vokser.

 

Læser man 10.000 bøger, er man blandt de belæste. Hvor meget har det mest læsende menneske læst. 100 000 bind? Et stort kommunebibliotek. Hvor mange bøger findes? Hvor meget større er den elektronisk lagrede viden?

 

Kun i barneårene haler man ind på sin uvidenhed. Kun her er forholdet viden/uvidenhed voksende.

 

I denne undersøgelse sondres dumhed fra intelligens. Alle fødes med anlæg, som de har til fælles med, eller til forskel fra andre. Diskussionen om intelligens og genetik vil jeg ikke blande mig i her.

 

Ingen er født til dumhed. Dumhed er frembragt af den dumme selv. Andre kan hjælpe til, hvad mange gerne gør. Rollemodeller.

 

Hvad foretrækker de(n) dumme mon, at det er medfødt, påtvunget af omgivelserne eller selvforskyldt?

 

Det er din egen skyld!

 

Det medfødte kan man jo ikke gøre meget ved. Omgivelsernes tvang er svær at tumle. Men det selvforskyldte kan man faktisk gøre noget ved. Jeg påstår ikke, at det er nemt. Min egen overvægt er eksempelvis ikke forsvundet.

 

Man må altså også have viden om sin egen uvidenhed. Jeg ved, at jeg ikke ved ret meget om entomologi. Jeg ved, at jeg ved mere end de fleste. Men alle ved noget om insekter. Jeg ved, at mange ved meget mere, så der er kun grund til at spørge mig, hvis man ikke har adgang til bedre vidende kilde. Jeg ved, at der er meget mere at vide. Om omfanget heraf, kan jeg kun sige, at det er stort.

 

Jeg ved meget om en bestemt forfatter. Kun få ved mere. Forfatteren er kendt af nogle % af klodens befolkning. Alle andre er uvidende herom. En sådan uvidenhed giver ingen som helst problemer. Derfor vil heller ingen finde på at benægte eksistensen af Lautréamont.

 

De fleste ved altså ikke, at de er uvidende om Lautrémont. Hvilket igen er helt problemløst. I dette tilfælde har de fleste ingen grund til eller interesse i at skjule deres uvidenhed. Viden om denne forfatter er væsentlig, det er viden ofte, men uvidenhed om forfatteren er ikke væsentlig. Ved et eksamensbord kan eksaminanden blive stillet i valget mellem at svare, jeg ved intet om Lautréamont, eller prøve at bluffe sig igennem. Det lykkes måske, afsløres bluffen bliver resultatet katastrofalt.

 

Man dummer sig netop ofte, når man vil prøve at skjule sin uvidenhed. Siger man, ved ikke, er man blot uvidende. Hvilket jo kan medføre ubehageligheder. Men ubehageligheden ved at dumme sig er nok værre.

 

Her kan man dumme sig i mange varianter. Det har sikkert alle prøvet flere gange. Nogle lærer af erfaring, andre gør ikke. Jeg gør det vel stadigt som 69årig, men begrænset. Klog af skade.

 

I 70erne diskuterede man Marx på værtshusene i Århus. Jeg underviste i Kapitalen, og spurgte samtalepartneren, har du læst tredje bind, for så ville jeg indrette min næste tale efter svaret. Han svarede ja. Efter få sætninger konstaterede jeg løgnen. Jeg beherskede min vrede, men har ikke kunnet skjule foragten i mit ansigt. Han var tydeligvis pinlig berørt. Jeg formoder at vi hurtigt forlod hinandens selskab.

 

Hvis man bliver ved med at dumme sig ved at skjule sin uvidenhed, så må man vel blive dum. Den der skjuler sin uvidenhed ved løgne (eller selvindbildning), er ikke nogen god kilde til viden, hverken for sig selv eller andre.

 

Men det er ikke altid så simpelt, at dumheden kan afsløres på få sætninger. Også for den dumme.

 

Fortsættes....