03.08.21. 03.08 29. 03.09.02.

 

MP præsentation.

 

Gustav Bunzel. 60 år. Efterlønner. Uddannet historiker ved Københavns og Århus Universiter 1961-1978. Socialdemokratiske forældre og bedsteforældre. Frit Forum 1962 (sammen med Svend Auken og Poul Nilsson !). Stemte SF 1964. Medlem 1966. Med til at grundlægge VS december 1967, udmeldt 1969. Trotzkist 1968, ekskluderet 1969. Bordigist 1969, ekskluderet 1971.1973 kapitallogiker, stadigt i 2003. Underviste 1972-88 på universiteter og i foredragssale i ”Das Kapital” af Marx. Pengeteoretiker. Medstifter af SABAE (Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer) august 1977. Medopstiller af Jacob Haugaard til folketingsvalget september 1979. Har siden ikke medvirket i vedkommendes gøremål. Diskussionscafé 1988-92. Medlem af hovedbestyrelsen i LA (Landsorganisationen af Arbejdsledige) 2000, lokket af Erling Frederiksen. Politisk stand up 2000. 2001 CDen ”Blues mod aktivering II” sammen med musikeren Michael Perbøll. Bryllupskok, kolonihavedyrker, ordbogssamler.

 

Venlighedens politik.

 

At jeg kandiderer for Minoritetspartiet skyldes allerførst noget, som MP ikke er.

 

MP indgår ikke i den politiske spaltning venstre/højre. En vrangforestilling, som har forvredet den politiske tænkning siden den indførtes af journalister i Paris i december 1789. Det er meningsløst at forklare et nysgerrigt barn, at man bør være venstreorienteret.

 

Når det er passende, er jeg reaktionær, konservativ eller progressiv. Radikal pragmatisk reformistisk og ekstremt demokratisk autoritær. Hvis man er imod centralisme, hvorfor da skabe flere centre ved at decentralisere ? Liberalisme for alle, arbejdsmarkedet bør stå til rådighed for borgerne, ikke omvendt. Tillid er godt, men undertiden er kontrol bedre. Revolutionær kun af nødvendighed. Øjeblikkets behov er ikke hurtige og voldsomme forandringer, men stabiliseret evolution. Loves hensigt bør være deres overholdelse, ikke muliggørelsen af straf. Civil ulydighed kan anvendes i forsvaret af retssamfundet.

 

MP er ikke belastet af klunketidsideologier om arbejderklassen, det arbejdende folk, arbejderbevægelsen, proletariatet osv.

Betragter man, hvad arbejdet historisk har frembragt, og sammenligner med, hvad menneskene og naturen kunne have frembragt, da gives der ikke megen grund til stolthed.

 

Fremtidigt arbejde må kunne gennemføres på en sådan måde, at det ikke, som nu, udgør den alvorligste trussel mod klodens liv. Klodens hastigt voksende befolkning leverer stadigt flere arbejdstimer (for indeværende ca 10.000 milliarder timer årligt), som truer med at lægge kloden øde. Kravet må i al naivitet være, at disse milliarder timer alle skal kunne give sand arbejdsglæde gennem resultaternes brugbarhed for andre.

 

MP aner ikke hvad socialisme er. Det er der heller ingen andre, der gør. Den sædvanlige definerende floskel om fælles ejendomret til produktionsmidlerne, er en selvmodsigende absurditet. Ejendomsret er netop en ret, som nogle har, og andre dermed ikke har, en sådan ret kan ikke gøres fælles for alle. Alle kan ikke have ret til at bruge alt, eller til at sælge alt. Alle kan ikke have ejendomsret til alle penge.

 

Den økonomi, der helt uforberedt blev oprettet i Rusland efter revolutionen 1917, var en statskapitalisme. Kapital er penge, der tjener flere penge. Penge udstedes af staten. Hvis staten da eksproprierer kapitalerne, da skal staten altså tjene sine egne penge, som den kan bruge til at købe, hvad den ejer i forvejen. Det var altså en særlig forvaltningsmåde af kapitalismen, der brød sammen efter 1989. Statsliggørelsen af ejendomsretten til kapital, eller statskapitalisme, var ikke nogen farbar vej. De der endnu kalder sig socialister, har ikke andre forslag.

 

MP er ikke et folkeparti. MP er et dansk parti. I Danmark bor 5,3 millioner mennesker, befolkningen. Største delen heraf, over 90%, er danske statsborgere ved fødsel eller lov. Nogle danske statsborgere bor i andre lande. Nogle har fået statsborgerskab i andre lande, og er dermed ikke længere danskere. Det danske folk udgøres af disse statsborgere. Som får stemmeret, når de fylder 18. Som de kan benytte, hvis de bor i hjemlandet. Da alle skal holde landets love, må flest muligt have indflydelse på lovene, altså have stemmeret.

 

Ordet parti betyder faktisk del af noget. Et politisk parti udskiller sig netop gennem særstandpunkter, heri ligger dets fornuft. Hvad er da et folkeparti ? Hvis flere indbyrdes uenige talere alle hævder at tale på alles eller folkets vegne, da er der noget galt. Eller er nogen del af folket mere folkeligt end anden ?

 

Personligt foretrækker jeg borgerdyd fremfor folkelighed. Borgerens fremmeste dyd må bestå i viljen til at udvikle borgeres evne til at omgås hinanden som borgere. Politikken bør være det felt, hvor borgere mødes i udsøgt venlighed.

 

Velfærdskapitalisme.

 

Da ingen har tilstrækkeligt udviklede forestillinger om noget alternativt samfund, der kan fremføres som aktuel politisk målsætning, må man undersøge, hvorledes det eksisterende kunne forvaltes bedre.

 

Den eksisterende økonomiske orden er kapitalisme, hvilket ikke betyder, at alt i samfundet fungerer som kapital. Et kapitalistisk samfund kan ikke fungere, hvis alt gøres til stat, og kan heller ikke fungere, hvis alt gøres til kapital. Forenes kapital og stat, da opløses begge. Samfundet kan heller ikke gøres til én stor husholdning. Samfundets økonomi er organiseret som kapitaler (forretninger), stat og husholdninger. Den politiske og økonomiske stræben burde entydigt begunstige livsvilkårene i husholdningerne. I økonomers hjerner forbruger husholdninger for at holde gang i beskæftigelsen ! I lærebøgernes verden er menneskene købende arbejdskraft, som kan blive arbejdsløs.

 

Efter 1945 udvikledes de såkaldte velfærdsstater . Kapitalistiske samfund kan forvaltes på forskellige måder, som forskellige kan mene forskelligt om. Velfærdssamfund er ikke mindre kapitalistiske end andre samfund, snarere tværtimod. Velfærdssamfundene udgør et højere stadie i kapitalismens udvikling. Som man kunne kalde velfærdskapitalisme.

 

Statskapitalismens sammenbrud og mafiosiske genprivatisering udløste en bølge af primitiv neoliberalisme, hvor større profitter hævdes at medføre større investeringer, og dermed flere arbejdspladser eller flere lønkonti.

 

Men kapitaler konkurrerer, som bekendt, nye investeringer udkonkurrerer gamle, arbejde med højere produktivitet (mere stress) udkonkurrerer lavere. Mindskes arbejdsløsheden, begynder lønninger at stige. Stigende lønninger begunstiger indførelse af arbejdsbesparende teknologi, der enten medfører mindsket arbejdstid, eller, ved konstant arbejdsstyrke, kræver udvidet produktion. Kapitaler ansætter og afskediger arbejdskraft ud fra beregninger af fremtidig profitabilitet. Kapitaler giver pengeindkomster, profitter og lønninger, men kapitalerne kan ikke garantere alle en sådan pengeindkomst. Kapitalers profitter og lønninger kan beskattes. Den beskattende stat kan finansiere løn til offentligt ansatte. Staten skal kun ansætte arbejdskraft for at udføre sine lovpligtige opgaver. Men herefter er en del af befolkningen stadigt uden pengeindtægt. Kun staten kan finansiere garanteret pengeindkomst for alle. Staten bør have pligt og borgeren ret hertil.

 

Her er liberalister og socialister enige om at alle bør” tjene deres egne penge”, eller”alles ret til arbejde”. Derfor anser man restgruppen, som hverken får proftt eller løn, for en undtagelse, nærmest en fejltagelse, der bør fjernes, selv om gruppen altid har udgjort en meget stor del af befolkningen. De seneste regeringer har hævdet at kunne mindske gruppen ved stadigt at gøre dens levevilkår væsentligt ringere. Vilkårene for de borgere, der ikke tjener nok til at leve af, må normaliseres, og ikke ændres i årlige gentagne hastige reformer, hvor ingen efterhånden kender retstilstanden. Alle kan komme i denne situation, hvis retsvilkår altså må normaliseres for alle.

 

Retssamfund.

 

Velfærdssamfundet er først og fremmest et retssamfund. Retssamfundet forudsætter, at alle har mulighed for at leve et lovlydigt liv. At leve i et kapitalistisk samfund, hvor der ikke sker ret meget, uden at penge samtidigt skifter ejere, forudsætter et mindstemål af pengeindkomst. Denne grundindkomst kunne man benævne borgerløn, med et udtryk, der kom ind i dansk sprogbrug efter 1978.

 

Markedet alene kan ikke tildele alle en sådan grundpengeindkomst. Det kan markedet og den beskattende stat til sammen.

 

Staten opretholder retten (eller omvendt). Men markedet forudsætter markedets fred, hvor aftaler holdes, altså at noget udenfor markedet kan frembringe markedets fred. En bevæbnet retsudøver, der forsynes med pengeindkomster gennem loven.

 

Kun staten bør således kunne fængsle, altså lovligt spærre andre inde. I USA er mange fængsler privatiserede. I UK er man fulgt efter. Skal borgerne have frit fængselsvalg ? Hvis en fængselsejer idømmes fængselstraf, skal han da kunne vælge sit eget fængsel ? Kan man blive fængslet hos sine konkurrenter/kreditorer/arbejdsgivere ?

 

Krav om privatisering, altså kapitalisering, er faktisk statsundergravende !

 

Man kan ikke straffe sig ud af fattigdommens problemer. Man kan ikke opretholde et retssamfund uden at straffe. Men dette betyder ikke, at retssamfundet kan opretholdes gennem straf. Hvis den af retten udpegede magtudøver, ikke selv overholder retten, da kan magten ikke opretholde retten. Retten skal altså også frembringes af andet end magt og straf. Retten skal også frembringes gennem muliggørelsen af lovens overholdelse.

 

Maskerede mænd i hurtige biler uden nummerplade der i natten nedskyder gadebørn med de mest avancerede maskinpistoler.

 

Den beskattende stat kan muliggøre, at alle kan tildeles en pengeindkomst, der muliggør et lovlydigt liv. Hvor berigelseskriminalitet ikke er en nødvendighed for at leve. Dette er grundforudsætningen for at alle, også de rige/ste, kan leve i et retssamfund. Hvor mange 100millioner mennesker på kloden må tjene til livets opretholdelse i den kriminelle økonomi ?

 

I 1920 fik en spidsborgerlig minoritet og et korrupt valgsystem i USA gennemtvunget et spiritusforbud. Hvad skulle snesevis millioner amerikanere, der drak alkohol, gøre ? Hvad med de millioner, der levede af at sælge alkohol ? Spidsborgerne troede, at forbuddet ville resultere i større ædruelighed, der ville mindske kriminaliteten. Jo stærkere spiritus er, desto lettere er den at smugle. Forbuddet gjorde amerikanerne mere fordrukne, og udbredte ordet gangster til hele kloden.

 

Valgparoler.

 

Udtrykt i valgparoler kunne man foreslå følgende : højere profitter, højere lønninger, højere skatter, højere overførselsindkomster (som forudsætning for) mindre kriminel økonomi. Hvilke procentdele profitter, lønninger, skatter og overførsler udgør af hinanden eller det hele, er vel egentligt uvæsentligt. Man kan ikke bruge penge til noget som helst. Penge måler intet.

 

Det væsentlige økonomiske spørgsmål er ikke pengenes bevægelser mellem konti, men, hvad anvendes arbejdstiden og naturen til, hvad sker der med økologien. Og hvorledes fordeles resultaterne. Hvilke muligheder frembringer dette for livet i husholdningerne?

 

Der arbejdes alt for lang tid. Arbejdets økologi er katastrofal. Arbejdets psykologi er ekstremt fremmedgørende. Hvad arbejdet leverer til husholdningerne er yderst kritisabelt, men viser de faktiske og ubrugte muligheder.

 

Menneskene må have mere tid til hinanden. Ikke blot til børnene, de syge, de gamle, men til hinanden. Ikke for at slappe af, men for at tage sig af menneskenes fælles anliggender. Herunder ikke mindst politikken. Rent teknologisk kan menneskene løse alle problemer, og lidt til. Det er forståelsen af den politisk-økonomiske forvaltning, der er katastrofalt mangelfuld. Hvilket ikke alene skyldes menneskenes dårskab, men at opgaven, forvaltningen af 6 milliarders økonomiske samspil i et pengesystem af mange valutaer, er særdeles vanskelig.

 

Økologi.

 

Regeringen har overtaget en af sine spindoktorers slogan ” mest mulig miljø for pengene”. Her må den lille logiker protestere. Man kan forlange mest mulig rødvin for pengene. 6 flasker for 100 kr. Der er ganske vist forskel på rødvin. Men man kan ikke på en gang forlange mest mulig rødvin og mest mulig øl for pengene. Man må ikke lægge æbler og pærer sammen. Med en 10årigs regnekunst kan man erklære spindoktorens slogan for vås.

 

Skjern Ås bugtninger er blevet genoprettet til en eller anden millionudgift for det offentlige. Rensningsanlæg er bygget. Områder er fredet, kollektiv trafik er blevet støttet osv, osv. Hvor har man fået mest miljø? Spørgsmålet kan ganske enkelt ikke besvares. Man kan beslutte, hvad der skal gives hvor mange penge ud til. Der ikke enighed om, hvad mest muligt er, og der findes ikke noget objektivt mål for det. Forretningsmæssige principper kan bruges i forretninger, hvor der skal tjenes penge, de kan ikke fremskaffe et bedre miljø. I forretninger skal omkostninger mindskes for at øge profitten, hos det offentlige (eller husholdninger) skal udgifter frembringe den ønskede situation..

 

Samme banalt fejlagtige kvantitetsideologi finder man hos den naive økologikritik. Kravet om såkaldt nulvækst. Økologisk kvantitet kan ikke måles med én målestok, man kan tælle udgifter og indtægter i penge. Men penge måler ikke noget, de skifter ejere. Økologiske forbedringer kræver oftest forøgede udgifter, altså en vækst heri. Skulle en økologisk produktion blive mere profitabel, da ville dette vel kun være godt. Pengeøkonomisk vækst begunstiger bedre økologiske valg. Forbedret økologi betyder økonomisk vækst. Kravet om nulvækst er populistisk nonsens.

 

Det er kun i pengeøkonomiens forestillingsverden, at økologisk forbedring optræder som en omkostning eller udgift. I den verden hvor mennesker (dyr og planter) spiser, drikker og ånder, er forbedret økologi en rigdomsførøgelse. Jorden er menneskenes have. Hvorledes indrettes pengeøkonomiens tvangsneurotiske forestillingsverden, så den have får det bedre ?

 

Globaliseret velfærdskapitalisme. Velfærdsimperialisme. Global møntunion.

 

De følgende EUpositive synspunkter udgør et særstandpunkt i forhold til MPs program. I Minoritetspartiet findes selvfølgeligt minoriteter.

 

Et retssamfund kan forvaltes indenfor pågældende rets gyldighedsområde, som historisk blev den almengjorte nationalstat. Mellem nationer hersker ikke ret, men magt. I retssamfund bestemmer retten, ikke magten, om retten er brudt. Såfremt retten kan afgøre tvistigheder over landegrænser, da indgår pågældende nationer i en union, eller omvendt. Indgår alle nationer i en sådan union, da ophæves behov for militær, eller militæret vil forvandles til politi. De unionsdannende nationer vil organisere deres suverænitet overnationalt, hvilket ikke er en suverænitetsafgivelse, men en suverænitetsudvidelse. Retssamfundets suverænitet udvides.

 

Et system af nationer kan ikke frembringe et globalt retssamfund, da forholdet mellem nationer ikke er reguleret af retten, men af magten.

 

Imellem nationer kan demokratiet ikke bestemme. (Hvordan skulle Danmark indgå en aftale med Kina, hvis aftalen skulle afgøres af et stemmeflertal ?). Demokratiet kan kun bestemme over de, der indgår i samme system af valgkredse. Afstemninger i FN er ikke demokratiske. Små nationer med 10% af klodens samlede befolkning udgør et flertal af nationer i FN.

 

Så længe EUparlamentet ikke har lovgivningsmagt, vil der selvfølgeligt være et demokratisk ”underskud”. Vil man opretholde suveræniteten i den hidtidige nationalstatslige form, da opretholder man dette underskud. (Hvad er mon i øvrigt et demokratisk overskud?).

 

Skal Luxemburg, med et indbyggertal som Storårhus, kunne nedlægge veto mod, hvad 100millioner andre europæere måtte ønske ? Uden tvivl har Luxemburg hidtil fået de største fordele af medlemsskabet. (Jo færre stemmer, man skal købe, desto mere kan man betale per stemme). Betyder demokrati ”folkestyre” i betydningen, at et flertal af valgkredse, eller, at et flertal af vælgere bør bestemme? Eller, at én valgkreds skal kunne nedlægge veto mod, hvad et flertal af valgkredse eller vælgere ønsker ?

 

En forudsætning for retssamfund i en pengeøkonomi er, at borgeren sikres tilstrækkelig pengeindkomst. Derfor bør pengeenhedens købekraft selvklart være så stabil som muligt. Retssamfund undergraves af inflation, og forsvinder i hyperinflation, hvor staten ikke kan lønne sine ansatte, hvor staten kun kan regere som den stærkeste bande.

 

Kroner veksles til udenlandsk valuta, og omvendt. Vekselkurser varierer til fordel eller ulempe for debitorer eller kreditorer i pågældende valuta. Store variationer flytter milliardformuer. Økonomisk krigsførelse, der kan medføre virkelig krig. Eller ødelæggende spekulationer af gigantiske pengekapitaler, lovlige som kriminelle, fiktive som reelle, som cyberspace har gjort bevægelige på mikrosekunder.

 

Hvis en pengeudstedende stat kun kan finansiere sine udgifter ved ny pengeudstedelse, vil disse penge ophøre med at være penge, og pågældende stat blive opløst. Og dermed retssamfundet, indtil dette genoprettes.

 

200 valutaudstedende nationer !!! Herunder mikrostater, hvor skattely er blevet ophøjet til nationalstat !!!

 

Velfærdssamfundet forudsætter monetær stabilitet. Altså at pengeenhedernes købekraft forbliver stabil. Ingen enkelt nation kan frembringe sådan stabilitet uafhængigt af alle andre. Kun alle nationer kan sikre alle mennesker adgang til stabil købekraft, men ikke uden at ændre på, hvad det vil sige at være en nation.

 

Pengeudstedende nationer må danne møntunioner, der medfører dannelse af møntunioner andre steder. (Sammenslutningen af tyske delstaters møntsorter i marken i 1871 medførte dannelsen af den Skandinaviske møntunion i 1873-5, hvor kronen blev fælles mønt). På valutamarkedet forekommer derefter nationale valutaer og unionsvalutaer. Forenes alle valutaer, findes der ikke længere valutaer, men verdenspenge. (At genoprette en valuta kræver kun et seddeltrykkeri. Og væbnet magt til at gøre sedlerne gangbare).

 

Nationalstaterne kan ikke løse globaliseringens problemer indenfor nationalstatens form. Altså gennem ”internationalt samarbejde”. Har den enkelte nation vetoret overfor forslag, da giver dette de mindste nationer de gunstigste muligheder for afpresning. Herved muliggøres ikke, at forhandlinger og afstemninger kan ophæve magtanvendelse. Nationerne kan heller ikke tildeles en stemme hver, da deres indbyggertal er vidt forskelligt. Skal demokratiet altså have større indflydelse på verdenspolitikken, eller skal verdenspolitikken i højere grad kunne reguleres af retten, da må stemmeretten kunne overskride de nationale grænser.

 

Velfærdsstater trues af økonomisk konkurrence fra ikke-velfærdsstater. Og af de vandringer og den kriminelle økonomi (statslig som privat) som fattigdommen danner grobund for. Velfærdsstaternes overlevelse og videre udvikling forudsætter velfærdskapitalismens udbredelse. Velfærdsimperialisme, om man vil. Global borgerløn !

 

Et globalt velfærdssamfund er givetvis ikke for indeværende nogen målsætning for den Europæiske Union. Men velfærdens forsvar, udvikling, udbredelse og globalisering må nødvendigvis gå over unionsdannelser, hvor systemet af nationalstater indgår i en fælles suveræn retsorden, på vej mod verdensregeringen.

 

 

 

 

04.12.14.

 

Til Minoritetspartiet.

 

Efter lange overvejelser – de har også været grundige, men der er stadigt forbandet meget at tænke over – er jeg kommet til følgende:

 

Med én væsentlig undtagelse anser jeg Minoritetspartiet for at levere øjeblikkets bedste politiske tilbud. Ind imellem evner man endda at udtrykke dette i et radikalt fornuftigt og forståeligt sprogbrug. MP har masser af standpunkter, jeg finder rigtige og væsentlige, som ingen andre har. MP tillader som ingen andre fikse ideer at blomstre. MP er tidens eneste kritiske parti, i ordets egentlige betydning, efterprøvning.

 

I den begyndte valgkamp vil MP fremstå som et unionsmodstanderparti. Jeg er tilhænger af union, som sådan. Unionen, EU, er der masser af problemer med. Men det er givetvis historiens lykkeligste projekt. Der har ikke været mange af slagsen.

 

Retssamfundet må nødvendigvis overskride nationalstaterne. Den eneste måde at fjerne militæret på, består i at slå alle hære sammen.

 

Min forfængelighed kan ikke bære, at nogen ville antage mig for unionsmodstander, fordi jeg kandiderer for et modstanderparti. Det kan min politiske hensigt, indsigt og vilje heller ikke.

 

Som kandidat måtte jeg altså larme højt for at gøre opmærksom på, at jeg ikke er unionsmodstander, at jeg altså er uenig med mit parti.

 

Jeg har ikke lyst til at kandidere for et parti blot for at meddele om min uenighed med partiet.

 

EU-spørgsmålet ønsker jeg ud af alle fremtidige valgkampe. Danmark er medlem af EU . Det drejer sig om udformningen heraf.

 

Jeg har forskaffet mig den nye forfatning, men ikke læst den. Jeg tror ikke på noget, jeg læser i aviserne herom. Eller på MPs forum, eller i Notat.

 

De fleste, der er imod forfatningen, kender den ikke. De er blot imod forfatning som sådan. Jamen, jamen. Den historiske venstrefløj er forfatningstilhængere !! Udøvelse af offentlig magt skal selvfølgeligt være indlejret i en forfatning.

 

Det danske velfærdssamfund er ikke truet af unionen, men af indenlandske kræfter.

 

Den danske grundlov er reaktionær. Vi har just opdaget, at grundloven faktisk muliggør, at modtagere af overførselsindkomst kan fratages stemmeretten.

 

Dilemmaet vil blive lettet, hvis jeg ikke optræder som kandidat for MP.

 

Jeg kan da uden synderlige problemer anbefale folk at stemme på MP.

 

Jeg er altså ikke længere kandidat for MP, men stadigt medlem.