04.03 18.

 

Tvang.

 

Jeg slog ordet ”tvang” op i Juridisk Ordbog. Her står : ”se kompulsiv tvang, mekanisk tvang, voldelig tvang”.

 

I diskussionens sammenhænge er det yderst interessant, hvad der står under ”kompulsiv tvang”:

 

”råden over en anden persons vilje ved anvendelse af trusler el. vold, når denne dog ikke berøver den tvungne enhver evne til viljesudfoldelse”.

 

Sagsbehandlere udøver ikke vold, (den mekaniske tvang vil de helst overlade til lavere uddannede og lønnede) men ovenstående gør klart, hvorfor sagsbehandlere kan blive udsat for vold.

 

At true med at fratage et andet menneske pengeindkomst, sågar al pengeindkomst, er kompulsiv tvang.

 

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsbehandlere skal udstyres med en sådan beføjelse til tvang, kan ikke afgøres ved individfunderede lommepsykologiske betragtninger.

 

mvh

Bunzel

 

 

09.08.29

 

Gustav Bunzel. LA Ordbog I –XV.

Bragt i LA-Bladet nr 21-35, oktober 2003 – marts 2008.

 

 

LA Ordbog. I. Bragt i LA Bladet nr 21. Oktober 2003.

 

Det danske sprogs ordforråd vokser. Nye ord frembringes hele tiden, andre går ud af brug. Dette sidste gælder således ordet ”hoveri”, som sædvanligvis ikke kendes af danskere under ca 40 år. (Som altså begyndte deres skolegang omkring 1970).

 

Jeg har kaldt tvangsaktiveringen for ”kommunalt hoveri”, men måtte ophøre hermed, da utallige tilhørere ikke kendte ordet. Hoveri var de tjenesteydelser, som tidligere tiders fæstebønder måtte yde herremanden for at beholde fæstegården. Hoveri var ikke slaveri, for fæstebønderne var ikke herremandens ejendom. Aktivering er heller ikke slaveri, eller tvangsarbejde, aktivering er skam ganske frivillig, men vil man modtage en overførselsindkomst fra det offentlige, da må man gøre, hvad sagsbehandleren forlanger. Vi mangler altså et ord, der dækker over, hvad aktivering egentligt er.

 

Teknologiske fornyelser frembringer mange nye ord, oftest engelske. Men også juridiske, økonomiske og bureaukratiske nyskabelser udgør en rigt flydende kilde til nye ord. Nogle af disse dækker over faktiske nye fænomener, andre er skønmalende ord fra omsvøbsdepartementet. En form for bureaukratisk sprogbrug som George Orwell i 1949 betegnede som ”newspeak” (nysprog) i sin negative fremtidsroman (dystopi) ”1984”.

 

Her følger nogle eksempler på det administrative ordforråd. Læserne opfordres til at indsende eksempler på lignende bureaukratiske sprogblomster. Man bedes nøjagtigt opgive, hvor (tekst eller samtale) man er stødt på ordet.

 

overførselsindkomst

Pia Jarvad ”Nye ord 1955-1998”. (1999) daterer ordets første forekomst til 1978. Jarvads dateringer er ofte usikre, og dette ord er en hel del ældre.

Første forekomst, jeg har fundet, er fra Helge Nørgård. ”Nationaløkonomi”. 1. udgave 1965, hvor ordet forekommer i registret. Denne tekst er kommet i mange senere udgaver, og bruges som lærebog for forskellige sociale uddannelser.

For os er følgende kommentarer i teksten interessante: s.34:”overførsel af indkomst til husholdningerne uden modydelse fra disses side”. s.143: ”overførselsindkomst, som husholdningerne modtager fra det offentlige uden til gengæld at præstere nogen produktiv indsats”.

Samme begrebsbestemmelse finder man i Børsens økonomiske leksikon,1974: ”O. …eller transferering….O. adskiller sig fra anden indkomst ved, at der ikke fra modtagerens side skal præsteres en samtidig modydelse. …”

I Samfundslex, 1.udgave 1997, indtræder en ændring: ”For de fleste o. gælder, at der ikke stilles krav om modydelse, dog er udbetaling af bistandshjælp i de senere år ofte blevet kædet sammen med et krav om modydelse (arbejdsindsats under en eller anden form)”. Teksten er uændret i 2. udgave 2000.

Forfatterne gør sig ingen tanker om, hvilken social effekt en sådan ændring måtte have. Det kunne være fristende at citere samme teksts forklaring af begrebet ”arbejde”. Men dette middelalderlige ord vil vi tage op en senere gang.

 

frigørelsesattest

Optræder først i 12. udgave af Nudansk Ordbog, 1984: ”skriftlig erklæring fra en arbejdsgiver om, at en ansat må forlade et deltidsjob uden opsigelsesvarsel, hvis vedkommende får ansættelse i en stilling med længere arbejdstid end den, vedkommende har i forvejen”. Denne ordforklaring er en af ordbogens længste !

Om dette fænomen eksisterer på noget andet sprog, ved jeg ikke. Jeg har ikke kunnet finde nogen oversættelse til hverken tysk, engelsk eller fransk. Men ordet forekommer i miniordbogen Kabel. ”Dansk-serbokroatisk ordbog for indvandrere” fra 1982, altså endda før dets forekomst i Nudansk Ordbog !

Hvornår er fænomenet og ordet dukket op for første gang? Hvor mange gange har reglen mon været aktuel? Hvor mange gange har AF anvist fuldtidsarbejde til en deltidsarbejder, der ikke kunne sige op med dags varsel ? Givet er det, at der er blevet sparet dagpenge på folks ukendskab til reglen. Ind imellem er reglerne blevet ændret på en sådan måde, at mistanken kunne opstå, at ændringen kun er foretaget for at spare supplerende dagpenge på folks ukendskab til reglerne.

 

starthjælp

Ordet er så nyt, at det endnu ikke optræder i nogen ordbog. Ordet forklares i 13. udgave af ”Kontanthjælpshåndbogen” 2003. ”For at kunne modtage kontanthjælp skal du have opholdt dig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år….undtagelser for EU/EØS-borgere…Opholdskravet blev indført pr. 1. juli 2002 som led i regeringens program for ”En ny udlændingepolitik” ”. En enlig kontanthjælpsmodtager uden forsørgerforpligtelse udbetales månedligt 7.919 skattepligtige kroner, har man ikke opholdt sig i ”riget” i 7 af de seneste 8 år, udbetales man kun 5.103 skattepligtige kroner.

 

Endvidere: ”Hvis du modtager s. og er gift eller samlevende med en person, der modtager kontanthjælp, nedsættes din s. således, at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til det beløb, der ville være modtaget, såfremt I begge havde modtaget s. ”

Et godt eksempel på dansk newspeak i det tredje årtusinds begyndelse er ”Årsberetning . Magistratens 1. Afdeling. 2002. Århus Kommune”. Herfra følgende citat om starthjælp: ”… Ideen er at få flere flygtninge og indvandrere væk fra den passive modtagerrolle og ved at udbetale nedsat ydelse motivere dem til at søge ud på det danske arbejdsmarked”.

 

Teksten får stå alene, da enhver kommentar måtte blive alt for lang. ”Ordbogen” udlover en flaske rødvin i præmie til den, der kan udpege, hvem der har fundet på udtrykket starthjælp.

 

 

LA Ordbog. II. Bragt i LA Bladet nr, 22. December 2003.

 

Ordbogens tema er det offentlige ordforråd, der berører ledige. AF har på sin hjemmeside www.af.dk et ”AF-Leksikon” med en ordforklaring på 10 sider. Har man ikke været ledig i blot få år, forstår man ikke disse ord. Der kommer hele tiden nye regler til med nye ord. En pjece om arbejdsløshedsforsikring er i oktober 2003 kommet i 108. ajourførte udgave! Ord ændrer betydning. Arbejdsmarkedsbidrag blev til noget helt andet i 1993. Ord som bruges ofte i årevis forsvinder helt. Langtidsledige optræder i ordbøger 1977-92, men forsvinder herefter. Modiske ord kan have kort levetid og hurtigt blive uforståelige. ”Incitamentsvirkninger”.

 

Det er ikke denne del af den nationale ordskat, som interesserede redaktørerne af Ordbog over det Danske Sprog mest i 1919. Det kan tage tid før selv vidt udbredte ord optages i ordbøgerne. Man forstår redaktørernes vanskeligheder, de kan ikke fylde ordbogen med alle bureaukratiets og den politiske newspeaks gloser.

 

Arbejdsløshedsforsikring

 

Første lov herom er fra 1907. A. organiseredes i arbejdsløshedskasser som en forsikring, hvor man betalte præmier (latin: tage forud), af fagforeninger, hvor man betalte kontingent (latin: ydelse), der inkluderede præmierne. Loven forpligtede det offentlige til at give tilskud.

 

I 1908 finansierede præmier 60% af den udbetalte understøttelse. Nu er denne andel faldet til under 20%, men da kontingenter kan trækkes fra i skat, reduceres denne størrelse til under 10 %. I realiteten er der altså ikke megen forsikring i foretagendet. Forsikringsselskaber kan gå fallit. For a-kassemedlemmer, der modtager støtte, er præmien blot en reduktion heraf, præmier fra medlemmer, der aldrig modtager støtte, finansierer så lille en del af udgifterne, at dette ikke kan begrunde opretholdelsen af forsikringskasse – formen.

 

Dagpenge.

 

Ordet opdukker ca 1700. Dag hedder på latin dies, hvorfor dagpenge også kaldes diæter. Det var penge man modtog for at udføre et offentligt hverv, efter antal dage. Efter 1849 drøftede man længe om rigsdagsmændene skulle udføre deres hverv gratis, eller staten skulle udbetale dem dagpenge. I 1920erne dukkede ordet sygedagpenge op. Efter 1907 udbetalte a-kasserne (arbejdsløsheds)understøttelse. Man var på støtten, som det hed i folkemunde. (Der er forbløffende lidt slang omkring dagpenge, sammenlignet med sprogfrodigheden omkring bistandshjælp). Denne støtte omfattede hjælp til husleje, rejse, flytning osv., og en tidsbestemt arbejdsløshedsunderstøttelse udbetalt i dagpenge.

 

Først i 1990erne begyndte opslagsværker at registrere, at arbejdsløse a-kasse medlemmer modtog dagpenge. (Hvornår er man i dagligsproget ikke længere på støtten, men på dagpenge? 70ernes slutning?). Jeg har endnu ikke set ordet dagpengekort i nogen ordbog. Hvor mange nulevende danskere har udfyldt et dagpengekort ?

 

Det hævdes, at dagpengenes størrelse skulle være en hindring for at tage arbejde I dagpenge udbetales 90% af forudgående indtjening op til et maksimum. For tiden er dagpenge per time knap 85 kr. En timeløn på 1kr mere ville altså give en ugentlig indtægtsforøgelse på 37 kr. Dette vil gælde uanset dagpengenes størrelse. En sænkning af satsen vil altså ikke have nogen ”incitamentsvirkning”, det vil kun tilbud om højere løn. 85 kr. er ca 90% af 95 kr. Man skal altså have en timeløn på mindst 95 kr. for ikke at gå ned i dagpenge under ny ledighed. Selvfølgeligt må man vægre sig ved at tage et ringe arbejde til en ringe løn, som man mister penge ved. Problemet kunne løses blot ved at lave reglerne om.

 

 

LA ordbog. III. Bragt i LA Bladet nr. 23. Marts 2004.

 

Hidtil er kommenteret ord fra det bureaukratiske tekniske nysprog. Hvor kendte ord sættes sammen på en ny måde med ny betydning. Ordet ”starthjælp” drejede sig dog om at skjule betydning,; man kunne faktisk tro, det var en ydelse, der gives til nyankomne for at hjælpe dem i gang. Ordet har altså ikke blot en teknisk betydning (en særlig konto), men også en ideologisk og propagandistisk (her fejlinformerende) hensigt. Her bringes et udvalg af sådanne ord, blandt mange tusinde, hvor det bureaukratiske sprog får samme sandhedskarakter som brugtbilssælgerens.

 

benchmarking

”I november måned offentliggjorde Arbejdsdirektoratet den tredje benchmarking af a-kasserne….”, således indledes en medlemsskrivelse fra en arbejdsløshedskasse (FTF-A) i januar 2004.

 

Ordet b. er, hvad man kalder jargon, et ordforråd eller sprogbrug, der stammer fra og især bruges i bestemte socialgrupper, feks kostskoledrenge. b. hører ikke til min jargon eller mine omgivelsers. Heller ikke modtageren af skrivelsen forstod ordet.

 

Ordet dannes af engelske landmålere (1842). Herefter bliver det i overført betydning til et begreb. På dansk bruges ”fikspunkt” tilsvarende. Ordet får en særlig betydning i det tidlige computersprog . Hvorefter det overtages af managementsproget. Ordet forekommer først i et dansk opslagsværk (en managementordbog !) i 1984 i databetydning. Det forekommer ikke i nogen nudansk ordbog. For at finde ordet i ovenstående betydning må man ty til de seneste leksika (2002) eller fremmedordbøger (2003). Man kunne også finde betydningen i ”Aktionærens Ordbog” (2001) : ”.. et sammenligningsgrundlag for vurdering af afkast eller resultat…”. Hvorfor tyer man til aktionærers ordforråd for at fortælle a-kassemedlemmer, at der er foretaget en sammenligning mellem forskellige kasser ?

 

jobparat

Ordet findes ikke i noget opslagsværk, og kommer næppe til det. Det stammer fra (københavnske?) sagsbehandlere, der har med ledige at gøre, og er meddelt af en læser. Jobparat er man just efter at have ophørt med et job, så kan man blive aktiveret i en ”jobklub”, hvor man timevis dagligt, under vejledning af en ”jobkonsulent”, kan/skal søge jobs, og ind imellem komme til ”samtale” herom. Hvilke jobs afgøres af konsulenten. Jobsøgende jobparate i en jobklub er et job for jobkonsulenter ! Resulterer sådant ikke i et job, kan man blive aktiveret på anden måde.

 

Det kræves, at man står til ”rådighed for arbejdsmarkedet”, r.f.a. R.f.a er opslagsord i Kontanthjælpshåndbogen,14, 2004: > s. 62. Her findes dog ingen forklaring på ”rådighed”. Men man kan læse den forbløffende overskrift: ”For at være berettiget til løbende kontanthjælp gælder det, at du skal have udnyttet dine arbejdsmuligheder”. Arbejdsmuligheder er dog ikke noget man ”har”, men noget en arbejdskøber giver. Håndbogen er et makværk. AF leksikonet (www.af.dk) har på forsiden en forklaring (for dagpengeberettigede).

 

arbejdsmarked

ODS giver en vag datering på dette ords første danske brug til just før 1900. Det dukker først op i Nudansk Ordbog i 1967:

”om samtlige de områder, hvorpå der indgås aftaler om ansættelse af menneskelig arbejdskraft”. Ordet dukker op i oversættelsesordbøger i 1930erne, i leksika i 40erne. I 1944 hedder det således: ” Mødet mellem Udbudet af og Efterspørgslen efter Arbejdskraft. Der er tale om et Marked i overført Betydning…”. I Nationalleksikonet 1994, finder man 9 spalter om emnet. I Økonomisk Ordbog, 1946, hedder det: ”Arbejdsmarkedet: Den Kreds af Personer og Institutioner, som efterspørger eller udbyder Arbejdskraft”.

 

Den, der udbyder (sin) arbejdskraft, er altså en del af a. ! På Jesu tid udbød man sig på et bestemt sted på torvet, i dag kan man gøre dette elektronisk. Den udbydende ”står ikke til rådighed for”, men er en del af a.

 

Hvordan kan man stå til rådighed for en overført betydning ? Hvornår og hvor opstod udtrykket ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet” ? Send oplysninger, med nøjagtige og tilstrækkelige data om oprindelse. NØJAGTIGE.

 

velfærdsfælden.

Rockwoolfonden udgav i slutningen af 2003 ”Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft” (Søren Pedersen, Ninna Smith). Som blev anmeldt i Information 26/11. Et værk vi vil vende tilbage til. I et interview sammesteds 17/12 med fondens forskningsleder Torben Tranæs citeres denne: ”Måske er nogle arbejdsløse bedre tjent med at få et venligt ment økonomisk spark ind på arbejdsmarkedet, frem for at sidde fast i velfærdsfælden på en relativt høj understøttelse eller kontanhjælp”.

 

Man kan ikke sparke nogen ind i noget, hvor de allerede er. Men man kan sparke på de underste.

 

Hvis de fattige skulle fornemme velfærd, da er de gået i en fælde !! Hvis fælde ? En politisk psykoanalyse af dette udsagn kunne godt blive lang.

 

 

LA ordbog. IV. Bragt i LA Bladet nr. 24. Juni 2004.

 

Til sidste nummer havde en læser meddelt ordet ”jobparat”. En ny læser meddeler ordet ”jobcoach”, som optrådte i en folder fra en daghøjskole i Slagelse benævnt ”Vejen til job”. I folderens farvelagte illustration står en mand og klør sig i nakken foran en vej, der deler sig i tre, hvor fire skilte peger i hver sin retning. Vejene løber ud i horisonten, hvorover hæver sig det guldstjernebestrøede himmelblå. Vejen til job, lige op i himmelen. ”Jobcoachen er intensiv vejledning og jobsøgning og foregår i samarbejde med private virksomheder. Via J. får du mulighed for at komme i job. J. er altså din mulighed, når/hvis du selv føler dig parat til arbejdsmarkedet”. Hverken meddeleren eller redaktøren kendte ordet forinden. På et jobsøgningskursus i Skanderborg ”Klippekort til karrieren” er et andet LAmedlem også stødt på en ”coach”.

 

I amerikanske film indgår en ”coach”. En for det meste voksen mand, som skal træne drenge eller ældre i et boldspil. Ordet er trængt ind i dansk i det sidste årti i både sportslig og overført betydning. Ordet betyder også diligence, coachen skal styre vognen forspændt flere heste. Ordet kommer fra tysk, der igen har fået det fra et ungarsk bynavn, hvor vogntypen oprindeligt blev lavet.

 

At amerikanske udtryk også indføres i det ordforråd, ledige støder på, kan ikke undre. Ordet vejleder ville her være fuldt dækkende. Men alle ved, at ingen kan lede nogen til et job. Man søger derfor et mere tillokkende ord med uklar betydning. Og her et det amerikanske reklamesprog det mest ordrige. Sprogfornyelsen synes især at komme fra de ansatte.

 

job

Ordet er engelsk med en oprindelse i oldfransk. Før 1900 havde dansk ikke lånt mange ord fra engelsk. Herefter vælter de ind. Job er med i denne bølge, just efter 1900 og før 1 verdenskrig. Det findes ikke i tidens gængse ordbog (1907). I en ordbog fra 1918 hedder det: ”slangudtryk for en tilfældig Forretning”. Et job var en enkeltstående affære. I mellemkrigstiden begyndte ordet at erstatte arbejde. Ordet job blev foretrukket af de, der talte moderne, og ikke opfattede sig selv som arbejdere, selv om de gik på arbejde hver dag. Ordet har ikke længere nogen fisefornem (segmentspecifik) betydning. Det optræder i en hastigt voksende mængde sammensætninger, hvor det fortrænger ordet arbejde. Arbejdsformidlingen er blevet til Jobcenter. Læserne opfordres til at indsende eksempler, med så fuldstændige oplysninger som muligt.

 

forrevalidering

”Revalidering” kræver forklaring. Ordets historie begynder med invalid. Som er latin, og betyder uden kraft eller værdi. Ordet forekommer i en fransk-dansk ordbog 1759, og betegner oprindeligt soldater, der ikke længere er krigsduelige, men dog stadigt er i kongens sold. Kongen havde påtaget sig en pligt til invalideforsørgelse. Den tids soldater var lejesoldater. I slutningen af 1800tallet begyndte staterne at påtage sig pligt til udvidet invalideforsørgelse. ”Socialdemokraten” skrev om ”arbejdsinvalider” i 1890. Ordet i. blev en betegnelse på en personlig civil social status. I dannet tale begyndte i. at erstatte krøbling. Alle i.er behøvede jo heller ikke at være krøblinge. Dårlige nerver kunne også invalidere. Verdenskrigene frembragte millioner af i.er, på både krop og sjæl. Men ikke i Danmark. Invalider har indkomster uden at arbejde eller tjene penge. De kan ikke arbejde, altså tjene penge. De tjener ikke en indkomst, men har ret til den.

 

De to verdenskrige udviklede et behov for at kunne gøre sårede krigsduelige igen. Efter krigene havde staterne ikke råd (lyst) til at forsørge så mange unge arbejdsfri krigsinvalider. Man måtte da søge at gøre dem arbejdsduelige igen. På engelsk rehabilitation.

 

I Danmark brugte man ordet revalidering (Nudansk 1953). Der kom en lov herom 29/4 1960. Vore naboer kender ikke dette ord. Danske bureaukrater har altså kreeret fremmedord, som kun er lokalt gyldige.

 

I en bog om ”Førtidspension” 3. udgave 1998 findes ordet forrevalidering i stikordsregistret. Her betyder ordet indledende fase i en revalideringsplan. Hvilket forudsætter, at planens ”bruger” modtager revalideringsydelse. Vi har eksempler på, at kontanthjælpsmodtagere, endda unge mennesker på mindsteydelsens fattigdomsgrænse, betegnes som værende under ”forrevalidering”. På laveste ydelse har man mulighed for visse tillæg, der feks kan betale et buskort. Da revalideringsydelsen er højere, bortfalder sådanne tillæg. Man hævder så, at revalideringens regler (men ikke ydelser) skal være gældende. Blot ved at kalde noget, noget andet, snupper kommunen månedligt en tusindlap fra kommunens fattigste unge. Hvis der i en kommune er tusinder af sådanne bliver det til millioner om året. Som så kan bruges til andet.

 

 

LA ordbog. V. Bragt i LA Bladet nr. 25. September 2004.

 

Ordbogen vil denne gang beskæftige sig med ældre ord omhandlende ledige. Fra tiden før 1900, hvor det danske sprog optog tyske gloser i tusindvis, som på dette område er præget af autoritær underdanighed.

 

Arbejde. Ordet er lånt i middelalderen fra tysk Arbeit, der erstatter et ældre fællesgermansk ord. Dets betydning er møje og besvær. Det har fælles rod med ordet arv og et ord for forældreløs. Arbejde betegnede i middelalderen altså det møje og besvær, man satte de arve- og forældreløse (slægtsløse) til. Ordet er beslægtet med det slaviske ord for træl, rabot, som den tjekkiske forfatter Karel Capek i 1920 brugte til at lancere begrebet robot i en fremtidsroman, der blev verdensberømt. Ordet robot bredte sig hurtigt til andre sprog, udtrykkende en blanding af teknologibegejstring, frygt for at maskinerne skulle overtage magten eller tage arbejdet fra menneskene.

 

Efter reformationen (1530) gjorde især Luther arbejde til højeste dyd. Han efterfulgtes heri af stort set alle andre ideologer sidenhen. Der klæber dog stadigt en rest af den gamle betydning ved ordet arbejde, måske er det derfor, den moderne newspeak foretrækker ordet job.

 

Ingen af disse ideologer kan dog give noget klart og entydigt begreb for, hvad arbejde måtte være i det moderne samfund. I et sociologisk leksikon (1998) hedder det således: ”aktiviteter, hvorved mennesker former deres naturgivne omgivelser ved hjælp af intellektuelle og fysiske evner….”. Ingen kommentar. Ordbogen udlover endnu en gang en flaske rødvin til en læser, som kan finde en fornuftig definition på arbejde i et opslagsværk eller i en lærebog.

 

Læseren kan fornøje sig med at spørge sine omgivelser, hvad er arbejde, og se hvad der så sker. I 1978 gav en 15årig efterskoleelev definitionen: ”arbejde er, hvad vi gør for at tjene vores penge”. Ideologerne kan ikke lide denne nøgterne definition, men kan heller ikke modsige den. Den arbejdsløse mangler ikke arbejde, men penge.

 

Lovgivningen mangler en klar definition af arbejde. Hvad man kan blive trukket for i dagpenge, er således ikke identisk med, hvad man kan optjene dagpengeret ved. Skal politikkerne skaffe mere arbejde eller højere indkomster til flere ?

 

Arbejdsgiver. Ordet er overtaget fra tysk. Kan man forestille sig en mere pervers fordrejning af virkeligheden ? ODS giver en roman fra 1853-7 som første eksempel på ordets danske forekomst. Det optræder første gang i en ordbog 1873, i Danmark dannedes ”Arbejdsgiverforeningen af 1896”. Ordet optræder på svensk efter 1865. Ordet burde rettelig hedde

arbejdskøber, men dette forekommer uhyre sjældent, for det meste i socialistiske tekster. I avisen Socialisten hedder det i 1872: ”.. for Eftertiden kaldes med det rette Navn: Arbejdskøbere, Arbejdshandlere. .”. Ordet kunne dog anvendes af nationaløkonomer. Ordet arbejdssælger er endnu sjældnere. I Nationaløkonomisk Tidsskrift taler man dog i 1905 om ”Repræsentanter for Arbejdskøbere og Arbejdssælgere”. I et leksikon fra 1893 kan man under Arbejdsløn læse ”…en frivillig Overenskomst mellem Arbejdskøber og Arbejdssælger…”.

 

Arbejdsløs. Er også overtaget fra tysk. ODS daterer første eksempel til 1834, hvor det endnu er et tillægsord. Så dukker ordet arbejdsløshed op i 1858. Herefter kunne man tale om de arbejdsløse. Men endelsen -løs er ubehageligt negativ. Avisen Politiken skrev i 1908 om arbejdsledighed, der kom en lov herom 1927. 1930 skrev en avis om 1000 færre ledige. I 1947 talte man i Folketinget om ledighedsprocent. Herom skrev ”arbejderforfatteren” Harald Herdal i 1934: ”…det lyder endnu ikke saa brutalt og nøgternt som Arbejdsløse”. En ledig lejlighed, parkeringsplads eller toilet er behagelige fænomener. I 1990erne kunne man tale om ledighed(en) uden yderligere bestemmelse. Ledighedskurve (1996).

 

 

.

LA ordbog. VI. Bragt i LA Bladet nr. 26. December 2004.

 

aktivering

Indtil maj 1992 havde dette ord ikke nogen bureaukratisk betydning. VK-regeringen foreslog da, efter forslag fra den radikale Lone Dybkjær fra slutningen af 1991, en ”aktiveringsplan”, som blev til en ”aktiveringspakke” vedtaget i et ”aktiveringsforlig” med støtte fra CD, KrF, R og SD. Forslaget drejede sig især om unge ledige, som skulle have et ”tilbud”. Afslog man dette, ville man miste bistandshjælpen (som det da hed ). De ville få udbetalt 67 kr i timen som aktiverede. Unge på dagpenge skulle også have tilbud, som de dog kunne afvise.

 

Avisartikler begyndte at flyde over med sagsbehandleres bekymringer over lediges nederlag og nedbrudte ”selvværd”. (Et yndlingsord i sagsbehandlernes nysprog, som dukker op i ordbøgerne i 1996). Ville man ikke opbygge sit selvværd på den måde, sagsbehandleren foreslog, kunne denne så bringe en til ”tiggerstaven”, lige bortset fra, at det offentlige ikke længere udsteder tiggertegn, altså ret til at tigge.

 

Hvad ordet aktivering præcist dækker over i november 2004, er næppe klart for andet end professionelle, da der hele tiden føjes nye betegnelser til, hvis betydninger ændres. I folkemunde dækker ordet over det, man kan risikere at blive sat til for at bevare retten til dagpenge eller kontanthjælp. Det er ikke nok for ovennævnte partier, nu plus DF, at mindske overførslernes købekraft, det skal også gøres ubehageligt at modtage dem. Hvis folk ikke af sig selv skulle føle mindsket selvværd ved det, så har man metoder til at få dem til det. I det mindste kan man påføre dem ubehag. Det skal være ubehageligt at være fattig. Det skal gøres lettere at kunne føle selvværd som velbjerget.

 

Der er ikke megen oplysning at hente i opslagsværker. Der findes ingen artikel i selv de nyeste leksika. Folkebibliotekernes alfabetiske register fra 2004 har ingen henvisning. Kontanthjælpshåndbogen 2005 heller ikke. Oplysningerne i Hvem Hvad Hvor siden 1992 er absolut intetsigende. De seneste ordbøger kan ikke oversætte ordet til engelsk, tysk eller fransk. En dansk-hollandsk ordbog fra marts 2004 fortæller, hvad det hedder på hollandsk. Den Danske Ordbog, som vil udkomme i 6 bind, skriver i 2003 blot: ” …med henblik på beskæftigelse på arbejdsmarkedet”. (Ordbogen gentager her det gængse vrøvl, man beskæftiges ikke på arbejdsmarkedet, her sælges og købes arbejdskraft, man beskæftiges i arbejde !!).

 

Aktivering omfatter nu alle ledige. Ledige får ingen økonomisk fordel af aktivering. Ingen kan afslå uden at risikere forsørgelsen. Der er ingen øvre grænse for aktiveringens varighed, den kan blive ved til folkepensionen. Aktivering giver ingen kompetence eller ret til noget. Lovens krav om at aktiveringen skal gavne muligheden for at få et job, kan myndighederne ignorere. Lovene er blevet et tag selv bord for forvaltningen, skulle en domstol dømme deres forvaltning ulovlig, bliver loven bare ændret.

 

Aktiv er modsat passiv. Det passive anses sjældent som noget positivt. Den nye arbejdsmarkedspolitik blev derfor forberedt af politikere (der var ikke noget folkeligt krav) gennem en negativ omtale af den tiltagende ”passive forsørgelse”. I 1997 gjorde Karen Jespersen socialpolitikken ”aktiv”, hvor den før gav bistand. Hvis en person blot mangler en indkomst, da kan den beskattende stat løse dette problem blot ved at tildele vedkommende en overførselsindkomst. Denne skal hverken være aktiv eller passiv, men stor nok til at kunne finansiere et lovlydigt liv. Hvis det offentlige begynder at kræve modydelser herfor, da undergraves lønarbejdets retsvilkår.

 

straksaktivering

findes ikke i nogen ordbog endnu. Vi må udskyde behandlingen af dette ord til senere.

 

Kommunal aktivering finder sted i bestemte bygninger, ofte nedlagte industribygninger. Disse institutioner har vidt forskellige lokale navne: produktionshus, produktionsskole, endda produktionshøjskole, jobcenter, eller helt uigennemskueligt: Team Kronjylland, med lige så uigennemskuelige forskelle i deres funktioner. Vi vil opfordre læserne til at indsende eksempler på, hvad man rundt omkring kan finde på at benævne sådanne steder. Hvad skal vi selv kalde sådanne steder på forståeligt dansk ? Ordbogen efterlyser forslag. Ordbogen har gransket i gamle ordbøger for at finde, hvad sådanne steder hed i gamle dage. Vi har fundet eksemplerne: arbejdsanstalt, -herberg, -hjem, -hus, -lejr, -stue. Deres historie må vi gennemgå senere, men vi kan ikke lade være med at citere fra et leksikon fra 1858:

 

Arbeidshuse (1858)

…1) offentlige Værksteder, oprettede af Staten eller Communen, hvor enhver Arbeider, der ikke kan finde Anvendelse i den private Industrie, kan melde sig og faa Arbeide. Man har indvendt mod saadanne Arbeidshuse, at de ved deres Concurrence hæmme den private Industrie, og at det er haardt, aldrig at understøtte Trængende, uden at fordre af dem, at de skulle arbeide i Arbeidshuse. Den første Indvending er sand, men det er nødvendigt, at de fattige beskæftiges naar de ere arbeidsdygtige, selv om Arbeidet koster mere, end det indbringer; kun maa man sørge for, at det ikke blot er Skinarbeide, og man maa vælge saadanne Arbeider, der saa lidt som muligt gribe ind i den private Industrie. Hvad den anden Indvending angaar, da maa det bemærkes, at ikke Alle skulle hjelpes paa denne Maade; ved siden af Arbeidshuse skal ogsaa findes anden Understøttelse.

-2) Huse hvor Lediggjængere, der, der ere farlige for den offentlige Sikkerhed ved Tvang blive holdte til Arbeide. Som beskæftigelsesanstalter for uforbederlige Lediggjængere ere de nødvendige og opfylde deres Hensigt; som Opdragelsesanstalter ere de derimod mindre heldige: kun meget Faa ville gaae forbedrede ud derfra, og de Enkelte, med hvem det var Tilfældet, ville have stor Vanskelighed ved at skaffe sig Arbeide. Begge disse Formaal kunne ikke være forenede i samme Anstalt.

-3) Straffeanstalter, Tugthuse.

 

Hvad skal man kalde dét, de aktiverede foretager sig, i den tid på dagen, de er aktiverede, og hvad skal man kalde denne tid? Hvis man kalder det arbejde, da bliver ordet arbejde tømt for enhver præciserbar mening. Tvangsarbejde kan man heller ikke kalde det. Herom skriver Den Store Danske Nationalencyklopædi i 2001:

 

tvangsarbejde

”arbejde, der udføres ufrivilligt, men som i modsætning til slaveri sjældent indebærer egentlig ejendomsret til mennesker. …Tvangsarbejde indgik i dansk lovgivning indtil vedtagelsen af Straffeloven af 1930…”

 

Aktivering er ganske frivillig. Nogle steder kører ”lederen” ud til dem, der frivilligt er blevet hjemme. Bliver man væk standser kommunen kontanthjælpen, ellers bliver bossen sur. Ministeren kommer efter Jer.

 

 

LA ordbog. VII. Bragt i LA Bladet nr. 27. Marts 2005.

 

Velfærdsstat.

 

Sidste bind i supplementet til ”Ordbog over det Danske Sprog” er endnu ikke udkommet. Det rummer de ord, der fremkom lige før 1955, herunder ordet velfærdsstat. Den tilsvarende svenske ordbog, hvis udgivelse startede i 1898, er kommet til bind 34, men ikke til välfärdsstat.

 

Ordet optrådte først i 2. udgave af Nudansk Ordbog, 1957, hvor det forklares som en ”stat, hvori man søger at skabe en tilstand, der gør samfundets samlede velfærd så stor som muligt”. Dette ændredes dog i 3. udgave, 1962, til en ”stat, som styres ud fra det hensyn, at staten har ansvar for alle sine borgeres (sociale) velfærd”. Ordet erstattes ofte af ”velfærdssamfund”, som vi har overtaget fra svensk. Er velfærdssamfund blevet det foretrukne ord? Alle ville bevare velfærdssamfundet i den nylige valgkamp, men skattestop-partierne ville reducere staten.

 

Ordet optrådte første gang i et leksikon i 1954, men først Encyklopædien fortæller i 2001 om ordets dobbelte historie. Ordet optrådte først på tysk 1879 i forbindelse med Bismarcks banebrydende socialreformer. Som ændrede offentlig forsørgelse fra fattighjælp til en lovsikret ret, hvor man ikke mister rettigheder som ved fattighjælp, såsom retten til at gifte sig, forældremyndighed eller stemmeret.

 

Først i 1961 forsvandt de sidste rettighedsfortabende bestemmelser ud af dansk sociallovgivning. Som bekendt har Liberator (en kreds af VUere) luftet tanken om at genindføre tab af stemmeret! Hvad grundloven faktisk giver hjemmel til i §29.1: ”…Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret”.

 

På tysk har ordet altså en konservativ oprindelse. Det blev også brugt i nazitiden. Og gik herefter i glemmebogen. Med denne oprindelse blev ordet ikke optaget i dansk, men interessant nok i svensk (1931).

 

Ordets anden oprindelse er engelsk. Derfor optrådte det i 1954 i en engelsk-dansk ordbog. Udtrykket ”welfare state” introduceredes under krigen 1941 og gjordes verdenskendt af den såkaldte Beveridge-plan 1942, der på baggrund af den krigsførende stats indgreb udstak principper for en aktiv statslig økonomisk politik, hvor også udtrykket ”fuld beskæftigelse” fremkom.

 

Det er dette ord, der bredte sig i 1950erne. Også til tysk! Til at begynde med mødte det skepsis hos både borgerlige og venstreintellektuelle. I 1956 skrev Villy Sørensen således en artikel: ”Velfærdsstaten – og den suspenderede personlighed”.

 

Ændringen i Nudansk Ordbog fra 1957 til 1962 er særdeles sigende. Man måtte forlade den naive tanke, at velfærden kan måles, så man bare kan vælge den største. Derfor opdukkede der ord som velfærdsindikator (1973). Og i 1969 fik man ordet velfærdssygdomme.

 

Spørgsmålet om indretningen af velfærdssamfundet og -staten er alt for vigtig til at overlade til økonomer.

 

Solidaritet.

 

Ordet kommer fra nylatin (de gamle romere brugte det ikke) og er via fransk og tysk kommet ind i dansk. Det har samme rod som ordet solid. ”Solidarisk” optrådte i en juridisk tekst 1809 og i en fremmedordbog 1820. ”Solidaritet” i 1837. Ordet betegnede en fælles juridisk forpligtelse, som er solid, da den gælder flere. Man hæfter in solidum. En for alle og alle for en. Aktionærer hæfter solidarisk med deres indskud (1872).

 

Ordet har bevaret sin særlige juridiske betydning. Det overførtes til det politiske sprog af den voksende arbejderbevægelse omkring 1900. I 1918 kaldte danske syndikalister således deres blad for ”Solidaritet”. Ordet blev et politisk modeord for venstreorienterede i 1960ernes slutning. Venstresocialisterne (1968) kaldte også deres blad for Solidaritet. Fagforbund begyndte at tale om solidarisk lønpolitik i 1970erne.

 

Der er siden sket en glidning i ordets betydning i dagligsproget. Nu taler man om en solidaritet, som velbjergede bør vise overfor mindre velbjergede, de svage!

 

I første betydning er solidaritet en forpligtelse overfor andre i samme situation, ikke blot en moralsk forpligtelse, men en praktisk. Jo flere der står fast på samme krav, jo lettere gennemføres kravet. Den anden betydning rummer en moralsk forpligtelse overfor andre, i en anden situation. De fattige i ulandene (60erne og 70erne) eller med de ressourcesvage (nutidigt). I første tilfælde er solidaritet en praktisk måde at udøve egeninteresse. I det andet er det godgørenhed.

 

 

LA ordbog . VIII. Bragt i LA Bladet nr. 28. Juni 2005.

 

Jobtilbud. Jobcenter. Jobtyveri. Jobtrylleri.

 

Ordbogen har tidligere ofte beskæftiget sig med de utallige nye orddannelser i det hel- eller halvofficielle ordforråd, der omhandler forholdene for ledige. Denne gang undersøger vi et par ord, som er opstået blandt de ledige selv, jobtyveri og jobtrylleri, som endnu ikke forekommer i nogen ordbog, og næppe kommer til det.

 

I LA-bladet nr 24, juni 2004 behandlede vi ordet job, som indførtes fra engelsk kort efter 1900, hvor det først betegnede en begrænset enkeltstående affære. I mellemkrigstiden begyndte ordet at erstatte arbejde. En tendens der er overordentligt forstærket det seneste årti.

 

I første udgave af Nudansk Ordbog 1953 findes ingen ordsammensætninger med job. I 12.1984 dukker den første sammensætning op: jobtilbud. I 15. 1992 kommer jobrotation til (hvor ansatte skifter opgaver). I DanskOrdbogen,1999 findes 33 sammensætninger. I tredie bind af Den Danske Ordbog, 2004 findes 12: jobbank, -beskrivelse, -butik, -børs, -konsulent, -patrulje, -profil,

-samtale, -sikkerhed, -skift, -tilbud, -træning.

 

Lister som nutidens ledige kan gøre meget længere, feks mangler ordet jobcenter. Og interessant nok er ordet jobrotation ikke med i 2004. Det eneste ord, der betegner en fordel for de arbejdende, forsvinder ud af ordbogen!

 

I 1984 skriver ordbogen om jobtilbud (kendt fra 1976), at det er ”det samme som et arbejdstilbud, altså et tilbud om arbejde specielt til arbejdsløse dagpengemodtagere om midlertidig beskæftigelse med det formål, at de arbejdsløse bevarer dagpengeretten”. I 1999 hedder det: ”tilbud om arbejde, som en arbejdsløs har ret til efter at have været ledig i en vis periode”. I 2004: ”tidsbegrænset arbejde der tilbydes en langtidsledig, især som led i en mere langsigtet plan for aktivering”. Ordbogsredaktionerne har tydeligvis vanskeligheder med at følge med i den hurtige udvikling i ordenes betydning.

 

Ordet jobcenter forekommer endnu ikke i nogen ordbog. Forskellige kommuner benævner fænomenet med forskellige udtryk. Henvises en ledig til et sådant sted, er et sikkert, vedkommende får ikke noget job ud af det. Der er heller ikke store chancer for, at vedkommende forbedrer sine chancer for at få et arbejde gennem en ”opkvalificering”. Det vil derefter optræde som en belastning for den lediges mulighed for at søge arbejde. Det forlyder endda, at sådanne centre forbyder ledige at søge arbejde i den tid, de skal opholde sig på centret.

 

På jobcentre kan ledige blive sat til at udføre opgaver for private firmaer, på dagpenge eller kontanthjælp. Man kan andetsteds i bladet læse om eksempler på, at firmaer har afskediget folk, der derefter er blevet henvist til et jobcenter, hvor de skulle udføre de samme opgaver for samme firma, men blot til en langt lavere indkomst. Sådant er man nu begyndt at kalde jobtyveri. Ifølge www.infomedia.dk optræder ordet første gang i denne betydning i april 2003.

 

Ifølge loven må aktivering ikke være ”konkurrenceforvridende” (1972). Kommuner må altså ikke udføre opgaver billigere end private på egnen. Er det så konkurrenceforvridende, når kommunen kan gøre det billigere end firmaet selv? Firmaet tjener på det, og kommunen får en del af sine aktiveringsudgifter dækket. Kommuner afskediger folk og erstatter dem med aktiverede. Kommunen begår jobtyveri. Arbejdere konkurrerer også indbyrdes, må kommuner forvride denne konkurrence? Hvem kan konkurrere med aktiverede, der er tvunget til at arbejde gratis? Dette spørgsmål er visse fagforbund langt om længe begyndt at stille sig?

 

Hvor mange former for jobtrylleri kreative bureaukrater har udtænkt de sidste par årtier, vil vi prøve at opgøre senere. Infomedia registrerer ordet første gang i en avis i oktober 2003. Hvis et job er det samme som et arbejde, så er dette, hvad man gør for at tjene en løn. Alt andet er trylleri, og som bekendt består al tryllekunst af bedrag.

 

LA ordbog. IX. Bragt i LA Bladet nr. 29. September 2005.

 

Screenede ledige.

 

Efter enevældens indførelse 1660 centraliseredes den offentlige administration, den voksede, og mængden af skrivelser voksede endnu mere. På godt og ondt udvikledes også en retsstat, som kendetegnedes ved at afgørelser ikke var vilkårlige. Ensartede sager skulle afgøres på ensartede måder. Derfor måtte disse sager behandles i et ensartet ordvalg. Som også stillede krav til en ensartet retskrivning, hvorfor man fik en første retskrivningsordbog i 1799.

 

Et sådant sprog er kun forståeligt for indforståede, som omgås det dagligt. Det må være konservativt, og bliver derfor nødvendigvis gammeldages. Hvilket siden 1700tallet blev kaldt kancellistil efter den tids ministerier.

 

Dette begyndte at blive uholdbart, da lovgiverne efter 1849 skulle vælges af borgerne. Kancellisproget blev udsat for kritik og latterliggørelse. Efter 1960ernes demokratiseringskrav gjorde det offentlige endda tiltag til systematisk at reformere det bureaukratiske sprog. Så vidt jeg husker ikke med noget stort held.

 

På ledighedsområdet har det offentlige de sidste 10-12 år ikke ønsket retssikkerhed. Derfor bliver ordvalget alt andet end konservativt. Tekniske termer udskiftes med et par års mellemrum. (Således taler journalister og virksomhedsledere stadigt om jobtræning, selv om sådant ikke findes længere).

Spritnye modeord og orddannelser florerer. Uautoriserede psykologismer fra den terapeutiske gråzone vandrer uden hindringer ind i den officielle sprogbrug. Endnu har vi dog ikke hørt om nogen jobkonsulent forlange en klients horoskop.

 

På Politikens forside 15 august kunne man læse: ” …er næsten 1500 kommet i job ud fra filosofien: Det må ikke være svært at få et arbejde.” Ingen hekseri, kun filosofi. Samme journalist skriver senere: ”Personlig rådgivning og intensiv screening kaster lys på de barrierer, der holder dem fra at arbejde”. Og lidt senere omtales jobtræning. Det spændende er nu, om ordet ”screening” (som betyder ”gennemse” og stammer fra medicinsk sprogbrug, og som især blev kendt fra 1980erne, hvor blodplasma skulle screenes for at undgå HIVsmitte) er journalistens egen opfindelse, eller om det er inspireret af offentligt sprog. Ordbogen udlover endnu en gang en flaske rødvin til den læser, der kan oplyse herom.

 

Her følger nogle af de mest anvendte ”psykologismer”.

 

Selvværd. I moderne betydning dukker ordet først op i en ordbog i 1996. Ordet er elsket af ledighedens sagsbehandlere. Som så mange andre af den slags ord er betydningen ikke præcis, hvilket i og for sig kan være en fordel. Men når ordet bruges om ledige, er en ting givet, arbejdsløse kan ikke have selvværd, i det mindste må det i så tilfælde være lavt.

 

Ledige har lært lektien. De fortæller gladeligt til medierne om det lave selvværd før og det høje efter at have gennemgået en eller anden vidunderkur eller have fået arbejde, uanset hvad og hvilken løn. Selvfølgeligt er det bedst for selvværdet at få rigtigt arbejde, men det hjælper også at tage imod sagsbehandlernes tilbud af et rent hjerte. Vi vil ikke tilråde ledige at vise høj selvværd i samtaler med sagsbehandlere. Slet ikke til at begynde med.

 

Selvfølgeligt har de højest lønnede højest selvværd. Det er jo også en form for klassebevidsthed.

 

Motivation. (tilskyndelse, af kringlede veje kommer ordet af det latinske ord for ”at bevæge”, jævnfør lokomotiv). For at modtage dagpenge og kontanthjælp skal man opfylde og overholde gældende regler og love. Man skal feks stå til rådighed for arbejdsmarkedet, således som dette nu fortolkes i praksis. Men uanset hvor meget hin enkelte står til rådighed, så hjælper dette jo ikke noget, hvis markedet ikke står til rådighed, hvis altså ingen vil købe pågældendes arbejdskraft.

 

Sagsbehandlere er derfor begyndt at finde forklaringer herpå i manglende motivation hos den ledige. Hvorfor man kan true med (og gennemføre) ubehagelige konsekvenser Helt uden nogen hjemmel i lovgivningen. Årsagen kunne jo også være sagsbehandlerens eller systemets uduelighed. At man ikke formår at forbinde de rette udbydere med de rette efterspørgere, og gøre noget ved, hvad de første måtte mangle for at efterkomme de sidste. Jo færre ledige systemet får i arbejde, desto flere arbejdspladser bliver der i systemet.

 

Det har været en dyd i den moderniserede velfærdsstat, at offentligt ansatte ikke havde til opgave at moralisere. Nu ikke blot moraliserer ledighedssystemet med et opkog af mugne floskler, det udøver direkte sindelagskontrol. Ikke blot i arbejds-under-købernes interesse, men i egen system-interesse.

 

Incitament. (sætte i bevægelse, af latin). Skulle en ledig mangle motivation til at påtage sig et (hvilket som helst) job, kan sagsbehandlere vælge at give incitamenter til at finde motivationen.

Man kan gøre lav løn og ringe arbejdsvilkår mere tillokkende ved at mindske en overførselsindkomst. Eller helt standse den. Incitament til motivation.

 

Skulle en ledig ”privat” afslå et tilbudt job, altså udøve sin frie forhandlingsret på markedet, da kan køberen endnu ikke sladre til systemet. Men hvor længe? Hvorfor skulle arbejdskøberne ikke have indberetningspligt over afslåede tilbud ?

 

Hvis en sagsbehandler, offentlig eller udliciteret, er indblandet som ”tredje” part, bliver det risikabelt at sige nej.

 

Pisk eller gulerod. Søger man disse to ord på nettet, vil omkring halvdelen af artiklerne handle om ledighed. Egentligt burde udtrykket hedde ”pisk og gulerod”. (Pisk kan også være kæp eller stok). Udtrykket er optaget fra engelsk efter anden verdenskrig i flere sprog. (Dog har jeg ikke fundet det på tysk!). Den første danske ordbogsregistrering af gulerod som lokkemiddel er fra 1963, den første franske fra 1966.

 

Udtrykket har uafdækkede ordsprogsagtige rødder. For at få et æsel til at drive det tunge læs hænges en gulerod op for dets mule, uopnåelig, uanset hvor inciteret æslet bliver. Skulle dette ikke være nok, kan man også bruge kæp. Eller omvendt, omvendt.

 

Pisk og gulerod er altså ikke et enten eller, enten ondt eller godt, men både og. Hvor det gode blot er uopnåeligt.

 

Man gør mennesker fattigere som incitament til at motivere dem til at ønske et arbejde, de aldrig får. Men mange mennesker får da job efter at have været gennem aktiveringsmøllen? Det havde de måske fundet alligevel. Da aktiveringsmøllen omfatter en stadigt stigende procentdel af de ledige, må nogle heraf nødvendigvis få et job. Men 100.000er får aldrig et job, men masser af pisk.

 

 

LA ordbog. X. Bragt i LA Bladet nr. 30. December 2005.

 

Temaet denne gang er arbejdsmarkedet (1890erne) og den nye inddeling af kontanthjælpsmodtagere i 5 såkaldte matchgrupper. Tidligere sorterede man de ledige efter deres forskellige behov for bistand, hvorfor loven hed Bistandsloven (1976). Matchgrupperne sorterer nu ”borgerne” efter deres brugbarhed for arbejdskøberne. (Citat Vurderingen af graden af match mellem borgerens ressourcer og arbejdsmarkedets krav). Denne brutale ændring må selvfølgeligt tilsløres af nysprog (newspeak). Lad os derfor begynde med

 

marked

Ordet, der hedder noget lignende på mange europæiske sprog, kommer af det latinske ord for handel mercatus, hvis gud hed Merkur, hvis stav og bevingede hat man ofte ser afbildet i forbindelse med kommercielle foretagender.

 

På markedet udbydes varer af ejere, der dermed bliver sælgere, som ønsker varerne byttet med penge eller solgt. Pengebesiddere er mulige købere, men bliver først købere, når penge byttes med varer. Hermed bliver sælgeren pengebesidder og kan købe. Køberen kan så enten forbruge den købte vare eller sælge den videre. Varer kan altid udbydes til salg på markedet, men de kan kun sælges, hvis pengebesiddere vil købe.

 

Alle varebesiddere kan blive sælgere, men sælges varen ikke, kan de ikke blive købere. Ejer man intet, der kan sælges, fordi ingen vil købe det, kan man altså ikke blive køber ved at sælge.

 

Markedet alene kan ikke gøre alle til købere. Uanset hvor meget markedet bugner af varer, vil markedet ikke kunne forsyne alle.

 

På arbejdsmarkedet udbydes og købes arbejdskraft. Hvis arbejdskraften er slave, gælder ovenstående bestemmelser af markedet uændret. Hvis ikke, bliver forholdet vanskeligere at beskrive kort, fordi der her optræder de stærkeste samfundsmæssige interesser i tilsløring. Århundreders virkelighedsforvrængende sprogbrug har gjort ordene næsten ubrugelige. Ingen ”ejer” sin egen arbejdskraft i dette ords præcise juridiske betydning. Man kan, ret beset, ikke sælge sin arbejdskraft, køberen kommer ikke til at eje det købte, men man kan mod betaling stille den til rådighed for andre. Forholdet udtrykkes præcist i det gamle ord daglejer, som altså lejer sin arbejdskraft ud en dag af gangen. Bruges arbejdskraften opstår arbejde, hvis udfører er arbejder. Køberen ejer arbejdets resultat eller forbruger det samtidigt med arbejdets udførelse. Udbyder man sin arbejdskraft, er man en del af arbejdsmarkedet.

 

Hvis en arbejdskraft er ansat, udbydes den normalt ikke længere. Men ansatte kan søge andre købere. Udbydere af arbejdskraft er derfor oftest arbejdsløse. Arbejdsløse udbyder deres arbejdskraft. Nogle er hverken arbejdende eller arbejdsløse. Disse må da forsørge sig eller forsørges på anden måde. Eller gå til grunde.

 

Den arbejdsløses problem er ikke manglende arbejde, men manglende indkomst. Det offentlige kan beskatte profit og løn og overføre indkomster til arbejdsløse. Det forlanges så, at den ledige skal ”stå til rådighed for arbejdsmarkedet”, med mindre vedkommende ”har andre problemer end ledighed”.

 

Man kan udbyde sin arbejdskraft individuelt eller organiseret (AF). Nu kan sådant gøres elektronisk, hvor efterspørgere kan få adgang til alle elektroniske udbydere. Alligevel kræves det yderligere, at den ledige for at modtage overførsel, skal være ”aktivt arbejdssøgende”. Dette forudsætter dog, at efterspørgere offentliggør deres efterspørgsel, og at ledige kan komme i forbindelse hermed. Man kan også søge ”uopfordret”. Ingen ved hvor mange millioner ansøgninger årligt, dette har medført. De fleste ansættes uden ansøgning. Antallet af ansættelser udgør få procent af antallet af ansøgninger. Kravet om at være ”aktiv” medfører, at der foretages millioner af ansøgninger, vel vidende, at de ikke fører til ansættelse.

 

Ingen kommer i arbejde ved at søge arbejde, man kommer kun i arbejde ved at blive ansat. Beskæftigelsen bestemmes ikke af udbyderne, men af efterspørgerne. Salget bestemmes ikke af sælgerne, men af køberne.

 

Efterspørgerne efterspørger bestemte kvalifikationer eller ”kompetencer”, som det hedder på newspeak. Kapitalistiske efterspørgere ansætter kun under forventning om profit. Andre ansætter for at få bestemte opgaver udført. Ingen kan ansætte blot for at skabe arbejdspladser.

 

Arbejdsløse overførselsmodtagere skal altså aktivt udbyde deres kompetencer. Kræves sådant ikke af overførselsmodtagere (fordi de ikke har kompetencer, nogen vil købe) kategoriseres de ikke som arbejdsløse, selv om de ikke har arbejde.

 

På det seneste er det offentlige begyndt at kræve mere end rådighed. For at modtage overførsel kræves opkvalificering, altså udvikling af kompetencer, der er større interesse for at købe.

 

Arbejdets krav til kvalifikationer har ændret sig med voldsomt stigende hast de seneste århundreder. Ingen har ret meget overblik over den eksisterende situation. Ingen kan forudsige ret meget særligt præcist ret langt frem.

 

Det offentlige forsørger en stor del af befolkningen, der ikke kan forsørge sig selv. Mennesker, der ikke selv kan forskaffe sig lovlig adgang til markedet (som købere) forsynes dermed med penge af andet end markedet, og får dermed adgang til markedet. Her er det kun pengeoverførslen, der ikke foregår på markedets betingelser.

 

Et godt fungerende marked forudsætter, at alle har lovlig adgang til markedet. Markedet alene kan ikke frembringe et godt fungerende marked.

 

På det seneste er det offentlige begyndt at kræve modydelser for overførslen under mottoet ”noget for noget”. Leveres modydelsen ikke, standses overførslen. Hvad modydelsen består I, bestemmes af myndighederne. Det er lovligt at nægte modydelsen. Nægtelsen betyder blot tab af lovlig forsørgelse.

 

Nyrup-regeringens brud med Bistandsloven i 1990erne har altså stillet en arbejdskraftpulje på flere 100.000er gratis til rådighed for det offentlige. Som kan anvendes udenfor markedets kontrol. Der er faldet utallige domme og afgørelser om, at den offentlige forvaltning heraf har været konkurrenceforvridende. Ganske mange på LAs foranledning. Liberalisterne har intet mod statskontrol af arbejdsmarkedet, når blot denne er løntrykkende.

 

 

Matchgruppe.

Oplysninger herom stammer fra Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside www.ams.dk

Her skal man pudsigt nok ikke bruge søgeordet matchgruppe, men kun match.

 

match

Ordet er lånt fra engelsk, forekommer i en fremmedordbog 1844, det har rødder i oldengelsk, det er beslægtet med danske ord som mage eller makker, noget der passer eller skal sættes sammen.

I 1844 betød det derfor giftermål. Med sportismens eksplosive vækst i 1880 og 90erne, som især betjente sig af engelske udtryk, kom ordet til at betyde sportskampe, hvor hold møder hold. I 1960erne begyndte man at kunne matche farver (Nudansk 1964). Herefter betyder matche blot at passe sammen. (På engelsk hedder tændstik også match, men dette ord har en helt anden oprindelse).

 

Det er desværre/heldigvis ikke muligt at trykke og kommentere hele arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside. Teksten minder mig om eksamensbesvarelser, jeg har læst fra velbegavede, velformulerede og ordrige studerende, som blot ikke vidste ret meget om emnet. Men dette er forklædning. Den akademiske sluddervornhed dækker over benhårde bestemmelser.

 

Efter titlen Vurdering af borgerens beskæftigelsespotentiale (matchvurdering) begynder teksten med: Grundlaget for at vurdere borgerens beskæftigelsespotentiale er en kvalitativ konklusion.

Ordbogen udlover igen en flaske rødvin til den læser, der kan hitte mening i denne sætning.

 

Men pas på: Generaliseret viden om bestemte karakteristika vedrørende borgeren kan aldrig i sig selv begrunde en matchvurdering i "lav grad af match" eller "ingen match". Selv om en sagsbehandler ud fra lang erfaring og sund fornuft ved, at vedkommende ikke har en eneste chance for at få et arbejde, er dette ikke tilstrækkeligt.

 

Følgende passage er interessant: Rådighedsvurderinger fokuserer således på både arbejdsevne, vilje og faktiske forhindringer i forhold til at stå til rådighed. Vurderingen af om en borgers ”vilje” matcher arbejdskøbernes interesser er sindelagskontrol.

 

En matchvurdering i "lav grad af match" eller "ingen match" betyder således, at be­grænsningerne i arbejdsevnen er så væsentlige, at borgeren ikke kan stå til rådighed på almin­delige vilkår. Men måske på ualmindelige vilkår? Selv i matchgruppe 5 har man arbejdsevne! Hvad skal der til, for at en borger bedømmes som uden arbejdsevne? Skal man ligge i respirator? Hvorfor taler man her om arbejdsevne og ikke kvalifikationer, som er det, der efterspørges?

 

Den officielle definition på de 5 matchgrupper lyder:

Umiddelbar match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart matcher arbejdsmarkedets krav. Borgerens kompetencer og ressourcer er forenelige med varetagelsen af jobfunktioner, der er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked. Borgeren har eventuelt kvalifikationer og kompetencer inden for flaskehalsområder på arbejdsmarkedet.

Høj grad af match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart i væsentlig grad matcher arbejdsmarkedets krav. Borgerens kompetencer og ressourcer er i høj grad forenelige med varetagelsen af jobfunktioner, som er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked, men der kan dog i mindre grad være et manglende match - for eksempel i form af nogle specifikke kvalifikationer eller lignende.

Delvis match: Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart kun delvis matcher arbejdsmarkedets krav. Borgeren vil imidlertid være i stand til at varetage jobfunktioner, som i et vist omfang eksisterer på det ordinære arbejdsmarked.

Lav grad af match: Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked.

Ingen match: Borgeren har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren aktuelt ikke har nogen arbejdsevne, der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked.

Kommentar: På arbejdsmarkedet udbydes og efterspørges arbejdskraft. Arbejdsmarkedet kan ikke stille krav. Det er en abstraktion. Udbydere og efterspørgere, som både har forskellige og sammenfaldende interesser, kan ikke stille krav til hinanden, de kan indgå i en aftale. Det kan være fornuftigt, at udbyderne udvikler deres kvalifikationer efter efterspørgernes behov. Det kan være fornuftigt at bevilge offentlige midler til at begunstige denne ”opkvalificering”. Men det er en helt anden snak end denne grasserende offentlige krævementalitet.

LA ordbog nr. XI. Bragt i LA Bladet nr 31. Marts 2006.

 

Ordbogen begynder denne gang med et ord, der er så nyt, at det endnu ikke findes i nogen trykt ordbog.

 

Jobfradrag eller i officielt sprogbrug beskæftigelsesfradrag. Jobfradraget blev indført i 2003 med virkning fra 2004. Lønmodtagere blev tildelt et særligt skattefradrag, som modtagere af anden indkomst ikke tildeles. Betaler man udelukkende bundskat, får man et fradrag på 2.5% af indkomsten, dog højst 7200 kr., er man i en højere skatteklasse tildeles et kontant nedslag i skatten.

Selvfølgeligt er reglerne langt mere indviklede, men ordbogen er ikke skatterådgiver. For en løn på 200.000 vil dette altså medføre en månedlig skattebesparelse på et par hundrede kroner.

 

Ifølge www.infomedia.dk optræder ordet ”jobfradrag” første gang i pressen 9 januar 1996. Som et forslag til en skattereform fra centrumdemokraternes daværende erhvervsminister Mimi Jacobsen. Ordet står i anførselstegn. Hvad det stadigt gør 10 januar, men anførselstegnene forsvinder 16 januar, hvor finansminister Mogens Lykketoft kaldte forslaget (blandt andre) for et ”Georg-Gearløs-projekt” : ”Der kan ikke skaffes flere arbejdspladser ved at ændre på skattesystemet…”

 

Et medlem af Venstres folketingsgruppe skrev 17 december 2004, efter fradragets indførelse: ”Nye beregninger fra vismændene har vist, at jobfradraget har givet betydeligt flere job end ventet. Det kan nu bedre betale sig at arbejde frem for at få overførselsindkomst”. Ikke et eneste job er kommet til verden, fordi ansatte skal betale et par hundrede kroner mindre i skat om måneden. Hvordan skulle man dog opdage dette? Ingen er i stand til på forhånd at beregne skatten med sådan nøjagtighed.

 

Der kan kun blive flere job, hvis køberne af arbejdskraft efterspørger flere. Der købes kun flere arbejdskræfter, hvis dette kan betale sig for køberne. En skattelettelse ændrer ikke i sig selv prisen på arbejdskraft. Hvorfor skulle en skattelettelse da øge efterspørgslen på arbejdskraft?

 

Fradraget mindsker lønmodtagernes skattepligtige indkomster. Derved kommer andre indkomster til at betale en større del af skatten. Der betales også skat af overførselsindkomster. På denne måde kan jobfradraget medvirke til at mindske udgifterne til overførsler, uden at der ændres på overførslernes satser. Der er flere måder at gøre de fattige fattigere på.

 

Flaskehals.

En flaske smaller til for oven, hvilket gør det lettere at hælde væsken ud. Det hele kommer ikke ud på en gang. Det engelske bottleneck er omkring 1900 blevet brugt som et billede på det modsatte: en indsnævring, der uhensigtsmæssigt hindrer gennemstrømning, især i trafikken. Ordet anvendtes i en dansk avis i 1943 om krigen i Nordafrika, hvor terrænforhold skabte en flaskehals for troppebevægelser. Herefter benyttedes billedet om trafikale forhold. I 1947 omtaltes Storebælt som en trafikal flaskehals.

 

I Nudansk Ordbog 1964 blev udtrykket brugt i en yderligere overført betydning: ”mangelen på arbejdskraft er den flaskehals, der hæmmer produktionen”. Hvilket i 1984 blev til et ”flaskehalsproblem”, hvorfor der i 1985 skrives officielt om ”flaskehalssituationen”, og i 1998 skrives om ”flaskehalsindsatsen”.

 

I januar 2006 skriver pressen igen om flaskehalse. Nogle steder møder efterspørgere af bestemt arbejdskraft ikke noget udbud. Så må de vel give et bedre tilbud. Man kalder sådant markedsøkonomi.

 

Strømmen af udbydere er altså mindre end ”åbningen”, eller efterspørgslen. Jamen, dette er dog det modsatte af en flaskehals !! Billedet er simpelthen forkert !!

 

Klient

I det gamle Rom var en klient en socialt laverestående som stod i et underordningsforhold til en højerestående, en patron. Til gensidig fordel. Patronen kunne således lede klientens forsvar i retssager. Derfor har sagførere i 1800tallet og fremefter klienter. (Derfor har sagførere haft problemer med administreringen af klientkonti). På engelsk og dermed på dansk kan klient også betyde kunde i særlige brancher.

 

I 1963 benyttes ordet på dansk som betegnelse for en person der modtager socialydelser, måske efter svensk forbillede. Sikkert i en velmenende hensigt. Men bistandsklient (1976) og klientgørelse (1982) lyder ikke rart.

 

På det seneste er ordet klient gået af mode i officiel sprogbrug. Det står stadigt i ordbøgerne.

Ords forsvínden er langt vanskeligere at registrere end deres opdukken. Hvorfor ønsker det officielle Danmark mon ikke længere at benytte ordet?

 

Hvor man tidligere anvendte ordet klient, er man nu begyndt at anvende ordene ”bruger” eller ”borger”. Gør man mon dette i en velmenende hensigt?. Eller er pæne ord bare gratis.

 

Hvilket ord vil vi/du anvende for at betegne alle personer, der modtager offentlig forsørgelse, som altså modtager overførselsindkomster? Overførselsindkomstmodtagere er for langt. Og nogle modtager overførsel uden krav om modydelse, af andre kræves en modydelse.

 

 

LA Ordbog XII. Bragt i LA-Bladet nr. 32. Juni 2006.

 

Arbejdsløs, arbejdsløshed, arbejdsløshedsstatistik, arbejdsløshedsprocent, arbejdsløshedstal.

 

Omkring år 1800 ville en ordbog rumme mindre end 10 varianter og sammensætninger af og med ordet arbejde. I 2003 fylder sammensætningerne 30 spalter. Heraf alene 13 sammensætninger med ordet arbejdsløs.

 

Første bind af Ordbog over det danske Sprog, 1919, citerer en lov fra 1860: ”Den, som streifer arbeidsløs omkring…bliver som Løsgænger at ansee med Straf af Fængsel paa Vand og Brød”.

Ordet arbejdsløshed optræder i et citat fra 1883. Første Supplementsbind,1992, giver dog første eksempel på arbejdsløs til 1834 og arbejdsløshed til 1858. Ordet er givetvis kommet fra det tyske arbeitslos, som opdukker i moderne betydning 1787.

 

Molbechs berømte danske ordbog fra 1859 rummer ikke ordet arbejdsløs. Men ordet begynder at optræde i tosprogede ordbøger i 1845 og bliver almindeligt i ordbøger omkring 1870. Herefter kan man være arbejdsløs, blandt de arbejdsløse eller blive ramt af arbejdsløshed.

 

I et leksikon fra 1849, som kaldte sig almennyttigt, står intet om arbejde. I 1858 findes et par spalter. Herefter tager det voldsomt til. I første bind af Salmonsens leksikons første udgave 1893 skrives 90 spalter om ordsammensætninger med arbejde, men endnu intet om arbejdsløshed. I 1906 skrives om Anvisningskontorer for Arbejdsløse. I Salmonsens anden udgave, 1915, skrives 6 spalter om arbejdsløshed, hvor ordet arbejdsløshedsstatistik for første gang optrådte i leksikale sammenhænge.

 

Ordet statistik overtoges fra tysk i slutningen af 1700tallet. 1800tallets og især 1900tallets voksende statsmagt krævede statistik om flere og flere samfundsfænomener. De naturvidenskabelige og tekniske revolutioner betjente sig af uhyre mængder af optællinger. Derfor begyndte samfundsvidenskaberne også at tælle.

 

Men skal man tælle noget, så skal det, der sammentælles som én mængde, være af samme slags. Og det er faktisk ikke ligetil at afgøre, hvornår en person er arbejdsløs. Herom skriver Salmonsen 1915:”Arbejdsløshed er den Mangel paa Arbejde, der skyldes en svigtende Efterspørgsel efter Arbejde. Udelukket fra Begrebet er f. Eks. Arbejdets Ophør p. Gr. a. Arbejdsudygtighed, Arbejdskonflikter m.m.”

 

Det er ikke enhver, der ikke har arbejde, der er arbejdsløs, og hvad eller hvilke aktiviteter udgør arbejde? Hvornår bliver hjemmegående husmødre arbejdsløse?

 

Fra ca. 1900 begyndte fagforeningerne indsamling af statistisk materiale om arbejdsløsheden. Fra 1910 overtog det offentlige bearbejdningen af materialet. Og derefter antoges arbejdsløshedsstatistikken at være ganske pålidelig. I det mindste indtil de seneste år.

 

Man vil derfor gerne have arbejdsløsheden opgjort i en arbejdsløshedsprocent. Så er det lettere at sammenligne fra år til år, og mellem lande. Et ord som optrådte i 1915, men især blev almindeligt efter 1945.

 

I 1700tallet bredte procentregningen sig, men for det meste blev procenter kun udregnet af pengeudlånere. I løbet af 1800tallet skulle alle skolebørn lære procentregning.

 

Om arbejdsløshedsprocenten gik op eller ned blev derfor efter 1950erne en vigtig nyhed, som kunne blive afgørende for regeringers stemmeprocenter. Efter krisen 1973 steg procenten voldsomt, og man begyndte at pille ved arbejdsløshedstallet.

 

I den seneste tid har regeringen således triumferende udråbt den laveste arbejdsløshedsprocent i 30 år. Men i 1976 anså man arbejdsløshedsprocenten for meget høj. Den højeste i så og så mange år. I 2006 tælles efterlønnere, aktiverede og lignende ikke som arbejdsløse. Gjorde man dette, hvad man skulle gøre for at få en korrekt sammenligning, da ville arbejdsløshedsprocenten 2006 være langt højere end 1976.

 

LA Ordbog XIII. Bragt i LA-Bladet nr. 33. Oktober 2006.

 

Ordbogen vil denne gang anmelde en ordbog. Som ganske vist benævnes et leksikon, hvilket på græsk betyder ordbog. Betegnelserne ordbog og leksikon bruges i flæng, men oftest behandler ordbøger selve ordene, og leksika de emner, som ordene betegner. Det anmeldte leksikon kunne altså ligeså godt være kaldt en ordbog.

 

Peter Nedergaard : Arbejdsmarkedspolitisk Leksikon.

Begreber, forkortelser, organisationer, partier og personer.

331 sider. Udgivet på AOFs forlag oktober 2005.

 

Forkortelsen AOF er nok ret velkendt, men det er alligevel en smule interessant, at forkortelsen ikke skrives fuldt ud, Arbejdernes Oplysningsforbund, noget sted i bogen. På AOFs hjemmeside er det også svært at finde, hvad forkortelsen står for. Mon ikke det er det første bogstav A, der giver problemer?

 

AOF har rod i Arbejdernes Læsekreds, stiftet i 1879, knyttet til det fremvoksende Socialdemokrati. På en partikongres september 1923 besluttedes dannelsen af Arbejdernes Oplysningsforbund, som fandt sted i januar 1924. 1925, under den første Stauningregering 1924-26, begyndte forbundet at modtage statsstøtte.

 

Peter Nedergaard har også udgivet et leksikon om EU. Han er født i 1957. Han er cand.scient. pol., lic. merc. , lic. scient. pol. Han er ansat ved Copenhagen Business School, som i gamle dage hed Handelshøjskolen. Hans ekspertområde er EU, især EU-arbejdsret.

 

Leksikonnets ordforråd er teknokratisk. Gængse udtryk fra fagforeningssproget findes stadigt som opslagsord, men oftest henvises der så til et teknokratisk ord. Under fyring henvises således til afskedigelse, og en fyreseddel hedder afskedigelsesdokument.

 

(Ordet teknokrati, teknikerstyre, har en interessant historie. Udtrykket teknokrat/i er nu nedsættende, hvad det ikke var i begyndelsen. I 1932 under den alvorligste økonomiske krise startede en bevægelse i USA for oprettelsen af teknokrati, et ord som ikke eksisterede forinden. Man mente, at teknikerne burde forvalte samfundet, da politikere og økonomer tydeligvis ikke kunne gøre dette særligt godt)

 

Teknokratsproget har helt fortrængt pampersproget, hvad angår arbejdsforhold. Ordforrådet opstår ikke længere blandt de mennesker sagen drejer sig om, men udvikles af andre, der taler eller især skriver om andre.

 

(Ordet pamper har vi overtaget fra svensk omkring 1920, ordet betyder egentligt en tyksak. Det blev brugt som et nedsættende udtryk for fagforenings- eller partiledere. Det kom igen på mode i slutningen af 1960erne).

 

Når man læser Nedergaards teknokratsprog, kommer man faktisk til at savne pampersproget.

 

AOF har selv et leksikon på www.dk-arbejdsmarked.dk , som ikke er ret meget mindre teknokratisk.

 

Det gælder for begge leksika, at man ikke kan slå ordet arbejde op. Betyder dette, at der ikke findes retslige definitioner af, hvad arbejde måtte være? Hverken i Danmark, EU eller FN?

 

Det er ikke blot et filosofisk problem, når universitetsuddannede teknokrater ikke kan besvare spørgsmålet, hvad er arbejde? Det er også et spørgsmål om arbejdendes og især lediges retssikkerhed. Hvornår bliver vennetjenester til sort arbejde? Hvilke ulønnede aktiviteter, kan man blive trukket for ? Hvornår bliver et fornuftigt gøremål til bedrageri? Er arbejde en indkomstkilde eller frembringelse af livsvilkår?

 

Under opslagsordet Arbejdsmarkedsreformer skriver Nedergaard: ”1970erne og 1980erne var arbejdsmarkedspolitisk set i høj grad præget af det, der senere blev benævnt ”passive foranstaltninger” I 1990erne indledtes så en ”mere intensiv aktiveringsindsats”...”en aktiv kurs” …”behovsorientering i stedet for regelorientering” (sådan kan man også beskrive retsløshed) ”tættere sammenhæng mellem de lediges ønsker og forudsætninger og regionale arbejdsmarkedsbehov” (man kan vel kun komme tættere på ved at få et arbejde!)…. ”Regeringen bestående af Venstre og Konservative kom til magten i 2001….fulgte…i det fodspor, som var indledt med arbejdsmarkedsreformerne i 1990erne…”

 

Det har vi hermed ekspertens ord for.

 

 

LA Ordbog. XIV. Bragt i LA-Bladet nr. 34. December 2006.

 

Om at tjene.

 

På et debatmøde på Christiania (23.11.06) mellem en repræsentant fra LA og den nyliberalistiske såkaldte tænketank CEPOS fremførte en deltager fra salen, at ordet ”overførselsindkomst” lød ubehageligt bureaukratisk. Den tænketanksomme hævdede derimod, at det lød alt for pænt. Der var jo slet ikke tale om en indkomst, modtagerne havde jo ikke selv tjent pengene.

 

(Ordet overførselsindkomst forekommer i en lærebog i 1965. Den gang betød det en offentlig ydelse, for hvilken der ikke krævedes modydelse, hvad ordbøgerne så måtte begynde at ændre i 1997).

 

Tænketankpasseren ønskede overførselsindkomster sat ned. Det skulle ”være surt” at være på overførsel. Vi fik dog ikke at vide, hvad han så ville kalde de penge, der ikke var tjent. Han ville næppe kalde dem fattighjælp. For der findes jo ikke fattige i Danmark! Det lyder heller ikke så godt at tage fra de fattige. Eller at nægte hjælp til de trængende. Når borgere, der ikke selv tjener penge, skal udbetales færre af det offentlige, er det faktisk for at gøre dem en tjeneste! Så de ikke bliver hængende i ”velfærdsfælden”.

 

(Selv om ordet fattighjælp faktisk står i 1953-Grundloven (§29.1 – se artiklen herom i dette blad), så har ordet ikke interesseret redaktørerne af Ordbog over det Danske Sprog, som ikke gider datere ordet, heller ikke i supplementet)

 

Velbjergede danskere vil gøre sig rigere ved at betale mindre i skat ved, at staten udbetaler færre og lavere overførselsindkomster. Jo lavere disse bliver, jo lavere kan lønningerne blive. (Det skal kunne betale sig at arbejde = det skal kunne betale sig at ansætte). Hvis borgere kan leve af fattighjælpen, kan man jo ikke betale sultelønninger. Alt efter om man med en sulteløn mener en løn, hvor modtagerne dør af sult, eller lige netop ikke dør af sult. De velbjergede kræver altså lavere skatter og billigere (gerne gratis og tvangsudskrevne) tjenesteydelser til deres stadigt mere stressede husholdninger. De fattige skal gøres fattigere, deres liv skal gøres besværligere, de skal ydmyges offentligt. Også gennem det offentlige sprogbrug.

 

Men her er det nyliberalistiske nysprog løbet ud i ren sprogforbistring. Hvad er en indkomst? Det modsatte af en udgift! De skatter staten modtager, er en indkomst for staten. Men man kan ikke påstå, at staten har ”tjent” pengene.

 

På dansk kan man både tjene en herre og tjene penge. Hvilket kunne friste til lommefilosofiske bemærkninger. Sprogligt har man kunnet ”tjene penge” siden 1700, men udtrykket synes først at være blevet gængs i slutningen af 1800tallet. Også her er ordbøgerne tavse. Først tjener man en herre og får en løn i penge. Så tjener man en løn. Så tjener penge.

 

Hvis penge overføres fra en persons ejendomsret til en andens, da vil disse penge være indkomst for den sidste og udgift for den første. Vi ser her bort fra overførslerne arv og gave. Den døde kan ikke have udgifter. Man skal betale skat af en arv, men ikke en indkomstskat. Hvis man kalder sine gaver for udgifter, da bliver gaven derefter. Loven giver arverettigheder, men ingen kan have ret til gaver.

 

Man kan tjene penge som løn eller profit. Herom skriver ODS: ”faa en indtægt, økonomisk gevinst ved at arbejde, tjene … for løn ell. ved at sælge noget for en højere pris end ens egen indkøbs- ell. produktionspris; ofte i forb. m. ved til angivelse af arbejdet, indtægtskilden, transaktionen, ell. paa til angivelse af varen ell. (dagl.) forretningen, handelen ell. den person, man handler med”. Somme tider er ordbøgerne dejligt nøgterne. Man tjener ved det, andre tjener på, og tjener på det, andre tjener ved.

 

Profit (kommer over fransk fra latin, fremgang) kan man forskaffe sig ved at låne penge ud mod renter, eller ved at købe noget, som man sælger dyrere. Løn kan man modtage ved efter aftale at udføre en opgave for en pengebesidder. Staten udbetaler lønninger for at få bestemte opgaver udført. Hvilket finansieres af skatterne. Kapitaler udbetaler lønninger for at tjene penge, profit, på det der udføres for lønningerne. Hvis en enkeltstående selvstændig producent, tjener penge, da er dette også profit. Profit er et overskud, men overskud kan betyde så meget andet.

 

Ordet profit har fået en dårlig klang. Hvorfor man søger at undgå det. Nogle har endda talt om ”kapitalens aflønning” i stedet for profit. Men udtrykket synes ikke at være slået igennem.

 

Ingen kan give sig selv en løn. Ingen kan forskaffe sig selv en profit. Man kan ikke sælge sin arbejdskraft til sig selv. Eller sælge en vare, eller udlåne penge, som man allerede ejer, til sig selv. Løn og profit skal betales af andre. Vi ser bort fra kreativ bogføring.

 

Alle vil have flere penge. (Selv om penge ikke kan bruges til noget. Det er særdeles betænkeligt, hvis man foretrækker brugte sedler). Alle ved, at der ikke må blive for mange penge. Alle ved, at med penge kan man tjene penge. Jo flere penge, jo flere flere penge. Hvis de, der har flere penge, dermed kan forskaffe sig en endnu større andel af den begrænsede pengemængde, da vil nogle få få penge. Nogle for få. Og nogle slet ingen.

 

Hvis pengenes (indkomsternes) fordeling overlades alene til markedet, vil fordelingen blive som just beskrevet. Det store problem heri er ikke indkomsternes ulighed, men den unødvendige fattigdom som markedet, og markedet alene, fremkalder.

 

Fattigdommens kendetegn er ikke lave eller manglende indkomster. Men lave eller manglende udgifter. De fattiges udgifter er for små.

 

Hvis man i dagens Danmark vil leve uden udgifter i penge, må man være selvforsynende med livsfornødenheder. Allemandsretten er meget begrænset i Danmark. Vil man leve uden udgifter, må man altså stjæle.

 

Markedet kan ikke forsyne alle mennesker med en pengeindkomst. Og da slet ikke med en passende pengeindkomst. Uden indkomster i penge er det svært at afholde udgifter i penge.

 

Den beskattende stat kan bevirke at alle borgere forsynes med en pengeindkomst. Endda en passende indkomst.

 

Alle, der bor i dette land må kunne afholde pengeudgifter for at kunne leve i dette land. Danske skatteborgere kan ikke forsørge alle fattige på kloden. Noget sådant har da heller aldrig været på tale.

 

I en moderne nation er staten eneste skatteudskrivende instans. (Uanset stat, amter, kommuner eller hvorledes staten opdeles administrativt). Borgere og virksomheder betaler skat til staten. Med disse skatteindkomster kan staten afholde udgifter. Herunder overførselsindkomster til ellers indkomstløse. Så disse kan afholde udgifter og dermed forskaffe sig en husholdning.

 

Kun staten kan sørge for, at alle kan afholde udgifter, altså optræde på markedet som købere. På markedet kan man kun optræde som sælger eller køber. Kun staten kan sørge for, at markedet fungerer. Kun staten kan udstede de penge, som alle vil have flere af.

 

Sådanne, statsligt besluttede pengebevægelser (penges overførsel fra ens ejendom til en andens) har man gennem tiden kaldt: fattighjælp, socialhjælp (efter socialreformen 1933), bistandshjælp eller kontanthjælp (efter Bistandsloven 1976), hvor udtrykket bistandshjælp er ved at forsvinde..

 

Tidligere hed folkepensionen aldersrente, selv om den intet havde med en rente at gøre. (Rente kommer af latin, rendere, give igen). Førtidspensionen hed invalidepension. (Pension, kommer over fransk af latin, pendere, at afveje). Før var hjælpen social eller bistående. Nu er den kontant. (kontant kommer af italiensk og latin, at kunne tælle).

 

Udtrykket efterløn, er ret beset sludder. Den er ikke en løn. Men det stammer også fra en tid, hvor det offentlige sprogbrug bevidst søg te at undgå fornedrelser. De tider er forbi.

 

Vi finder udtrykket borgerløn sympatisk. Men hvordan den end skrues sammen, så er den en offentlig forsørgelse, som borgeren har ret til, ikke tjent, og er derfor ikke en løn.

 

Hvorfor er pengeøkonomiens sprogbrug fyldt med forløjede udtryk?

 

 

LA ordbog. XV. Bragt i LA-Bladet nr 35. Marts 2008

 

Sygdom, ledighed og aktivering.

 

Der er mange af dagligsprogets ord, som ikke kan gives nogen entydig betydning, endsige definition. Når sådanne ord optræder i offentlige eller juridisk bindende tekster, opstår der fortolkningsproblemer. Som ordbogen ofte har bemærket, er ”arbejde” et sådant ord. Arbejde er besvær, som man får penge for. Da man ikke får penge for aktivering, har denne intet med arbejde at gøre, uanset hvor besværlig den er.

 

Sygdom er et andet sådant ord. Hvad er sygdom? Hvem som helst kan stille spørgsmålet, men hvad er svaret? I opslagsværker, kan man derfor sjældent finde ord som arbejde eller sygdom. Her udgør ”Sygeplejefaglig ordbog. 1996” en forbløffende undtagelse. Her filosoferes over forholdet mellem sygdom og lidelse. Man kan endda finde opslagsordet ”svage, de”. Men intet, der kan vejlede en aktiveret, der får problemer med sin sygemelding.

 

Ingen ønsker vel at blive eller være syg? Men i det virkelige liv kan der være fordele ved at være eller melde sig syg. Sygdom ophæver pligter og giver rettigheder. Dette har alle oplevet som skoleelever. Eleven møder ikke i skolen, og har en sygeseddel med fra mor. Dette må skolemyndighederne godtage uden problemer. Hvis det sker ofte, må skolen gøre et eller andet. Dette gælder til myndighedsalderen, 18 år. Derefter kan man sygemelde sig selv.

 

Lønarbejderen har ikke lovbestemt pligt til at arbejde. Lønarbejderen har indgået en aftale med en arbejdskøber. En kontrakt. Herom handler den almindelige arbejdsret. Bryder man en pligt, kan man straffes. Bryder man en kontrakt, da kan man blive dømt til erstatning.

 

Et frit samfund kan kun eksistere under frie arbejdsforhold. I et frit arbejdsforhold må man kunne melde sig syg uden at blive udspurgt om noget som helst. Om man har tømmermænd, kærestesorg eller vil på skovtur, vedkommer ingen anden på arbejdspladsen. I det seneste årti har medier, forskere og regeringer mistænksomt bekymret sig om sygefravær, og alle de milliarder samfundet taber herpå. Det er fuldstændigt utroligt hvad lønmodtagere finder sig i af barnagtigheder. Og selv udfører.

 

Hvis nogen bruger denne frihed til købers utilfredshed, kan køber komme til at ønske, at købe en anden arbejdskraft. At pjække er ikke godt for karrieren eller indtjeningen. Ordbøgerne er usikre på ordet, men meddeler at det dukker op i skoleslang i 1880erne. Det gamle arbejdspladssprog havde et utal af humorfyldte udtryk for at pjække.

 

Hvad sygdom er, eller rettere om en ansat kan sygemelde sig, overlades arbejdsretligt til lægers afgørelse. Som får myndighed til at udstede en lægeerklæring (1905). Som tidligere hed lægeattest (ca 1850), som først vedrører rent juridiske forhold, feks forsikring, men som med bekendtgørelsen af regler om lægeerklæringer fra 1935 regulerer forholdet mellem arbejdssælger og -køber. (Lone Szocozza. Patienthåndbogen. 1998). Hvor hovedreglen har været, at køber kan kræve en lægeerklæring efter 4 dages sygemelding. Men under den siddende regering er der sket ændringer.

 

Regering og arbejdskøbere søger i fællesskab at undergrave lægeerklæringers autoritet. Lægeerklæringer skal ”bidrage til at nedbringe sygefraværet”, de kan være ”delvise”, og skal danne baggrund for ”sygefraværs- og rundbordssamtaler”. Alt dette drejer sig selvfølgeligt om købers pligt til at udbetale sygedagpenge.

 

Hvis en ansat har en interesse i at beholde sit arbejde, og måske endda gøre karriere, så har vedkommende også en interesse i at begrænse antal sygemeldinger.

 

Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvilke rettigheder en ledig i aktivering har. Det er klart, at myndighederne ønsker, at rettighederne skal forblive uklare. Man har derfor sammensat et nyt ord sygdomsopfølgning.

 

En aktiveret kan selvfølgeligt melde sig syg. Ellers medfører udeblivelse fradrag. Kommunen kan så kræve en lægeerklæring, som den selv betaler. Uanset, hvad der står i en sådan lægeerklæring, hævder kommunerne nu, at kan de indkalde den sygemeldte til en ”sygdomsopfølgning”, som skulle være en aktivering, der er indrettet efter pågældendes sygdom! Her har man pligt til fremmøde, hvis man ønsker fortsat at modtage kontanthjælp.

 

En sygemelding understøttet af en lægeerklæring kan tilsidesættes af en kommunal sagsbehandler.

Hvis kommunen kalder sin aktivering ”sygdomsopfølgning”, skal en sygemeldt altså møde frem hertil, ellers standses kontanthjælpen.

 

Da aktivering for det meste kun er til besvær, har den aktiverede ingen interesse i at begrænse sygemeldinger. Hvilket giver behov for kontrol. Uden tvangsaktivering ville ingen betvivle lediges sygemeldinger, de ville for det meste være ganske unødvendige. Hvis man ikke skal møde, behøver man ikke at fortælle nogen overordnet, at man er forkølet.

 

Hidtil har læger så udøvet en form for kontrol gennem deres erklæringer. Men lægerne tjener penge på at udstede sådanne erklæringer, og der er frit lægevalg!! Derfor kræver kommunerne, at erklæringer skal godkendes af deres ansatte læger, lægekonsulenter.

 

Ergo. En aktiveret kan ikke ringe om morgenen og melde sig syg, uden at risikere at blive truet på sit livsgrundlag.