01.04.29. 01.06.29.

 

 

Gustav Bunzel. Blues mod aktivering II.

 

Opført fredag aften 4 maj 2001 i anledning af en fest for oprettelsen af en afdeling af Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) i Århus, som afholdtes i “Udstillingsstedet” Spanien 19 C. Musikledsagelse ved Michael Perbøll. Er i december 2001 udgivet som CD, se herom LAs hjemmeside : www.ladk.dk

Tekst med kursiv fremsiges uden musikledsagelse.

 

TV2-Østjylland har for tiden en konkurrence om at udpege områdets bedste arbejdsplads. Man interviewede så en lektor, der havde forstand på statistik. Lektoren forklarede, at man faktisk ikke videnskabeligt kan afgøre noget sådant. Man overlader derfor afgørelsen til et dommerpanel med byens eksborgmester i spidsen. Jeg har nu hørt flere i denne konkurrence anbefale deres egen arbejdsplads. Alle har fortalt om, hvor dejligt det er at være på netop deres arbejdsplads. Jeg har endnu ikke hørt en eneste fortælle om, hvor brugbart, det de laver, er for andre! Endnu har ingen fortalt om deres glæde og stolthed, når de ser, hvorledes andre kan bruge resultaterne af deres arbejde.

 

Da alle for det meste forbruger, hvad andre har frembragt, ingen kan forsørge sig selv, må denne holdning give stof til bekymret eftertanke. Et godt arbejde, er ikke et arbejde, der frembringer gode produkter ! Den omsiggribende miljøkatastrofe frembringes faktisk på arbejdspladserne. Den væsentligste forurening frembringes af arbejdende mennesker, ikke af forbrugende mennesker. Man burde nok bekymre sig en kende mere herom, end om at tvinge endnu flere ud i arbejdet eller i karikaturer herpå. De ansattes magt til at stille fornuftige miljøkrav til deres eget arbejde burde styrkes, i stedet svækkes den. Kan man hygge sig på sin arbejdsplads, uanset hvad denne frembringer? Skal alle tvinges til at deltage lige uansvarligt og omtankeløst i denne hyggespredning?

 

-Musik til bekymret eftertanke.

 

Men, et ved vi, uden at behøve statistisk belæg. Alle vil have flere penge. Det er forskelligt, hvad forskellige vil gøre for hvor mange flere penge. Det er da også næsten umuligt at leve ret længe uden penge. Og for det meste koster det sjove penge. Børn koster mange penge. Derfor er forældre til umyndige børn den mest stabile arbejdskraft, som har den største arbejdstidsbyrde.

 

Men, naivt betragtet, som børn må betragte den sære verden, de er kommet ind i, så kan penge ikke bruges til noget som helst. Alle ved dette, men fortrænger det nødvendigvis dagligt. Det er derfor man giver penge fra sig i samme tilstand, som man modtog dem. Den erfarne vil dog gøre opmærksom på, at penge kan bruges til noget meget vigtigt, nemlig til at tjene flere penge.

 

Pengene udstedes af staten. Kunne staten da ikke bare trykke alle de penge, borgerne kunne ønske sig ? I 1923 blev alle tyskere millionærer, så milliardærer, så billionærer og så vidste ingen, hvad næste trin måtte hedde. Der må altså heller ikke blive for mange penge, for så mister pengene deres købekraft. Hvilket i et pengesamfund kun kan medføre barbari af værste slags. Markedet vil fortrinsvis føre penge hen til dem, der har flest i forvejen.

 

Vi gentager. Alle vil have flere penge. Penge kan bruges til at tjene flere penge. Jo flere penge man har, desto flere flere penge kan man da tjene. Der må ikke blive for mange penge. Hvis nogle er i stand til at tilegne sig flere af en begrænset pengemængde end andre, da må nogle få få, nogle for få og nogle slet ingen penge.

 

Hvis der bliver mangel på arbejdskraft, vil lønninger begynde at stige. Stigende lønninger gør arbejdsbesparende teknologi mere rentabel. Og prikkerunderne begynder.

 

Dette er tilstrækkeligt til at drage konklusionen: overlades fordelingen af penge alene til markedet, da vil dette med nødvendighed frembringe fattige mennesker. Fattigdomsproblemet kan ikke løses af markedet, der tværtimod frembringer det. Mennesker, som ikke tilføres penge fra markedet, pengeløse mennesker, må da enten tilføres penge gennem lovsikrede rettigheder, eller søge at forsørge sig kriminelt eller gå til grunde.

 

Hvis alle mennesker skal kunne leve et lovlydigt liv, da må de tilføres de hertil nødvendige pengemidler. De mennesker, som markedet ikke tilfører tilstrækkelige pengemidler, må tilføres sådanne på anden vis. Hvis man ikke kan tjene sine penge, så må man få dem foræret af lovene. Sådan må det være, hvis man ikke ønsker at leve i et økonomisk system, der som en normalitet destruerer en del af befolkningen, selv om der kan produceres mere end rigeligt til alle.

 

-Musisk konklusion, vægtig.

 

Herom skriver Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1849 i §89. Som er gentaget uændret i grundlovsrevisionen 1953 §75 stk 2. : “Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde”.

 

I dag ville man næppe bruge udtrykket “underkaste sig”. Men underkastelse er netop et korrekt udtryk for det, der under den nuværende regering forlanges af mennesker, der ikke tildeles penge af markedet, såfremt disse ønsker penge fra det offentlige. Først underkastelse, så penge.

 

Kan et flertal i Folketinget da påbyde hvad som helst for at spare penge? Eller tvinge pengeløse mennesker til noget helt andet, end hvad Grundloven udtaler sig om? Sikrer Grundloven ikke alle borgere ret til en forsørgelse? Er denne rettighed fundamental? Skal fundamentale rettigheders indhold bestemmes af love og forordninger, eller omvendt? Kan man midt i springet ændre maskerne i sikkerhedsnettet? I Danmark behøver ingen at sulte, har vi fortalt med stolthed i mange årtier. Nu dømmer sagsbehandlere dagligt mennesker til hjemløshed og sult. Om dette er i strid med grundloven, er vigtigt. Men endnu vigtigere er det, om et flertal af danskerne virkeligt ønsker dette? Dette alvorlige brud på årtiers socialpolitik er ikke blevet drøftet i offentligheden. Det er blevet listet ind af bagdøren.

 

I 1953 tilføjede man en ny paragraf. §75 stk 1, som altså kommer lige før det citerede: “Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”. Dette lyder uafviseligt dejligt, men kynikeren må stille spørgsmålet, hvorledes gør man dog dette? Tilsyneladende forlanger Grundloven, at vi skal have betryggende arbejdspladser, der fremmer almenvellet.

 

I det lange løb kan statens udgifter kun finansieres af beskatning. Hvis staten kun vil, kan eller bør modtage skat i form af penge, altså ikke som naturalier, som arbejde eller aktivering, da kan staten kun beskatte indkomster: Enten profitter, eller lønninger hos profitmodtageres ansatte. Offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomster vil protestere heftigt, de betaler skam også skat. Men deres skattebetaling forudsætter en større udbetaling fra staten, de er altså en nettoudgift. Beskatningen af kapitalistiske overskud og lønninger finansierer statens udgifter. En væsentlig del af statens udgifter går til lønninger til ansatte og til overførsler til ellers pengeløse. Offentligt ansatte og overførselsmodtagere har altså konkurrerende snabler i statskassen. Det er offentligt ansatte, der forvalter udbetalinger til klienter !

 

Så længe vi ikke kan ophæve pengesystemet, er sådant uomgængeligt vilkårene. Hvorledes disse vilkår så kan, skal og bør forvaltes, er aftenens fatale emne. Som er livet om at gøre.

 

Som jeg læser Grundloven, skriver den, at man bør kunne arbejde betryggende for almenvellet, der til gengæld er forpligtet til at sørge for, at alle borgere bliver forsørget på passende vis. Således at ingen tvinges til kriminalitet for at forsørge sig og sine. Kriminalitet består i lovovertrædelser. Hvilke handlinger eller undladelser, der er kriminelle, bestemmes af lovene. Borgerne skal altså ikke blot lyde lovene, skal ikke blot underkaste sig lovene, borgerne skal frembringe de love, der begunstiger lovlydighedens mulighed.

 

-Musik alene

.

Det er i praksis umuligt at leve uden penge. Vel at mærke købekraftige penge. Mennesker, der bor i stater, hvis valutakurs halveres flere gange i løbet af året, kan derfor blive tvunget til at søge uden for en sådan stats grænser for at forsørge sig og sine.

 

De fleste er lønmodtagere. Beskatningens hovedkilde er altså lønninger hos ansatte hos kapitaler. Overførselsindkomster finansieres altså i væsentlig grad af privatansatte lønmodtageres skatter ! Hvor skulle pengene dog ellers komme fra? De trykkes af staten, men kommer op af private lommer.

 

Udgifter til overførsler udgør en meget stor del af de samlede offentlige udgifter. Det er da let at bilde lønmodtagere ind, at disse kunne blive rigere ved at spare i skat ved at gøre de fattigste endnu fattigere. Man bruger ganske vist nogle andre ord.

 

Overførsler danner en bundgrænse, hvorover lønningerne må ligge. Vil man spare skat til overførsler, må kapitaler ansætte flere. Arbejdsmarkedet bør være sælgers marked. Arbejdsmarkedet bør stå til borgernes rådighed, ikke omvendt. De penge som lønmodtagere betaler i skat, og som anvendes til overførselsindkomster, mindsker løntrykket fra de arbejdsløse. Lønninger og overførsler hænger sammen. Jo højere overførsler på gunstige betingelser, desto højere lønninger og gunstigere arbejdsvilkår for de ansatte. Og jo højere lønninger, desto gunstigere statslige beskatningsvilkår. Dette er såmænd blot den berømte lov om udbud og efterspørgsel. Det er blot yderst sjældent, man hører den uddybet fra denne vinkel. Selv om netop denne vinkel er den mest interessante for hovedparten af befolkningen.

 

Lønmodtagerne er mange i verden. Milliarder. Som årligt arbejder tusinder af milliarder timer. Lønmodtagerne forsørger endnu flere. Det er vigtigt, at lønmodtagerne kan forskaffe sig gode arbejdsvilkår. Da alle menneskers liv afhænger af lønmodtageres gøremål, er det væsentligt for menneskelivet, hvad lønmodtagere faktisk gør. Alle mennesker er forbrugere, alle lønmodtagere er forbrugere. Som forbrugere står alle lønmodtagere overfor at måtte købe resultaterne af andre lønmodtageres arbejde. Gode arbejdsvilkår betyder altså også, at man i sit arbejde kan komme til at lave noget, man med sikkerhed ved, ville kunne gavne andre. Hvilket er selve arbejdsglæden. Glæden ved besværet.

 

-Musik alene.

 

En sovende lønmodtager vågner. Ikke ved vækkeurets larmen, men midt i den udsovedes søde morgendrømme. Lønmodtageren bliver forskrækket, men sukker så beroliget. Det er fridag ! Og lønmodtageren fyldes af syvsovermorgenens oceaniske fryd. Og vender sig i moderskødstryghed om på den anden side.

 

Og bilder sig ind, at de arbejdsfri har det ligeså hver eneste morgen. Fritid er blevet et luksusgode, som de fattige ikke skal have mere af end de rige! Derfor kan 60årige ledige, der har arbejdet siden de var 14 risikere at blive tvangsaktiveret for at lære at stå op om morgenen. Det er desværre en meget almindelig tåbelighed, at man tror at kunne lette eget ubehag ved at påtvinge andre det samme ubehag.

 

Det vil begunstige lønmodtagernes mulighed for at sige nej, hvis der er fordele ved ikke at være lønmodtager. Disse fordele kan selvklart ikke være flere penge. Fordelen ved ikke at modtage løn, kan da kun være mere fri tid til rådighed.

Arbejdsløshedens trussel om færre penge modvirkes da ved fordelen ved mere fri tid. Fratager man da de arbejdsløse fordelen ved den frie tid, da bliver truslen om arbejdsløshed det værre for de ansatte. Bliver truslen om arbejdsløshed værre for de ansatte, da kan disse ikke forhandle sig frem til de arbejdsvilkår, der er gunstigst for forbrugerne, altså alle mennesker.

 

Aktivering beslaglægger lediges tid uden at begunstige deres økonomi væsentligt. Det civile samfund mister denne tid. Det civile samfund gisper efter vejret af mangel på fri tid. Mens salgstallene for stressdæmpende medicin bliver ved med at vokse. Hvis en aktivering i realiteten kun er en beslaglæggelse af vedkommendes tid, da vil denne ikke lade sig aktivere frivilligt. Man kan ikke direkte tvinge mennesker ud i aktivering, noget sådant ville være offentligt slaveri. Men, man kan gøre de aktiveringsnægtende pengeløse. Har man ikke et tilfredsstillende fremmøde, kan fattige mennesker gøres endnu fattigere.

 

Dette har efterhånden fremkaldt en ganske omfattende aktiveringsindustri, hvor det offentlige betaler kursuspriser, der ofte langt overstiger kontanthjælpen. Som synes helt uden for kontrol. Da de aktiverede i realiteten er tvangsindlagte, kan disse ikke udøve den mest effektive kontrol, at forlade ubrugelige tilbud.

 

Arbejdets frivillighed er alle friheders grundlag.

 

 

 

01.12.11 Gustav Bunzel. “Beskæftigelsesministeren”. - Politisk stand up.

 

Musikledsaget af Michael Perbøll(keyboard) på Medborgerhuset Kapelvej Nørrebro København 12/12 2001.

 

Omkring 1994 hev Nyrupregeringen bundproppen op. Og velfærden begyndte at fosse ud af statskassen.

Sagsbehandlere beordredes til at lukke kassen for fattige danske borgere, der så blev pengeløse.

 

Dermed forsvandt et Danmark, vi havde vænnet os til, og var en smule stolte af, uanset hvor meget vi skældte ud på det. Et Danmark med omsorgskultur og offentlig passiv forsørgelse for de, der blot manglede penge for at klare sig. I Nyrupregeringens sidste år blev disse begreber lagt for had.

 

Velfærdssamfundets banale begrundelse er denne, at borgere ikke kan leve et lovlydigt liv uden tilstrækkeligt med penge. Det er gunstigst for alle, at et lovlydigt liv er muligt for alle. Markedet kan ikke forsyne alle med de fornødne penge. Da staten udsteder pengene og beskatter indkomster, må staten, ergo, frembringe den økonomiske situation, der er gunstigst for alle, altså at alle har penge nok til at leve et lovlydigt liv. Hvilket den danske grundlov af 1849 da også forpligter staten eller det offentlige til.

 

Da det i 1940 under besættelsen blev vanskeligere for danske borgere at forskaffe sig indtægter fra markedet, omdannedes Socialministeriet til Social- og Arbejdsministeriet. I 1942 blev Arbejdsministeriet selvstændigt. Blandt andet med opgaverne arbejdsanvisning og udvandring. Tusinder af danskere fik anvist arbejde syd for grænsen.

 

Disse beslutninger blev taget af en national samlingsregering, men Arbejdsministeriet var en socialdemokratisk favorit. I Arbejdsministeren inkarneredes den socialdemokratiske kongstanke : fuld beskæftigelse ! Endnu et socialdemokratisk yndlingsudtryk fra den tid og senere. I ordbøgerne kan man finde snesevis af ordsammensætninger med beskæftigelse.

 

Såsom beskæftigelsesterapi. Herom skrev et leksikon i 1948: Sygebehandling med Beskæftigelse, bygger paa den ældgamle psykologiske Erkendelse, at Leddiggang er Roden til alt Ondt; herfra har man ud fra den Arbejdsterapi, der anvendes til sindssyge og mere kronisk syge, fundet frem til en B. for ikke kronisk syge. B. kan anvendes over for enhver Patient, saa snart de umiddelbare Ulemper efter en Operation el. en febril Tilstand er overstaaet. Den har til Formaal at opmuntre Patienten, aflede Tankerne fra Sygdommen, give Patienten Indtryk af dog at kunne noget trods Svagheden…

 

Arbejderpartiet startede med at repræsentere arbejderne, i regering ville det skaffe arbejde til arbejdsløse, under Nyrup ville man skaffe arbejdere til dem, der mangler sådanne. Derfor udskiftede Nyrup sin folkevalgte arbejdsminister, Jytte Andersen, med den legemliggjorte sekretærtype, der aldrig havde prøvet andet, Ove Hygum. Totalt ukendt for vælgerne. Som 18årig blev denne elev i Varde Sparekasse. Som 21årig fagforeningssekretær i København. I 1982 gik han over i statssektoren, der var ikke megen fremtid i sparekassefunktionærer. 1998 blev han arbejdsminister.

 

Vor nye statsminister tog ideen op, og udnævnte sin egen helt anonyme partisekretær. Men fandt dog en ny titel til ham : beskæftigelsesminister.

 

Indtil 1994 betød overførselsindkomst en offentlig forsørgelse uden krav om modydelse. Vel skulle modtagere stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men når arbejdsmarkedet ikke stod til rådighed, måtte det offentlige yde forsørgelse. Herefter begyndte man at kræve aktivering som modydelse. Et krav kan ikke være frivilligt, så er det et forslag. Derfor blev kravet bakket op med en trussel om pengeløshed.

 

Det offentlige, som man troede skulle forskaffe arbejde eller forsørge, forlangte pludseligt, helt uden at drøfte det med vælgerne, at de ledige skulle yde offentligt hoveri under trussel om kriminaliserende fattiggørelse. Under Hygum benævntes hoveriet aktivering, i det mindste foregav man, at hensigten var at begunstige den aktiveredes mulighed for at få arbejde.

 

Ved at beslaglægge tid fra de fattigste, forskaffede man i realiteten det offentlige rådighed over en hoveripligt, som endda kunne stilles til rådighed for private. Man nærmede sig en fuld beskæftigelse, der virkede løntrykkende. En ønskedrøm for cand. politerne.

 

Med titlen beskæftigelsesminister har man fjernet figenbladet. Hvem får mon fordelen af beskæftigelsen, den beskæftigede, eller den der beskæftiger ?

 

 

 

 

02.02.19. 02.02.21.

 

Gustav Bunzel. Opfordring til beskæftigelsesminister Frederiksen ! (Politisk stand up).

 

Opført fredag 22 februar 2002 i Thurs Antikvariat, Badstuegade 16, Århus. Musikledsaget af Michael Perbøll.

 

Vi har som bekendt fået en nydansk regering, en NyRasmussenregering. I denne er en arbejdsminister blevet erstattet af en beskæftigelsesminister. En ukendt fagforeningssekretær er blevet udskiftet med en lige så ukendt partisekretær, uden at nogen vælger har stemt på nogen af dem til noget valg. Som bekendt udnævnes ministre i følge grundlovens § 14 af kongen.

 

Om arbejde ved vi kun, at man tjener penge ved det. Hvis noget, man ikke tjener penge ved, også kunne være arbejde, hvad er da ikke arbejde. Man kan ikke arbejde i fritiden, eftersom fritid er den tid, hvor man ikke arbejder, og arbejde, den tid, hvor man ikke har fri. En arbejdsløs kan vel for pokker ikke samtidigt arbejde ? Man kan altså ikke forlange arbejde af en arbejdsløs, man kan ansætte vedkommende og betale den gældende løn. Man må yde for at nyde. Vil man nyde min/Jeres arbejdskraft, må man betale for det. Men så er jeg/I jo ikke længere arbejdsløs/e. Når en arbejdsminister skal skaffe arbejde, er meningen altså, at folk skal have en løn. Eller hvad ?

 

Hvad skal en beskæftigelsesminister ? Begrebet beskæftigelse er i forhold til begrebet arbejde karakteriseret ved at være fuldstændigt meningstomt. Socialdemokratisk Newspeak fra 1940erne. Om beskæftigelse ved vi kun, at den helst skal være fuld. Alle skal være omfattede af ordets absolutte tomhed !

 

Er det virkeligt kommet så vidt, at det danske folk ikke kan beskæftige sig selv, men skal have arbejds"givere" eller myndigheder til det ?

 

Men, hvis fuld beskæftigelse medfører, at alle får en løn, så begynder lønningerne jo at stige ! Går beskæftigelsesministeren da ind for højere løn til alle ? Nej, for så truer konkurrencen fra de lavere udenlandske lønninger. I udlandene siger beskæftigelsesministre det samme. Her står hærskarer af nationaløkonomisk uddannede parat med sprænglærde matematiske beviser for, at man bliver rigere af lavere løn.

 

Kaster man et overblik ud over verdenssituationen 2002, kunne man fristes til at karakterisere nationaløkonomers virksomhed med en gammel østvits: pessimisten siger, det går så galt, at det ikke kan blive værre, optimisten siger, det kan det.

 

Men, menneskene lever af, hvad naturen og menneskene frembringer. Uanset om dette sidste sker ved arbejde eller ikke. Man lever ikke af nationaløkonomi, men af økologi. Vi vil opfordre ministeren til en stund at lade sine tanker beskæftige hermed.

 

Arbejdet bærer lønnen i sig selv, siger et ordsprog, som snydt ud af gårdmandsideologien. Ordsproget må forudsætte at arbejdsglæden forårsages af andet end de modtagne penge. At man kan være stolt af sit arbejde. Pavestolt, som en borgmester (cand. polit.), der hævdede at have gaflet 100 millioner på insiderviden i jordspekulation, udtrykte det forleden.

 

Forestil Jer, at det arbejde, som i 20. århundrede blev brugt til våbenfremstilling, var blevet brugt til noget andet. Og at våbnenes ødelæggelse havde været tilsvarende mindre.

 

Forestil Jer, at menneskenes føde, også til de gamle på plejehjemmene, også på Studenterhusets kantine, blev tilberedt med samme omhu, som det måltid man serverer nyforelsket første gang til den udkårne.

 

Forestil Jer, at arbejdet frembragte sunde og smukke byer.

 

Forestil Jer arbejdsglæden.

 

Kære Frederiksen, bring os arbejdsglæden !

 

 

 

 

 

02.05.15. 02.05.20. 02.05.21. 02.05.22. 02.06.10.

 

Dyrevelfærd. Fremført musikledsaget på keyboard af Michael Perbøll i Ridehuset (Århus) 23-26 maj 2002 under Pappagallos musikevent ”MusicZoo”

 

 

Efterhånden som det menneskelige velfærdssamfund er gerådet i krise - man drøfter faktisk, om vi har råd til det, altså om menneskene har råd til deres eget velfærd - da kaster flere og flere ildsjæle sig over dyrevelfærd. I de umælende dyrs skæbne kan man stadigt engagere sig. Gøre, ville eller kæmpe for det gode. Følge enkle og klare budskaber. Som ildsjæle nu har det bedst med. Overfodrede gåselevere og bløde minkpelse er blevet lagt for had. Men ikke lørdagskyllingen, 5 for en hund.

 

Selvfølgeligt kan man da protestere mod minkavl. Minken er et lille nuttet dyr, ikke skabt til metalbure. Det er ikke nødvendigt at gå i minkpels. Og kun de rige har råd til det.

 

Men på samme måde kunne man protestere mod kvægavl, svineavl, hesteavl, fåreavl, hønseavl, andeopdræt, gåsehold, hundekenneler, avlende kaniner, hjortefarme, ørreddamme, kanariefugle i bur, silkeorme….

 

Det er ikke nødvendigt at spise svinekød. 100millioner jøder og muslimer gør det ikke. Det er ikke nødvendigt at spise køer, 100millioner af hinduer gør det ikke. Det er ikke nødvendigt at spise hunde, kun 100millioner af kinesere gør det.

 

Der findes milliarder af husdyr på klodens overflade. Som menneskene har tæmmet, først og fremmest for at spise dem, men også for at udnytte uspiselige dele på anden vis.

 

Hvis alle mennesker blev vegetarer, ville de næppe blive ved med at fodre disse milliarder. Er det da velfærd for husdyrene at forsvinde ? For øjeblikket lever nogle millioner svin i Danmark. Hvor mange ville der leve, hvis mennesker ikke spiste

svinekød ? De umælende kan kun grynte til svar.

 

Vegetarers fordøjelsessystemer omdanner grøntsager til kød. Mennesket er, hvad det spiser. Men hvad det spiser, bliver under alle omstændigheder til kød.

 

Når ildsjæle så lukker mink ud af burene, da må de huske på, at mink ikke er vegetarer. De spiser, hvad de kan finde af kødmad i omegnen, hvorefter de fleste dør af sult i omgivelser, de ikke er tilpassede, og hvor alle fugleunger ér blevet spist.

 

Kødæderes fordøjelsessystemer omdanner kød til gødning for grøntsager.

 

Og grøntsager bliver vi alle i hjemmehjælpens og plejehjemmenes varetægt.

 

Selvfølgeligt skal dyr og planter have et godt liv. Et godt liv forudsætter sund føde. Dyr og planter skal altså have så godt et liv, at de bliver til sund føde. For menneskene betyder et godt dyre- og planteliv da, at dyr og planter bliver sund og velsmagende føde for menneskene.

 

For et par år siden valgte danske ildsjæle at protestere mod salg af gåselever, fois gras. For at leveren skal vokse, tvangsfodres gæs. En gang om dagen får de stukket en tragt ned i halsen med en kværn. Det tager et minut. Da deres lever er mange hundrede kroner værd, lever de garanteret det sundeste liv blandt husdyr. De hører til blandt menneskenes sundeste kødmad. Og leveren er særdeles velsmagende.

 

Forargelse er vellyst. Forargelse over andres lyst, er vellyst ved at hindre andres lyst.

 

Selv kannibaler bør tænke (spise) økologisk.

 

 

 

 

02.05.15. 02.05.17. 02.05.20. 02.05.22. 02.05.23. 02.06.10.

 

Nydanske værdier. Fremført musikledsaget på keyboard af Michael Perbøll i Ridehuset (Århus) 23-26 maj 2002 under Pappagallos misikevent ”MusicZoo”

 

I den forrige regering begyndte ministre at tale med belagt stemme om danske værdier i et forgæves forsøg på at vende stemmeflugten. Hvad disse værdier egentligt var for noget, og hvad der gjorde dem danske, faldt det ikke nogen minister ind at forklare. Politikere har af gode grunde ikke for vane at forklare, hvad deres egne ord betyder. Ingen journalist fandt på at spørge. Man fik kun at vide, at danske værdier, var noget nydanskere burde, ja faktisk skulle, tilslutte sig, om de ville deres eget bedste.

 

Danske værdier - som det hævdedes, at samfundet bygges på - drejer sig ikke om boligejernes 770 milliarder kroner i friværdi. Værdierne, Danmark bygges på, er endnu mere luftige størrelser. Ordet værdi anvendes i en ny betydning, som ikke findes i ordbogen. Spørg danskeren på gaden om de danske værdier, og svarene vil blive kaotisk vås. Hvor, hvem skal en nydansker, der ønsker at tilslutte sig disse danske værdier, da spørge om, hvad man skal gøre for at tilslutte sig hvad ? Hvor findes smagsdommerne? Nedsatte man en komité, der skulle formulere en officiel tekst herom, ville første resultat blive en rasende uenighed.

 

Det offentlige kan kun forlange, at lovene holdes. Kravet om at tilslutte sig danske værdier, må betyde andet og mere ! Forlanger det offentlige mere end lovenes overholdelse, da begynder en sindelagskontrol. Danskere må udtale sig om det danske, som de lyster, indenfor loven. Skulle det samme ikke gælde nydanskere ? Skulle disse lade som om de hylder noget, mange danskere finder latterligt, tåbeligt eller foragteligt ? Hvis danskere må være udanske, må nydanskere vel også.

 

Danske spisevaner, mellem overvægt og anoreksi ? Dansk hygge ? Danskeres mobbelyst i skoler og på arbejdspladser ? Danske fiskeres sanddruhed? Danske bønders kærlighed til naturen ? Respekten for de gamle? Omfanget af børns voksenkontakt? Respekten for visdom? Danske politikeres talekunst ?

 

Man kan så få svar som tolerance, solidaritet, respekt for den enkelte og lignende almindeligheder. Men heri er der intet særligt dansk. Overhovedet plejer vi at påstå, at det særlige danske er så særligt, at det vil tage fremmede årtier at lære det ! Jeg bilder mig også ind, at vi danskere har en særlig humor. Selvfølgeligt ikke alle. Man kan da ikke forlange af fremmede at de skal beherske en humor, som ikke en gang alle danskere behersker.

 

Egentligt prøvede man at lokke stemmer fra jalousiens og mindreværdskompleksernes utallige små profeter ved at prise deres morals overlegenhed. Det koster jo ikke noget. Skabsegoister elsker at høre om deres egen høje moral. Men påstanden var for tyk. Man nøjedes så med at hylde danske værdier. Det kan enhver, uden at skulle stå til ansvar for egne handlinger.

 

I den nye regering hævder ministre, at de danske værdier er kristne værdier. Som vores danske kultur skulle være bygget på.

 

De første danskere, det første Danmark, var hedensk, hvis guders navne indgår i vore ugedage: tirs, ons, tors og fre-dag. Demokrati er et græsk ord for folkestyre, som er mange hundrede år ældre end kristendommen. Jura kommer af latin, også århundreder ældre end Kristus. Oplysningstidens filosofi og de herefter følgende grundlove gjorde religionsudøvelse til en privat sag. Hvad kan det da betyde, at det danske samfund, den danske kultur, skulle bygge på kristendommen? Man bygger på et fundament ! Er dansk kultur kristen fundamentalisme ?

 

Spørg danskeren på gaden, hvad er kristendom ? Stil samme spørgsmål til dansk teologis top ti, og giv dem et minut til at svare. Prøv derefter at bygge noget som helst på disse svar. Den trosbekendelse, vi sage ja til ved konfirmationen, er på alle måder værre end intetsigende. Bygger dansk kultur på helligånden, djævelens forsagelse, arvesynden eller lignende teologisk hjernedød ?

 

Moderne kristne afviser teologisk gøgemøg og fremhæver kristendommens væsentligste budskab: næstekærligheden ! Praktiseringen heraf, siden kristendommen blev statsreligion for 1700 år siden, er ganske vist ikke noget at prale af. Andre religioner og ikke troende hylder også næstekærlighed. Ordet lyder da også smukt, men hvilken vejledning giver det i hverdagens praksis? Hvis præsterne kunne fortælle herom, ville kirkerne være fyldte, og selv kroens slyngelstue tom.

 

Spørg igen på gaden: hvordan har du i dag forvaltet din næstekærlighed ? Er moderne danskeres/alle menneskers problem ikke netop, at vi ved alt for lidt herom ? Påstanden om, at vor kultur skulle bygge på en religion, der ved dette, er ufattelig dum. I den spindoktorerede politiske tale bliver moral til værdier, og religion til kultur. Vælgere og troende bliver til kunder.

 

 

 

 

 

02.12.10. 02.12.12.

 

Gustav Bunzel : Vær velkommen, union. Fremført som politisk stand up til ”Bundmøde” i Christiania 02.12.13 musikledsaget af Michael Perbøll.

 

Klodens mere end 6 milliarder mennesker arbejder årligt mere end 10.000 milliarder timer.

 

I nogle få procent heraf fremstilles egne livsbetingelser.

 

I langt de fleste arbejdes der for at tjene penge som løn. I nogle procent arbejdes der for at tjene penge på andres arbejde. Nogle tjener penge på andres arbejde uden at arbejde. Nogle steder modtager fattige penge af det offentlige uden at arbejde.

 

Milliarder af mennesker arbejder altså ikke for at frembringe menneskenes livsbetingelser, men for at frembringe pengeindkomst, især til køberne af arbejdskraft.

 

Rige mennesker må nødvendigvis eje mere, end de selv forbruger. Ellers er de ikke rige.

 

Ingen vil købe aktier i tusind tons modne tomater. Vil man øge værdien af sin ejendom i stor målestok, må man altså købe aktier i produktionsmidler. Produktionsmidler som anvendes til produktion af produktionsmidler. Eller arbejdspladser, som frembringer arbejdspladser, der frembringer andre arbejdspladser, som atter udkonkurrerer atter andre arbejdspladser…

 

De arbejdende har mistet ansvaret over deres arbejde. De, der behersker arbejdet, ønsker kun at besidde noget, hvis vurdering i penge er sikrest mulig og vokser hurtigst muligt. Men, det der får én rigdom til at vokse hurtigt, destruerer en anden. Firmaer, der et år er milliarder værd på børserne, går fallit det næste.

 

Det er derfor arbejdende mennesker, ikke forbrugende mennesker, der er den alvorligste trussel mod klodens liv.

 

Forbrugerne kunne dog ikke vide, at drivgasserne i køleskabe ville ødelægge ozonlaget. Intet skib lukker spildolie ud, der skal en arbejder til. De skrotbunker, der sejler rundt med miljøkatastrofer om bord, er sejlet af søfolk. Hvilket ikke fratager politikere ansvaret for ikke at have forbudt dem for længe siden.

 

Pengeøkonomiens logik truer med helt at fratage menneskene magten over og indsigten i egne vilkår. Hvilket på ingen måde undskylder den herskende stupide gridskhed.

 

Tilsammen kunne menneskenes og naturens produktivkræfter frembringe mere end rigelige livsbetingelser for alle. Men menneskenes økonomiske og politiske forvaltningskunst formår endnu ikke at frigøre disse muligheder. Formår ikke engang at begribe problemet.

 

Årsagen hertil er vel den enkle, at opgaven, altså forvaltningen af 6 milliarders økonomiske samvirke i et pengesystem, er vanskelig. Netop fordi løsningerne ikke kan findes i den umiddelbare stræben efter pengeberigelse, tværtimod, men tillige skal findes heri.

 

Kapital er pengeavlende penge. Penge, der investeres med hensigten at tjene flere penge. I modsætning til penge, der betaler forbrug eller forpligtelser. Kapitaler kan selvklart ikke selv udstede penge. Hvorfor skulle man tjene penge, hvis man blot kunne trykke dem ? Kun staten kan udstede penge. Med de statsudstedte penge kan kapitaler tjene profit og udbetale lønninger. Disse pengeindkomster kan staten beskatte til finansiering af statens udgifter, herunder statens lønninger.

 

Staten må ikke dække sine udgifter ved at udstede penge. Sker noget sådant i større målestok, vil pengenes købekraft blot mindskes tilsvarende eller endnu hurtigere, hvorfor endnu flere penge skal udstedes. Inflation. Hvis fortsættelse i hyperinflation vil opløse retssamfundet og omdanne pågældende stat til en ren røverstat.

 

Staten må heller ikke låne til sine udgifter over en vis grænse. Før eller senere vil en sådan stats skatteindkomster ikke kunne betale både afdrag, renter og statens ordinære udgifter. I al almindelighed må et statsbudget altså balancere.

 

Men kapitaler forsyner ikke alle med profitter eller lønninger. Og resten kan ikke alle blive ansat hos staten ! Bliver der mangel på arbejdskraft, vil lønninger stige, og dyrere arbejdsbesparende teknologi kan indføres.

 

I sig selv fremkalder markedet nødvendigvis fattige, altså pengeløse, mennesker.

 

Efter bolshevikkernes magtovertagelse i Rusland 1917 søgte man her at løse problemet ved at erstatte kapitalismen med en såkaldt socialisme, som ingen forinden (-og siden-) egentligt vidste, hvad var. Marx havde faktisk ikke skrevet noget om det. Man lod så staten ekspropriere kapitalen. Oprettede altså en statskapitalisme, og kaldte dette for socialisme.

 

Men hermed blev staten blot eneste kapitalejer og arbejdskøber. Hermed kommer kapitalejeren altså til at udstede penge. Og hvorfor skulle kapitalejeren besvære sig med at tjene de penge, ejeren, som stat, selv kan trykke? Og andre kunne ikke bruge disse penge som kapital, da noget sådant var statens monopol. Undtagen på det sorte marked, hvor fjendens penge, dollars, blev den mest gangbare valuta. Slås stat og kapital sammen, ophæver de hinanden. Magten blev delt mellem to bander, partiet og mafiaen. Som delte rovet efter 1989, den såkaldte privatisering.

 

Ergo, ind til videre kan kapital ikke ophæves, da vi, indtil videre, ikke ved nok om, hvorledes og i hvad pengesystemet skulle kunne ophæves.

 

Ergo må den politiske stræben dreje sig om en bedre forvaltning af det kapitalistiske pengesystem. Udtrykt kort.

 

I den globaliserede kapitalisme er gældende for alle, at adgang til livsbetingelser forudsætter adgang til penge, tilstrækkeligt med penge. Disse penge må man forskaffe sig lovligt eller ulovligt eller gå til grunde. Det må da være politikkens hovedopgave, at alle, alle på kloden, kan tilegne sig tilstrækkeligt med penge til at kunne leve et lovlydigt liv. Kun et samfund, hvor alle har mulighed for at leve et lovlydigt liv, er et retssamfund.

 

At tildele alle en tilstrækkelig købekraft, forudsætter, at pågældende penges købekraft er stabil. At inflationen altså er lav. Dette forudsætter et normalt balanceret statsbudget, og at pågældende valuta er stabilt udvekslelig med andre valutaer på verdensmarkedet.

 

Et globalt valutarisk system, hvor statsbudgetter forvaltes med hensigten, at bevare pengenes købekraft stabil, og at muliggøre en sådan pengefordeling, at alle kan leve et lovlydigt liv, forudsætter altså en møntunion, en global møntunion.

 

Noget sådant kunne man passende kalde velfærdskapitalisme.

Velfærdskapitalisme opstår nogle steder før andre. For at fortsætte må velfærdskapitalismen da brede sig. Man kunne kalde dette for velfærdskapitalistisk imperialisme.

 

En møntunion, global eller lokal, forudsætter politisk og retslig koordination af mange andre arter.

Bag møntunionen lurer verdensregeringen.

 

Skal konflikter kunne løses med retslige midler. Altså uden at slå hinandens børn ihjel, som den amerikanske ekspræsident Carter, udtrykte det i Oslo tirsdag 10 december, da han modtog Nobels fredspris. Da forudsætter dette en globalt praktiseret folkeret. Carter kunne kun henvise til FN, med alle dets begrænsninger. Men FN kan ikke frembringe en global velfærdsunion.

 

Når unge mænd risikerer livet for at sende penge hjem til familien, der lever under en hyperinflationær røverstat, da er de vel helte?

 

Vi kan ikke have mindre omfattende målsætning end velfærdens globalitet. Et velfærd, der forudsætter andres elendighed, bliver en forbandelse.

 

 

 

 

 

02.12.12

 

Gustav Bunzel:

Nulvækst.

 

Fremført som politisk stand up til ”Bundmøde” i Christiania 02.12.13 musikledsaget af Michael Perbøll. .

 

Siden 70erne har godmodige mennesker givet udtryk for deres fremtidshensigter gennem begrebet nulvækst. Som skulle redde verden fra den truende økologiske katastrofe.

 

Det har oftest været velbjergede borgere, som både ville sikre en sundere verden for børnebørnene, og fremvise klædelig personlig beskedenhed. Vi har nok,vi behøver ikke flere materielle goder. Siger de med villaen og garagen fyldt med titusinder af dingenoter, hvoraf mange kun bruges med års mellemrum, og nogle aldrig.

 

Men, hvad betyder nu ordet nulvækst ? Er det overhovedet et begreb, kan man begribe noget med det ?

 

Noget skal altså ikke vokse. Men noget kan slet ikke lade være med at vokse, træer og græs feks. Økonomien skal ikke vokse !! Men skovbrug og kornavl er dele af økonomien.

 

Bruttonationalproduktet bør ikke vokse. Heller ikke i Afrika ? Okay, BNP per indbygger bør ikke overstige nuværende niveau i de rige lande. Eller lignende. Den nøjagtige definition er vel ikke så væsentlig ? Det er vel den gode hensigt, der tæller ?

 

Men, har nogen nulvæksttilhænger nogensinde protesteret vredt til sin arbejdsgiver over sidste lønforhøjelse ? Skal udgifterne til reparation af skoler og fængsler holdes på nuværende niveau ?

 

Man begår samme banale tænkefejl som Lomborg, når denne fremfører sit jubelslogan ”vi skal have mest muligt miljø for pengene”. Men er 3 æbler + 4 pærer + 3 blommer mere eller mindre end 2 gulerødder + 4 porrer + 4 rødbeder ? Hvad er mest miljø, bugtninger på Skjern Å eller bedre kollektiv trafik ? Det var i tredje klasses regnetime, at Lomborg lærte ikke at gøre denne fejl. Men når voksne mennesker taler om økonomi, så glemmer de alle børnelærdomme.

 

Et lands BNP siger faktisk ikke meget om eksisterende levevilkår, heller ikke når man dividerer det med antal indbyggere. BNP siger slet intet om de økologiske vilkår i pågældende land. Fald, konstans eller vækst i BNP per indbygger siger slet intet om pågældende biosfæres økologiske levevilkår, hverken for mennesker, dyr eller planter.

 

I de senere år har flere af de mest svinende poststatskapitalistiske lande faktisk haft fald i BNP. Hvilket betyder, at de har endnu dårligere råd til at nedlægge atomkraftværkerne.

 

Kapital er, som bekendt af alle, men fortrængt af de fleste, pengeavlende penge. Penge der investeres for at tjene flere penge. For kapitaler er vækst altså en eksistensbetingelse. Kapitaler har ansat milliarder, som frembringer hovedparten af menneskenes livsbetingelser. Skulle nogle da finde på at forlange mindre i løn, ville profitterne blot blive det større. Lønninger finansierer for det meste forbrug. Profitter finansierer både forbrug og investeringer i ny produktion. Selvfølgeligt forurener forbrug, men det er småting mod produktionens forurening. Konsumenterne er ikke ansvarlige for, hvad producenterne foretager sig. Det er de arbejdende, der truer økologien, ikke forbrugerne. Våben laves faktisk også af arbejdere. Også landminer.

 

Økonomiens opgave kunne vel udtrykkes simpelt som frembringelsen af de rigeligste livsbetingelser i en sund økologi med mindst mulig arbejdsindsats. ( Altså rundt regnet det modsatte af hvad der sker).

 

Nulvækst lyder politisk moderat, passende for forstadsvillaborgeren. Ingen revolution og barrikader her. Men, at kræve nulvækst af kapitaler er faktisk det samme som at kræve deres ophævelse.

 

Hvordan skulle nulvækst, altså konstans i BNP per indbygger, overhovedet praktiseres ? Hvorledes skulle lovgivningen se

ud ? Hvad skulle staten gøre for at få den overholdt ? Skulle staten med magt søge at mindske de indkomster, kapitalernes profitter og lønninger, som staten kan beskatte ?

 

Hvis en kapital skal forbedre sin økologi, da vil dette for det meste kræve øgede omkostninger. Kapitaler med ingen eller lav profit kan ikke øge omkostninger uden at gå fallit. Jo højere profit, jo højere vækstrate en kapital har, desto lettere vil den kunne påtage sig øgede omkostninger.

 

Omvendt. Hvis man forbedrer produktionens og produkternes økologi gennem forøgede omkostninger, så vil produktionens værdi vokse. En økologisk kylling er mere værd end en burhøne !!

 

Produktionens eller økonomiens mål i penge siger intet om det håndgribelige indhold, som bestemmer de økologiske tilstande. Men økonomien kan kun kvantificeres entydigt i pengeudtryk, som dog er ret intetsigende.

 

Skal økonomien forbedres som økologi, da er dens vækst som pengeudtrykt størrelse den gunstigste forudsætning. Hvad der skal ske med de fysiske størrelser, der indgår i økonomien, er en meget mere kompliceret affære, som man må have konkret forstand på.

 

Nulvækstparolen er ganske enkelt tankeløs tåbelighed. Hvordan kan den være fremført så længe af så mange så

veluddannede ?

 

Kære tilhørere ! Man bør glædes ved at blive klogere.

 

 

 

 

 

03.05.22. 03.06.08.

 

Gustav Bunzel : Talegave til Anders.

 

Dette er en gave til Anders.

 

En talegave.

 

En gang i 70ernes anden halvdel kom Anders indenfor hørevidde af mine politiske talegaver.

 

Hermed er jeg præsenteret. Ved keyboardet spiller Michael Perbøll.

 

Jeg har givet talegaver før.

 

Da min fars svigtende helbred betød, at han ikke kunne holde talen til en familiefest, fornemmede jeg gruppepressets tavshed, og holdt min første familiefødselsdagskonfirmationsbryllupsbegravelsestale.

 

Så begyndte vennerne at fylde rundt. Hvad så ? Skal jeg holde tale, eller ikke? Er det anmassende, bliver han eller hun skuffet, hvis jeg ikke gør det?

 

Anders har løst dette problem. Han har ønsket sig en tale.

 

For et par årtier siden var det taler til 30års fødselarer. Da kunne jeg begynde talen med variationer over temaet : Nu, med de 30 år, begynder du selv at være ansvarlig for dit eget udseende. Hidtil har forældrene og miljøet måttet påtage sig det meste af årsagen/skylden.

 

Et årti senere kom så 40årsdagene. Da fandt jeg på en fortsættelse: det er nu, vi kan se, hvor meget du har smilet.

 

Nu har vi så en 50åring !!

 

Til ham vil jeg sige, med et andet citat: det er aldrig for sent at få en god barndom.

 

Anders har yderligere bestemt, at min fødselsdagstalegave ikke skal handle om ham. Ingen rørstrømsk kammerateri om de gamle dage. Glimrende.

 

Det er jo kun på fødselsdagen, man kan få sine ønsker opfyldt.

 

En lykkelig barndom består ikke i at få sine ønsker opfyldt. Livet skal frembringes, ikke ønskes.

 

Men, i dag bestemmer ønsket. Anders har yderligere ønsket, at min tale skal dreje sig om noget bestemt.

 

Anders har altså, vil jeg kraftigt understrege, medskyld i det, der nu kommer.

 

Fødselaren har såmænd ønsket, at jeg til hans gæster skal tale om et af de politisk mest ukorrekte emner !

 

Anders har bestilt, at jeg skal tale om : dumhed.

 

Jeg har slået ordet dum/hed op i adskillige leksikale værker. Psykologiske opslagsværker skriver intet om dumhed. Jeg har ikke fundet en eneste artikel. Jeg har søgt i Statsbibliotekets søgesystem uden resultat.

 

Det første interessante, jeg kan meddele om dumhed, er altså, at tilsyneladende har ingen undersøgt sagen.

 

Mistanken om, at menneskene beskæftiger sig med alt muligt andet, end med deres egne aller alvorligste problemer, er altså endnu en gang blevet bekræftet.

 

Dumhed har selvklart med uvidenhed at gøre. Langt de fleste er ganske uvidende om dumhed. Mange taler meget om andres.

 

Men.

 

Vi er alle født uvidende.

At alle er født med anlæg, de har både fælles med og til forskel fra alle andre, er en helt anden historie.

 

Selv den ældste blandt de mest vidende vil dø i uvidenhed om det meste af det, der er at vide.

 

Den enkeltes viden må følgelig også rumme viden om egen uvidenhed.

En gang kørte jeg med min gamle mor forbi Statsbibliotekets Bogtårn, som jeg udpegede for hende. Som jeg har benyttet i 40 år. Statsbibliotekets bogsamling, som altså fylder et helt tårn, angiver en størrelse for omfanget af min uvidenhed. Min mor havde ingen anelse om, at en enkelt mand kunne rumme så megen uvidenhed.

 

Uvidenhed om egen uvidenhed bliver i længden til dumhed.

Børn ved, at der er så meget, de ikke ved, derfor kan børn være uvidende uden at være dumme.

 

Dumhed er altså ikke, som uvidenhed, noget, man er født med, og slet ikke til, men noget, pågældende selv har frembragt. Godt hjulpet af omgivelserne.

Hvilket blot gør dumhed det smerteligere for den dumme.

 

Uvilje til at vinde viden om egen uvidenhed er dumhed.

Man dummer sig netop tit og ofte, når man vil søge at skjule sin uvidenhed.

 

Møder man den bedre vidende, eller måske endda klogere, da skal man blot glædes over muligheden for at slippe af med egne dumheder for resten af livet. Og opfordre vedkommende til at slippe viden og klogskab løs.

Fornægter man den klogeres tale, fordi man vil bilde sig selv ind, at han ikke er så klog, som han selv tror, da forhindrer man blot sig selv i at blive klogere, og det kan kun være dumt.

Viden og klogskab er til for at bruges, ikke til at vigte sig af.

 

Udbredelse til andre af uvilje til at vinde viden om egen uvidenhed er missionering af dumhed eller stupiditet.

 

Man kan sagtens være både vidende og dum. Kloge kan sagtens dumme sig. Man kan næppe blive klog uden viden.

Man kan ikke være både klog og dum på en gang.

Bilder man sig ind, at man er klog, hvor man ikke er det, da ignorerer man jo netop sin uvidenhed, hvilket ikke er klogt.

 

Menneskenes alvorligste problem er dumhed, hos mægtige som afmægtige, men ikke dumme mennesker. Hvor stor en procentdel man så mener, at disse måtte udgøre af klodens 6 milliarder, er vel egentligt ligegyldigt. Der findes ingen gode grunde til at forblive dum. Dumme må altså vikle sig ud af dumheden, andre må gerne hjælpe til. Den dumme kan starte med ikke længere at skjule egen uvidenhed, hverken for sig selv eller andre.

 

Den fortrængte uvidenhed vil blive pinligt berørt ved enhver indtrængende information om det, man ikke ved noget om, og ikke forstår noget af, som derfor automatisk filtreres fra. Men hermed forskaffer man sig informationsmangel. Og så kan det blive besværligt at begå sig i verden.

 

Afdækning af egen uvidenhed påbegynder dannelsen af viden om egen uvidenhed.

Jeg har ikke ret megen forstand på fodbold. Men ind imellem forstår jeg i glimt, at de boldglade forstår spillet på et højere niveau end jeg.

 

Forstår tilhørere eller læsere ikke første gang, eller anden gang, eller tredje gang, da kan de blive bekymrede over, om dette skulle være et tegn på dumhed. Her findes der så forskellige typiske måder at reagere dumt på. Når den dumme skal skjule sin dumhed, da må han vel dumme sig ? Den dumme kan ikke skjule sin dumhed på en klog måde.

 

Forstår man ikke, da kan dette selvfølgeligt skyldes både uvidenhed og dumhed, åndelig lad- og fejghed osv osv, men det kan også betyde, at forståelsen netop begynder.

 

At man ikke forstår, betyder, at man opdager, at noget, som en anden forstår, går ud over, hvad man allerede kan forstå selv. Således begynder enhver forståelse af det, man endnu ikke forstår. I stedet for at gå i panik over afsløringen af egen dumhed og skælde ud på den talende, der har forårsaget, at man ikke forstår, skal man skærpe opmærksomheden.

Da jeg er en smule interesseret i botanik, ville jeg en gang læse en moderne lærebog heri. Få sider inde i teksten forstod jeg ikke længere et klap. Det var begyndt at gå over min forstand.

 

Forstandigheden rummer erkendelsen af egen viden og kunnen, uvidenhed og ukyndighed. Forstandighed er tilgængelig.

 

Med de 50 år, Anders, er det altså blevet uomgængeligt. Nu begynder forstandighedens år.

 

Til lykke.

 

 

 

 

 

03.09.05. 03.09.09.

 

”Blues mod aktivering. III”. Egmont Højskole. 03.09.10.

Musikledsaget på keyboard af Michael Perbøll.

 

Det sker, at danske politikere, især ved sommertide, når eksaminer just er overstået, med betydningsfulde miner kalder ungdommen for landets vigtigste råstof.

 

Nu plejer råstoffer at være noget, man graver op af jorden ! Udtalelsen skal altså forstås i såkaldt overført betydning. På græsk en metafor. Men, udtalelsen forbliver uforståelig, uanset hvor meget man overfører den. Når politikere taler om økonomi til vælgerne, sker det næsten kun i uforståelig overført tale. Hjulene skal i gang, opsvinget kommer, økonomien overophedes, eller skal have en saltvandsindsprøjtning,

 

Råstof underkastes viljeløst bearbejdning og formning ! Tror taleren mon, at unge mennesker begejstres over sammenligningen ? Mennesker kan vel for pokker kun bruges som råstoffer af kannibaler, eller som donorer !

 

Når et ungt menneske afslutter skolen, vil det have tilbragt titusinder af timer i pædagogers varetægt. I intet tidligere samfund har der været så mange voksne per barn. Ældrebyrden er man begyndt at kalde det. (De gamle er ikke meget værd som råstof). I intet tidligere samfund har børn haft så ringe kontakt med voksne. Uanset hvor meget forældrene anstrenger sig for at gøre det korte samvær til ”kvalitetstid”, så kan man ikke lege en time med et barn på et kvarter.

 

Tidligere var det officielt anbefalet, at det unge menneske tog en pause fra skolebænken. Men nu anser officielle talerør sådant for spildtid. Pludseligt udtaler eksperter, at unge mennesker ikke bliver mere modne ved at lave noget andet. Det gjorde de ellers for 10 år siden. Og regler og bevillinger indrettes herefter. Fattigfirsernes små årgange har gjort nybagt arbejdskraft til en mangelvare. Hvorefter man i en håndevending ændrer uddannelsesideologien til det stik modsatte. Ingen hekseri, kun hykleri.

 

Nu skal man hurtigst muligt i gang med en såkaldt kompetencegivende uddannelse. Ikke almene kompetencer, men hvad det såkaldte erhvervsliv ønsker. Man skal ikke uddanne sig, men sin arbejdskraft. Ganske vist ved ingen ret meget om, hvad der forlanges om 5 til 10 år. Hvorfor mange efter officielle anbefalinger studerer sig til arbejdsløshed.

 

Hvor tidligt mener undervisningsministeren mon, at det unge menneske bør foretage sit erhvervsvalg ? Teenagere kan ikke vide ret meget om, hvad der foregår på danske arbejdspladser. Slet ikke 10 år senere.

 

Man skal altså tænke på sit erhvervsliv før noget andet liv. Undervisningsministeren ønsker ikke en skole for livet, men for erhvervslivet. Man skal altså uddanne sin arbejdskraft. Arbejdskraft må være evnen til at udføre arbejde.

 

Hvad er da arbejde ? Et fandens godt spørgsmål, som jeg med alvorlig drillefryd har stillet i mange år. De fornuftige overgiver sig med det samme, og svarer, ved ikke. De ufornuftige prøver at svare, og giver mig derved den udsøgte fornøjelse at påvise vrøvlet. For selvfølgeligt ved man da, hvad arbejde er. Enhver kan jo blot prøve selv at besvare spørgsmålet.

 

Fysikernes definition af arbejde: energikrævende bevægelse af stof, kan vi ikke bruge. Det ville gøre alt, hvad menneskene foretager sig til arbejde. Også det at klø sig det bekendte sted. Arbejde må være noget, kun mennesker kan foretage sig.

 

Kan dyr da ikke arbejde ? Hvad med trækdyr og arbejdsheste !!? Men en gråspurv arbejder vel for pokker da ikke.

 

Adam og Eva arbejdede ikke i Edens have. De plukkede frugter fra træerne. Er frugtplukning da ikke et arbejde ?

I Californien er der nedskudt adskillelige, der prøvede på at lave en fagforening blandt mexicanske frugtplukkere.

 

 

 

 

For nu at gøre en meget lang historie kort. Det er svært at finde en handling, mennesker kan foretage sig, som ikke ville kunne være arbejde. Omvendt er der ikke mange handlinger, der kun kan forekomme som arbejde. At drikke øl, kan sagtens være eller indgå i et arbejde, men sker for det meste i den såkaldte fritid. En opvasker i et hotelkøkken arbejder, hvad ingen vil betvivle. Men er opvasken i mit køkken arbejde ? Jeg kan ikke optjene dagpengeret ved det. Jeg kan heller ikke lade mig aktivere til min egen opvask.

 

Vasker jeg op i mit eget køkken, da gavner jeg direkte mig selv og de andre, der får gavn af, hvad der sker i mit køkken. Vasker jeg op i et hotelkøkken, da får jeg ikke selv nogen gavn af opvasken. Man kan selvfølgeligt blive bedre til at vaske op, men man bruger ikke selv de rene tallerkener. Kendetegnes arbejde da af at være handlinger, man ikke selv får gavn af ? Lige som hesten ikke selv får gavn af at trække !

 

En gang stillede jeg spørgsmålet, hvad er arbejde, på en efterskole. For første og foreløbigt eneste gang fik jeg det klare, entydige, let forståelige og uimodsigelige svar fra en 15årig knægt : arbejde er, det vi gør for at tjene vores penge.

 

Hvorfor har så mange voksne, herunder højtuddannede, ikke kunnet give dette simple svar ? Hvorfor kan man ikke finde det i lærebøger eller opslagsværker ?

 

Nogle ejer noget, de kan tjene penge ved, uden at gøre noget. Det kalder man interessant nok for arbejdsfri indtægter. Nogle tjener penge ved at investere penge, som de enten selv ejer, eller har lånt. Nogle tjener penge ved at sælge dyrere, end de har købt. Nogle køber arbejdskraft, hvis produkt de sælger. Sådanne tjener profit. Mange, hvis profitindkomster er små, må arbejde længe. Mange, hvis profitindkomster er store eller enorme, arbejder endnu længere. I intet tidligere samfund har de rige arbejdet så meget som i dette. Så er der nogle, der tjener penge ved at sælge deres arbejdskraft. Lønmodtagere. Som der efterhånden findes nogle milliarder af på kloden, som årligt arbejder omkring 10.000 milliarder timer.

 

Lønmodtagernes samlede arbejdstid har været stadigt voksende de seneste århundreder. En overgang talte man om fritidssamfundet, den snak er for længst forsvundet. I min barndom levede mor og fire børn af fars indtægter for 48 timers ugentligt arbejde. Forældre var stolte, hvis deres skolesøgende børn ikke behøvede at arbejde. Nu arbejder forældre med to børn 70-80 timer, plus overarbejde. Er børnene over 13, så arbejder de også.

 

Lad os opsummere. Arbejde er noget man gør for at tjene penge, hvor man sjældent selv får gavn af arbejdets resultater. En sådan beskæftigelse optager en stadigt større andel af stadigt flere milliarder menneskers levetid. Disse milliarder arbejder altså ikke for at gavne sig selv, men for at tjene penge. Milliarder gavner ikke sig selv, mens de tjener penge ! Så må man vel arbejde for at gavne andre ? Man kan vel ikke tjene penge ved at skade andre ?

 

Arbejde frembringer de alvorligste trusler mod livet på kloden. Jeg har mange gange fremsagt denne påstand i forsamlinger. Jeg har set ansigtsudtryk, der viste lyst til modsigelse. Ingen har dog protesteret. Påstanden er en kendsgerning, hvad alle ved. Selvfølgeligt frembringer arbejdet også andet end trusler mod livet. Lige så selvfølgeligt ville det teknologisk være muligt at indrette arbejdet, så det blev meget mindre skadevoldende. Men politikere og økonomer bekymrer sig mere om at øge antallet af arbejdspladser. Mange taler endda om igen at forøge arbejdstiden.

 

Intet skib lukker spildolie ud. Det skal der en arbejder til. Et skib kan lække spildolie, især når myndigheder tillader miljøkatastrofer at sejle rundt i de mest befærdede farvande, ved hvis kyster millioner lever. En arbejder lukker kun spildolie ud, fordi han ellers ville miste sin lønindkomst. Han får kun ordren, fordi den overordnede ellers ville miste sin højere løn. Det er billigst blot at udlede spildolien i havet. De omkostninger, man vil spare, er omkostninger i penge. Alle andre omkostninger er underordnede dette.

 

Men dette fratager ikke arbejderen, der åbner for hanerne, ansvaret. Hvorledes gør man det lettere for en sådan arbejder at nægte at udføre sådanne handlinger ? Strandvejsvillaejere kan heller ikke være interesserede i spildolie på deres strand.

 

 

 

Arbejde består altså i at foretage sig noget, som andre vil og kan betale penge for. Man kan derfor ikke ta’ et arbejde, arbejdsmarkedet står ikke frit til rådighed for borgerne. Man kan få et arbejde. Derfor begyndte man i 1880erne, efter tysk mønster, at benævne arbejdskøberne med det besynderligt bagvendte udtryk arbejdsgivere. Den, der skal arbejde, søger arbejde hos den, der giver arbejde !

 

Man kan derfor ikke have ret til arbejde, for så skulle pengebesiddere have pligt til at ansætte, altså udbetale egne penge som løn til andre. Men private lønudbetalere skal nødvendigvis tjene penge ved at udbetale løn, ellers kan de ikke blive ved med at udbetale løn. Tvinger man pengebesiddere til at udbetale løn, som de ikke tjener penge på, da ophører de med at være pengebesiddere.

 

Omvendt, så kan borgerne heller ikke pålægges pligt til at arbejde. For så skulle andre have pligt til at ansætte. Det er ganske enkelt ikke muligt at pålægge pligt til at tjene penge.

 

Arbejdets sælgere og købere forhandler sig til enighed om løn- og arbejdsvilkår. Arbejde er en vare som sælges og købes frivilligt på markedet. Dette er liberalisme, som kommer af det latinske ord for frihed. Da sælgerne, altså lønmodtagerne, er langt de fleste, er deres frihed også langt den vigtigste. Fratages disse muligheden for fri forhandling, da begynder slaveriet. Arbejdets frihed er samfundets mest grundlæggende frihed.

 

Nogle kan ikke sælge deres arbejdskraft, eller omvendt, ingen vil købe den. Uanset grundene hertil, så vil en sådan ”ledig” have problemet manglende pengeindkomst, jo mere akut, jo færre penge vedkommende ejer. Vedkommendes væsentligste problem er ikke manglende arbejde, men manglende penge.

 

Ingen kan leve et lovlydigt liv uden en tilstrækkelig og lovlig pengeindkomst. Har man ikke en sådan, må man forsøge at forsørge sig og sine ved berigelseskriminalitet, altså kriminelt arbejde, tyveknægten går også på arbejde. Formår man ikke dette, går man til grunde. Hvor mange millioner mennesker på kloden forsørger sig i en kriminel økonomi ? Hvor mange millioner går til grunde ? Selv om der kan produceres mere end rigeligt til alle.

 

Herom skriver Danmarks Riges Grundlov af 5. Juni 1849 i §89. Som er gentaget uændret i grundlovsrevisionen af 1953 i §75 stk 2. : “Den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde”.

 

Hvis borgeren (uden pengeindkomst) har ret til hjælp, da må det offentlige, omvendt, have pligt til at hjælpe.

 

Virksomhederne kan ikke forsyne alle med en pengeindkomst. Staten kan ikke ansætte resten. Alle kan altså ikke leve af profit eller løn. Falder arbejdsløsheden, da begynder lønninger at stige, hvorfor arbejdsbesparende teknologi bedre kan betale sig. Fuld beskæftigelse på markedets vilkår er ikke mulig. Arbejdet beslaglægger da også allerede mere end rigeligt af menneskenes levetid. De arbejdende har stort set ikke tid til andet end at arbejde og slappe af for at gøre sig rede til næste dags arbejde. Opdragelse, omsorg, sjælesorg, politik, morskab og fest overlades til professionelle, bliver til arbejde. Forældre kan købe en børnefødselsdag fiks og færdig.

 

Men alle må have en tilstrækkelig pengeindkomst for at kunne leve. Alle må have en tilstrækkelig lovlig indkomst for at kunne leve et lovlydigt liv. Kun den beskattende stat kan sikre alle en sådan indkomst. Uden en sådan garanteret indkomst vil en del af befolkningen blive tvunget til berigelseskriminalitet. Hvilket er ubehageligt for både udøvere og ofre. Det er ikke for fornøjelsens skyld, man rejser til et fremmed land for at være lommetyv.

 

Grundloven vil altså sikre alle, selv de besiddelsesløse, muligheden for et lovlydigt liv. Men vil også beskytte de besiddende mod en ellers nødvendig berigelseskriminalitet.

 

I 1960erne begyndte man at kalde sådanne offentlige ydelser for “overførselsindkomst”. Som i lærebøgerne var defineret som en ydelse uden krav om modydelse. De fattigste fik arbejdsfri indtægter. Og havde hele tiden til egen rådighed. Kontanthjælp på klubværelse var bunden. Det såkaldte sikkerhedsnet.

 

Under den forrige Rasmussenregering ændrede man fuldstændigt herpå. Uden at nogen opdagede det, ændredes danskernes grundlæggende livsvilkår. Den skandinaviske velfærdsmodel, vi indtil da var stolte af, og berømte for i udlandet, som socialdemokraterne betragtede som deres historiske hovedværk, hvor borgere havde ret til forsørgelse, blev uden drøftelse forladt. Herefter skulle man gøre sig fortjent til forsørgelse. Gennem underkastelse. Man begyndte at tage dette gammeldags ord i grundloven helt bogstaveligt.

 

Man fandt gamle spidsborgerlige floskler frem som argumenter. Noget for noget. Vil man nyde, må man yde. Vil man have kontanthjælp, må man gøre hvad sagsbehandleren forlanger. Ellers skæres der i kontanthjælpen, eller der lukkes helt for kassen. Enten makker man ret, eller man overlades til hjemløshed, sult og kriminalitet. Fattige skulle gøres fattigere. En del af deres levetid blev beslaglagt, så man kunne hundse med dem som et gratis retsløst tyende. Arbejdsløse kan selvfølgeligt ikke yde arbejde til gengæld for kontanthjælpen, men nok tvungne tjenester. (For de tungnemme, som arbejdsløs kan man ikke arbejde, for den, der arbejder, er ikke arbejdsløs).

 

Man kalder dette incitament (tilskyndelse) til at tage arbejde. Men man kan jo netop ikke tage et arbejde, kun få det. Det er i stedet en opfordring til kriminalitet. I en situation hvor organiseret kriminalitet vokser i landet og trænger ind udefra. Tvangsaktiveringen gør det lettere for Hells Angels at rekruttere.

 

Lavere overførsler kan kun fremkalde flere ansættelser, hvis de medfører, at de laveste lønninger bliver endnu lavere. Alle kan blive afskediget. Jo ringere vilkårene bliver for de ledige, jo ringere bliver de selvfølgeligt også for de ansatte. Staten fører skattefinansieret løntrykkerpolitik, med lønmodtagervælgernes velsignelse, der håber at spare et par klatskillinger i skat ved at gøre de fattigste endnu fattigere. For en klatskilling opgav de deres og alles sikkerhed.

 

Er danske lønmodtagere blevet en samling morakkere og fedterøve, der mobber hinanden, og får mere og mere stress, der kører som sindsyge på vejene for at nå det hele. Men spørger man dem, så har de aldrig haft det bedre.

 

Aktivering er med til at finansiere skattestoppet. Kommuner og amter sparer lønninger ved at aktivere. Aktivering fjerner arbejdspladser. Klienter kan lånes eller lejes ud til private, som intet betaler til de aktiverede. Indtil 2003 fik man dog 11-12 kr i timen. De der benytter aktiverede, nyder altså uden at yde .

 

Det velbjergede Danmark har hevet bundproppen op, og den sociale sikkerhed fosser ud af statskassen. Midaldrende mennesker, der har arbejdet siden skoletiden, fornedres. Unge opsætsige kriminaliseres. De fattigste i landet, alkoholiserede cigaretrygere, skatteplyndres. Og dør af vitaminmangel.

 

På alle TVkanaler fremviser skaldede mediekokke, hvordan man tilbereder trendy luksusmad. Ingen viser kontanthjælpsmodtagerens aftensmad sidst på måneden.