12.08.21.

 

Kapitallogik.1.

 

Pia Jarvad: Nye ord 1955-1998. 1999.

har opslagsordene: kapitallogik, kapitallogiker, kapitallogisk.1974. Og meddeler, at ordene kommer fra tysk. Og bringer et citat, hvor Schanz omtales som den ledende danske teoretiker.

 

I 1968 stemte jeg på en kongres ja til et forslag om, at vi ville kalde os selv marxister. Marx var vor eneste uantastede autoritet. Andre havde andre autoriteter, men antastede.

 

Vi vidste, at Marx blev udlagt på vidt forskellige måder. Vi måtte derfor gå til manden selv. Vi måtte læse Kapitalen, Das Kapital. På tysk, der var ikke noget brugbart på dansk. Det begyndte vi så på i 1969. Jeg oversatte faktisk de første sider. Kapitalen udkom 1867.

 

Det bredte sig. Jeg begyndte at forelæse for grupper af unge mennesker. Som blev lidt større. I 1972 aftjente jeg min værnepligt i Civilforsvaret i Thisted. Vi oprettede et kommunalt støttet kursus i politisk økonomi. Vi drak min lærerlønning op.

 

Det blev der også andre stedet i landet. Ved årets slutning blev jeg overtalt til at følge forelæsninger på Idéhistorie i Århus ”hos” en Hans Jørgen Schanz. Jeg gik til kapitallæsning hos en kapitallæser, der var kapitallogiker. Det gjorde mig til kapitallogiker. Hvad jeg stadigt er.

 

I 1973 sagde jeg ja til at undervise i Kapitalen. Det blev til 7 hold på Århus Universitet, Arkitektskolen og Den Sociale Højskole. Senere kom andet til. Og holdene var store.

 

Noget lignende skete på mange andre universiteter omkring i verden. På et år blev Kapitalen læst mere end i det foregående århundrede. Og der blev skrevet flere tekster.

 

Hvorfor? Hvorfor brugte historiens hidtil største og bedst uddannede studentergenerationer timer, nogle ganske mange, af deres studietid, på at læse en mere end 100 år gammel tekst for at forstå især økonomien i det samfund, de levede i? Hvorfor søgte man ikke forklaringer i samtidige tekster? Var der ingen?

 

Efter historiens værste handlinger, udført af deres forældre og bedsteforældre.

 

 

 

 

04.04.26. 04.05.15. 04.06.05. 04.05.06. Til et festskrift i anledning af Stein Johansens 50 års fødselsdag.

11.12.06 enkelte rettelser.

Gustav Bunzel

 

PENGE.

 

Mønter og sedler.

 

Etymologisk note: ordet mønt kommer af latin, moneta, påmindelse, som var et tilnavn til den romerske gudinde for husholdningen, Juno, i hvis tempel romernes første møntprægning fandt sted. Ordet seddel kommer via det latinske schedula af et græsk ord for papyrusstrimmel.

 

 

Under længerevarende hjemgående natlige taxature, kan jeg godt lide at stille taxachauffører, som ofte er af filosofisk gemyt, intrikate spørgsmål om samfundets indretning. Undertiden for at få et svar, men ofte for netop ikke at kunne få noget svar.

 

Et af mine seneste foretrukne spørgsmål er : hvorledes kommer pengene ind i verden ? Jeg uddyber spørgsmålet, indtil den anden fatter dets rækkevidde og svagt aner dets dybde. Den anden konstaterer, at han ikke kan besvare spørgsmålet. Og undren opstår. Hvorefter det er tid til at betale og sige farvel. Disse betalende penge kom op af min baglomme. De var sandsynligvis hentet i en banks pengeautomat.

 

Alle forstår, hvorledes rigtige sanselige sørøverpenge kommer ind i verden. Slaver ned i minerne, malm op, økologisk svineri, kunsthåndværkere sætter stempel i det bløde metal.

 

Pengesedler bliver trykt på et trykkeri. Trykkerregningen bliver betalt af nationalbanken. De trykte sedlers samlede pålydende er selvfølgeligt langt større end denne trykkeriregning.

 

Antag, at det koster 5 kroner at lade fremstille en 1000kronerseddel. Til en salgspris af 5 kroner kan trykkeriet drive en tilstrækkeligt profitabel virksomhed. Produktionsomkostningerne per seddel må altså være mindre end 5 kroner. Men dette forklarer kun, hvorledes sedler og mønter kommer i nationalbankens besiddelse.

 

De fleste, der stilles spørgsmålet, kan her besvare, at slidte sedler og mønter erstattes af nationalbanken. Set fra dagligdagens pengeteoretiske horisont. De fleste har på TVskærmen set det forfærdelige syn af brændende gangbare, rigtige og ægte, men slidte, sedler. Men dette kan kun forklare, hvorledes mængden af penge søges opretholdt, ikke hvorledes pengene er bragt til veje overhovedet, eller hvorledes mængden af penge ville kunne blive mindre eller større.

 

Sedler og mønter udgør kun en lille brøkdel af den samlede pengemængde. Langt de fleste penge er de såkaldte kontopenge (da regnskabssproget endnu havde danske gloser). Penge, som kun eksisterer som posteringer på konti, som kun bevæger sig fra konto til konto, håndskrevet eller elektronisk. Det koster penge at administrere penge, også kontopenge. Men, man kan flytte milliarder i kontopenge for prisen for trykning og manipulation af en 1000kronerseddel.

 

Det er klart, at trykkeriet ikke selv må anvende sedlerne som penge. Noget sådant ville være falskmøntneri, som straffes hårdt, hvad unge mennesker med en kopimaskine har opdaget til deres store forskrækkelse. At lave penge ud af intet straffes hårdere end indbrud eller røveri. I trykkeriets besiddelse er pengene kun tryksager, en almindelig vare. Når disse tryksager afleveres til nationalbanken, og der er kvitteret, er tryksagerne pludseligt blevet til penge. Trykkeriet sælger en vare til 5 kroner. Og køberen, nationalbanken, besidder derefter 1000 kroner.

 

Alle vil ”købe” en 1000kronerseddel til ethvert beløb under 1000. Man ville blive foræret forskellen. Ingen vil betale mere. At købe 1000 kr. for 1000 kr. er formålsløst. Penge har ingen pris.

 

Nationalbanken er altså ikke i stand til at sælge tryksager, der er blevet til penge. Det koster penge at drive en nationalbank, men disse driftsudgifter er en klatskilling.

 

Nationalbanken kan ikke sælge pengene, og den kan ikke købe for dem. Ud over driftsomkostninger har nationalbanken intet forbrug. Nationalbanken må selvklart ikke investere (købe) for at tjene penge i konkurrence med andre investorer. En pengeudsteder ville jo kunne udkonkurrere alle andre. Og hvorfor skulle nationalbanken tjene penge ? Den er udstyret med ret til at udstede penge.

 

Nationalbanken kan udstede penge. Den kan ikke sælge disse penge, den kan ikke købe for dem. Hvad kan den da gøre med pengene ?

 

Må nationalbanken forære pengene væk ? Spørgsmålet er såmænd vanskeligere at besvare, end som så. Men lad os indledningsvis besvare det med et nej.

 

Nationalbanken kan da kun låne penge ud. Til hvad ? Eller til hvem ? Hvornår ? Hvorledes ? I hvilke mængder ?

 

Under inflationen i 1923 udstedte den tyske nationalbank fantasillioner mark. Under hyperinflation forærer man faktisk penge bort ved at låne dem ud.

 

Nationalbanken udsteder ikke penge i al almindelighed. Den udsteder nationale penge. Valuta. Penge af sølv og guld er derimod verdenspenge. Et gram guld er et gram guld overalt, uanset hvad man kan købe for det forskellige steder til forskellige tider.

 

Før vi kan besvare spørgsmålene, må vi vide mere om penge.

 

Vi vil altså udskyde besvarelsen af spørgsmålet ”hvorledes kommer pengene ind i verden”, til vi har besvaret det simplere spørgsmål, ”hvad er penge” ?

 

Men vi kan med en af de adspurgte taxachauffører konstatere det forbløffende, at hovedparten af historiens hidtil mest pengebenyttende befolkning, i den mest monetariserede økonomi, ikke aner hvorledes pengene kommer ind i verden. Hverken historisk, aktuelt eller logisk

 

Moderne penge er fremmedgjorte, alienerede. Money are aliens.

 

Hvad er penge ?

 

Etymologisk note: ordet penge er fællesgermansk af uvis oprindelse.

 

I populære tekster om penge begynder man med sjove fortællinger om mærkelige penge. Når dette er overstået, undlader man så at fortælle, hvad penge egentligt er. I mere seriøse fremstillinger kan forfatteren over en snes linier (selv)ironisere over de logiske vanskeligheder ved at give holdbare definitioner af penge. Egentligt mener økonomer, at sådant er filosoffers opgave. Med god grund mener filosoffer det omvendte.

 

Få sider inde i en økonomisk lærebog vil forfatteren begynde at anvende en matematik, som gør teksten uforståelig for 98-99 % af befolkningen eller mere. En forudsætning for anvendelse af sådan matematik på økonomiske fænomener er deres fælles og ensartede kvantificerbarhed.

 

Økonomiens sanselige indhold opfylder ikke denne forudsætning. Marx og andre fremhæver her arbejdstid som en almen størrelse. Hvis en time er en time overalt i tid og rum, så er en arbejdstime også. Dette tema er blevet diskuteret i et par hundrede år. Uden afklaring.

 

Usanselige eller ideelle økonomiske forhold udtrykkes ofte (altid?) i pengestørrelser. Da 2 penge er det dobbelte af 1 penge, antager økonomer, at det man kan købe for 2 penge, er det dobbelte af det, man kan købe for 1 penge. Et besøg på et offentligt toilet er det dobbelte af en æske tændstikker. Den logiske refleksion over pengene, som økonomen vil overlade til filosofferne, er faktisk afgørende for, om økonomer med rette kan gøre, hvad de har gjort i mere end et århundrede. Økonomer ville her måske henvise til brugbarheden af den praktiske anvendelse af den matematiserede økonomiske teori. Har økonomerne gjort det godt ? Læseren må selv svare.

 

Spørgsmålet om økonomisk kvantificering er brændende aktuelt i den standende danske offentlige debat. (Lomborg). Den nuværende danske regerings miljøpolitik er blevet udtrykt i sloganet ”mest muligt miljø for pengene”. Her er kritikerne langt om længe begyndt at anvende matematikkens mest grundlæggende banaliteter. Hvad er mest, 3 æbler eller 4 pærer ?

 

Hensigten ”mest muligt for pengene” har kun logisk mening, hvis man for penge kun kunne/ville købe et og det samme, hvilket ville være absurd, og i øvrigt ganske overflødiggøre pengene. Eller hvis man anvender penge for at forskaffe sig flere penge. Man skal selvfølgeligt investere der, hvor man får flest muligt flere penge for pengene. Flest penge for pengene !

 

Interessant nok ville kvantiteten arbejdstid umiddelbart kunne udtrykke klare hensigter. Alt andet lige bør arbejde omfatte mindst mulig levetid. Politikerne vil skaffe mere arbejde.

 

Et sted i Kapitalens andet bind skriver Marx, at den sande videnskab ikke betjener sig af definitioner. Definition er latin for afgrænsning. Afgrænsningen mellem hvad man vil kalde penge og hvad ikke (er checks penge eller ikke?) er til en begyndelse ret ligegyldig. Senere i fremstillingen kan spidsfindige problemer blive særdeles interessante. For at begribe penge, altså udvikle deres begreb, må man undersøge pengenes væsentlige funktioner.

 

Penge kan man besidde (1).

Eller forvalte. De, der forvalter penge, de ikke besidder, tilkendes denne forvaltningsret af besidderen.

Penge kan man give bort (2), købe for (3), betale med (4), låne ud (5), arve (6) eller blive bestjålet (7).

 

I daglig tale ”bruger man penge”. Da man giver pengene videre i samme stand, som man modtog dem (elektroniske penge slides ikke), så bruger man dem vel ikke !? Ingen bruger penge. Penge er ubrugelige. (Salt har i mange økonomier været et anvendt byttemiddel, men salt kan bruges som salt, hvorved det forsvinder som byttemiddel).

 

Har man penge, kan man altid give en gave, som alle andre gerne vil modtage. (2).

 

Man kan fratages den praktiske besiddelse af penge gennem andres ulovlige handlinger. Eller berigelseskriminalitet. Kun de, der ingen penge har, kan ikke frarøves deres penge. Penge frembringer former for berigelseskriminalitet, der ikke ville kunne forekomme uden penge. (7).

 

Man kan også fratages besiddelse af penge gennem andres lovlige handlinger. Dette er ikke røveri, men beskatning. Herom senere.

 

Skat betales. Man køber ikke noget som helst ved at betale skat. Skattebetaleren har ingen køberrettigheder over betalingen. (4).

 

Man kan arve penge. (6). Enhver fornuftig drøftelse af de moralske aspekter heri måtte forudsætte et minimalt kendskab til pengenes sociale logik. Man har dog frejdigt moraliseret herover siden pengenes fremkomst. Man kan altså blive pengebesidder uden at gøre noget som helst. Sådant kalder man interessant nok for ”arbejdsfri indkomst”.

 

Med penge kan man købe eller tilbytte sig andet end de ubrugelige penge. (3).

 

Dette andet bliver da vare. Økonomien bliver en vareøkonomi. Eller kommercialiseret, efter den romerske gud for handel, Merkur. Hvis navn genfindes i ordet marked.

 

Da ubrugelige penge kan købe andet og brugeligt, kan der være interesse i at besidde noget ubrugeligt. Så længe man blot besidder penge, tjener disse ikke som byttemiddel. De er formue. Interessen i at besidde en formue, giver interessen i at øge denne formue. Det brugelige kan man få nok af. Det ubrugelige kan man ikke få nok af.

 

Pengebesidderen kan låne sine penge ud til en anden, som derved overlades besidderrettighederne i en aftalt tid mod at betale den lånte sum plus renter tilbage. Her bliver penge til flere penge. Rente: af latin, rendere, give igen.

 

Når pengebesiddere køber varer, bliver pengebesiddere varebesiddere og omvendt. De nye pengebesiddere kan gøre som pengebesiddere i al almindelighed. De nye varebesiddere kan forbruge varen eller blot besidde den. Forbruges varen forsvinder den. En varebesidder kan enten forbruge varen eller sælge den. (En vare kan ikke gives bort, noget der gives bort, er netop ikke vare). At købe en vare for at sælge den videre har kun mening, hvis man sælger dyrere, end man købte.

 

Penge kan forskaffe en pengebesidder flere penge ved at lånes ud, eller ved at købe noget, der kan sælges dyrere.

 

Dem man giver, betaler, låner eller bestjæles sine penge til og af, kan bruge pengene til at købe for. Alle pengenes andre funktioner afhænger af, at de kan købe, altså anvendes som byttemiddel. Kan de ikke anvendes som byttemiddel, vil ingen bytte noget med dem, da har de ingen købekraft.

 

Penge er altså væsentligst byttemiddel. Varer kan byttes med varer. Varer er alle byttemiddel. Nogle er bedre byttemiddel end andre. Penge er byttemiddel, der ikke kan anvendes til andet.

 

Et byttemiddel bør derfor være ubrugeligt. Men forudsætningen for at brugelige varer byttes, og dermed overhovedet produceres, er altså, at besiddere af dette ubrugelige afgiver deres ejendomsret til dette ubrugelige. Jo hurtigere man afgiver sin ejendomsret til det, man allerhelst vil besidde allermest af, jo flere varer bliver der solgt, jo flere produceret, jo flere i arbejde……

 

Sanselige penge. Verdenspenge.

 

I 1875 dannedes en Skandinavisk Møntunion. Derfor har man kroner og ører i Danmark, Færøerne, Grønland, Island, Norge og Sverige. Unionen opløstes under 1. Verdenskrig.

 

Man udmøntede 10kroner i guld. De vejede ca 5 gram. 10 millioner kroner ville altså veje 5 tons.

 

Udmøntning begynder i det vestlige Lilleasien (Tyrkiet) for 2700 år siden.

 

Man graver malm op. Sølv eller guld. Af malmen kommer metal. Dette metal laves til små for det meste runde skiver med noget påtrykt. Helst så ensartede som muligt. Møntproduktion er vel den første virkelige masseproduktion. (Måske foregrebet af våbenproduktion?).

 

Møntproduktionen har som al anden produktion omkostninger. Det koster y mønter at fremstille x mønter. Hvis y er mindre end x, gives der mønternes købekraft som begrundelse for at producere mønter.

 

Hvis det koster 500 guldmønter at lave 1000 guldmønter, da tjener man 500 guldmønter. Interessen heri afhænger af, hvad guldmønter kan købe.

 

En sådan guldmines ejer kan altså få en fortjeneste ved at udstede mønt. Penge kan betale soldater (ordet kommer af navnet på en romersk guldmønt). Mineejere trykker penge. Mineejere bliver større krigsherrer. Krigsherre bliver mineejer. Pengeudsteder og krigsherre må være en og samme.

 

Det er forståeligt, at mineejere kan tjene på at udstede penge. Det sker ved almindelig udbytning. Men hvad med de krigsherrer/fyrster der ikke besad pengeminer ?

 

Fyrsten uden sølvmine køber sølv for sølvpenge, som herefter laves til sølvpenge, hvorved fyrsten ender med flere penge end han startede med at købe sølv for !!!

 

Læseren må selv løse gåden.

 

Men 1 gram guld eller sølv var samme byttemiddel overalt.

 

Begrebet gram hører til metersystemet, som først indførtes under den franske revolution (1791), og endnu ikke er færdig med at brede sig.

 

Kun de allermest regnekyndige kunne før metersystemet omsætte forskellige vægtsystemer til noget fælles. Derfor kunne veksellererne i templets forgård i Jerusalem så let snyde bondeknoldene, at en af disse blev rigtig vred.

 

Metalpenge var verdenspenge. Hvor penge var brugbare, var de brugbare.

 

Kommercialisering.

 

Et bytte forudsætter mindst to forskellige varer, og to varebesiddere. Om disse er forskellige, er ligegyldigt.

 

Hvad man producerer som byttemiddel, producerer man ikke for eget brug. Producerer man til eget brug, kan man ikke blive rigere ved at producere ringere. Det kan man ved at producere byttemidler. Eller varer.

 

Varen er fremmedgjort rigdom.

 

Kommercialisering frembringer monetarisering. Og omvendt derefter.

 

Kommercialiseringen, byttet, ophæver nødvendigheden af at frembringe eget forbrug. Man kan bytte sig til det, såfremt man besidder et byttemiddel, alle vil have, og at nogle vil sælge noget.

 

Et byttemiddel alle vil have, er penge. Og omvendt. Kommercialisering medføreer monetarisering, som formidler kommercialiseringens ekspansion.

 

Kommercialisering muliggør overskud, monetarisering frembringer kapital.

 

Kapital kommet af det latinske ord for hoved.

 

Hvad får man ud af at bytte xA + zB + yC med qD + pE ? De købmænd, der ved det, eller er heldige, bliver rigere, hvad alle kan sanse. x kroner er selvklart mindre end x + y kroner, hvis y er større end 0.

 

Den monetariserede købmand ønsker ikke at blive rigere, men at eje flere penge. Eller noget, der kan sælges for penge.

 

Kapitalisering.

 

Penge kan anvendes til at forskaffe sig flere penge. Hermed optræder penge som kapital. (Og pengebesidderen altså som kapitalist)- Hvad penge ikke altid gør. Penge er altså ikke kapital. Og, omvendt, kapital er ikke penge. Kapital er penge, der skal blive til flere penge. Dette er så banalt, at det er socialpsykoanalytisk interessant, hvorfor denne banalitet er så almindeligt anerkendt, men næsten aldrig udtalt.

 

Det hoved, som ordet kapital henviser til, er det første pengetal hvormed en kapital starter sin eksistens øverst i første kolonne i en regnskabsbog. Et tal som skal vokse, om kapitalen kan fortsætte.

 

At låne ud mod renter, forudsætter, at debitor kan betale med penge, altså tjener penge ved at låne, eller tjener penge på anden måde.

 

Man kan købe varer og sælge dyrere. De varer, man køber, er producerede. Produktion kræver ”arbejdsgenstand, arbejdsmiddel, arbejdskraft, arbejdstid og arbejdsmetode”.

 

Køberen af arbejdskraft besidder arbejdskraftens resultat gennem arbejde i tid (arbejdstid) og kan sælge dette videre med overskud eller profit.

 

Kapitaler kan ikke udstede penge !

 

Kapitaler er penge, der skal blive til flere penge. Kapitaler må derfor selvklart ikke udstede penge. Penge må ikke udstedes af dem, der skal tjene dem !

 

Da kapitaler er pengetjenende penge, er kapitaler afhængige af, at andet end kapitaler kan frembringe penge. Kapitaler tjener penge, men frembringer dem ikke.

 

Salarisering.

 

Som kommercialiseringen breder sig, kan man købe mere og mere forskelligt for pengene. (Vi kender Pompejis økonomi år 79 langt bedre, end vi kender vore egne hjemegnes økonomi på samme tid).

 

Man kan købe sig til, hvad man ikke selv kan/behøver at frembringe.

 

Man frembringer noget, man ikke selv skal bruge. For dette får man en løn i ubrugelige penge, for hvilke man kan forskaffe sig noget, som andre ukendte har frembragt under tilsvarende betingelser.

 

Arbejde.

 

Ordet er fællesgermansk. Det har fælles rod med arv og orfan (forældreløs). Ordbog over det Danske Sprog forklarer dets betydning som ”møje og besvær”. Min tolkning: arbejde er den møje, man sætter de arve- og forældreløse til.

 

I august 1978 holdt jeg et lille foredrag på en efterskole i Odder. På mit spørgsmål ” hvad er arbejde”, svarede en 15årig elev : ”arbejde er det, vi gør, for at tjene vores penge”.

 

Uanset om disse penge er løn eller overskud/profit. Tjener man penge, uden at gøre noget, har man netop arbejdsfri indtægter.

 

Alle andre, der blev stillet samme spørgsmål, har besvaret med nonsens.

 

Det er selvklart, at man sælger sin arbejdskraft og ikke mindst –tid for at tjene penge. Nogle betaler løn for at tjene på det, kapitaler. Nogle betaler, for at få noget udført, som de selv vil bruge. Det offentlige eller privatpersoner/institutioner, der ansætter tyende, lavt eller højt uddannede.

 

Arbejde er, hvad man gør for at tjene penge. Dette bør skrives ind i alle tænkelige erklæringer, forfatninger, kontrakter, konventioner og unioner, som tænkes kan.

 

Menneskesamfundets eksistens forudsætter ikke arbejde. Det forudsætter selvfølgeligt produktion. I mit køkken bliver der produceret, men ikke arbejdet.

 

Salarisering.

 

Af det latinske ord for salt. Find selv sammenhængen.

 

Man gør, hvad man gør, for at tjene en løn, altså en sum penge.

 

En kommercialiseret, monetariseret, kapitaliseret og salariseret økonomi er ret påtrængende, både i det korte og det lange løb.

 

Fiskalisering.

 

Af latin, fiscus, kurv. Den romerske statskasse.

 

Pengeudstederen må ikke bruge de udstedte penge som en almindelig pengebesidder.

 

Da pengeudstedere vil blive stat, må staten være pengeudsteder.

 

Staten har andre opgaver end udstedelse af penge. Disse opgaver må ikke finansieres ved udstedelse af penge.

 

Staten må beskatte pengeindkomster for at kunne udstede penge.

 

Både kapital (pengetjenende penge) og arbejde (pengetjenende) kan altså kun eksistere, såfremt købekraftige penge forefindes. Altså udstedes af en stat.

 

Købekraftige penge kan kun forefindes, såfremt den pengeudstedende instans kan beskatte pengeindkomster.

 

Kapital og løn skal beskattes for at kunne eksistere.

 

Kapital og arbejde forudsættes af staten. Hvis den beskattende stat skal kunne finansiere sine udgifter, da må den kunne beskatte kapitalers profitter og lønninger.

 

Etatificering. Stat.

 

Statsliggørelse. I kan selv undersøge dette ords absolut interessante historie. Kun staten kan beskatte. Kun pengeudstederen kan beskatte. Beskatning kan ikke ske ved bytte. Beskatning forudsætter magt. Beskatning må ske ved lov, altså stat..

 

Stat er ikke nation. Stat kan udstede verdenspenge. Nationalstaten kan kun udstede valuta.

 

Inflation.

 

Når A køber af B, og B af C, og så fremdeles, da køber den samlede pengesum varer til en større prissum, end deres egen mængde. Vokser pengemængde x omløbstal hurtigere/mere end varemængden til salg, er der inflation. Pengenes købekraft mindskes. Inflation er til fordel for debitorer, og til ulempe for kreditorer, eller indkomster, der ikke er frembragt af markedet.

 

En forgældet stat har interesse i en inflation, der kan fjerne statens gæld, som det skete i Tyskland i 1923. Danskere har både interesser i en gældfri stat og i en forgældet stat.

 

Økonomi.

 

Ordet er græsk og betyder husholdning.

 

Økologi.

 

Ordet er en neologisme. Jeg bruger det som : sammenhængene i det levende.

 

Ud fra disse sammenhænge kan man drage konklusioner. Handlinger desangående kræver ofte ( i mulig praksis), at penge flytter sig.. Kun pengebesiddere og den pengeudstedende beskatter kan gøre så lovligt. Den fri og vilde natur skal beskyttes af loven.

 

Valuta.

 

Den kritiske banause kan godt stille sig spørgsmålet, hvad er sedlen værd ?

 

På den anden side af en eller anden grænse, er den enten intet værd, eller kan veksles til en eller anden kurs i en anden valuta.

 

Nu begynder det at blive vanskeligt at udregne egen fordel. Ønsker jeg at få fat i flere købekraftige penge, eller ønsker jeg at gøre mine penge mere købekraftige ?

 

Valutariske penge, eller kreditpenge, har ingen egen værdi, som metalpenge eller anvisninger på metalpenge.

 

Kommercialisering. Monetarisering. Kapitalisering. Salarisering. Fiskalisering. Etatificering. Valutarisering.

 

Produktionsmåde. Forvaltningsmåde.

 

Måske begynder handlingen her ?

 

Valutariske verdenspenge.

 

Som monetariseringen har udviklet sig, er det blevet svært at leve uden at optræde som køber, hvilket forudsættes af, at man er pengebesidder.

 

Hvis intet menneske kan leve uden penge, må alle have adgang til penge. Hvem som helst, der har statsmagten, og kan betale en trykker, kan udstede penge. Alle mennesker må have adgang til købekraftige penge.

 

Intet menneske må mangle penge.

 

Nogle tjener deres penge ved arbejde eller arbejdsfrit.

 

De, der ikke tjener penge, må tildeles penge. Disse penge må bringes til veje gennem beskatning af ovenstående indkomster.

Den pengeindkomstbeskattende stat, og kun den, kan formidle alles tildeling af en pengeindkomst.

 

Legale verdenspenge.

 

Når vi beslutter det, er penge det samme overalt, for alle mennesker.

 

Kredit.

 

Af latin, (til)tro.

 

En varebesidder, der ønsker at sælge sin vare, må bringe sig i kontakt med en pengebesidder, der ønsker at købe sådan vare. Penge og vare byttes. Den ene sælger, den anden køber.

 

Sælger kan give køber kredit. Kreditor møder debitor. Debitor forpligter sig til at betale med penge senere. Byttemidlet er her kreditten, i praksis et gældebevis. Til eksempel en veksel.

 

Vekslens modtager kan beholde vekslen til forfald. Eller give den videre til en anden, der er villig til at modtage den. Eller sælge den for penge.

 

Bank.

 

Penge, man blot ønsker at besidde, kasse eller formue, kan man udlåne til en bank (deposit) mod en forrentning. Banken kan låne disse penge ud til andre mod højere rente. Banker kan mobilisere ellers immobiliserede penge.

 

Veksel

 

Sælges en veksel til banken indløses kredit med kontanter. Kreditten mobiliserer immobiliserede penge.

 

Pengemangel.

 

Hvis pengemængde X omløbstal = samlede varemængdes samlede prissum indses det klart, at voksende varemængde enten kræver tilvejekomsten af flere penge eller faldende varepriser.

 

Nationalbank.

 

Pengemangel medfører faldende salg eller øget kreditgivning. Altså øget vekseludstedning. Øget vekseludstedning medfører øget vekseldiskontering i bankerne.

 

Herved øges mængden af cirkulationsmidler (penge + veksler), men ikke mængden af penge. Veksler skal indfries med penge, undtagen de veksler, der vender tilbage til udstederen som betaling.

 

Hvis banker kan sælge veksler til nationalbanken for penge, som denne udsteder, da kommer der penge i omløb. Som inddrages igen, når veksler indfries (og mere til). Men så længe der udstedes flere veksler som diskonteres i nationalbanken end der indløses, da vil pengemængden vokse med vareomsætningen/produktionen.

 

Således kommer de moderne penge ind i verden.

 

Verdenskreditpenge.

 

Valuta kan ikke blive verdenspenge. En valuta kan blive såkaldt reservevaluta. Milliarder og atter milliarder af dollars cirkulerer udenfor USA. For dette beløb har USA importeret varer, som der ikke er givet varer i bytte for, kun penge. Skulle disse dollars pludseligt begynde at købe i USA, ville dette medføre inflation, der kunne blive hyperinflation.

 

Euro.

 

Er i sin vorden en overnational valuta. Men er derefter blot en valuta som alle andre. Valuta og legal nation behøver altså ikke at være sammenfaldende.

 

Kun spekulanter kan være interesserede i svingende valutakurser.

 

Valutaen forsvinder først, når alle valutaer forenes i verdenspenge.