04.12.04. 05.01.18. 05.02.04. 05.02.07. 05.03.21. 05.04.22. 05.07.10. 06.01.21. 06.06.25. 06.10.10. 07.04.03. 10.10.04. 10.12.17. 10.12.18. 11.04.29.

 

Alternativet Intetsted.

 

Utopia.

 

Den engelske universitetsmagister, dommer, embedsmand og parlamentsmedlem Thomas More udgav i 1516 i Leyden i Nederlandene en bog med titlen ”Utopia”. Titlen er græsk, som de lærde på dette tidspunkt var begyndt at lære, og betyder intet sted. (Enkelte tolker titlen som eu-topia, altså det ”gode” sted).

 

I det 16. århundrede og et par århundreder frem blev Nederlandene det sted, hvor man kunne trykke tekster, som det kunne være farligt, endda livsfarligt, at lade trykke andre steder. Nederlandene førende i bogtrykkeriet, bogbind, boghandel og papirfremstilling. Sådanne bøger var smuglervarer, som krævede ekstraprofitter for at dække risikoen. Transporten blev også godt betalt.

 

”Utopia” var skrevet og trykt på latin. Som i 1516 havde været et dødt sprog i 1000 år. Det var kirkens og de lærdes sprog. De latinkyndige var en meget lille del af befolkningen, men de levede spredt ud over hele Europa. Nogle tusinder blandt nogle millioner. De kunne kommunikere skriftligt med hinanden på latin, selv om de ikke forstod hinandens modersmål, som på dette tidspunkt heller ikke havde fået fastlagt nogen retskrivning.

 

Men postvæsenet var endnu i sin begyndelse. De lærde kunne nu kommuniker gennem trykte skrifter, som en stærkt voksende boghandlervirksomhed kunne formidle udbredelsen af. Bogtrykkerkunsten muliggjorde, at langt flere kunne blive latinkyndige. Og at disse nu langt lettere kunne læse hinanden. Og at nationale skriftsprog kunne opstå og blive til nationale sprog i både tale og skrift. Som elever så skulle lære, hvorfor ordbøger begynder at dukke op. Og hvor de største biblioteker hidtil rummede tusinder af bind voksede de i de næste århuindreder op på millionstørrelser.

 

”Utopia” rummede en opdigtet rejsebeskrivelse, som fortalte om et land, hvor sæder og skikke var ganske anderledes. Men både beskrivelsen af noget fremmed og opdigtning kan sætte nye tanker i gang hos læseren.

 

Bogen var trykt.

 

Bogtrykkerkunstens europæiske begyndelse dateres til omkring 1450. Begyndelsen skyldtes ikke blot eller især, at en Gutenberg fandt på at støbe løse typer, der kunne ”sættes” sammen til en hvilken som helst ”sætning”, der ved hjælp af sværte kunne blive til en tekst. Men teksten skal skrives eller trykkes på noget hertil anvendeligt, som ikke er ligetil at frembringe.

 

Den første trykketeknik var ret simpel i forhold til senere teknologier, men var alligevel et højt specialiseret håndværk. En ny mulighed for social opstigning. Men den var kun brugbar til masseproduktion. Fyrster og stormænd og senere feltherrer begyndte at anskaffe sig trykkerier. Magthaveres behov for tryksager viste sig umættelige. Teologer har holdt tusinder af bogtrykkere i arbejde.

 

Tekst kommer af det latinske ord for at væve, heraf også ordet tekstil. Trykketeknikken blev mulig at opfinde, fordi man havde fået noget bedre at trykke på. Papir. Et ord som kommer af det græske papyrus, en middelhavsplante, som tidligere havde leveret væv til skriftens påførelse. Papyrus blev et ægyptisk monopol, hvorfor man i byen Pergamon i Lilleasien (nu Tyrkiet) begyndte at fremstille pergament (andet århundrede før Kristus) af tilberedte dyreskind, som man kunne skrive på.

 

Det nye papir blev lavet af klude, en kunst som i den sene middelalder kom til Europa, over Mellemøsten fra Kina.

 

Det er vanskeligt at trykke tekst på pergament, altså dyreskind. Før en bog kunne skrives skulle der slagtes hundreder af dyr. Pergament er altså kostbart og egner sig ikke til masseproduktion. Papirproduktion kunne blive masseproduktion.

 

Efterhånden kunne mængden af klude ikke følge med. Omkring 1850 begyndte man at kunne lave papir af cellulose, altså af sønderrevne træer. Og efterhånden blev papir så billigt, at alle kunne forskaffe sig det.

 

Hvor mange eksemplarer af Utopia, der blev trykt første gang, ved jeg ikke. Men den udkom i mange oplag, og blev oversat til mange andre sprog. Og dens titel blev et begreb i disse sprog.

 

Skulle samme tekstmængde, og dermed læsemulighed, være skrevet i hånden på pergament, da ville dette have kostet meget, meget mere (arbejds)tid. Og mange flåede dyr.

 

Ordene utopi eller utopisk kommer altså fra denne bogtitel fra 1516. Som betyder intetsted.

 

Det anderledes.

 

Perioden kaldes også ”opdagelsestiden”. I 1492 sejlede Columbus mod vest og opdagede et ukendt fastland. Det var selvfølgeligt ikke ukendt for de millioner, der boede på det enorme kontinent. Men disse vidste intet om, hvor Columbus kom fra.

 

I Mores samtid tryktes tusindvis af andre rejseskildringer, oplevelser, rygter og digt, der også fortalte om lande, hvor sæder og skikke var ganske anderledes. Kulturerne på det nyopdagede kontinent, som blev benævnt Amerika efter en senere rejsende, var meget anderledes. Der var helt andre dyr og planter. Her levede millioner af mennesker helt uden kendskab til Kristus. Eller for den sags skyld Muhammed. Kendskabet til anderledes samfund var spændende og farlig. More blev selv halshugget i 1535 efter en politisk retssag.

 

De fleste mennesker på kloden levede i omgivelser, hvor ruiner mindede om, at noget tidligere havde været ganske anderledes. I Ægypten og Mesopotamien (Irak) levede man blandt synlige storslåede ruiner, der var flere tusinde år gamle, hvad man ikke vidste. Som de danske kæmpehøje. Og ingen af de levende vidste noget om disse ruiner.

 

Man kunne altså forestille sig ”det anderledes”, som noget, der havde været, eller som noget, der fandtes et andet sted. Eller fandt sted, et andet sted. Man kunne også selv fantasere eller digte (nb etymologien herfor) sig til noget anderledes. Noget som ikke havde fundet sted. Romanforfatteren dukker op i 1500tallet.

 

Thomas More forestillede sig noget anderledes, som intet sted findes. Hvilket er politisk farligt. Magthavere bryder sig ikke om, at forestillinger om, at magten kunne udøves på anden måde, breder sig. Titlen på hans bog er siden blevet et alment begreb,(en) utopi, med flere betydninger.

 

I nutidig dansk dagligtale betyder utopi et tankespind eller en urealistisk ønsketænkning.

 

I bestemtere politisk sprogbrug betyder utopi en forestilling om, hvorledes det kunne eller burde blive anderledes i fremtiden. Men her taler man som regel ikke om utopi, men en utopi.

 

Ind imellem hævder skønånder, at menneskene ikke kan leve uden utopi(er). Betyder dette, at menneskene ikke skulle kunne leve uden at stræbe eller længes efter eller håbe på noget, som ikke kan finde sted? Ret beset er sådanne skønånder misantropiske.

 

I 1960erne blev alternativ et plusord. Som det efterstræbelsesværdige anderledes.

 

Reformation.

 

I 1517 (året efter) opslog munken Martin Luther 95 teser (sætninger) på kirkedøren i Wittenberg (Sachsen). Han var også teologisk professor ved byens moderne universitet, åbnet i 1502. De var skrevet i hånden på latin og var et diskussionsoplæg til universitetets lærde. De blev hurtigt trykt, og oversat til tysk. Wittenberg var fuld af bogtrykkere, hvis bedste kunde var kirken. På få uger blev Luther berømt i hele den kristne verden. Formodentligt har ingen tidligere opnået en så hurtig berømmelse.

 

For første gang virkede et massemedie i historien. De følgende par århundreders religiøse stridigheder gav arbejde til mange bogtrykkere. Når en ny religiøs retning tager over, skal de religiøse skrifter skiftes ud. Der opstod behov for hurtig masseproduktion af tekster.

 

”Reformationen” begyndte hermed. Ordet reformation betyder omformning eller genformning . Hvornår fænomenet blev omtalt som en reformation, eller som en epokal betegnelse reformationen, er jeg i færd med at undersøge. SOED giver dateringen 1563. ODS giver Holberg.

 

Kristendommen havde, sammen med meget andet, omformet Romerriget mere end tusind år tidligere, ligesom Romerriget havde formet kristendommen. Men på Luthers tid kendte man ikke meget til Romerriget, kun fra Nye Testamente og martyrhistorierne.

 

I begyndelsen dannede de kristne samfund i samfundet, altså i Romerriget. Som ville noget andet end det omgivende samfund. Kejserens samfund. Hvor de indviede (døbte) understøttede hinanden og forpligtedes til at søge at indvi andre. Kristne var endda forpligtede til at indvi alle andre. Moses, Buddha, Zoroaster, Jesus, Mani, Muhammed og mange flere forpligtede deres tilhængere til at indvi alle andre. Hermed fik religionerne en ny dimension i historien. De blev globalistiske.

 

De andre skal omvendes. Senere overtog politikken denne forestilling. Og måske er det bedre at omvende de andre, end at erobre, udrydde eller undertrykke dem?

 

De første århundreder var fyldt med stridigheder mellem forskellige kristne retninger, hvor nogle inddrog andre religioner i en eller anden blanding. Men efterhånden udgrænsedes retninger som afvigende, som søgtes undertrykt ligesom de førkristne, nu hedenske, religioner. Slutteligt dominerede to retninger, en vestlig, katolsk, ordet betyder almindelig, og en østlig, ortodoks, eller rettænkende. Disse afsondrede sig endeligt gensidigt fra hinanden i 1054.

 

I 632 døde profeten og religionsstifteren Muhammed i Medina i Arabien, som ikke havde været indlemmet i Romerriget. Hans fødeby Mekka blev religionens helligste by. Denne nye religion opstod ikke i strid med magthaverne, som de kristne under den romerske kejser, tværtimod.

 

Nordeuropa kristnedes 500-1000. Efter 711 erobrede vantro muslimer Spanien. Romerkirken og den græske ekspanderede mod nord, mens de tabte terræn (og sjæle) mod øst og syd. I visse perioder i middelalderen fandtes der to eller tre stridende katolske paver samtidigt.

 

Efter 1517 udspaltede sig så de retninger, som blev kaldt protestantiske, heriblandt vor hjemlige luthersk-evangeliske. Mange protestantiske sekter søgte at danne samfund i samfundet for at vise vej til et andet samfund. Gudsriget på jorden, eller lignende. De fleste sådanne blev nedkæmpet med våbenmagt. Mange emigrerede senere mod vest, over Atlanten. Eller drømte om det.

 

Indbyrdes stridende kristne, indbyrdes stridende jøder, indbyrdes stridende muslimer. Længere borte dyrkede man helt andre guder, uden at kende til de(n) sande.

 

I 1536 og fremefter reformerede Christian III den danske trosbekendelse og kirke. Kongen blev kirkens øverste leder. I kirkerne oplæste præsterne kongens tryksager for menigheden. Kirkens store godsrigdom blev overtaget af de protestantiske fyrster, som derfor blev relativt rige.

 

Kun efter kongens tilladelse kunne andre trosretninger udøve deres religiøse variant.

 

De katolske magter blev nu fjender. Papister.

 

Siden har mange bevægelser villet reformere samfundet eller i det mindste indføre reformer. Men verden ændrer sig hele tiden af sig selv. Det koster faktisk anstrengelser at bevare eller gentage. En ændring kan altid kaldes en udvikling. Men hvad gør en ændring til en reform?

 

Parlament.

 

I 1642 begyndte en borgerkrig i England, som omkring 1540 havde brudt med Romerkirken. Skulle kongen eller parlamentet have magten til at udskrive skat? Til at erklære krig? Hvad måtte den kirke, som kongen var ypperstepræst for, bestemme over på troens område? Kongens parti tabte, kongen blev afsat, anklaget, dømt og halshugget i 1649. England blev republik.

 

Staten og kirken skulle herefter reorganiseres. Nogle retninger mente, at det kristne fællesskab også skulle udtrykkes i den samfundsmæssige organisering, også i samfundets organisering af ejendomsrettens udformning. De blev hurtigt sat ud af spillet. I 1660 vendte man tilbage til kongedømmet og en statskirke. Kongens magt blev begrænset af parlamentet.

 

I et parlament holder medlemmerne taler til hinanden efter bestemte regler. Medlemmerne er enten udpeget af fyrsten eller er valgt af vælgere. Vælgerne er først velhavende mænd, senere bliver det alle voksne statsborgere.

 

I England voksede parlamentets magt og kongens skrumpede. Mens fyrsterne blev enevældige på fastlandet. (I Danmark i 1660). Det engelske parlamentariske monarki blev et forbillede for den begyndende politiske liberalisme.

 

Revolution.

 

I 1776 gjorde 13 engelske kolonier på Nordamerikas nordlige østkyst oprør. Mod en skatteregel besluttet i London. Skatteoprøret blev til en revolution, der grundlagde den første stabile republik i moderne tid.

 

Et parlamentarisk styre kunne altså indføres ved revolution. Ville kongen ikke underkaste sig en forfatning, kunne de revolutionære udråbe en republik.

 

Republik.

 

Dermed blev republikken et muligt politisk alternativ for alle fyrsters undersåtter. Efter at have været tilflugtssted for forfulgte religiøse sekter i et par århundreder blev Nordamerika nu den republikanske revolutions arnested. I en dansk fremmedordbog fra 1820 hedder det således under ordet ”Republikomani: Overdreven eller lidenskabelig Kiærlighed til den republikanske Forfatning”. I en senere ordbog, 1837, kaldes dette ”Frihedssyge”. Det danske styre var stadigt enevældigt (til 1848), og brød sig ikke om unge menneskers begejstring for republikken.

 

Nationalforsamling.

 

I 1789 var de offentlige franske budgetter i akut krise, en statsbankerot truede. Udgifterne var betydeligt større end indtægterne. Halvdelen af udgifterne bestod i afdrag og forrentning af lån. I begyndelsen af århundredet havde den franske stat (kongemagt) prøvet at finansiere sig ved den blotte udstedelse af papirpenge. Eller rent ideelle penge. Man oplevede den første hyperinflation, uden at kende begrebet. Ordet millionær stammer fra den affære.

 

Kapital er pengetjenende penge, som udbetaler lønninger. Disse pengeindkomster, profit og løn, kan beskattes. Når den beskattende stat beslaglægger penge, så kan disse penge ikke tjene penge, før staten giver dem videre. Øget beskatning kan altså undergrave beskatningsgrundlaget. Hvilket blot er en banal truisme.

 

Hvis staten ikke kan beskatte og dermed finansiere sine udgifter, da kan et pengesystem ikke opretholdes, og dermed kan kapital ikke være pengetjenende penge.

 

Den franske kongemagt/stat kunne ikke løse sit budgetproblem ved at udskrive skatter. Skatter måtte bevilges. En stænderforsamling havde ikke været indkaldt siden 1614. En ny måtte indkaldes i 1789. Og blev valgt i foråret af landets velbjergede eller rige mænd over en vis alder.

 

Kort tid efter stænderforsamlingens sammentræden udråbte den sig til nationalforsamling.

 

Herefter begyndte en juridisk reformation af det franske samfund, som allerede i samtiden blev benævnt en revolution. Som siden hen er blevet prototypen på revolution. En rød (frygisk) hue og guillotinen.

 

Den enkelte, individet, blev citoyen, citizen, Bürger, borger.

 

Den franske revolutions jurister gjorde ejendomsretten personlig, individuel og almen, altså borgerlig. Dette var en revolution, som lykkedes over al måde. Med mange døde. Som dog var fåtallige i sammenligning med det 20. århundredes politiske massakrer.

 

Konstitution.

 

Efter to års revolution vedtog nationalforsamlingen en forfatning, hvor kongens magt bestemmes og begrænses af en lovgivende forsamlings magt. Kongens domsmagt begrænsedes også af domstolenes.

 

Revolutionen havde hidtil været relativt fredelig. Så flygtede kongen fra Paris. Mod nordgrænsen. Til hæren, hvor han kunne få støtte fra emigrerede kontrarevolutionære og nabofyrsterne, der med god grund følte sig truet af, hvad der skete i Paris. Kongen blev fanget i Varennes 20 juni 1791 og ført tilbage til Paris.

 

Borgerkrig.

 

Var kongen nået ud til hæren, og havde han vundet en påfølgende borgerkrig understøttet af nabofyrsterne, da ville titusinder af franske borgere, der havde støttet revolutionens reformer kunne anklages for højforræderi. Herefter blev revolutionen grusom. Det blev livsfarligt at miste den politiske magt eller give den fra sig.

 

Borgerdydens inkarnator, Robespierre, blev valgt til stænderforsamlingen i 1789, 31 år gammel. Han blev halshugget den 9 thermidor år 2, eller 27 juli 1794. 36 år gammel.

 

Hverken lovene eller borgerdyden kan regere. Regering indebærer handling, altså handlende. Ikke blot skal der regeres, nogle skal regere. De regerende kan så bestræbe sig på at følge loven eller dyden.

 

Loven.

 

I det gamle Rom fik plebejerne (ca. -400) gennemført at lovene skulle nedskrives og være offentligt tilgængelige. Efter traditionen fyldte lovene 12 bronzetavler, som blev hængt op på bytorvet. Hvis bogstaverne er små nok, og tavlerne store nok, kunne der godt stå ret mange paragrafer på 12 af slagsen. Som det ville tage mange år at lære udenad.

 

Hvis lovene havde været hugget i granit, da ville det have været sværere at ændre dem. Bronze kan smeltes om. Og give plads til en ændret lovtekst.

 

At lovene skal være nedskrevne og offentligt tilgængelige, anses nu som selvfølgeligt.

 

Tilgængeligheden modvirkes selvklart af lovenes tiltagende omfang og indviklethed. Men siden de 12 bronzetavler har det ikke været muligt at lovgive på en sådan måde, at alle over en vis alder ville være i stand til at kende alle love. I romerriget udvikledes en særlig stand af lovkyndige, som udviklede den såkaldte romerret. Men efterhånden kunne ingen enkelt person længere sætte sig ind i alle love, selv om vedkommende brugte et langt liv på det. Ingen fransk jurist kunne kende alle gældende love i 1789. Når samfundet udvikler sig over landsbyniveauet kræver lovkyndighed særlige specialister. Lovenes indviklethed afhænger ikke bare af deres antal.

 

Loven er en tekst, som kan fortolkes forskelligt, men hvor fortolkerne er enige om ordlyden af den tekst, der fortolkes. Dyden kan, bør og skal man kunne være uenige om på alle måder. Nogle vil under ingen omstændigheder slå ihjel, nogle kun i yderste nød, nogle vil gerne slå ihjel. Og alle kan de påberåbe sig dyden.

 

Dyden.

 

Love kan vedtages, med et indhold som nogle, som skal overholde disse love, kan være uenige i. Men man kan godt overholde en lov, som man er uenig i. Gør nogle deres dyd til lov, eller lov til dyd, da kan de tvinge andre til for dyden at måtte bekæmpe denne lov.

 

Den amerikanske (1776) og den franske (1789) revolution frembragte da også de første forslag til Menneskerettigheder. Altså de rettigheder, som ethvert menneskes borgerrettigheder må og bør rumme.

 

Borgerne skal overholde lovene. Derfor bør lovene skrives, så de kan overholdes.

 

Kan borgeren da nøjes med at holde lovene? Spørgsmålet er moralsk og mentalhygiejnisk.

 

Borgerlighed.

 

De amerikanske og franske revolutioner frembragte prototyperne for de nationale borgerlige samfund organiseret som stater. Som straks fik etniske problemer. Hvor nationalismen efterhånden frembringer nationale majoriteter og minoriteter i stedet for brogede forskelligheder, der lever sammen.

 

Nation.

 

Siden har nationalstaten som samfundsform bredt sig til hele kloden.

 

Efter 1. verdenskrigs afslutning ved freden i Versailles (Frankrig) i 1919 var hele kloden (undtagen Himalaya, det krævede endnu en verdenskrig) enten nationalstater eller kolonier knyttet hertil.

 

Men i kolonierne rejste der sig nationale selvstændighedsbevægelser, som sejrede overalt efter 2. verdenskrig. I 1975 opløstes det sidste vestlige koloni-imperium, det portugisiske. Portugiserne måtte endda selv igennem en kort og relativt fredelig borgerlig revolution, kaldet nellikerevolutionen.

 

Efter 1989 begyndte det russiske kontinentale koloni-imperium at gå i opløsning. Her var kolonierne blot inkorporeret som provinser i imperiet. Efter 1918 blev nogle områder delstater i Sovjetunionen. Kolonierne gjorde sig efter 1989 til nationalstater.

 

Hele kloden er blevet opdelt i et par hundrede nationalstater, med indbyggertal på få tusinde eller i milliardstørrelsen. Med nogle få territorier som undtagelser. Og Antarktis.

 

I 1982 angreb Argentina, styret af et morderisk militærdiktatur, en af de få tilbageværende britiske kolonier, Falklandsøerne, hvor der boede nogle få tusinde, som stort set alle ønskede at være dronningens undersåtter. Argentina havde længe gjort krav på øerne. Den engelske flåde fik endnu en sejr at fejre.

 

Alle nationalstater er medlemmer af Forenede Nationer, efter at Schweiz også blev medlem i 2002. På FNs generalforsamling har hver nation én stemme. Uanset indbyggertal.

 

Stat.

 

En fyrste er en godsejer, der er blevet statsoverhoved. Et statsoverhoved bør ikke have delte interesser. Fyrsten må forlade godsejermanererne. Efter den franske revolution blev fyrsternes magt fastlagt i forfatninger. Som et led i udviklingen af den borgerlige nationalstat. Hvor Schweiz er den ene særprægede europæiske undtagelse.

 

Venstre.

 

I september 1789, hvor den franske revolution kun var få måneder gammel, brugte en parisisk journalist for første gang ordet venstre i politisk betydning.

 

Set fra nationalforsamlingens talerstol sad enevældens modstandere til venstre, og tilhængerne til højre. Og nogle havde et ben i begge lejre. Ingen udtalte endnu noget ønske om at afskaffe kongedømmet.

 

Efter flugten til Varennes begyndte ”yderste” venstre at blive republikansk. Og det yderste højre blev reaktionært, som altså ønskede at vende tilbage til tidligere tilstande.

 

Da republikken så blev indført 21 september 1792, kunne det yderste venstre ikke længere blot være republikanere. Så republikanerne deltes i en venstre- og en højrefløj. Politiske allierede og venner i 1792 kunne være dødsfjender i 1793.

 

Slagord.

 

Den revolutionære franske republiks slagord (hvad hed det mon 1789-94) blev frihed, lighed, broderskab. Som senere blev det politiske venstres bannermærke, endda i faktisk forstand. Det blev skrevet på utallige bannere, utallige steder af utallige mennesker på de fleste sprog.

 

Frihed.

 

Friheden er vigtig, hvor og når den indskrænkes eller undertrykkes. Er friheden tilvejebragt frembringer den ikke længere noget. Derfor kan man glemme, hvorfor den blev tilkæmpet. Ytringsfriheden gør kommunikation lovlig, indenfor lovenes rammer, men kun mennesker ytrer sig.

Ytringsfriheden frembringer i sig selv ikke noget.

 

Friheden kan kun være en politisk målsætning, så længe man er ufri. Eller hvis friheden trues.

 

Lighed.

 

Det lovbestemte borgerlige samfund har frembragt former for lighed. Alle er lige for loven. Som borgere i staten har alle samme rettigheder. Ligheden kan kun være et retligt begreb. Alle har ret til at eje. At alle skulle have ret til at eje ”lige meget”, er uden mening. Udtrykket lige meget kan rent logisk ikke gives nogen betydning. Skulle alle eje ”det samme” og lige mange penge ? Alle kan selvklart ikke eje det samme som alle andre. Skulle alle da eje noget, der var lige meget værd i penge? Hvordan skulle denne tilstand kunne opretholdes, når nogle begynder at anvende deres penge? Intet samfund kan frembringe lighed i andet end retlig forstand.

 

Alle skal ikke have lige muligheder. Alle skal have gode muligheder. Alt efter omstændighederne.

 

Hvorfor skulle man overhovedet stræbe mod social lighed, hvorfor ikke rigelighed for alle. Ingen aner, hverken i praksis eller teori, hvad social lighed overhovedet skulle betyde. Hvor er ligheden størst: i et samfund med meget få rige og resten fattige, eller et samfund med mange forskellige indkomsthøjder?

 

Det hævdes, at uligheden skulle vokse for tiden i Danmark. Ingen ved, hvad dette egentligt betyder. Det kan godt gives en matematisk-økonomisk formulering, som måske, måske ikke, ville sige det samme. Men, det er ikke uligheden, der er problemet, det er fattigdommen.

 

Ikke lighed, men rigelighed.

 

Broderskab.

 

I den nationalborgerlige treenighed - lighed, frihed, broderskab - skulle broderskabet så levere den følelsesmæssige anvisning. Interessekonflikterne kræver lighed og frihed, men hvad binder da borgerne sammen i nationen? Den nationale samhørighed var kun i sin vorden. Hvorledes skulle man benævne de hertil svarende følelser, med et ord som allerede var kendt? Som derfor ikke kunne benævne det nye. I andet end overført betydning.

 

Broderskab hedder på fransk, fraternité. Her henviser den borgerlige revolutions newspeak til den førkristne, romerske republiks sprogbrug. Hvad skulle man ellers? Ordet næstekærlighed, kan ikke siges tilsvarende på fransk. Og ordet er kristent. De franske borgerlige revolutionære ville adskille stat og kirke. Barmhjertighed er også kristent ideologisk belastet. Ordet altruisme blev først dannet af Auguste Comte omkring 1830. Man kunne også have valgt ordet venskab. Frihed, lighed, venskab.

 

Celui qui dit qu’íl ne croit pas à l’amitié, ou qui n’a point d’amis, est banni

Saint-Just: Fragments sur les institutions républicaine. 1793?

 

I stedet valgte man et begreb, som kun kan forstås i overført betydning. Men hvordan forstås broderskab i overført betydning?

 

Bortset fra eventuelle brødre, så er de andre ikke brødre, og kan aldrig blive det. Dernæst er der flere søstre end brødre, kvinder end mænd. Hvad vil det sige, at man skal behandle andre, som var de brødre? Hvordan skal man behandle andre som noget, de ikke er og ikke kan blive? Forholdet mellem brødre er da heller ikke lutter idyl. I myterne slår de hinanden ihjel for fode. Kain og Abel, Remus og Romulus. Og ifølge Freud begynder brødrene at slå hinanden ihjel, efter at have slået far ihjel.

 

Alle elementerne i den borgerlige treenighed ”frihed, lighed, broderskab” trænger altså til udskiftning. Endeligt ville de nutidige såkaldt borgerlige opfatte treenigheden som socialistisk.

 

Forbud og påbud.

 

Lovene er enten forbud, regler eller påbud. Påbud anviser, hvad man skal gøre, forbud anviser, hvad man ikke må gøre. Regler foreskriver, hvad man må og ikke må, hvis man vil et eller andet, som omfattes af reglerne. Vil man fiske, kan man ikke bare smide snøren i vandet. Undlades et påbud, eller brydes et forbud, da risikerer vedkommende straf. Et påbud kræver, at man gør noget bestemt. Man overholder et forbud, ved ikke at gøre noget, ellers er man fri til at gøre, hvad man vil.

 

For trafikken gælder regler, når disse er lovfæstede. Hvis man vil færdes i trafikken, da må man overholde reglerne, eller risikere straf. Men loven påbyder ikke nogen at færdes i trafikken. Det er ikke nogen pligt at tage et kørekort og køre bil.

 

Selvfølgeligt bryder ingen sig om forbud, kun for andre, men forbud er dog at foretrække for påbud.

 

Man kan forbyde og påbyde handlinger. Det er meget vanskeligere at forbyde eller påbyde følelser. Fællesskabsfølelse er ikke nødvendigvis fælles følelse.

 

Angst, frygt, rædsel, anger kan man sagtens fremkalde. Kan man påbyde dem? Empati består ikke nødvendigvis i at føle som andre, men med andre.

 

Patriotisme.

 

Da den (franske) borgerlige revolution kom i krig med naboerne i april 1792 begyndte dens tilhængere at kalde sig patrioter. Og den højeste patriotiske handling kunne udføres af unge mænd, der meldte sig til borgerhæren.

 

Patriot kommer, interessant nok, af det græske ord for far. Eller fader, med en udtale, der var blevet latterlig i min barndom, men som ligger ordets rod nærmere. Revolutionen hentede altså endnu et begreb fra antikken. Patriotisme. (Fædrelandskærlighed). >> Nationalisme. >>Racisme.

 

I ordets oprindelige betydning er patriotisme eller fædre(lands)kærlighed en i biologisk forstand slægtsbunden samhørighed. Blodfællesskab, som vrøvlet har benævnt det, og stadigt gør. Selv om man nu kender til det faktiske blodfællesskab, de såkaldte blodtyper.

 

Familie.

 

Udtrykket, patriotisme eller fædrelandskærlighed, er en kende familiært. I fædrelandet taler man modersmålet. Men det familiære er ikke borgerligt. På latin betyder familie nærmest en husholdning, bestående af de beslægtede, tjenestefolk og slaver.

 

Bygger samfundet på familien, eller omvendt? Hvordan forliges den frie borger med alder, køn og formering?

 

Siden den franske revolution er revolutionære blevet beskyldt for at ville undergrave familien. I nogle tilfælde med rette. Nogle har også villet revolutionere familien.

 

Under alle omstændigheder revolutioneres familielivet hele tiden. Og med stigende hast. Nye børnegenerationer kommer til at leve et helt andet barneliv, end deres forældre.

 

Ungdom.

 

I den romerske jernalder (og der før) ville forældre af egen erfaring kende alt til deres børns opvækstvilkår. Så begynder der at komme penge, stat, skrift og en ny religion. Sådan noget har de unge bedst forstand på.

 

En fremmedgørelse mellem generationerne sætter ind. Min far er født i 1908, jeg i 1943. Ingen af mine kammerater i min drengetid kunne bruge deres fædres drengeerfaringer til ret meget.

 

Måske er situationen faktisk gunstigere i 2006?

 

Politik og forandring.

 

Den franske revolution frembragte et andet samfund af en ny type. Som bekrigede, og bekrigedes af omverdenen de næste tyve år. For derefter at brede sig som beskrevet ovenfor.

 

Den franske revolution indførte metersystemet, som også har bredt sig til hele kloden.

 

Man kunne altså ændre samfundet grundlæggende ad politisk vej!

 

Samtidigt begyndte, hvad man senere har kaldt den industrielle revolution. Med tiltagende hast og omfang kunne menneskene producere mere, nyt og hurtigere.

 

Men samtidigt med, at de arbejdende frembragte mulighederne for rigelighed, fremkom en fattigdom af et hidtil uset omfang.

 

De amerikanske og franske revolutioner havde vist, at samfund kan ændres dybtgående ad politisk vej.

 

Nogle politiske tendenser i den franske revolution begyndte da at formulere forestillinger om, at man også kunne fjerne fattigdommen ad politisk vej.

 

Socialisme (1830) og kommunisme (1840).

 

Disse forestillinger videreudvikledes og blev omkring 1830 benævnt med et nyt ord: socialisme. Som især bredte sig i franske politiske tekster. Socialisme kommer af det latinske ord, socius, en fælle. I begyndelsen udtrykte ordet en modsætning til individualisme. Menneskene bør frembringe deres livsvilkår i fællesskab, ikke hver for sig.

 

Nogle socialister ville ændre på ejendomsretten. Man ville ophæve den private og indføre en fælles.

 

I 1840 opdukkede et nyt politisk modeord, også i Frankrig, ordet kommunisme. Som stort set betød det samme som socialisme. I en mere vidtgående udgave. I 1844 tilsluttede den 26årige Marx sig kommunismen i eksil i Paris.

 

I 1847 skrev han sammen med vennen Engels ”Det kommunistiske partis manifest”. Som var trykt da revolutionerne bryder løs i Europa i 1848. Også i København.

 

I dette manifest står der faktisk ikke, hvad hverken kommunisme eller socialisme måtte være.

 

Man kan sagtens føje en masse smukke ord sammen om kommunisme eller socialisme, og modstanderne kan gøre det modsatte, men dette forklarer ikke noget om kommunisme eller socialisme. Ingen af parterne kan forklare udtrykkene med nogen form for præcision. Da bolsjevikkerne i Rusland i november 1917 tog magten for at føre revolutionen frem til socialismens indførelse, da anede de intet om, hvorledes en socialistisk økonomi måtte være skruet sammen.

 

Ejendomsret.

 

En ejendomsret giver en eller flere personer eller noget rettigheder over noget, som alle andre dermed ikke har.

 

Hvis alle har ret til noget, da kan denne ret ikke være en ejendomsret. Alle har ret til at gå på fortovet. Dette er en brugsret, ikke en ejendomsret. Ejendomsret indebærer brugsret, ellers er den ikke en ejendomsret. Men dermed er al brugsret ikke ejendomsret.

 

Noget kan alle have brugsret til, feks fortovene. Men alle kan ikke altid have brugsret til alt. Den modsatte påstand er nonsens.

 

Den borgerlige ejendomsret indebærer dispositionsrettigheder. Ejeren kan bruge det ejede, hvis det kan bruges til noget. Ejeren kan undlade at bruge. Ejeren kan lade andre bruge, eller undlade at lade andre bruge. Ejeren kan forære bort, udleje, udlåne eller sælge. Hvis det ejede er penge, da kan disse købe eller undlade, lånes ud eller ikke.

 

Denne ejendomsret er i statsretlig forstand borgerlig. Ejendomsretten er ensartet gældende for alle, uanset om de besidder noget eller ikke.

 

Ejendomsretten er kommerciel. Ejendomsretten kan overdrages gennem salg og køb. Den er monetaristisk Kun ved gave eller arv kan ejendom overdrages, uden at penge bevæger sig den modsatte vej. Den er kapitalistisk. Kapital er pengetjenende penge. Ejendomsretten indrettes først og fremmest med dette for øje, da alles pengeindkomster er afhængige af, at kapitaler tjener penge.

 

I de tidligere økonomier drejede ejendomsretten sig om brugsretten til rigdommen. I den kapitalistiske økonomi drejer ejendomsretten sig mere om mere om at kunne tjene penge.

 

Den almindelige definition af socialisme eller kommunisme har været oprettelse af fælles ejendomsret.

 

Definitionen er i sig selv en selvmodsigelse. En ejendomsret kan indehaves af en eller flere. Hvis flere ejer det samme, da har de selvklart en fælles ejendomsret. Lad os kalde denne for kollektiv ejendomsret. Men en ejendomsret kan ikke være fælles for alle, da en ejendomsret netop ikke er fælles for alle. En ejendomsret indehaves af en eller flere med udelukkelse af alle andre.

 

Den mest gængse og banale definition af termerne socialisme og kommunisme, fælles ejendomsret, er altså helt ubrugelig.

 

Ejendomsrettens udformning ændrer sig hele tiden. Med en uforanderlig kerne. Politikken kan gennem lovgivning bestemme over denne udformning. Men kun til en vis grænse. Kapitalen har sin logik, som lovene må indrettes efter.

 

Enhver politisk retning har forestillinger om ændringer i ejendomsrettens udformning.

 

Kollektiv ejendom.

 

Kunne man så gøre den kollektive ejendomsret fælles? I den forstand, at al ejendomsret skulle være kollektiv.

 

Men fabrikken kan ikke organiseres efter landsbyens logik.

 

Kollektiv ejendom kan være en udmærket ide. Den kan ikke være eneste ejendomsform. Slet ikke i en pengeøkonomi.

 

Kollektiv ejendom er stadigt privat, som på latin blot betyder afsondret. Kollektiv ejendom der indehaves af en gruppe, er stadig personlig, men ikke individuel.

 

Et aktieselskab er en kollektiv ejendom. Her bliver man medlem ved at arve, købe eller tildeles aktier.

 

60ernes hippiedrømme om at kollektivisere verden kan ikke lade sig gøre. Men det er da glimrende at nogle prøver at bygge halmhuse.

 

Ejendomsrettens ophævelse?

 

Efter en erkendelse af, at ejendomsrettens omformning kan være et indviklet fænomen, kunne man frembringe en parole om ejendomsrettens ophævelse overhovedet.

 

Det turde være indlysende, at der må være ejendomsret til penge. Alle kan ikke bare bruge alle penge til alt. For da ville penge slet ikke kunne bruges.

 

Ejendomsrettens ophævelse måtte da forudsætte pengenes ophævelse. Ophæves pengene da ophæves ejendomsretten som salgsret.

 

Brugsretten.

 

 

 

Næste afsnit.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

12.05.09. 12.05.10. 12.08.29.

 

Oprop. 9 april 1940. Tidlig morgen.

 

Oprop. >google.

 

Om morgenen 9. april 1940, mens tyske tropper var i færd med at besætte Danmark og Norge, blev der fra tyske fly nedkastet flyveblade over alt i landet med titlen Oprop, en stavemåde som siden er blevet berømt i danskernes besættelseshistorie. Oprop er en stavefejl på dansk, men ikke på norsk.

 

Teksten rummede mange stavefejl. Men især grammatik og syntaks er dårlig. (Efter den gamle 13skala ville jeg give karakteren 06). Eftertiden har mest hæftet sig herved. Ikke på løbesedlens funktion og effekt.

 

Krigen mellem Finland og Sovjet var lige afsluttet (12 marts) med en dyrekøbt sovjetisk sejr. Ved vestfronten var der endnu ildevarslende ro. Interessen fokuseredes om Nordnorge og den svenske malmeksport og især, malmtransport. Og de norske Atlanterhavshavne.

 

Angrebet skulle synkroniseres til vands, lands og i luften. Tropperne til Norge skulle sejle før tropperne til Danmark, osv. Angrebet skulle nødvendigvis overraske, så vestallierede styrker ikke kunne nå at blande sig. Og til det yderste hemmeligholdes.

 

I planlægningen indgik altså, at tyske fly skulle lastes med løbesedler, der skulle nedkastes bestemte steder. Hvilke? (”overalt” er ikke synderligt præcist). Er der systematik i nedkastningsstederne? Flyene har selvfølgeligt haft andre opgaver. Løbesedler vejer ikke meget.

 

Flyveblad/løbeseddel. Tekst på begge sider. Format A4 (?). Lyserødt papir (andre farver?). På en blanding af norsk og dansk. Formodentligt med fejl på begge sprog, grammatiske som ortografiske.

Det meste (80-90%) er dansk.

 

I 1940 havde dansk en officielt fastlagt retskrivning. I Norge var der sprogstrid herom. (Blev der smidt løbesedler over Norge?).

 

Teksten var helt forståelig for danskere, der samlede den op 9. april 1940. (Og for mig i 2012).

Det meste er propaganda. Besættelsen finder sted for at hindre en engelsk-fransk besættelse af Danmark og Norge. Denne propaganda har fordelen at være indlysende rigtig. Hvorfor er det vigtigt, at meddele tusinder af danskere dette (blev de samlet op, og vist videre?) så hurtigt som muligt, under tysk kontrol?

 

Jeg ved ikke, hvor mange, der blev nedkastet, eller hvor, eller hvornår om morgenen.

 

Besættelsesmagten kunne altså meddele sig til befolkningen, før de fik kontrol over radioen. Som siden 1920erne havde ændret massekommunikationen radikalt. Kommunikation, og kontrol over den, har altid været en væsentlig del af krigsførelsen. Her skete noget kommunikationstaktisk nyt. Her blev masseproduktion (trykketeknik) og massekommunikation forbundet med tidens hurtigste transportteknik.

 

Englænderne havde i krigens begyndelse kastet løbesedler over tyske byer. (8 september 1939 blev der nedkastet engelske løbesedler over Sønderborg ved en fejl). Men da som led i den almindelige propaganda. Jeg ved ikke noget om den eventuelle effekt heraf. Der har givetvis været udkastet løbesedler over Danmark før, men da i reklameøjemed.

 

Kl. 5.00 om morgenen blev Masnedøfortet angrebet og erobret af luftlandetropper (faldskærmstropper) for at sikre Storestrømsbroen på tyske hænder. Det første angreb af denne art i krigshistorien. 6.30 blev flyvepladsen ved Ålborg besat. Den danske hærledelse var ikke forberedt herpå. Det var kun små specialafdelinger i stormagternes hære, som givetvis ikke delte deres hemmeligheder med andre. Beslutningen om at indsætte faldskærmstropper i Danmark (og ikke først ved de senere angreb på Holland og Belgien) var taget få dage før af Hitler selv.

 

Var nogen i den danske hærledelse, regering eller embedsvæsen forberedt på, at besættelsesmagten ville få så stor og især så hurtig kommunikativ indflydelse på situationen i Danmark?

 

Jeg har siden barndommen i 1950erne hørt om løbesedlens ”ubehjælpsomme” sprog. Jeg ville hellere høre om, hvor, hvor mange og hvornår. Hvor længe før tyske tropper ankom?

 

Besættelsen af Norge for næsen af verdens største og trediestørste flådemagt, var uhørt dristig. Og lammende i dens heldige gennemførelse. Hurtighed, hemmelighed og planlægning var altafgørende. Hemmelighed forudsætter, at planlægningen udføres af så få som muligt. Man kunne altså næppe ”annoncere” efter en professionel oversætter.

 

Planlæggerne har formodentligt ønsket en oversættelse så korrekt som muligt, men kravet til hemmelighed har været vigtigere end retstavningen.

 

Vi er ganske ligeglade med Jeres retskrivning, bare I makker ret. Om få år vil I alligevel begynde at tale tysk.

 

Var typografien avanceret efter tiden? Tusinder af danske typografer over hele landet ville kunne bedømme dette. Hvor var de trykt? På et militært trykkeri? Er de trykt på én gang et sted? Er der varianter?

 

Al trafik på bestemte strækninger ville sinke den tyske fremmarch. Man måtte altså søge at mindske denne, eller hindre dens øgning, især da af flygtninge. Hindre vejspærringer, ødelæggelse af broer osv Hvad skete der med trafikken i Jylland efterhånden som tyskerne rykkede frem?

 

Løbesedlen meddeler, at ”stærke tyske militærkræfter siden i dag morges” er i besiddelse af de vigtigste militære Objekter i Danmark og Norge. Og der er indledt forhandlinger mellem den tyske og den kongelige danske regering.

 

Løbesedlen (an)befaler lokale embedsmænd, at tage kontakt med tyske kommandører. Det går hurtigere, end at kommandanten selv skal tage kontakt.

 

De fleste, også jeg, føler sig overlegne ved at gribe andre i stavefejl. Følte danskere mon denne overlegenhed om morgenen 9 april 1940?

 

Der var intetsomhelst ubehjælpsomt ved den tyske løbeseddelnedkastning den 9 april 1940.

 

12.06.04:

96.71. Flemming Søeborg: 9 april. Da Danmark blev besat. People´s Press. 2011

s 100: Sølsted...Der havde været tyske flyvere over os hele morgenstunden, men de havde kun kastet opråb ned til os.

S110 kl 5.05 var den tyske radiosender blevet transporteret til Kastellet på lastvognen fra Københavns Brændselskompagni

112. 5.30 Ålborg lufthavn ved Rødslet

113 Oprop Ålborg

121-2 6.00 KTAS

147 7.10 begyndte de lysegrønne flyveblade med ubehjælpsomt skrevne tyske ”Oprop” Kbh og de større provinsbyer...

Efter sigende skyldes det jammerlige sprog Hitlers frygt for, at Operation Weserübung skulle komme til omverdenens kendskab, hvorfor det var skrevet af ham selv og oversat til skandinavisk af en anonym oversætter i Berlin i stedet for som normalt af den tyske Sprachendienst

148 600.000 flyveblade