04.12.14.

 

Gustav Bunzel: Filosoffernes bestillingsarbejde.

 

Jeg har just anskaffet mig Peter Naur: Antifilosofisk leksikon. 1999. Hvis Forord er morsom læsning. Filosofferne har ikke løst noget som helst problem.

 

Nogle vil endda gøre noget sådant til en dyd for filosoffer.

 

Hvad er overhovedet et problem ? Spørger filosoffen.

 

Såre vel.

 

Filosoffen vil altså afklare (spørgsmålet).

 

Jeg vil da gerne bestille filosoffens afklaringer på følgende områder :

 

1) Religion. Uden yderligere bestemmelse.

 

2) Moral. –

 

3) Politik. Særligt demokrati.

 

Min bestilling lyder ikke på eksistens, erkendelse eller metode.

 

Hvis filosoffer skal kunne sælge deres arbejdskraft, må de selvfølgeligt kunne tale om ovenstående abstrakter, så man kan høre, at de er filosoffer, men må også kunne mere og andet.

 

Men så må de vove pelsen.

 

Et barn spørger, hvad er religion, moral, politik ? Hvad svarer filosoffen ?

 

En religion må indbefatte forestillinger om anderledes kausalitet. Er denne erkendelig, hvordan er den da anderledes ? Er den ikke, hvad skal vi da med en forestilling, om hvilken vi intet kan erkende ?

 

Hvorfor ikke blot svare, ved ikke, til de spørgsmål, vi ikke har viden til at besvare.

 

Her kan filosoffen så afklare, hvilke spørgsmål kan stilles, hvilke ikke. Hvilke kan besvares, hvilke ikke.

 

I dagligsproget ”handler” moral om godt om ondt. Man bør gøre det gode og ikke det onde. Enhver teenager-filosof kan pille sådant i fra hinanden.

 

Hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre (årsagen til at jeg har brug for en filosof), da er der ikke megen vejledning i, at gøre det gode.

 

Jeg kan forestille mig flere muligheder for, hvad jeg skal gøre. Jeg kan forestille mig forskellige resultater, men jeg er ikke enerådende. Mine og andres interesser i resultatet er forskellige. Vore meninger ligeså. Anbefalingen at gøre det gode, hjælper mig ikke meget. Måske har Kant logisk ret, men der er ikke megen vejledning i de imperative udsagn. Han måtte også passe på at vove pelsen. Censor læste med. Filosoffen måtte passe på at skrive alt for forståeligt.

 

Betyder dette, oh filosoffer, at moralisterne har moraliseret i årtusinder, men stadigvæk ingen moralsk vejledning kan give ?

 

Vi har ikke brug for filosoffen til at løfte pegefingeren, eller lade være. Vi har brug for filosoffen til at tænke konsekvenser igennem.

 

Hvis man lyver, må man fordoble sin hukommelse, med deraf følgende konsekvenser.

 

Hvis et samfund har dødsstraf, da vil nogen med god grund kunne slå ihjel for at modsætte sig arrestation.

 

Er penge et gode eller et onde ? Hvis filosoffen berettiget afviser dette spørgsmål som selvforskyldt vås, har filosoffen da afskrevet brugen af begreberne, det gode, det onde ? Hvis begreberne er brugbare, hvor brugbare er de så, hvis de ikke kan besvare om penge er gode eller onde ?

 

Politik er på en eller anden måde organisering af samordning. Hvilket ikke betyder, at enhver organiseret samordning, feks et fodboldspil, er politik. Selv om der er masser af politik i fodbold.

 

Demokratiet kan helt klart ikke længere være et folkestyre, det må være et borgerstyre. At beslutninger i dette styre kan tages ved stemmeafgivning, må være et væsentligt element. Demokratiet må være valgborgerstyre, som kan overskride nationerne som valgkredse. Demokrati er votokrati. Og betingelserne for at dette kan fungere, fri drøftelse osv.

 

Men, hvad kan man fornuftigvis stemme om, hvad ikke? Kan man i et ”økonomisk demokrati” stemme om hvad og hvordan, der skal produceres og distribueres ?

 

Herom er der sagt meget vås.

 

Det er filosoffers sokratiske pligt at påvise vås, især den mest gængse og påtrængende vås. Det er deres pligt, fordi de er bestilt til det.

 

 

04.12.25. 05.01.03. 05.01.17. 05.01.28. 05.02.02. 05.02.12. 05.02.26. 05.03.13. 05.07.10. 05.12.31. 06.01.21. 06.02.26. 06.03.15. 06.05.24. 06.10.05. 12.08.20.

 

Gustav Bunzel: Løgnens logik.

 

I min barndom, og især i min barndoms drengebøger, stillede autoriteterne et entydigt normativt moralsk krav: du bør eller må ikke lyve, alt efter om man ønskede at opdrage børn eller lære dem at lystre. En hel roman kunne handle om en løgn og dens kvalfulde soning. Hvorvidt løgnen spillede samme rolle i pigebøger, ved jeg ikke.

 

Men sådan var det kun i bøgerne. Ellers havde vi ikke fået lov til at læse dem.

 

Når jeg selv anstrengte mig for ikke at lyve, og derfor løb ind i visse vanskeligheder, men altså ikke løgnenes, var det ikke for at tækkes autoriteterne, men fordi min ærekærhed ikke brød sig om at optræde som eller være løgner. Og da slet ikke om at blive grebet i en løgn. Selvfølgeligt bryder ingen sig om at blive grebet i løgn. Men det er min erfaring, at løgn praktiseres meget forskelligt af forskellige. Nogle kan kun have tillid til andre, der lyver lige som de selv.

 

Samtidigt måtte man ikke sladre. Hvis man ikke vil sladre, da må man enten lyve eller tie. Men hårdnakket tavshed er åbent oprør.

 

At tie, kræver, at man er blevet spurgt. At man nægter at svare. Man kan fortie uden at være blevet spurgt.

 

Men alle løj. Alle vidste, at alle løj. Overfor skurkene måtte heltene gerne lyve. Selvfølgeligt løj frihedskæmperne overfor gestapo.

 

Men blot fordi alle lyver, så lyver alle ikke altid. Løgne er misinformationer. Samfundet kan ikke opretholdes gennem kun misinformationer. For megen misinformation fører til sammenbrud. I foråret 1945 i førerbunkeren dirigerede Hitler rundt med tropper, der ikke eksisterede. Ingen turde andet end at lyve overfor løgneren. De statskapitalistiske planøkonomier endte i absurditeter grundet misinformationer.

 

Selvfølgeligt fortier alle. Ingen har tid til at fortælle alle andre alt. Og de andre har ikke tid til at høre på det. Fortielse er ikke løgn. Løgn er misinformation, fortielse er manglende informering.

Bevidst vildledende fortielse er misinformation.

 

Hører du en anden fortælle en tredje noget, som du ved er urigtigt, da er du medvider i en misinformation, om du ikke søger at berigtige. Hvis du ved, at den anden ved, at det han fortæller den tredje er urigtigt, er du medvider i en løgn.

 

Jeg mindes ikke at være blevet præsenteret af nogen autoritet for nogen form for gennemtænkte begrundelser. Og slet ikke noget forsøg på at løse dilemmaet, at det ind imellem måtte anbefales at lyve eller (for)tie. Der er lavet teater og film om temaet, hvad man kan komme ud for, hvis man undlader at lyve en hel dag.

 

Hvordan nutidens børnegenerationer omgås løgnen, ved jeg ikke meget om. Temaet synes at være forsvundet. Jeg har ingen erindring om børn, der interviewes om at lyve i TV, hvilket ellers kunne synes særdeles interessant.

 

Jeg vil her undersøge aspekter ved løgnen under en logisk og mentalhygiejnisk betragtningsmåde.

 

Løgnens mentalhygiejne.

 

Løgn forudsætter et mundtligt eller skriftligt udsagn, der høres eller læses af andre. Først når løgnen, du siger eller skriver, bliver hørt eller læst af en anden, bliver den til virkelig løgn.

 

Man kan selvfølgeligt lyve med tegn, ryste på hovedet, hvor man skulle nikke, men jeg kan ikke gennemføre nogen analyse af kropssprogets løgne. Eller det forhold at kropssprogets sanddruhed kan afsløre løgnen i sproget. Hvad især børn skulle være gode til at iagttage. Og som vel må være, hvad en løgnedetektor måler. Men, man kan nu trænes i at lyve overfor en løgnedetektor.

 

Man kan forberede løgnen mentalt, før den præsenteres for andre. Man kan overveje, om man ”skal” lyve, altså, om man vil lyve. Men løgnen bliver først virkelig løgn i andres bevidsthed, tilhøreres eller læseres. Men, dér optræder den netop ikke som løgn. Hvis løgnen er lykkedes.

 

Selve den mentale proces, at overveje en løgn, kan vel ikke i sig selv være moralsk angribelig? At indopdrage noget sådant som betinget refleks, danner basis for dobbeltmoral. Er tanken lige så syndig som handlingen?

 

Men hvorfor overveje løgnen, hvis man ikke vil eller har til hensigt at lyve?

 

Der er ofte øjeblikkelige gevinster ved løgnen. I længden kan ingen (over)leve uden at lyve.

 

Løgnen kan være overvejet eller spontan, men den kan ikke være ubevidst. Forudsætningen for at lyve er, at man ved, at man lyver. (Vi abstraherer alle grænsetilfældene væk, ikke fordi de er uinteressante, slet ikke, men for at komme videre). Man kan altså ikke lyve for sig selv. Man kan fortrænge viden eller erfaring, men det er en anden, om end nær”liggende”, mental proces.

 

I praksis kan man ikke lyve hele tiden. Og man kan heller ikke hver gang overveje fordelene ved en løgn.

 

Løgn og usandhed.

 

Løgn er ikke umiddelbart identisk med usandhed. Eller således bruges ordene løgn og usandhed i denne tekst.

 

Fremsiger man noget i god tro, som viser sig at være forkert, da er dette blot en usandhed, men ikke en løgn. Man kan i god tro fremsige en løgn, der så viser sig at være sand, men derfor har man alligevel løjet. Hvad man så ikke behøver at betro til nogen.

 

A siger noget til B, som A selv anser for usandt. A lyver altså overfor B. B er bevidst blevet misinformeret af A. A har besluttet at misinformere B, og har gjort det. A har løjet, men han kunne ikke have løjet uden B. Løgne kræver vidner !!!

Løgne forekommer altså (kun) i sproglig kommunikation. Læseren kan med gode begrundelser frembringe andre begreber om løgne, hvor man kan lyve uden ord, men her fremstilles tekstforfatterens konstruktion.

 

Løgnen breder sig.

 

Løgnen kan være en engangsforeteelse. Tolderen spørger mig, om jeg har noget at fortolde. Jeg svarer nej, som en bevidst løgn. Tolderen lader mig passere. Denne min løgn har jeg siden pralet af uden mentale eller praktiske problemer. Og tilhørerne har kappedes om at prale af tilsvarende løgne.

 

Hvis A og B mødes efter løgnen, da må A huske (på) løgnen. Løgnen kræver altså en fordobling af hukommelsen. Ikke i procentuel forstand, men i processuel. Løgneren skal både huske sandheden og løgnen.

 

A møder så C, en tredie, som skal høre noget om det samme. A må da enten gentage løgnen, eller risikere, at C uafvidende kommer til at afsløre løgnen overfor B. Eller A og C må indgå i løgnens konspiration, og Cs hukommelse må også fordobles i sandheden og løgnen, fortalt til B. As ønske om at misinformere B, kan da medføre, at han må misinformere andre, som han måske ikke har anden grund til at misinformere. Eller indvie dem i løgnen.

 

Hvis man opgiver for lidt til skattevæsenet, kan man ikke bruge skatteblanketten til at dokumentere, hvor meget man tjener.

 

Hvis A lyver forskelligt overfor forskellige, og fortæller sandheden til nogle, da stilles der endnu større krav til hukommelsen. Hvem er blevet misinformeret på hvilken måde, og hvem ikke?

 

Hvis A har fortalt en løgn til B, har han dermed fået en grund til at fortælle samme løgn til andre. Især til den fælles bekendtskabskreds. Selv om han ikke ønsker at misinformere disse. Måske endda tværtimod.

 

En samlevende har været i biografen med et sidespring. Vedkommende må fortie eller fornægte i omgangskredsen at have set filmen. Men kommer til at røbe sig ved en tilfældighed.

 

Vidner.

 

Hvis der er vidner til sandheden, har løgneren yderligere et problem. Så skal sandhedsvidner og den beløjede helst holdes adskilt.

 

Jeg var ikke på værtshus i mandags, lyver jeg, men der var og er stadigt snesevis af vidner. Vidner som, udenfor løgnerens kontrol, bevidst eller ubevidst, kan afsløre løgnen, endda uden at vide det.

 

Eller den beløjede må tro, at vidnet lyver.

 

A fortæller B, at han ikke var på værtshus i mandags. Senere fortæller C til B, at han mødte A på værtshus i mandags.

 

B konstaterer en uoverensstemmelse mellem, hvad A sagde, og hvad C siger. En af dem lyver. Men hvem? Faktisk kan de lyve begge to. A var der, C så ham ikke. Sådant forekommer i utallige kriminalromaner.

 

En af dem eller begge kan huske galt. Hvis B da konfronterer A med Cs udsagn, kan A måske erkende, at have husket forkert, eller kan påstå det. Eller indrømme at have løjet. For at undgå at blive afsløret som løgner, vælger løgneren måske at lyve igen. En løgnagtig påstand om hukommelsen anvendes ofte som et sådant dække over løgn.

 

Hvis det overhovedet er logisk muligt, er det fristende at sige, at jeg huskede forkert, frem for at sige, at jeg løj.

 

Jeg har nogle gange fremsagt løgnen: jeg har prøvet at ringe til dig flere gange, men du var ikke hjemme. Det skal man ikke længere gøre, opkald kan nu registreres. Man må nøjes med at sige, jeg har flere gange tænkt på at ringe. Hvilket jo da også kan være sandhed.

 

Løgneren ønsker ikke sin løgn afsløret. Hvis sådant skulle være tilfældet, er noget andet på færde.

 

Løgneren kan ikke udslette løgnen, da denne befinder sig i andres bevidsthed, men her ikke som løgn. Løgneren kan ikke glemme løgnen uden at øge risikoen for, at løgnen afsløres.

 

Løgnens misinformation kan ophæves i den udstrækning den beløjede oplyses om løgnen. Selv om løgneren fortæller, at han løj. Så løj han stadigt.

 

Løgnens vidner.

 

Løgnen kan være fremført af flere. Sammensvorne i løgnen. Hvis en af sådanne skulle ønske at fortrænge løgnen, for ikke at fremstå som løgner for sig selv, da er de andre sammensvorne og vidner i livsfare. Tyranparanoia.

 

Lang tid senere fortalte A til C, at han havde været til en bestemt koncert, og kastede pludseligt et bekymret blik i min (Bs) retning. Han så sin egen løgn i mit blik, hvad jeg så kunne se i hans, forårsaget af at have fortalt C sandheden, mens jeg (B) hørte på.

 

Sandhed skal her forstås i psykologisk og ikke i filosofisk forstand. Sandhed er blot ikke løgn. Hvis den beløjede (B) fortæller løgnen videre, da lyver B ikke.

 

A har en interesse i at misinformere B. Har han også en interesse i, at B bringer denne misinformation videre til (alle) andre?

 

B fortæller uden at lyve løgnen videre til C, som er vidne, han var på værtshuset i mandags, hvor han mødte A, hvad B ikke ved, da han fortæller løgnen, som han ikke ved er løgn. C kan dog ikke med sikkerhed slutte, om A har løjet for B, eller B har løjet for C uden at vide, at en løgn herved vil blive afsløret. Uden at det nødvendigvis afsløres om A eller B lyver, eller husker forkert. Men C ved, at enten A eller B, eller begge, lyver. Eller husker forkert.

 

Filosoffernes sandhedsbegreber vil jeg her lade ligge.

 

Løgn og hukommelse.

 

Løgnens krav til fordobling af hukommelsen: hvad var sandheden, hvilken løgn fortalte jeg, vil fastholde løgneren i bevidstheden om egen løgnagtighed. Glemmer man løgnen, kan man komme til at sige sandheden, og dermed afsløre løgnen uden at ville dette.

 

Har man en gang sagt sandheden, da gør dette en løgn vanskeligere. Men ingen kan huske alt, hvad de har sagt.

 

Uger, måneder, år senere mødes A, B og C. Og A minder C om, eller omvendt, da de sidst var på værtshus, og løgnen kan være afsløret.

 

Løgn/en skaber altså særlige problemer for hukommelsen.

 

Jeg har megen erfaring med hukommelse, mest min egen. Jeg har en god hukommelse, uden at kunne optræde med den. Jeg træner min hukommelse, ikke hver dag, men flere gange om ugen. Jeg ved dog ikke, hvad hukommelse er.

 

Der er noget, man skal huske, ellers udsættes man for ubehag. Der er noget, det er godt at huske, men ikke nødvendigt. Løgneren præjudicerer dette. Løgnen skal huskes, selv om den er uvæsentlig og ubrugelig.

 

Der er gode grunde til at træne hukommelsen i anvendelsen af egen erfaring. Hvis egen erfaring er ubehagelig at erindre, da vil dette gøre det vanskeligere for hukommelsen at få adgang til denne egen erfaring. Det bliver da sværere at lære af egne erfaringer.

 

Vil man lære af egen erfaring, da kan det ikke anbefales at fortrænge egen erfaring.

 

Løgn og erfaring.

 

Den eneste praktiske mulighed for at omgå løgnens fordobling (sandhed/løgn) består i, at løgneren fortrænger sandheden. Om muligt. Og sandheden er stadigt blot det, man kan sige uden at lyve. Og man kan kun lyve, når man ved, at man lyver. Hvis løgneren ikke ønsker at være løgner i egen selvbevidsthed, må løgneren fortrænge eller glemme den sandhed, der blev løjet om.

 

Men denne sandhed er løgnerens egen erfaring. Hvis løgneren vil lyve for sig selv, jeg er ikke løgner, da må løgneren altså ”glemme” sandheden eller erfaringen. Løgneren, der ikke vil opfatte sig selv som løgner, må glemme (dele af) sin egen erfaring.

 

Men, ingen har adgang til anden erfaring end egen erfaring. Egen erfaring er den eneste erfaring, enhver altid kan have adgang til. Andres erfaring kan kommunikeres, men de bliver da egen erfaring om andres erfaring. Man har kun adgang til andres erfaring gennem egen erfaring om den. Med mindre man er i kontakt med dem.

 

Løgneren, der ikke vil erkende sig selv som løgner, får alvorlige mentalhygiejniske problemer.

 

Løgneren kan ikke drøfte sine løgne med dem, han har løjet for. Løgneren, der vil fortrænge sin løgnagtighed, kan kun gøre således alene, eller sammen med andre løgnere, der vil det samme. I den fælles fortrængning af løgne begynder affæren at blive indviklet.

 

Begyndende konklusioner.

 

Det turde nu være muligt at drage konklusionen: der kan ikke opstilles et simpelt normativ om løgn.

 

Det må altså anbefales, at nytilkomne opdrages eller socialiseres i en fornuftig omgang med løgnen. Man kan ikke lære sproget, uden at opdage løgnens mulighed.

 

Det må anbefales, at man lyver, så man kan huske sin løgn, som løgn.

 

Løgn medfører misinformering af mindst én anden. Tvinger løgnen overfor én anden til misinformering af andre, som der ikke er anden grund til at misinformere, da begynder løgnen at medføre praktiske ulemper.

 

Pral, blær eller beskedenhed.

 

Jeg er ofte de seneste årtier blevet stillet spørgsmålet ”Hvor mange er I?”. Hvor mange bevidst arbejdssky var vi i 1978? Jeg svarede først, ved ikke, derefter 1 million, derefter 5 millioner. Her belyver løgnens overdrivelse løgnen. Med interessante semantiske effekter. Ellers er jeg for længst ophørt med at overdrive i besvarelsen af sådanne spørgsmål.

 

Hvis jeg påstod, at LA har små tusinde medlemmer, da ville dette ikke blot være en overdrivelse, men en løgn. Og en alvorlig misinformering. Hvad LA end måtte præstere, så er dette ikke frembragt af 1000 kontingentbetalende medlemmer, men af 400. Hvor kun 50-60 kan kaldes aktive.

 

Overdrivelsen misinformerer kontraproduktivt. Der skal ikke 1000 til at gøre, hvad LA gør, kun 400. 1000 ville kunne gøre meget mere.

 

Når en person taler godt om sig selv, er det meget almindeligt, at tilhørere opfatter dette som overdrivelse. Altså pral. Men påstanden om overdrivelse eller pral er uundgåeligt en påstand om løgn.

 

Det er så almindeligt kendt, at man kan have tilbøjelighed til at overdrive det positive og underdrive det negative ved sig selv, at mennesker faktisk forholder sig til det. Nogle underdriver det positive (beskedenhed). Nogle tier med det overhovedet. I begge tilfælde er der tale om misinformation. Og selvfølgeligt er der mange, der overdriver. Jeg selv har valgt det pragmatisk korrekte, men selvfølgeligt subjektive.

 

Antag, at jeg i den gode sags tjeneste fortalte tilhørere, at LA har 1000 medlemmer. Antag, at en tilhører så meldte sig ind. Så måtte jeg fortælle vedkommende, at 1000 var en propagandistisk løgn.

 

Når en person taler positivt om sig selv, da er dette altså ikke automatisk en overdrivelse. Det er ikke nødvendigvis pral. Om det er blær eller beskedenhed, kræver en nærmere undersøgelse.

 

Reaktionen hos tilhøreren er langt mere automatisk. Tilhøreren dømmer ofte automatisk overdrivelse, altså pral, selv hvor tilhøreren intet kender til sagen.

 

Hvis jeg ved, at en tilhører tror, at jeg overdriver, og derfor vil trække noget fra, bliver jeg nødt til at overdrive for at informere vedkommende korrekt. Der var 100 til et møde. Fortæller jeg dette, tror man, der var halvdelen. Jeg må altså påstå, at der var 200.

 

Hvorfor tror man, at folk overdriver eller underdriver? Fordi man har oplevet det mange gange. Og fordi man selv gør det.

 

Men alle gør ikke som andre. Alle gør ikke som du eller jeg. Du kan ikke gå ud fra, at den anden praler, blot fordi mange praler, eller fordi du selv praler. Der må undersøgelse til. Men de, der praler, føler intens ubehag ved at erkende, at den anden ikke praler.

 

Hvis man da ikke ved andet om den anden, og ikke andet om, hvad den anden siger, da må man antage, at den anden taler sandt. For derefter at underkaste dette en undersøgelse. Frem for automatisk at antage den andens udsagn som løgn, for derefter at undersøge dette, eller postulere løgnen uden undersøgelse.

 

Det er værre, at antage sanddru for løgnere, end at antage løgnere for sanddru.

 

Analogi.

 

I det foregående er normative argumentationer søgt undgået.

 

Der argumenteres ikke: du bør (ikke) gøre således, fordi…. Der argumenteres: hvis du gør således, da får dette bestemte konsekvenser, som det kan være fornuftigt at kende forinden.

 

Det har da længe været min påstand, at lignende måde at argumentere på kan gennemføres på andre af moralens områder, og at sådant ville være menneskevenligt at gøre.

 

Om noget sådant burde være filosoffers opgave, nægter jeg at svare på. Det er helt klart en filosofisk opgave.

 

 

06.03.15.

 

Et væsentligt pointe:

 

Den dumskeptiske tror (=bilder sig ind), at hvis han tror på taleren, så vil taleren benytte dette til at lyve. Klodrianen erklærer derfor talen for løgn, og regner med, at dette får taleren til at tale sandt!!!

 

Hvis min tilhører automatisk regner med, at jeg lyver, da mindskes min interesse i og grund til at fortælle ham sandheden.

 

06.05.24.

 

Psykologiske og pædagogiske opslagsværker.

 

I danske psykologiske og pædagogiske opslagsværker findes næsten intet under opslagsordet løgn. Nogle steder findes en henvisning til ”patologisk løgn” eller løgnedetektorer.

 

I første udgave af det engelske værk Oxford Companion to the Mind, 1987 omtales fænomenet med få linier, som i anden udgave, 2004, er blevet til fire spalter.

 

Filosofiske opslagsværker hjælper heller ikke.

 

Hverken pædagogerne, psykologerne eller filosofferne leverer ret megen tilgængelig vejledning, hvad løgnen angår.

 

Note

 

løgn

+Leksikon for opdragere,1953: en spalte

-Psykologisk-pædagogisk ordbog,2,1971: løgn, patologisk>mytomani. Løgnedetektor... -11,1997.

-Madsen. Psykologisk leksikon. 1,1974.

-Abrahamowitz. Psykologileksikon. 1999: løgnedetektor.

-Jerlang, Jerlang. Psykologisk pædagodisk opslagsbog. 2001. løgn, patologisk, se mytomani.

-Psykologisk opslagsbog,,1,1982...3,2002.

-Gads psykologileksikon,2004: løgnedetektion, se galvanisk hudrespons.

-Nielsen. Psykiatrisk ordbog. 1,1950....5,1982.

-Bertelsen, Jørgensen. Psykiatrisk ordbog. 2000.

- Carstens, Sønderø. Psykoanalytisk leksikon. 1967: løgnagtigt sjæleliv …henvisninger til Carstens værker…

-Juridisk Ordbog,11,1999.

+Wörterbuch der Psychologie. Leipzig. 3,1981: Lüge to spalter. Lügendetektor en spalte.

+Wörterbuch der Psychiatrie.1968: Lüge: tre linier. Lügendetektor ti linier. Lügensucht > Pseudologia phantastica.

+The Oxford Companion to the Mind,1,1987: lie detector, see electrodermal activity. Lying. Deliberate falsification of the truth in order to confuse or mislead. This is an essential weapon for self-protection; and for societies, especially in war, to put an enemy off his stroke. Although condemned by moralists, lying can have high survival-value.

+2,2004: lie detector en spalte. Lying and deception fire spalter

 

Loven.

 

+Baden, 1822.

 

Loven opererer ikke længere med begrebet løgn. Det er strafbart at fremføre udsagn, som en domstol dømmer falske.

 

Men uopdagede løgne, eller løgne der ikke bringes for retten, kan ikke dømmes.

 

Lovgivningen kan ikke løse løgnens problem. Loven kan ikke forbyde løgn. Forsøger lovgivere på noget sådant, forsvinder de.

 

Tabu.

 

Man kan så prøve at gøre løgn til helligbrøde. Spejdere der ved bålet i sommernatten aflægger ed om altid at være sande.

 

Men de hellige leverer heller ikke megen vejledning. De har svært ved at afklare, hvad det hellige måtte være for noget. Det hellige fungerer kun i konsensus.

 

Note

Det 8. bud lyder: Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.

 

Argumentet.

 

Traditionelt ville man her fremføre fornuften. Men hvad er så nu det?

 

I en situation, hvor man skal vælge at lyve eller ikke? Kan man nøjes med at fortie? Hvem skal man så også lyve for? Osv, osv.

 

I en sådan situation hjælper en henvisning til fornuften ikke meget. Kun argumenter.

 

Man befinder sig i en situation, hvor man skal informere eller misinformere en eller flere. Det er forbundet med en fordel at misinformere, altså lyve.

 

Ikke alle løgne er lige brugbare. Måske er der i situationen kun en brugbar løgn, måske flere. Hvilken skal man vælge?

 

At tale sandt er ikke altid forbundet med ulempe. At lyve er altid forbundet med ulempe.

 

Venner og fjender.

 

Der er selvfølgeligt forskel på at lyve overfor venner og overfor fjender.

 

Fjender må man narre. List er en krigerdyd. Krigslist.

 

På æresord.

 

Her må du tro mig på mit ord. Lyver jeg, og opdager du dette, da har jeg mistet mit æresord.

 

I det mindste indtil, jeg har vundet det igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

12.05.17. 12.05.23. 12.08.23.

 

Natur. Naturlov. Naturvidenskab.

 

Natur. (1).

Ordet natur, kommer af latin, natura. Som egentligt betyder fødsel, af nasci, fødes, natus, født. Det er klassisk latin, og havde da lignende betydning. Og bruges tilsvarende på mange sprog.

 

Begrebsligt har ordet en lang historie. Hvorom der er skrevet meget. Den behandles ikke her.

 

Naturlov. (2): Ordbog over det Danske Sprog, 14,1933:

 

en i naturen (især den uorganiske natur) herskende, gennem aarsag og virkning erkendt lov.

 

Første citat er fra 1799. Om dette betegner ordets første forekomst på tryk på dansk, kræver nøjere undersøgelse.

 

Heller ikke dette ords begrebshistorie inddrages her.

 

Men de to opslag er i helt klar og entydig modsigelse. Natur omfatter det fødte, altså det biologiske eller organiske (som i naturvidenskabelig sprogbrug, betyder noget andet). Naturlovene skulle altså især omfatte det ikke fødte. Hvor ordet oprindeligt betød netop: det fødte.

 

Naturvidenskab. (3).

Første citat fra ODS er fra 1737. Altså fra den såkaldte oplysningstid. Også denne (3) omfatter i den almindelige forståelse netop det, der ikke er natur, altså født. Newton offentliggjorde i 1687 ”Naturfilosofiens matematiske principper”, hvor han opstiller naturlove for himmellegemernes bevægelser.

 

Til denne modsigelse mellem betegnelse og genstand kommer, at naturlovene netop ikke er love. De er ikke vedtaget, men erkendt. Love kan brydes eller ændres, det kan naturlove ikke.

 

De såkaldte naturlove er menneskefrembragte teorier. Endnu kender vi ikke til andet i naturen, altså det levende, der kan frembringe teorier. Teorierne kan ændres gennem ny erkendelse, og ændres hele tiden. Naturlovene er altså hverken natur eller lov. Altså et temmeligt upræcist ord for det, der skulle være netop det mest præcise.

 

Oplysningen og den franske revolution 1789 havde frigjort tænkningen fra kirkens overherredømme og censur, og praktiske teknologiske resultater myldrede frem. Eller også var det omvendt. (Okkultisme, clairvoyance, astrologi osv myldrede også frem).

 

Videnskaben blev først og fremmest naturvidenskab, hvis metoder derfor nu blev de videnskabelige. Hvilket jo så bliver problematisk, hvor disse metoder ikke kan anvendes. Kan man så ikke bedrive videnskab? Historievidenskaben kan sjældent betjene sig af eksperimenter.

 

Tilbage til naturen. Men, hvor er det? Hvor er den?

 

Mennesker er fødte, men ofte betyder natur, hvad menneskene ikke har frembragt. Er menneskene indenfor eller udenfor naturen?

 

Men mennesker tillægges en natur, som skulle være noget mere oprindeligt. Som endda kan være individuel. Min natur er anderledes end din.

 

Bøsseri var engang mod guds vilje eller lov. Så blev det unaturligt (nærmest dyrisk), så sygeligt, så bare ulovligt, og er nu mange steder lovligt. Det begynder endda at blive naturligt. Måske helt menneskeligt.

 

Nudister (nøgne) kaldte sig også naturister. (ODS, første citat 1937).

(-Meyer,8,1924. -Vor Tids,1,1934. +Berlingske,1,1938). Det skulle være mere naturligt at være nøgen i naturen. Den gang målte man ikke uv-strålingen.

 

At kalde noget naturligt er almindeligt i daglig tale, og hermed menes noget positivt. Fordi natur som regel anvendes i positiv betydning. Ergo, vil man tale godt om noget, kalder man det naturligt. Hermed får unaturlig en negativ betydning. Børn skulle være mere naturlige.

 

Minkhold eller foie gras er unaturligt. Mere end lørdagskyllingen?

 

I udtrykket naturligvis er naturen helt forsvundet. Det anvendes allerede af Holberg. Det er synonymt med selvfølgeligt eller selvklart. Hvis betydning fremgår af ordene selv. (Ordene er germanske, ikke latin, derfor forstår vi (germanere) dem).

 

Natur er ideologisk belastet og i bedste fald semantisk uklart, men oftest helt forvrøvlet. Jeg er for længe siden holdt op med at bruge ordet og dets sammensætninger. Oftere og oftere afbryder jeg protesterende andre, når de bruger det. De ser overraskede ud.

 

Gyldendal. Filosofisk leksikon. 2008: Det hører til de mest flertydige ord i sproget.

Desværre findes her intet opslag om naturlov.

 

Jeg savner ikke ordet. Der er intet problem med at finde andre og tydeligere.

 

Flertydighed kan vel undertiden være en dyd. Men ikke hvis man bruger natur for at tydeliggøre et eller andet.